We a good story
Quick delivery in the UK
Mellemgaard

Books published by Mellemgaard

Filter
Filter
Sort bySort Popular
  • Save 33%
    by Kristian Marstal
    £11.99

    Substance fortæller historien om den unge Martin, hvis faders død sætter gang i Martins dannelsesrejse samt undergang. I byerne Hamborg og Berlin bevæger han sig rundt i gaderne og nattelivet. Han får relationer til flere kvinder, der påvirker ham dybt og bliver en del af hans identitet. Alt foregår samtidig med, at han blot ønsker at indfri sine kunstnerdrømme. Martins indlevelse i arbejdet med sin debutroman bringer ham langt væk fra virkeligheden. I eskapismen opløses hans moral, og han får kriminalitet tæt ind på livet. Om forfatteren KRISTIAN MARSTAL er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i København og debuterer som forfatter med romanen Substance. Han har udgivet tre soloalbums samt skrevet og instrueret en række kortfilm.

  • Save 34%
    by Jørgen Lindgreen
    £12.49

    Beretningen om tyskertøsens søn og sabotørens datter, omgivet af en gruppe rebelske unge i 1950’ernes Odense. Uddrag af bogen Britta lod sig glide ned på divaen ved siden af mig og hviskede mig i øret, – Er du bange, Simon? – Ja, svarede jeg. – Det er jeg også, sagde hun. Britta var en viljefast pige, en af dem, der kunne træffe beslutninger. Hun var den eneste, der kunne styre Peter Pan, men hun var altså også bange nu. – Hvor mange atombomber skal der til for at udslette Danmark? spurgte hun mig. – Jeg ved det ikke nøjagtigt men to til tre i den tunge klasse, svarede jeg. – Så er nationen blæst væk, og de, der ikke er døde, de vil omkomme af strålesyge. – Hvor længe tror du, Fyn vil være ubeboelig? Og hvad med os her i Skibhuskvarteret? – Det er umuligt at sige. Der kan gå hundrede år, hvis noget normalt nogensinde vender tilbage. – Du, Simon, hviskede hun. – Hvis det går helt ad helvede til med dig derovre i Varde, så skal du ringe til mig, enten til Gaskompagniet eller herhjem. Jeg kan samle aktivgruppen på to timer. Det er mit ansvar, I har valgt mig til det. – Du er skøn, sagde jeg, trak hende ind til mig. – Jeg skal nok huske det. Gid alle piger var som dig, så turde mændene ikke gå i krig. Om forfatteren Jørgen Lindgreen er født 1936 i Odense. Han er kontoruddannet, har været værftsarbejder og korrekturlæser; været ansat ved telegrafvæsenet og har været oplæser ved Odense kommune. Jørgen Lindgreen har skrevet 11 radio- og TV-spil. Han har skrevet en række historiske romaner, hvor det er taberne og de navnløse, der er hovedpersoner, og ikke konger, fyrster og prælater. Jørgen Lindgreen udgav på eget forlag første del af et stort ungdomsværk Rebellerne i 1967. Forsøget mislykkedes og gav forfatteren en større gæld. 2017 har forfatteren nyskrevet og forkortet sit ungdomsforsøg til en ny generations læsere, stadig med den originale titel Rebellerne.

  • Save 33%
    by Thager H
    £11.99

    Mord for hjælp er en fortælling om, hvordan mennesker med tilknytning til et friplejehjem for velhavere i Nordsjælland bliver påvirket i deres adfærd, når der begås flere mord i kredsen omkring dem.Den unge nyansatte kriminalassistent Rahim Khader, som nyligt er blevet forladt af sin kæreste, Asah, der befinder sig i et tvangsægteskab, inddrages i efterforskningen sammen med de ældre og mere erfarne kriminalkommissærer Kenneth Borch og Poul Kure.Der er ledetråde til den lokale frimurerloge.En formodet terrorcelle i Nordsjælland er på spil.I fortællingen indgår spin om kærlighed, utroskab, jalousi, affektdrab og lejemord.Uddrag af bogenRahim havde en ustyrlig trang til at kysse Asah, men det var, som om hun havde sat et usynligt skel ved at slå op med ham. Lige nu lignede hun et menneske, der var ramt af en stor sorg og utålmodigt ventede på, at han gik sin vej. ”Det kom ikke bag på mig, Asah. Jeg havde ventet det, men jeg forbander vores gamle, muslimske kulturarv. Du elsker jo ikke den mand, din far valgte som din ægtefælle. Hvad fanden er det, der foregår i denne her del af verden, som både du og jeg er født og opvokset i? Vores forældres kulturarv bliver banket ind i hovedet på os uden omtanke for, at for os, der er født og opvokset i den vestlige verden, forholder det sig anderledes. Jeg frasagde selv min fars ønske om, at hans vens datter skulle blive min kone, og det kostede mig mit ellers gode og kærlige forhold til min far. Nu er han død, uden vi blev forsonet, og det piner mig, at vi skiltes på den måde.”Om forfatterenJens Thøger Hjortshøj, alias Thager H, debuterer i sen alder med krimien Mord for hjælp. Han er billedkunstner og tidligere arkitekt. Bogen er skrevet med baggrund i et livs inspiration og ballast, men er fiktion og ikke nogen biografi. Krimien er kun en undskyldning for at skrive noget om mennesker.

  • Save 33%
    by Lena Krogh Bertram
    £11.99

    Min mormors billedbog er fortællingen om Lena Krogh Bertrams mormor, Ellen Ende, der levede fra 1879 til 1954. I tekst og billeder får vi historien om fanøpigen, der blev et midtpunkt i familien, og som fik afgørende indflydelse på forfatteren. Foruden den interessante slægtshistorie giver bogen også et indblik i den helt specielle kultur, der herskede på Fanø. Om forfatteren Lena Krogh Bertram (f. 1943) er uddannet socialrådgiver og var i 1982-88 forkvinde for forlaget og foreningen Kvindetryk. Hun har udgivet 14 digtsamlinger og 2 romaner og blander sig desuden gerne i den offentlige debat med kronikker, læserbreve og på Facebook. Hun har desuden oversat en lang række titler til dansk.

