Books published by Forlaget Sidste Århundrede

En pige vokser op i mellemkrigstidens Berlin med en fjern far og et anstrengt forhold til sin mor. En række voldsomme hændelser medfører dog en tidlig afslutning på barndommen. Fantasien bliver herefter pigens eneste værn mod en "sølle virkelighed", som blandt andet omfatter en incestuøs storebror og en håbløs forelskelse i en fremmed ung mand.Zürn knytter an til forfattere som Marquis de Sade og Antonin Artaud, og i sit efterord påpeger Olga Ravn videre ligheder med Sylvia Plath og Tove Ditlevsen. I Mørkt forår findes en længsel efter barndommen og en sans for både det grusomme og det pirrende. Det er en udviklingsroman – eller måske en afviklingsroman – skrevet uden nogen form for forstillelse. Illustrationerne i bogen er af Zürns samlever, surrealisten Hans Bellmer, som også er kendt for fotografier af Zürns krop i bondage-tableauer.Unica Zürn (1916-1970), forfatter og billedkunstner. Zürn tilhørte avantgardistiske kredse i Paris og havde nære forbindelser til mange af surrealisterne – herunder Max Ernst, Marcel Duchamp, Henri Michaux samt især Hans Bellmer, som hun både arbejdede og levede sammen med. Mørkt forår blev den sidste udgivelse fra Zürns hånd i hendes levetid. I 1970 kastede hun sig ud fra et vindue i sin lejlighed efter flere fejlslagne selvmordsforsøg og langvarige ophold på psykiatriske klinikker.Olga Ravn (f. 1986), forfatter, kritiker og oversætter. Ravn debuterede i 2011 med digtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng og har siden udgivet den lyrisk-gotiske roman Celestine i 2015. Til Mørkt forår har Olga Ravn skrevet et efterord om pigen/kvinden som hovedperson, forfatter og læser: hvordan forholder omverdenen sig til disse tre forskellige skikkelser – hvis de da er forskellige?

Kannibalisme, euforiserende stoffer, fanatisme, sindssyge, blasfemi, sadisme og hallucinationer fylder siderne i denne antologi, hvis ti tekster er optaget af det naturstridige, misdannede og sygelige. Denne type litteratur har aldrig været særlig ud­bredt i Danmark, men den blomstrede ikke de­sto mindre op i første del af det 20. århundrede. Vi har stået på hovedet i Det Kongelige Biblioteks bunker af glemte tidsskrifter og støvede, halvvejs formuldede bogudgivelser og her samlet de bedste fund fra en omfangsrig arkæologisk udgravning af den litteraturhistoriske køkkenmødding i perioden mellem 1910 og 1920. De udgør det bedste fra en fragmenteret og relativt upåagtet litterær strømning, der kulminerede i årene omkring Første Verdenskrig. Set på afstand udgør disse tekster en stort set glemt litterær strømning gemt bagved tidens publikumssucceser og avantgardens eksperimenter. Stilistisk varierer de fra det lavmælte og poetiske til det overspændte og feberhede, men alle opsøger de det aparte og groteske, og alle er de bundet sammen af en interesse for det, der bryder med menneskets almindelige, hverdagsagtige eksistens. 'Menneskekød: Grotesker 1910-1920' er med sin præsentation af denne strømning et forsøg på at nuancere og udbygge den historie, der normalt fortælles om dansk litteratur i perioden. Først og fremmest er antologien dog tænkt som en kilde til nye læseoplevelser. De fleste tekster i bogen har ikke været udgivet, siden de udkom første gang. Antologien indeholder blandt andet to noveller af Astrid Ehrencron-Kidde, der fik flotte anmeldelser, da 'Det sukker så tungt udi skoven' udkom i Serie for grotesker i 2018. Indhold: Thorkil Barfod: ”Tandhjulet” Laurids Skands: ”Golgata-Studien” Astrid Ehrencron-Kidde: ”Flammerne” Karin Michaëlis: ”Erasta” Laurids Skands: ”Menneskekød” Gustav Bauditz: ”Morfinguden” Astrid Ehrencron-Kidde: ”Året før –” Johan Plesner: ”Nocturne” Carl Gandrup: ”Ene med Satan” Ingeborg Johansen: ”Tanker”

