Books published by Mondogrande

Forord af Martin Lidegaard: Myanmar – verdens spejlMyanmars historie og skæbne har altid fascineret, både da landet hed Burma og i nyere tid.Men hvorfor nu det? Hvad kommer dette fjerne land i Asien egentlig os ved? Hvad skulle der være af særlig interesse dér?Det er som om landets spektakulært smukke natur og værdige befolkning altid har vakt særlige følelser. Følelser som håb, solidaritet og drømme for og med den hårdt prøvede befolkning. Ligesom Aung San Suu Kyis indædte kamp, kortvarige triumf og tragiske fald har ætset sig ind i vores bevidsthed.Men hvorfor? Myanmars nyere historie har været tragedie på tragedie med brutal undertrykkelse, udbredt fattigdom og interne konflikter – men derved adskiller det sig jo desværre ikke fra mange andre udsatte steder i verden.Måske er forklaringen, at Myanmar på mange måder er et spejl på den udvikling, som hele verden gennemgår lige nu. Når vi følger Myanmar, forstår vi den virkelighed, der er vores. Landet er en prisme på vor tidsalder:Det gælder den hastige befolkningsvækst med stadig større generationer af unge mennesker, der har svært ved at finde arbejde og mening i et land, der er præget af fattigdom, ulighed, nepotisme og korruption – og hårdt ramt af klimaforandringer. Myanmar er dermed et billede på verdens vedvarende og ufattelige vækst, der stadig er alt andet end bæredygtig, hverken socialt, økonomisk eller miljømæssigt.Det gælder de etniske minoriteter, der i deres indbyrdes konflikter og gensidige foragt gør sig til parodier på sig selv, og som desværre også er et kendetegn ved vor tid. Hvor talrige er ikke de lande i verden, hvor befolkningen har mere travlt med at distancere sig fra hinanden på baggrund af race, religion eller etnicitet – end at stå sammen om at udvikle deres nation til glæde for alle? Myanmar er måske et ekstremt eksempel, men vi genkender alle fænomenet.Det gælder demokratiets skrøbelighed og fald, der ikke bare gør sig gældende lige nu i Myanmar, men også er et foruroligende grundvilkår for hele verden, hvor både demokrati og grundlæggende menneskerettigheder år for år får stadig mere trange kår.Og det gælder de vestlige og liberale demokratiers magtesløshed over for denne udvikling. Som Eva-Marie Møller beskriver med ubærlig ærlighed i denne bog, er handlemulighederne få og begrænsede i rækkevidde. Da ingen vestlige lande – af forståelige årsager – har appetit på at involvere sig militært, er den eneste reelle mulighed pres med økonomiske sanktioner. De er til gengæld et tveægget sværd, fordi de også rammer den hårdt prøvede befolkning, mens den militære elite som regel har forbindelserne til at sno sig ud af repressalierne. Dertil kommer, at ingen sanktioner bider, hvis ikke de omkringliggende lande, ikke mindst Kina, også tager del i dem, hvad de sjældent gør. Dermed fører forsøget på at møde uretfærdigheden med magt ofte til det modsatte: At omverdenens magtesløshed bliver udstillet.Og hvor mange regimer i verden oplever vi ikke dét med lige nu? Ingen nævnt, ingen glemt.Men Myanmar er også spejlet på det håb, der stadig eksisterer – både for landet selv og for verden. For netop de unge generationer insisterer på deres egen fremtid. De forstår de nye sociale medier, og de har set og oplevet både de demokratiske farer og de demokratiske muligheder, som de repræsenterer. De mestrer de nye medier langt bedre og med en legende lethed, der sætter både Myanmars forbenede generaler og alverdens diktatorer skakmat. At de nye teknologier netop altid kan udnyttes til både ondskab og i det godes tjeneste, ser vi nærmest dagligt på billederne fra Myanmar.For den unge generation i Myanmar vil ikke bare have arbejde og mad på bordet. De vil også have demokrati og medbestemmelse i forhold til deres egen fremtid – ligesom alle verdens unge vil. De vil have styr på klimaet; de vil have håb; de vil kunne drømme om at blive popstar – eller gademusikant; få en familie og leve i fred.Og det er den drøm, der udgør sprækkerne i undertrykkelsens betonmure. Det er her, de undertrykte henter energien – og giver den til alle os andre.Og det er derfor, at Eva-Marie Møller i denne bog ikke bare fortæller en fængslende historie om et fascinerende land. Hun sætter også et spejl op foran os selv, så vi ser alle de problemer, dilemmaer, valg og muligheder, som du og jeg – ja, alle moderne mennesker – står med lige nu i den verden, der er vores.Myanmar er verdens spejl.Martin Lidegaard, formand for Udenrigspolitisk Nævn, MF