  • Save 35%
    by Dorthe Emilie Røssell
    £11.00

    Mellem os sagt er en samling noveller, der handler om skæbner, oplevelser og beretninger, jeg gennem årene har fået fortalt eller oplevet under mange af mine rejser eller højskoleophold. Alle er skrevet som fiktion med et kærligt glimt i øjet. Navne og steder er, af respekt for de omtaltes anonymitet, tilfældigt valgt. Uddrag af bogen Lettet for blærens indhold dumpede hun ned i fællesrummets anden lænestol ved siden af det lave sofabord. ”Uhm, dejlig kaffe, det trængte jeg også til. Det har været en lang rejse herover. Jeg hedder Ulla, hvad hedder du?” spurgte Ulla, formildet af kaffens opkvikkende virkning. ”Bent. Kommer fra en ø i Kattegat,” var det lakoniske svar. ”Sjælland her,” replicerede Ulla. ”Hvilken ø om jeg må spørge. Der befinder sig flere øer i Kattegat. ”Aha, en sjællænder. Hvad må man dog ikke trækkes med her på fastlandet,” kom det fra Bent med et polisk smil. ”Halvø, må jeg mene. Jylland er ikke fastland,” kom det rapt fra Ulla. ”Som damen vil. Jeg bor på Læsø. Tilfreds?” svarede han. Ulla nikkede. Om forfatteren DORTHE EMILIE RØSSELL (f. 1934) er opvokset i København. Uddannelse inden for bankverdenen, nu pensionist. Forfatter, fortæller, foredragsholder. Tegner og maler på hobbyniveau. Holder af at rejse, træffe nye steder og mennesker. Efter sin succesfulde debut med erindringsbogen Jeg brød et løfte (2007) har hun udgivet en række digte, romaner, noveller og børnebøger.

  • Save 34%
    - En udfordring for team Milton
    by Steen B. J.
    £12.49

    Der er meget på spil, når veluddannede kvinder og veluddannede mænd mødes i grupper. Især når stedet, hvor de mødes, ender som gerningssted for mord. Hvad gør disse kvinder og mænd for at være en del af dette spil?Spørgsmålet er også, om kvinder fra fællesskabet kan beslutte, hvis de ikke ønsker at deltage hver gang, en sms tikker ind. En mandlig playertype kommer ind i efterforskningsteamets spotlight, og trådene samles, men det hele tager alligevel en uventet drejning.

  • Save 32%
    by Thomas Olesen
    £9.49

    Denne digtsamling beskriver, hvordan livet i udkanten af lyset kan se ud og opleves. Forstået på den måde, at vi alle kommer gennem svære perioder i vores liv – i mit tilfælde et langvarigt sygdomsforløb, der har præget hele mit voksne liv. Det er ikke et forsøg på at krænge min elendighed ud og udstille mig selv. Det er ment som et litterært værk, der udspringer fra egne erfaringer, hvor både tab, udfordringer og håb fletter sig gennem ordene. Mit ønske med bogen er, at jeg har skrevet den på en sådan måde, at andre kan spejle sig i den og måske finde en måde, der kan føre dem videre i deres proces. Det er ikke skrevet som en selvhjælpsbog eller lignende, men er et forsøg på at beskrive tilstande og stemninger. Formålet med disse digte er ganske enkelt at beskrive livet ”I udkanten af lyset”. Uddrag af bogen Jeg kigger tomt ud over engen og synes, jeg ser vasketøj stå og kalde. Gider du lade mig være i fred, da din indblanding kun forstyrrer den mening, Jeg ikke kan finde. En ægte helt kommer ridende forbi og forkynder, at hvor der vilje er der vej. Jeg kaster flasker efter ham og beder ham pakke sig og ride sin egen forpulede vej og koncentrere sig lidt mindre om min. Hvem siger, jeg er interesseret i at finde vej, kunne det tænkes, at dette liv er mit eget valg. Igen brækker jeg mig og prædiker for mig selv, at jeg ikke længere kan finde hjem, og det er vel godt nok, da de største øjeblikke er illusioner og forestillinger. Om forfatteren Thomas Olesen (f. 1972) er uddannet pædagog, men har siden 2001 været på førtidspension. I udkanten af lyset er hans tredje bog. Han bor sammen med sin kone i Helsinge.

  • Save 35%
    by Tina Rask
    £11.00

    Melankolsk monolog er en digtsamling, der gennem monologer skildrer nogle af de største begivenheder, livet har at byde på. Barndommens præg på udviklingen af individet ses her i bakspejlet med en kombination af hungrende afsavn og filosofering. Voksenlivets udfordringer pensles ud, direkte som de er uden filter, med alt lige fra kærlighed til død og sygdom. Digtsamlingen er en dyb melankolsk tankestrøm, der tager dig med i de eksistentielle lag – på både godt og på ondt. Hvad jeg ikke vidste var at jeg ikke behøvede at dø før det faktisk var slut. Måske dør vi flere gange end vi aner. Uddrag af bogen Et regnskyl smelter lagene som en saftig Filur is på en syvogtyve graders varm og hed sommerdag. Tilbage er et trist udtryksløst ansigt. Men kun fordi det ikke tør elske sig selv. Om forfatteren Tina Rask er født 1992. Melankolsk monolog er hendes debut.

  • Save 33%
    by Birgit Dagmar Johansen
    £11.99

    Der var så dejligt ude på landet. Men så kom Kenny til at knække nakken på en sød pige, han kunne lide. Han ville bare kæle, ligesom han gjorde med kyllingerne i hønsegården. Kun hønen Ruminskys kyllinger tog han ikke, for hun blev gal og hakkede ham. Kennys hjerne var lige så lille, som hans kræfter var store. Anbragt på det sociale bosted for udviklingshæmmede, voldelige beboere, søger han trøst i hønsegården. Personalet bliver truet og tævet, og ledelsen er ligeglad. Systemet er ligeglad. De besværlige er pakket godt af vejen. Så katastrofen i hønsegården går upåagtet hen, undtagen hos Kenny. Uddrag af bogen Hun ringede til nattevagterne og bad dem sikre sig, at Gert lå i sin seng. Alt så i første omgang roligt og fredeligt ud, men nedenfor vindueskarmen så murstenene underlige ud. Da Palle så rigtigt efter, var alle mursten under vinduet løse. Gert havde pillet murstenene ud og sat dem løst ind igen. Han kunne flygte når som helst. Palle orienterede de andre. De måtte med ud og få syn for sagen. Herefter ringede de til Mindet 2, hvor der var en tom stue. Personalet fra tvillingeafdelingen kom til. Gert blev vækket og under tvang og tumult flyttet til sikrere rammer. Palle ringede til Vita og fortalte om sin opdagelse, så hun kunne sove trygt. Næste dag ringede Vita til forstanderen og sagde, at hun var bekymret for sin sikkerhed. Hans eneste kommentar var: ”Sms’er du med din elsker, siden du vidste, at han havde løsnet murstenene?” Nu var Vita helt slået ud. Om forfatteren Birgit Dagmar Johansen var psykiatrisk overlæge. Har skrevet utallige artikler og bøger om blandt andet incest, fetichisme og sado-masochisme. I 20 år sexologiske brevkasser i Helse og ALT for damerne med jordnær rådgivning for unge og gamle. Hun har medvirket som udvikler, underviser og leder ved sexologiuddannelsen på Göteborgs Universitet. Ruminsky-syndromet er hendes tredje roman, som hun nåede at færdiggøre kort før sin død.