Læreren Josef Blau kommer, modsat de velhavende drenge, han underviser, fra små kår. Klasseskellet giver ham en overvældende følelse af mindreværd. Han har blikket stift rettet mod eleverne, når han træder ind i klasseværelset efter en nøje indstuderet rute. Han mærker, hvordan eleverne holder øje med ham fra alle sider, hvordan de afventer hans mindste fejltrin. Den mindste forstyrrelse af klasseværelsets orden vil føre til altings undergang. For at opretholde ordenen og afværge elevernes (forestillede eller virkelige?) planer om hans ødelæggelse møder Josef Blau klassen med streng disciplin.Men det er ikke nemt at afværge undergangen, når man ikke blot plages af eleverne, men også af en veksel, en hedonistisk og forgældet onkel, en kraftstruttende og indsmigrende kollega og en konspirerende barndomsven, der hader én. Og ikke mindst er der frygten for at miste sin alt for smukke kone samt en grundangst for at overføre sine synder til det barn, man venter. For i Josef Blaus paranoide verden hænger alt sammen, en dømmende, gammeltestamentlig Gud fører alle hans fejltrin til protokols, og selv antydningen af et fejltrin kan føre til katastrofen.Hermann Ungars anden roman Klassen (1927) er en usædvanlig skoleroman, hvor læreren og ikke eleverne er i centrum. Det er et psykologisk portræt af en hæmmet og isoleret mand, der lider af tvangstanker og forfølgelsesvanvid, og som bliver sadist af nødværge. Og som Ungars første roman, De lemlæstede (1922, da. 2016), er det en roman, hvor en nærmest pervers fornedrelseslogik blander sig med grotesk komik i et persongalleri bestående af neurotikere, manipulatorer og fedladne levemænd.Hermann Ungar (1893-1929), tysksproget tjekkoslovakisk forfatter, dramatiker og diplomat. Hans komiske og groteske forfatterskab er befolket af mennesker med tvangstanker, paranoia og perversioner, hvis velordnede tilværelser afspores på grusomste vis. Ungar, der var en anerkendt forfatter i sin samtid, blev glemt efter sin død, men er de seneste årtier blevet genopdaget og oversat til flere sprog. På dansk er tidligere kommet De lemlæstede (2016).

På et hotel i Surrey er den 15-årige Orvil Pym på sommerferie med sin far og sine to storebrødre, væk fra den forhadte kostskole. Den sky og sensitive Orvil savner sin afdøde mor og føler sig fremmed for både sin familie og deres påtrængende maskulinitet, for de jævnaldrende drenge på hotellet og for livet i det hele taget. For at undgå det frygtede samvær med andre går han på voyeuristisk opdagelse i det labyrintiske hotel, i de omkringliggende landskaber og i sine egne vildt associerende fantasier, hvor det frastødende og nydelsesfulde mødes.For Orvil er det ikke den ydre verden, der tæller; det gør idiosynkrasierne, interesserne og hans egne fikse idéer: Han smører sig ind i læbestift, han leger slave og fantaserer om en eremittilværelse. Han er optaget af antikviteter og nipsgenstande; af alt, der er ornamenteret og skrøbeligt og minder om fortiden; af grotter, forladte hytter og gamle kirker. Han er også optaget af dødsfantasier og erindringer om sin savnede mor. Og da en kano med en meget maskulin skolelærer kommer sejlende, optages han af også af ham.Ungdoms sødme er en roman fyldt med anspændt seksualitet og usikker kønsidentitet, med ensomhed og isolation. Det er den første bog af Welch, der er oversat til dansk. Vidt forskellige forfattere som E.M. Forster, William S. Burroughs og John Updike har beundret ham, mens Jack Kerouac harcelerede over, at det var Truman Capote og ikke Welch, der blev læst og var bredt anerkendt.Romanen er, ligesom Welchs øvrige udgivelser, primært selvbiografisk (han levede i en stadig frygt for sagsanlæg, fordi hans bøger lå så tæt på virkeligheden). Heri ligger måske en af grundene til, at Welch i eftertiden mest har været en forfatternes forfatter. For Welch skrev – i 1945 – temmelig åbent antydende om sin homoseksualitet og om Orvils spirende erkendelse af egen seksualitet, der viser sig med en blanding af fascination, voyeurisme og masochisme.