Forord af Andreas KammDenne bog om flygtningeskæbner i Grækenland udkommer på et tidspunkt, hvor der er krig i Europa. Den 24. februar 2022 indledte Rusland et angreb på Ukraine, og strømmen af flygtninge begyndte. Mange er flygtet til egne af deres land, hvor der endnu er relativt sikkert at være, mens mere end 6 millioner er søgt over grænsen til EU med Polen som det land, der huser flest ukrainere, nemlig mere end 2,5 millioner. Et enigt EU har reageret ved at aktivere reglerne om midlertidig opholdstilladelse og Danmark har, trods sit retsforbehold, vedtaget en særlov, som flugter med EUs regelsæt. Alle ukrainere er velkomne, de europæiske befolkninger bakker op – ja, nogle henter selv flygtninge i Polen og bringer dem til Danmark og andre medlemslande. Den midlertidige opholdstilladelse betyder, at selve asylbehandlingen udsættes i 2 år og i den periode har de ukrainske flygtninge adgang til arbejdsmarkedet, skole- og uddannelsessystemet, boliger, sociale ydelser mv.Denne positive modtagelse – fra politikere såvel som befolkningerne i Europa – udstiller i mange henseender, hvad der skete i 2015-2016, da de syriske flygtninge strømmede ud af Syrien for at komme væk fra de russiske bomber og Bashar Al Assads forfølgelse. På trods af Angela Merkels appel om sammenhold og solidaritet i forhold til at hjælpe flygtningene, så faldt fællesskabet sammen. Europas lande gik så at sige hver til sit og bestræbte sig på at beskytte sig selv mod flygtningestrømmene – i stedet for at følge Flygtningekonventionen og sikre beskyttelse til de forfulgte.Det, man kunne blive enige om i EU, var at etablere en aftale med Tyrkiet om, mod betaling, at hindre flygtningene i at komme til EU via Grækenland. Den såkaldte Balkanrute skulle lukkes ned. På samme måde søgte EU at få libyske myndigheder til at hindre trafikken over Middelhavet ved øget kontrol og patruljering.Uanset at disse restriktive tiltag har haft effekt, så er flygtningestrømmen til Grækenland ikke standset, og ”tyrkietaftalens” bestemmelser om at returnere flygtninge fra Grækenland tilbage til Tyrkiet fungerer kun delvist.Vi mødte ikke de syriske flygtninge, som vi i dag møder de ukrainske flygtninge. Det kunne vi have gjort, men frygten overmandede vores humanitære værdier. Denne bog beskæftiger sig med resultatet af vores handlinger. Tusindvis af flygtninge er fanget i Grækenland – på øerne og på fastlandet. Og Grækenland er ”fanget” af EUs usolidariske Dublin-regler, der bestemmer, at det første EU-land en flygtning betræder, har ansvar for den pågældende.Mads Christoffersen og Eva-Marie Møller har mødt – og talt med – flygtningene i de græske lejre, lyttet til den udsigtsløshed de føler. De kan ikke planlægge fremtiden, de kan ikke hjælpe sig selv, de kan ikke hjælpe deres børn, håbet svinder. Mange har været i Grækenland både 4 og 5 år – nogle længere tid. ”Vi lever ikke et liv her – vi holder os bare i live – og det er alt” (Safiya fra Afghanistan).Bogen er en forstemmende beretning om tusindvis af fordrevne menneskers skæbne og vores fælles svigt i forhold til at give dem tilværelsen tilbage. Der er en kæmpe kløft mellem på den ene side de politiske beslutninger i EUs medlemslande og på den anden side vores internationale forpligtelser. Der er en kæmpe kløft mellem vores erklærede respekt for det enkelte menneskes værdighed og så vores behandling af de strandede flygtninge i Grækenland.Beretningen om ”En græsk tragedie” er vigtig. Vi må ikke lukke øjnene for konsekvensen af vores handlinger, vi må ikke tabe den enkelte skæbne af syne, og vi må ikke miste evnen til at sætte os i de fordrevnes sted.Man kan håbe, at bogens beretninger kan få os til at genopdage vores fælles ansvar, og man kan håbe, at den positive modtagelse, vi giver de ukrainske flygtninge, kan bidrage til, at vi erkender, hvor vigtigt det er, at vi handler i fællesskab og solidaritet. Gør vi det, så er Angela Merkels ord gyldige: ”Wir schaffen das, und dort, wo uns etwas im Wege steht, muss es überwunden werden, muss daran gearbeitet werden”.Andreas Kamm, tidligere generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp

Den 17. november 2018 gik Frankrig i chok. Demonstranter i hundredtusindvis strømmede spontant ud på gaderne og besatte 3.000 rundkørsler og mange af betalingsanlæggene ved motorvejene. Derefter fulgte enorme demonstrationer i de store byer – ikke mindst i Paris på Champs Élysées. Alle bar de gule veste.De Gule Veste var ikke organiseret på forhånd, de gjorde spontant oprør imod en forhøjelse af priserne på benzin og diesel, men deres krav bredte sig hurtigt til andre områder.Hvad ville de, hvem var de, og hvor kom de fra?Præsident Emmanuel Macron var med stort flertal blevet valgt året før, og han havde sat sig for at reformere landet efter skandinavisk forbillede. Man hans reformer rejste pludselig en – gul – mur af modstand.Denne bog giver De Gule Veste ordet. Forfatteren har interviewet 68 Gule Veste i landsbyer i Sydfrankrig, som er bevægelsens epicenter. Han fortæller også om baggrunden for deres krav og beretter om, hvordan bevægelsen mødtes med uhørt politivold og undertrykkelse fra myndighedernes side. Bogen giver et signalement af de dybe skel i det franske samfund, som har skabt konflikten og bevægelsen.