  • Save 33%
    by Jessica Jespersen
    £11.99

    Forfatteren skriver:Bogen handler om mit liv med skizofreni. Jeg fortæller om min barndom, som bar præg af mobning, et seksuelt overgreb og følelsen af, at jeg ikke passede ind blandt de andre børn. Jeg fortæller om mit liv før og efter, jeg fik diagnosen. Jeg fortæller om mine stemmer i hovedet, mine hallucinationer, mine angstanfald og mit storhedsvanvid. Jeg kommer også ind på, hvordan jeg har håndteret sygdommen på godt og ondt. Jeg fortæller lidt om min familie og kæreste, og hvordan de har støttet mig fra dag et. Dette er min fortælling, og jeg håber, den kan hjælpe nogen med at forstå, hvad skizofreni er, og hvad det gør ved en. Uddrag af bogen ”Jeg vidste ikke bedre, så for det meste lyttede jeg til ham. Hans udseende er nok det mest ulækre, jeg har set. Han har langt, sort, fedtet hår, helt røde øjne, hugtænder, og så er han ligbleg.” ”Det var så slemt, at jeg var sikker på, at jeg skulle dø den aften. Jeg var sikker på, at jeg på et eller andet tidspunkt skulle miste kontrollen og slå mig selv ihjel. På det tidspunkt havde jeg også selvmords­tanker, for jeg kunne virkelig ikke holde det ud. Alle de stemmer, al den angst og hallucinationerne – det hele ramte mig.” ”Han var meget høj og havde rigtig lange arme, hans øjne var hvide, hans hud faldt af, og han havde ingen kæbe.” Om forfatteren Jessica Kruse Jespersen er født 1995 i Kolding, men bor nu sammen med sin kæreste langt ude på landet mellem Skive og Viborg. Hun er i praktik en gang om ugen som en del af arbejdsprøvning, i håb om at hun kan få sin førtidspension.

  • Save 35%
    by Nilgün Erdem
    £11.00

    Da de første gæstearbejdere kom til Danmark, tog de et par år senere deres børn med herop. Deres børn fik børn, som skulle lære at navigere mellem kulturer uden at miste sig selv til hverken den ene eller anden side. En navigation, der handlede om at vælge, vrage og tage det bedste fra begge kulturer til sig. Men det handlede også om at navigere på et hav fyldt med uretfærdige kampe, der skulle overvindes.En kamp imod alt fra mikroagressioner mod muslimske borgere til det rå og reelle fremmedhad.En kamp imod machomændenes patriarkalisme.En kamp om integritet – og om at holde det indre moralske kompas lige ud for næsen.Pudder og ph.d.er er Nilgün Erdems fortælling om den kamp, hun har kæmpet gennem sine tyvere for at forsvare sin integritet og finde sit eget ståsted.Uddrag af bogenÅbent brevKære anden etniske fyr.Min første date med dig kan ikke foregå på indersiden af en Audi eller i en øde skov på Vestsjælland.Jeg er kommet videre, og det håber jeg også, du gør.Tak på forhånd.Om forfatterenNilgün Erdem (f. 1987) er dansk-kurder og uddannet folkeskolelærer og pædagogisk antropolog fra Aarhus Universitet. Hun har netop afsluttet et forløb som sproglærer på et sprog- og integrationsprojekt for flygtningekvinder i Helsingør, og nu arbejder hun som sproglærer i dansk som andetsprog ved Sprogcenter Nordsjælland.

  • Save 34%
    by Rie Pedersen
    £12.49

    ”De er så koncentrerede, aha, de opererer, det er dét, de har gang i! Lyset, det er operationslampen. Og nu ser jeg kvindens ansigt dernede på båren. På én gang langt fra og tæt på. Jamen den kvinde er jo mig! Hjertet i hånden er mit, jeg troede ikke, at det var smukt!” Hvordan mon vores hjerte ser ud? Sådan helt konkret, men også i mere overført betydning. Er vi overhovedet i stand til at give dét, vi gerne selv vil have? Eller til at tage imod? Hjertefri handler om generationen af kvinder, der blev opdraget traditionelt, men senere fik frihed, både personligt og seksuelt. Hovedpersonen Marianne står splittet mellem friheden og rodløshed. Samtidig hungrer hun efter mening og fylde, ikke mindst når det gælder kærlighed og følelser. Her spiller tidlige barndomsoplevelser ind. – Genkendelige problemstillinger den dag i dag. Marianne klarer problemerne på sin egen ret specielle facon … Uddrag af bogen Var det vinden? Steinar? Var han mon kommet hjem på grund af uvejret? Gud, det havde jeg slet ikke tænkt på. Der var så underlig stille. Så gik døren til mit værelse op. Den hamrede ind i væggen, midt i døren stod Steinar, han havde drukket, men hvor meget? – Ha, det havde du nok ikke regnet med! Hvor er han? – Hvem? – Din elsker selvfølgelig, hvem ellers. Der går rygter om det, at du kører rundt her mellem Isafjodur og Hnífsdal, men ingen ved efter hvad, og du fortæller det ikke til nogen. Heller ikke mig, han nærmede sig truende. – Man siger, at du ikke er hjemme om natten. – Du vover ikke at nærme dig, skreg jeg. Om forfatteren Rie Pedersen er cand.mag. i nordisk og spansk. Har været ansat på Aalborg Teater og Journalisthøjskolen, arbejdet freelance som underviser, journalist og forfatter. Har skrevet ungdomsromaner, rejsebeskrivelser og fagbøger, bl.a. Glasbørnene, På apostlenes heste og Fortællende journalistik. Bosat på Djursland.