“Døden er livets vigtigste øjeblik”, sagde den franske forfatterinde Gabrielle Wittkop, og at sige, at hendes forfatterskab kredser om døden, ville da også være en underdrivelse. De fem noveller i Eksemplariske bortgange (Les départs exemplaires, 1995/2012) handler om seks særegne dødsfald. En spion og selskabsløve forsvinder i den malaysiske jungle med alle sine hemmeligheder; en ung kvinde lider en grusom sultedød i en slotsruin med udsigt over Rhinen; Edgar Allan Poe rammes af delirium i Baltimore; en sælger med moderbindinger dør som vagabond i New Yorks kloakker; og et hermafroditisk og incestuøst tvillingepar myrdes på flugt fra Paris.Det eksemplariske er på en og samme tid noget forbilledligt og det, der kan tjene som et karakteristisk eksempel. Forstået på sidstnævnte vis er det så som så med det eksemplariske ved bortgangene, der er højst atypiske, men forstår man det eksemplariske som noget forbilledligt, er det en anden sag: Der er ikke noget nobelt ved bortgangene, der er resultatet af tilfældighedernes spil. Men dødsøjeblikket forlener i novellerne livet med tyngde, med det ekstraordinære.Wittkops blik er kynisk og klinisk, og verdensordenen altid amoralsk: “Øjet, der betragter Kain, er den rene fiktion”, men til gengæld er der æstetisk nydelse at hente i novellernes sanselige orgier, hvis kølige elegance viser inspiration fra forfattere som Marquis de Sade, Edgar Allan Poe, E.T.A. Hoffmann og Charles Baudelaire.Gabrielle Wittkop (1920-2002), fransk forfatter, journalist, oversætter og tegner. I sin faders private bibliotek læste hun som 13-årig Marquis de Sade og blev, som hun selv sagde, "et barn af Oplysnings­tiden". Sammen med E.T.A. ­Hoffmann og Edgar Allan Poe er Sade en tydelig inspiration for et forfatterskab, der er lige så amoralsk, som det er skønheds­søgende. Under anden ­verdenskrig indgik Gabrielle, der efter eget udsagn var biseksuel, misogyn og børne­hader, ægte­skab – en såkaldt "intellektuel alliance" – med den ­homoseksuelle tysker Justus Wittkop for at redde ham fra nazisterne. Begge begik med års mellemrum selvmord for at undgå uhelbredelig sygdom; hun med beskeden: "Jeg ­ønsker at dø, som jeg har levet: som en fri mand".