  • Save 34%
    by Thomas Wivel
    £12.49

    Forfatteren skriver:Denne bog fører op til et skarpt hjørne i mit liv. En rund fødselsdag er i sigte i år, og derfor har jeg bestræbt mig på at opsummere mit verdensbillede, min fejlbarlighed og ikke mindst mit syn på humor i dette værk. Det er et tværsnit af de idéer og overvejelser, der dagligt sætter spor i bevidsthed og tanke. Det er essayistiske afkodninger af den kultur, der påvirker os, og som vi i gensidig dynamik også er nødt til at præge. Det er civilisationens forudsætning – interaktivitet. Det har jeg forsøgt at indkredse i intense, ærlige iagtagelser. Lige nu er vi videre er et udtryk, sportskommentatorer ofte anvender, når et af vores landshold har bragt sig afgørende foran med udsigt til, at vi kan fortsætte i turneringen. Jeg synes, at det gælder om at se sine muligheder på den måde. Det er muligt, at det kan vende, men lige nu er vi videre!Uddrag af bogenDet er bare mit indtryk, at kvinder er bedre til at kapere det blotlagte. Det udtalte hjerte. Det er ikke så farligt. Eller også er det rollespil. Det kan være. Måske de vil have mig ud af balance. De vil gerne se mig træde vande. Hjælpeløst. Men hvis det er tilfældet, gennemskuer jeg det ikke. Jeg kører bare derudad. Det kan være, at det er hensynsløst. Hensynsløst ærligt. Men det tænder mig. Hvorfor holde igen? Smalltalk forstener samtalen. Ordene fryser i luften, bliver små hvide streger af frost, der lander på nakken som igler. Sætninger må godt snige sig ind, under disede lygter på vej til en katastrofe. På vej til et snigløb. Bagfra. De må godt være levende døde. Og uden blodomløb forvitrer de i støv, som en zombie der i afsind smuldrer i dagslys.Om forfatterenThomas Wivel kender vi bedst som standupkomiker. Han var med til at starte genren herhjemme, men har i de seneste mange år udmærket sig som lyriker og forfatter. I litteraturen har han fundet et udtryk, der både udfolder det humoristiske, det fortrolige og det personlige udtryk. I sine bøger er han helt sig selv i en udgave, der er vigtig at få frem og ud over stepperne.

  • Save 33%
    by Tapio Juhl
    £11.99

    Der er udgivet meget om Finlands voldsomme historie og landets flytning af omkring 75.000 børn i årene mellem 1939 og 1944, men formentlig intet der fortæller, hvordan et krigsbarn oplevede at blive sendt fra et hjem i Finland til en plejefamilie i Danmark. Gennem krigsbarnet Metsola bliver læseren ført fra Finland til Danmark og til plejefamilien i en lille provinsby, der i efterkrigsårene havde sine egne problemer, men som alligevel havde overskud til at modtage et fremmed barn i pleje. Metsola vil helst være en del af den familie, men erkendelsen af hans slægt og loyaliteten over for den gør, at han befinder sig i et umuligt valg. Uddrag af bogen De var kommet sammen fra Karelen. Deres mors sidste ord til hans storebror var: Kan du nu passe godt på Metsola. Andre havde sagt, at mor sidder i næste togvogn. Eller: Mor har glemt noget hjemme. Nogle mødre fortrød i sidste øjeblik og fik deres barn slettet af listen. Han var kommet til en enkefrue med to ældre piger. Hans bror til to ugifte søstre lidt væk, men i samme by. I Finland var de ”flytningebørn”. Her blev de ”finnebørn”. Og i september 1944 ”fjendebørn”. Var rejst sammen i fem dage. Han og broderen kom ikke til samme familie. Der var også kommet andre. Men det opdagede han først meget senere. Der stod i papirerne, ”at de to brødre helst skulle ses en gang imellem”. Og det gjorde de så. Om forfatteren Tapio Juhl er født i Anjala, Finland i 1941. Han kom til Danmark i 1943 som et af de 3.764 børn, landet modtog på grund af krigene mellem Rusland og Finland 1939-44. Han var blandt ca. 450 børn, der kunne blive i Danmark for bestandigt. Efter en håndværksmæssig uddannelse tog han lærereksamen. Arbejdede i folkeskolen og Nyborg Statsfængsel. Har været skoleinspektør og senere ansat i Forsvaret. Senest var han skoleleder på en friskole. I 2016 dekorerede Finlands præsident ham med Finlands Løves Orden i anerkendelse af hans værdifulde arbejde for landet.

  • Save 34%
    by Leif Witt
    £12.49

    Som person bliver man præget af, hvad der sker i omgivelserne. Det danske samfund udviklede og ændrede sig radikalt fra slutningen af 1950’erne med øget velstand og mobilitet. Det samme var tilfældet i Kværndrup, en lille landsby på Midtfyn, men med års forsinkelse i forhold til de større byer.I bogen beskriver Leif Witt sin barndom i 1950’erne og begyndelsen af 60’erne og udviklingen i Kværndrup. Han fortæller om en tid, der var meget anderledes end i dag. Hvad der var almindeligt dengang, kan virke meget gammeldags nu, og det, der er almindeligt nu, var utænkeligt dengang. Dengang arbejdede de fleste af byens mænd i Kværndrup, og det var muligt for faglærte og ufaglærte at have hus og hjemmegående hustru, der passede børnene.Mange vil nikke genkendende til fortællingerne, og yngre læsere vil blive forbavset over den store forskel, der er på dengang og nu.Uddrag af bogenDet skete nu ret ofte, at jeg rendte efter ham for at tæske ham. Vi sloges meget som børn, som regel fordi han drillede. Så for vi rundt i hele huset og smækkede med dørene. En gang tog jeg så hårdt på dørhåndtaget ind til Hennings værelse, at det brækkede af. Det skete, at det blev for meget for mor. Så råbte hun, at hun ikke kunne klare mere, og hvis vi ikke holdt op, ville den blå bil komme og hente hende (den blå bil var fra Middelfart Sindssygehospital). Så løb Henning og jeg ud på fortovet og ventede på den blå bil, for sådan en havde vi aldrig set.Om forfatterenLeif Witt er født i 1948 i Kværndrup, hvor han har boet det meste af sit liv. Han har således kunnet følge landsbyens udvikling på tætteste hold. Uddannet teknisk assistent. I ca. 40 år har han arbejdet inden for det offentlige med administration af natur- og miljølovgivningen.

  • Save 33%
    by Ida Marie Kristensen
    £9.99

    Hendes tunge stinkende krop anklagende desperat hivende flasken fra mig stød mod min krop med albue, med hænder, med flasken, med det forvrængede hoved og jeg holdt fast i flasken Så jeg slog hende væk fra mig så hårdt jeg kunne med al kraft og magt slog hende hårdt og bump der sad hun somme tider lå somme tider slog hun hovedet mod noget Uddrag af bogen Før jeg husker drømmen mærker jeg den i min krop mine brystvorter stritter mit skød er varmt og jeg væmmes af kvalme og opstemthed jeg mærker, at min opgave var ved at nå sit resultat i drømmen altså kan man kalde sådan en drøm for en drøm eller mareridt sådan var det jo ikke jeg var ikke bange men jeg væmmes nu Om forfatteren Ida Marie Kristensen (f. 1976) debuterer med digtsamlingen En slags barndom. Uddannet folkeskolelærer, master i psykologi og ledelse. Tidligere kredsstyrelsesmedlem i DLF, afdelingsleder på en folkeskole, lokalformand samt kommunalbestyrelsesmedlem for SF. I 2015 brænder Ida Marie ud forårsaget af langvarig stressbelastning. I den efterfølgende selvrefleksive proces genopstår ungdomsårenes trang til at udtrykke sig via lyrikken. Mor til to.

  • Save 35%
    by Maik Jensen
    £12.99

    De rejste til den anden ende af universet – men glemte at efterlade menneskets dårligdomme på JordenFor at starte på en frisk har mennesket forladt en døende jordklode og er rejst til planeten Springtime. Her møder det et blåhudet folkefærd, som lever på jæger-samler-stadiet. Sammen med de indfødte opbygger menneskeheden et nyt samfund med byer, jernbaner, minedrift, og hvad der ellers hører til en civilisation.Men samspillet mellem de to racer er ikke altid lige harmonisk. Der opstår en indfødt terrororganisation, Den Blå Hånd, som med bombeangreb og vold skaber frygt i samfundet. For at modvirke Den Blå Hånds terror får myndighederne øgede beføjelser, hvilket betyder mere politi i gaderne og øget overvågning.Alt imens forsøger andre at skabe sig en tilværelse og leve et godt liv. Men det er ikke altid lige let. For hvordan gennemskuer menigmand, hvem der er skurkene, og hvem man kan stole på?Uddrag af bogenDa Manow vendte tilbage til værelset, havde kunden tændt for holo-tv’et. Han sad og så en nyhedsudsendelse. At dømme ud fra hans bekymrede ansigtsudtryk indeholdt den dårlige nyheder. En eksplosion havde fundet sted i en underjordisk mine i New Alaska. Han havde da vist for resten fortalt, at det var i New Alaska, han levede til daglig.Imens Manow tog tøj på, fulgte hun med i nyhedsudsendelsen med et halvt øre og et kvart øje. Myndighederne mente, der var tale om et bombeangreb udført af terrororganisationen, Den Blå Hånd. Helt konkret, hvordan det var lykkedes dem at udføre udåden, blev der ikke nævnt noget om. Blot at der sandsynligvis havde været tale om en selvmordsbombemand.Om forfatterenMaik Jensen er født 1962 i Frederikshavn, hvor han fortsat har sin base. Hans store lidenskab er at rejse i udlandet, men at besøge det fjerne univers har han stadig til gode.Tidligere har Maik Jensen udgivet tre romaner samt en række sf-noveller. Springtime – en ny begyndelse er hans første sf-roman.

  • Save 33%
    by Bjarne Larsen
    £11.99

    Det rimer nu til julefest er skrevet på rim. Sofie og Hans, der bor langt ude på landet, har besluttet sig for ikke at servere julegrød med en smørklat i til nisserne. I øvrigt er de af den overbevisning, at der ikke findes nisser. Men de tager fejl, for lige meget hvor de tager hen, følger nisserne Gurli og Holger efter dem. Da nisserne ikke har fået deres julegrød med en smørklat i, beslutter de sig for at drille Sofie og Hans. Når nisserne er i drillehumør, kan de finde på hvad som helst. I julemåneden får Sofie og Hans med jævne mellemrum besøg af barnebarnet, som de holder utroligt meget af. Barnebarnet er overbevist om, at der findes nisser, og at det er dem, der driller Sofie og Hans. Den 24. december sker der noget, som kommer bag på Sofie og Hans. Hen på aftenen får de besøg af to små gæster, som barnebarnet har inviteret på en stor portion julegrød med en smørklat i. Om forfatteren Bjarne Larsen er født og opvokset i Korsør. I 1978 blev han uddannet børnehavepædagog og læste nogle år senere til tale-hørepædagog, hvor han bla. beskæftigede sig med sproglig opmærksomhed. I 1998 debuterede han med børnebogen Tåen i åen og andre børnerim, der blev efterfulgt af flere børnebøger samt en keramikbog og kogebog, hvor læseren bl.a. får indblik i bygning af primitive ovne og tilberedning af mad over åben ild.