Alene i kraft af sit emne er Gabrielle Wittkops debutroman Nekrofilen (Le nécrophile, 1972) klam, provokerende og grænsende til det anstødelige. Disse egenskaber fremhæves af fortælleren, antikvitetshandleren Luciens temmelig grafiske beskrivelser af sine affærer, der fremviser en varieret smag i såvel køn som kropsbygning og alder.Da romanen oprindeligt udkom, var den da også en mindre succès de scandale i hjemlandet Frankrig på forfatteren Régine Desforges’ forlag. ”Jeg kan ikke lide hende, og hun kan ikke lide mig. Men hun er ikke bange for noget”, sagde Wittkop om hende. Men ser man bagved det umiddelbart provokerende, er bogen en meditation over menneskets ensomhed og over altid at måtte skilles fra dem, man elsker.Med sin egen grumme logik er Nekrofilen en skildring af et menneske, som igen og igen må tage afsked med sine elskede, trods sine intense følelser for dem; et menneske i dybeste isolation, hvis nærmeste relationer er de døde. Men nekrofilien bliver også til en form for absolut kærlighed: Den er måske flygtig, men i bogen er den fri for de hensyn og kompromiser, der hjemsøger mere gængse parforhold.Det er en melankolsk bog, formet som dagbogsroman og skrevet i en lyrisk og skønhedssøgende prosa, men Nekrofilen er også en fortælling, hvor hovedpersonens sensuelle beruselse ved sine gerninger balanceres af morbidt humoristiske indslag, som da en desværre levende ung mand forsøger at forføre ham: ”Jeg kunne ikke ligefrem sige til ham: ’Jeg kan i særdeleshed godt lide Deres øjne, når det hvide vender ud af dem, Deres stumme læber, Deres iskolde køn, så hvis bare De var død. Desværre har De den utroligt dårlige smag at være i live’”. Når alt kommer til alt, er Nekrofilen både amoralsk, makaber og en tragisk komedie. Gabrielle Wittkop (1920-2002), fransk forfatter, journalist, oversætter og tegner. I sin faders private bibliotek læste hun som 13-årig Marquis de Sade og blev, som hun selv sagde, "et barn af Oplysnings­tiden". Sammen med E.T.A. ­Hoffmann og Edgar Allan Poe er Sade en tydelig inspiration for et forfatterskab, der er lige så amoralsk, som det er skønheds­søgende. Under anden ­verdenskrig indgik Gabrielle, der efter eget udsagn var biseksuel, misogyn og børne­hader, ægte­skab – en såkaldt "intellektuel alliance" – med den ­homoseksuelle tysker Justus Wittkop for at redde ham fra nazisterne. Begge begik med års mellemrum selvmord for at undgå uhelbredelig sygdom; hun med beskeden: "Jeg ­ønsker at dø, som jeg har levet: som en fri mand".

En vaskeægte kultroman; glemt i dansk litteraturhistorie, men med et lille, men dedikeret publikum i ind- og især udland. Romanen er lige dele bizar gotik, detektivroman og -parodi, metafiktion og avantgardelitteratur, glemt og forbløffende moderne og fyldt med mere eller mindre gakkede teorier om telepati, hypnose, personlighedsspaltning og mennesket som løgvækst. Romanen begynder på en parisisk galeanstalt, hvor psykiateren dr. Renard de Montpensier udfører hypnotiske seancer med menneskeløget Kzradock. Herfra udvikler begivenhederne sig i et manisk tempo med mord, en puma, et hallucinerende biografpublikum og revolte på galeanstalten. Fra Paris bevæger romanen sig til Brighton, hvor de Montpensier må konfronteres med den mystiske lady Florence og deres fælles spøgelsesbarn, en døvstum hund, et personlighedsspaltet skelet, en skalperet detektiv og en mand, der måske er Kzradock, som styres af en manipulerende bændelorm, før han lærer menneskeløgets lektie. 