  • Save 33%
    by Thorvald Lygum
    £11.99

    Eleina er blot en af mange rumænske piger, der får tilbudt et velbetalt job i mere velstillede europæiske lande, men virkeligheden er som oftest en helt anden. Ved hjælp af trusler, vold og narko bliver hun tvunget ind i gadeprostitution, og af hensyn til familien derhjemme accepterer hun sin situation. Det er trods alt blevet lovet, at det kun drejer sig om seks måneder, men da perioden er gået, og hun ønsker at vende hjem, bliver hendes seksårige datter kidnappet for at tvinge hende til at fortsætte. På borgens bar i Ostia Antica har hun mødt advokat Sten Søndergård. Sten har fravalgt det nålestribede for at overtage sin afdøde fars fritidsbeskæftigelse som problemløser, og efter kidnapningen lover han at gøre et forsøg på at hjælpe, men Eleina er langtfra det eneste offer, og efterforskningen afslører en langt større rumænsk mafia, end nogen af dem havde forestillet sig. Vold og drab bliver konsekvensen af fortsættelsen. Uddrag af bogen Der var mørkt omkring mig. Bælgravende mørkt, og det føltes, som var jeg ved at kvæles i tungen. Den føltes mere tør og ru end sandpapir, og da jeg forsøgte at få en lyd frem, blev det ikke til mere end en kvækken. Jeg lå på noget hårdt og ubekvemt, og de kuldegysninger, som gennemrystede hele kroppen, gjorde det hele endnu værre. Hvor var jeg? Og hvad gjorde jeg her? Langsomt. Uendelig langsomt begyndte hjernen at registrere. Benene kunne bevæge sig, og armene kunne det samme. Det første, hænderne fandt ud af, var, at jeg var nøgen, men hvorfor? Om forfatteren Thorvald Lygum er født i Skads 1944. Han begyndte at arbejde som 14-årig og kom i hæren i en alder af 17. Fem år senere gik han i beriderlære. I 1981 flyttede han til Italien, hvor han, sideløbende med arbejdet som berider, begyndte at skrive fiktion. Tidligere udgivelser er: Hans Jürgen Fritz-affæren. Den sicilianske opgave og Et specielt problem. Fra Rumænien med kærlig hilsen Eleina er hans fjerde roman.

  • Save 35%
    by Ulrik Bogetoft Ærenlund
    £11.00

    En sindssygt hæsblæsende og virkelig morsom fortælling, der gør dig klogere! Følg Tobias, Fedtegreven, Claus, Jørgen og Jesper hele jorden rundt – på flugt fra mafiaen, Interpol, rasende fiskere, hævntørstige marokkanere og det russiske militær. Find ud af, om det en manddomsprøve at antænde sin brystbehåring, og om gladiatorkamp til døden er en passende fritidsaktivitet for bankfolk. Bogen er spækket med fakta. Alle steder er rigtige, og alle tingene er sket i virkeligheden ... måske. Den sandfærdige løgnehistorie er fiktion blandet med fakta. Den er skrevet til dem, der mener, at almindelige bøger er kedelige og går for langsomt. Som læser er man ikke bare topunderholdt, men man bliver også klogere, imens man læser den. Historien er nemlig konstrueret sådan, at læseren bliver bombarderet med viden, som MÅSKE er sandt – derfor er faktatjekning vigtigt, og på den måde får man som læser meget mere ud af historien. Bogen er skrevet af debutforfatteren Ulrik Bogetoft Ærenlund og illustreret af Trine Nørregård Madsen.

  • Save 33%
    by Bjarne Elm
    £11.99

    Handlingen udspiller sig på en kommunal arbejdsplads, hvor man støtter borgere med psykiske lidelser i deres eget hjem. En ung kvinde tager sit eget liv, pressen får fat i historien og kommer med en række voldsomme beskyldninger mod kommunen. Dette sætter en lavine af hændelser i gang og afdækker en række modsætninger, som iklædt forskellige psykologiske ideologier ender fatalt for hovedpersonen Bent og hans team. Hvor rummelig skal en medarbejder være, og hvad gør man, hvis man ikke kan døje en kollega, er centrale temaer i fortællingen. Hjælpeløsheden hos hjælperne såvel som hos brugerne blotlægges. Romanen er en klaustrofobisk skildring af en verden, som mange har en mening om, men som de færreste kender til. Uddrag af bogen – Det er helt vanvittigt, det du siger, Ida, afbryder jeg – kan du ikke huske, hvordan stemningen … – Jeg gider ikke tale på en måde, hvor du beskylder mig for at være vanvittig, vrisser hun og gør sig klar til at gå. – Ja o.k., beklager mit sprogbrug, siger jeg og bliver helt bange for hendes voldsomme reaktion, mens hun forlader kontoret uden at sige noget. Jeg skriver tre linjer af det notat, så begynder jeg at ryste, ligesom jeg fryser, og mit bryst snører sig sammen. Det er, som om alle synes, jeg er et forfærdeligt menneske, som man ikke hilser på og kan beskylde for alt muligt. Jeg sidder bare og kigger ud i luften. Så får jeg øje på en seddel på opslagstavlen, som Erik engang har sat op, der står: ”Du aner ikke, hvor rasende du er … ” Om forfatteren Bjarne Elm (f. 1958) har siden 1982 boet i Århus. Han er bl.a. uddannet socialpædagog og har et sidefag i psykologi. Han er optaget af de psykologiske spil mellem mennesker og har været underviser og i en del år arbejdet inden for forsorgsområdet og psykiatrien. Bjarne Elm har tidligere udgivet romanen Besættelse.

  • Save 35%
    by Peter Døssing
    £11.00

    Den venlige, jordbundne vognmand Åke Nilsson fra Kiruna har solgt sin lastbil og er begyndt at køre med turister i Lapland. Efter en tid bliver han træt af de korte ture med de mange vanskelige passagerer. Selvom han egentlig skulle nyde pensionstilværelsen, beslutter han sig til at købe en ny trækker og genoptage transporterne med gods over længere strækninger. En tid løser han forskellige transportopgaver i Lapland, inden han igen får tilbudt en rigtig langtur. Denne gang går turen til Ukraine, hvor Nilsson skal fragte krigsmateriel fra en svensk våbenfabrik til frontlinjen ved krigen mellem Ukraine og de russiske separatister. Fortællingen beskriver Nilssons ture rundt i Lapland og senere gennem Finland, de baltiske lande og Polen til Ukraine. På den lange tur besøger han flere af de større byer, hvor han nyder livet som turist. Undervejs i handlingen oplever vognmanden flere uventede dramatiske begivenheder. Han får flygtningesituationen tæt ind på livet både i Norge og i Ukraine. Han oplever krigens rædsler i Ukraine, hvor han flere gange befinder sig midt i brændpunktet. Han møder mange spændende mennesker på sine destinationer og oplever overasket kærligheden midt i krigens rædsler. Uddrag af bogen Da han havde standset motoren og aktiveret håndbremsen, ringede han til Tranberg, og sagde i et hårdt tonefald: ”Nilsson melder fra den Ukrainske grænse ved Dorohusk.” ”Rør! Hvad nyt Nilsson.” svarede Tranberg mens han grinede. ”Jeg holder i bane fire og regner med at blive lukket ind i Ukraine omkring klokken 2300. Kan du sørge for, at køberens repræsentant kommer over på den polske side og kører sammen med mig gennem grænsekontrollen?” ”Det klarer jeg. Jeg melder med nærmere detaljer.” ”Modtaget.” ”Hvordan er turen gået indtil nu?” spurgte Tranberg, i civilmode. ”Det er gået fint. Ingen problemer og meget lidt trafik de fleste steder.” De lagde på. Om forfatteren PETER DØSSING (f. 1944) er vokset op i Hillerød. Han er uddannet registreret revisor. Han har arbejdet med regnskab og rådgivning i Danmark og udlandet i mere end 55 år. Fra Kiruna til Ukraine er hans tredje bog. Han har et mål om at skrive romaner med afsæt i erhvervslivet i et flydende og let forståeligt sprog.

  • Save 34%
    by Theodor Leander Nishanth Theodor Leander Nishanth Steffensen
    £10.49

    Støbt i mørket skildrer forfatterens tanker på en rejse fra mørke og håbløshed til lys og fornyet håb. Digtene er blevet til over en årrække på cirka ti år, fra teenageårene og til det unge voksenliv. Igennem seks temaer – mørke, ensomhed, skygger, erkendelse, kærlighed og håb – opridses de problemkomplekser og erkendelser, som har formet og karakteriseret rejsen.Uddrag af bogenØjne i mørketØjne i mørketSørger i natØjne i mørketLyser forladtØjne i mørketBag sorten lueØjne i mørketKan intet skueØjne i mørketFjerne og bangeØjne i mørketMørkets fangeOm forfatterenTheodor L. N. Steffensen er født 1991. Støbt i mørket er hans debut.

  • Save 33%
    by Jakob Park
    £9.99

    Sange fra den forgabte sjæl er en hyldest til poesien. Ikke blot poesien på papiret, men poesien i en solnedgang, et blik, en kvindes silhuet, et glas vin, en sko, en skyformation og alt, der er ramt og indrammet af skønhed. Uddrag af bogen digt til min kæreste du sidder under Baudelaires sol. Han smører Helvedes afføring på din englekrop du er nu nøjagtig så smuk som en nyvasket Cleopatra. Og nu venter jeg bare på din befaling: ”At jeg skal elske dig som en hund sin ejermand.” Betingelsesløst og uden historie Om forfatteren Jakob Park er født i Seoul, Sydkorea. Nu bosat i Danmark. Han er komponist, pianist og digter.

  • Save 34%
    by Poul-Henrik Pedersen
    £12.49

    Et 25-års jubilæumsgilde med deltagelse af 13 studenter får en brat afslutning, da deres gamle rektor falder død om under forretten, dræbt af en sjælden gift. Hvem af de 13 fremtrædende borgere er gerningsmanden – og hvad er motivet? Der er et utal af teorier – og mange blindspor. Chefpolitiinspektør Christian Dahl står over for én af sin karrieres mest gådefulde drabssager, der også involverer den lettiske mafia. Efterforskningen afslører hidtil ukendte sider af afdødes fortid, og efterhånden, som efterforskningen skrider frem, krakelerer en tilsyneladende ærbar glansbilledfacade bag hvilken, der gemmer sig flere lokale koryfæer. Efter yderligere to uforklarlige giftdrab intensiverer politiet sin efterforskning, som fører ind i et betændt provinsielt miljø med samvittighedsløse og pengegrådige elementer. Og da mordgåden er løst, viser det sig, at den bestialske morder har hele fire liv på samvittigheden! Uddrag af bogen Den 2.december – 14 dage efter drabet på rektor Severinsen. Et egentligt gennembrud i efterforskningen lader vente på sig. Over en kop kaffe på Politigården skimmer Dahl morgenaviserne, der dagligt har nye vinkler på drabssagen, hovedsageligt baseret på fri fantasi og tydeligvis handicappet af politiets bevidst tilbageholdte viden om, at ombytningen af de to bordkort sandsynliggør, at efterretningschefen, efter politiets opfattelse, var det udsete offer. Avisernes fokusering på Severinsen, udlevering vil nogle kalde det, står i skærende kontrast til de mange smukke ord, der blev udtrykt i nekrologer og mindetaler umiddelbart efter hans død. Om forfatteren Poul-Henrik Pedersen er født i 1945 i Raarup ved Horsens og har siden 1969 været bosat i Nykøbing Falster. Han er uddannet journalist og har virket som sådan i 25 år på en række provinsaviser – bl.a. 20 år som redaktør på den daværende avis Ny Dag på Lolland-Falster, hvorefter han gjorde kommunalpolitisk karriere, bl.a. som borgmester i 17 år i Nykøbing F. kommune. Med døden som gæst er hans femte kriminalroman, hvor handlingen som i de foregående romaner foregår i et provinsielt miljø.

  • Save 35%
    - Et flygtningeliv i Danmark med Syrien og verden i bagagen
    by Gitte Michaela Sommerbirk
    £12.99

    Her møder du mennesket bag flygtningetitlen og inviteres med ind i de oplevelser, tanker og følelser, der udspiller sig i et hverdagsliv som muslimsk flygtning her i Danmark for en mor til to børn, der integreres i en mindre by i Vestjylland.Et liv, hvor frygten altid lurer i baghovedet, men hvor tro og håb er det bærende element. I en verden, hvor flygtninge er uønskede mange steder, og hvor flugten har sat sine spor. Med mand og familie efterladt i Syrien. Og med en tung bagage.En barsk og rørende fortælling, der er baseret på faktuelle begivenheder og autentiske flygtningeskæbner med lettilgængelige informationer om det syriske oprør, krigen, flygtninges vilkår, undertrykkelse og terror.Med temaer omkring religion og fundamentalisme, og hvor samfundsvilkår, medmenneskelige værdier og udvikling vendes i ganske almindelige dagligdags situationer krydret med filosofiske indgangsvinkler.Uddrag af bogenBåde Masoud og Asiya glæder sig. Vi skal bade i Vesterhavet. ”Kun ud til navlen, ” som Christina har sagt. Vesterhavet skal man have respekt for. Det har taget mange. Især tyske turister, som ikke er vant til havet. Vi passer selvfølgelig på, og så vil vi sole os på stranden, spise madpakker og lege i sandet.Lige inden vi skal afsted, ringer Halima. Abdul-Hakam har kontaktet hende for at få vores adresse. Halima har sagt, at hun ikke kender den. Abdul-Hakam tror hende ikke. Han har sagt, at han vil komme igen. Han har fået langt skæg, fortæller Halima. Og er også begyndt at gå med kjortel. Hun fortæller, at han næsten altid er i moskéen, hvor han studerer koranen og de hellige skrifter.Bare jeg snart hører fra Udlændingestyrelsen, så Khalid kan komme til Danmark.Nu kalder børnene. Cykelturen. Til glemslens verden.Om forfatterenGitte Michaela Sommerbirk har udover at være mor for 5 børn arbejdet med sagsbehandling, coaching og undervisning. Er uddannet NLP-Master Practitioner i kommunikation og formidling, coach og lærer. Interesserer sig for mennesker og livet såvel i praksis som i lyset af filosofi og åndsvidenskab. Med stor nysgerrighed efter at forstå, hvordan vi kan skabe bedre vilkår for mennesker og verden.