'Menneskeløget Kzradock' er en udknaldet roman, der konstant afmonterer sig selv og stiller spørgsmålstegn ved sandheden. Bogen fik ingen stor modtagelse i Danmark, men den tyske oversættelse fra 1912 vakte begejstring hos de tysk-jødiske filosoffer Walter Benjamin og Gershom Scholem, der så romanen som grundlag for en tvivlens metafysik. Romanen er genudgivet på tysk i 1987 og udgivet på engelsk i 2010 og 2017, men er aldrig før genudgivet på dansk. "dette ... maniske galmandsværk, Menneskeløget Kzradock, der jager gennem sin hallucinatoriske fortælling, hurtigere end den kan nå at opløse sig selv. ... For galsindigt, at den bog ikke er pensum!" –Lars Bukdahl, Weekendavisen 2017“i Dag ulæselig” –Cai M. Woel, Dansk Litteraturhistorie 1900-1950 ”Bogen unddrager sig ethvert normalt æstetisk Synspunkt. […] Hvad Forfatterens Hensigt har været med at skrive den, er helt uforstaaeligt. […] Denne Bog er mildest talt et besynderligt og højst bizart Indfald.” –Julius Clausen, Berlingske Tidende 1910 ”En lille novelle […] vil ryste ham helt ind til rødderne af hans stamtræ. Den hedder Die Menschenzwiebel Kzradock oder der frühlingsfrische Methusalem.” –Walter Benjamin ”Denne bog er meget stor og taler et mægtigt sprog […]. [E]n detektivroman uden pointe, hvis begyndelse og ende ligger i menneskets uudsigeligt dæmoniske […]. Denne bogs […] kunstneriske enhed ryster moralen, for dens enhed er avlet af det dæmoniskes love.” –Gershom Scholem

… en frygtelig bog, et seksualhelvede, fuld af smuds, forbrydelser og den dybeste melankoli – en monoman vildfarelse, om man vil, men ikke desto mindre en vildfarelse med et inderligt rent kunstnerisk særpræg, som man må håbe vil modnes til et mindre ensidigt tvangsbetonet syn på og billede af livet og menneskeheden. –Thomas MannDenne Hermann Ungar har en frygtelig forkærlighed for – ja, hvad skal man sige – for dårlig luft, for sjælens miasmer, for det hengemte, svedige og urene, og hans hensynsløshed mod svage eller sentimentale nerver grænser til det perverse. –Stefan ZweigUngars roman er en psykoseksuel og socialpolitisk Worstward ho!, hvor kun én ting er sikkert fra begyndelsen: at det hele går lige lukt i lokummet. Som om spørgsmålet, den stiller, er: Kan man synke lavere? For derefter at gå i gang med at vise, at det kan man! –Stig Sæterbakken Franz Polzer lever i evig angst for det uventede, men det uventede er ikke til at holde væk – tværtimod lader det til at trænge ind på livet af ham med en uhyggelig stædighed. Dette er den sadistiske mekanisme, der styrer begivenhederne i Hermann Ungars roman De lemlæstede (1922), et overset hovedværk i sidste århundredes europæiske litteratur, som nu foreligger på dansk for første gang.Polzer arbejder som bankfunktionær og lejer et værelse hos enken Klara Porges. Efter adskillige stillestående år, som Polzer ikke har tilbragt med stort andet end at opbygge en sygelig ordenssans, ønsker enken sig pludselig en mere fremtrædende rolle i hans liv. Endnu værre bliver det, da Polzers barndomsven, den rige Franz Fanta, beslutter sig for at flytte ind hos ham i Porges' lejlighed. Fanta lider af en mystisk sygdom, der æder ham op indefra. Ud over enkens tilnærmelser og Fantas paranoia skal Polzer nu også trækkes med vennens plejer, Sonntag, en religiøs fanatiker og tidligere slagter, hvis sparsomme ejendele tæller en gammel slagtekniv og et forklæde med indtørret kalveblod.De lemlæstede er en klaustrofobisk roman, hvor tragik og komik behandles med samme distancerede stil. Til trods for det nøgterne sprog står romanen som et udtryk for en særegen overskridelsesæstetik, et katalog over paranoia, perversitet, fornedrelse, religiøst vanvid og fysiske og mentale lemlæstelser. Det er ingen tilfældighed, at romanen har gjort så stort et indtryk på forfattere som Thomas Mann, Stefan Zweig og senere den norske forfatter Stig Sæterbakken. Hermann Ungar (1893-1929) var tysksproget forfatter og dramatiker af mæhrisk-jødisk afstamning. Hans egenartede, både komiske og groteske forfatterskab kredser om velordnede tilværelser, der afspores på grusomste vis og ender i angst, perversion og fornedrelse. I sin levetid blev han kaldt 1920’ernes vigtigste forfatter og nævnt i samme åndedrag som Franz Kafka; efter sin død forsvandt han i glemslen. Hans bøger er i de seneste tredive år blevet genopdaget og oversat til adskillige sprog.