  • Save 32%
    by Dorte Hessel
    £7.49

    Tandfeen Emalje har fødselsdag. Det er en ganske særlig dag. Nu er Emalje gammel nok til at hente de mælketænder, som børnene taber.Uddrag af bogenFar puffer til Emalje. ”Er du vågen?”Emalje står som forstenet. ”Ja, det er bare så smukt. Aldrig har jeg set så mange tandklokker på et sted – og alle de navne, jeg kan slet ikke vente, til en af klokkerne ringer.”Om forfatterenDorte Hessel (f.1965 i Kbh.) har arbejdet med børn i 15 år og er uddannet pædagogisk assistent i 2014. Hun er selv mor til fem. Hendes kærlighed til børn har gjort, at hun altid har tegnet og fortalt fantasifulde historier og ladet sig inspirere af børnenes fantastiske fantasiunivers.

  • Save 35%
    by Michael Næsted Nielsen
    £11.00

    Fremtiden for Sune på 14 ser sort ud. Hans far, der er bonde i middelalderen, har meget stor gæld. Han må sælge Sune som træl for en storbonde for at blive af med sin gæld. Sune bliver grædende og ulykkelig efterladt hos storbonden, som klæder ham af og lænker ham nøgen ude i stalden i flere dage for at bryde hans modstand og trods. Sunes første møde med tilværelsen som træl bliver storbondens datter, Inge, som er forkælet og modbydelig mod ham. Sune finder dog en ven, Olaf, der lige som ham selv er træl. Sammen holder de modet oppe, selv om det er svært. Men en dag møder de uventet landets konge, der senere køber dem begge af storbonden. Sune ved ikke, om det er godt eller skidt, og pludselig er han selv i yderste livsfare. Skal Sune og Olaf være trælle resten af livet, eller er der en udvej? Uddrag af bogen – Du er den nye træl, sagde pigen, – hvad hedder du? – Sune, mumlede drengen og tav. Han havde bestemt ikke lyst til at snakke med hende, og nu var han udmærket godt klar over, at han var træl. Det behøvede hun ikke at minde ham om. Pigen stod lidt og kiggede på ham. Han kunne se, at hun betragtede ham, på samme måde som man ser på en nyindkøbt frakke eller et stykke legetøj. – Rejs dig op, forlangte hun. Sune lod som ingenting og blev ved med at se ind i væggen til den anden side. Han tav stadig. Det lod til, at hun blev vred over hans reaktion. Hun var vant til at få sin vilje, og i hvert fald anså hun ikke en træl for noget særligt. For hende var han ikke mere end de andre husdyr på gården. Nu stampede hun i jorden og sagde: – Du skal gøre, som jeg si’r! Du er bare en træl, og du skal gøre, som vi siger, ellers får du prygl. Om forfatteren Michael Næsted Nielsen (f. 1961) skriver spændende, dramatiske og nogle gange uhyggelige bøger for børn og unge. Efter debuten i 1990 er det blevet til en lang række romaner, digtsamlinger og noveller, foruden flere antologier.

  • Save 35%
    by Jevgenij Laursen
    £12.99

    Joseph er en mand i 20’erne. Flygtning fra Sydafrika. Han har en mission. Han vil nemlig skabe sit eget matchfixingimperium i Europa. Han gør det ikke, fordi han kan lide penge eller magt. Han gør det for at lægge krigens rædsler bag sig, men jo mere han prøver at bekræfte sig selv i, at den eneste rigtige vej ud af smerte er penge, magt, kvinder og kontrol over fodboldkampe, jo mere går det op for ham, at det bringer ham tilbage til den oprindelige smerte. Joseph kommer til at stå mellem valget om at dyrke den dopaminkickgivende rigdom, hvis dybere mening han tvivler mere og mere på, eller gå en ny vej, hvor kvinder, penge og magt bliver erstattet med kærlighed og medfølelse over for andre mennesker. Spørgsmålet er bare, om en mand virkelig kan lave et så radikalt livsskifte i en verden, der er ved at drukne i pengebegærlighed og vold. Findes der overhovedet en vej til livsfylde, der ikke er brolagt med knuste menneskeskæbner? Uddrag af bogen Jeg vågnede med et sæt og begyndte straks at hoste blod. Det summede i øerne, så jeg forstod straks, at fuglene havde ret. Jeg havde fået en chance til. Alt var sløret. Jeg kunne ikke se ret meget og havde knaldrende hovedpine. Men jeg levede. Jeg hørte, at nogen prøvede at tale til mig, men jeg forstod intet af det. Det var bare støj. Jeg vidste, at jeg havde brug for at sove. Sove smerten væk, så jeg faldt straks i en dyb, dyb søvn, mens vi svævede over det smukke atlantiske hav på vejen til et nyt land, en ny drøm, et nyt liv. Og hvem var jeg? Jeg var en mand i 20’erne med et helt liv foran mig, men for første gang i hele mit liv vidste jeg ikke, hvad jeg ville med dette liv. USA måtte kende svaret. Dette land var bygget på en drøm. En drøm om frihed. Jeg havde en drøm om at finde meningen med livet. USA måtte derfor være det rigtige sted at starte helt forfra. Om forfatteren Jevgenij Laursen er opvokset i Rusland, men har boet i Danmark de seneste 15 år. Han arbejder i fodboldbranchen, som han har et dybtgående kendskab til. Det er på baggrund af disse erfaringer, han har skrevet Matchfixing til Paradis. Romanen er hans debut.

Join thousands of book lovers

Sign up to our newsletter and receive discounts and inspiration for your next reading experience.