Books by Henrik Pontoppidan

Romanen, der udkom første gang i 1891-95, er en rystende beretning om en mand og hans skæbne. Om hans kamp for sin lykke og om hans nederlag i denne kamp. Et hovedværk i dansk naturalisme. Dette bind indeholder tredje del af romanen, Dommens dag.

Henrik Pontoppidans "fortællings-kres" udkom i 1913 i 5 selvstændige bind. Det er et hovedværk i dansk litteratur og læses den dag idag med den største fryd. Rent bortset herfra er det også en pokkers underholdende bog.

"Ung Elskov" er en roman der omfatter flere skæbnefortællinger. Pontoppidan modstiller på mesterlig vis den romantiske kærlighed og det hverdagsagtige fornuftsægteskab.Edvard Brandes skriver om romanen i Politiken november 1885:"Det er en frisk og usnærpet Bog. Henrik Pontoppidan gør rent Bord inden han skriver; han fejer bort alle de usle Hensyn til den offentlige Menings Fordomme og hykleriske Moral. Han søger til Naturen og dykker sig ned i den for at vinde Styrke, men han føler Trang til at fremstille den hemmelighedsfuldere end den er."

Under arbejdet med Det forjættede land (1891-95) blev det Pontoppidan klart, at hvis man dykker ned i den menneskelige psyke, så møder man dér kulturen og samfundet. For i opdragelsen indpodes de bærende normer uudsletteligt i det enkelte individ. I centrum for denne ofte ødelæggende prægning står den strenge fader. Dette forhold, som også var dybt personligt, udforskede Pontoppidan i 1890'erne i en række mindre jegromaner, heriblandt Natur (1890) om mænd, der ikke magter at få et afklaret forhold til deres egen erotiske natur. Natur indeholder de to små romaner Vildt og En Bonde.

I forfatterskabets sidste del, som rummer erindringerne og de to romaner Et Kærlighedseventyr (1918) og Mands Himmerig (1927), stiller Pontoppidan skarpt på den mandlige, kærlighedsfjendske magtvilje, som ifølge ham er kulturens byrde.

Romankredsen Det forjættede Land består af tre sammenhængende romaner: Muld (1891), Det forjættede Land (1892) og Dommens Dag (1895).I 1898 genudgivet i en samlet udgave som her foreligger.Emanuel Hansted er navnet på romanens hovedperson.Efter endt eksamen får han embede som kapellan i en sjællandsk landsby. I mellemtiden har moderen i et anfald af religiøs psykose taget sit liv. Når han har slået sig ned på landet, er det mere i protest imod bylivets kultur (faderen), end det er af en tilskyndelse indefra. - Hvilket mellem linierne fremstår som uheldsvangert.

Dette er historien om Thorkild Frederik Muller - outsideren over alle outsidere! Grønlandspræsten, der efter i en menneskealder at have været præst på Grønland, vender hjem til det lille bonerte, middelmådige og småborgerlige Danmark, hvor der intet udsyn er (ikke helt ulig Danmark idag). Han var taberen der drog til Grønland og blev vinder - og han blev taberen igen da han rejste hjem.Gid alle der føler sig lidt sære, må blive opløftet af denne, Pontoppidans bedste fortælling. Ingen lades uberørt efter læsningen af dette portræt!

I romanen Spøgelser fra 1888 rettes en psykologisk interesse mod de herskende borgerligt kristne illusioner om menneskets natur.

Henrik Pontoppidan viser her sin genialitet, ved at skildre det komrumperede politiske miljø i begyndelsen af det 19'ende århundrede, set fra flere forskellige sider. Ligesom idag har politik altid været et beskidt håndværk, men dengang havde man måske en mere elegant måde at snyde hinanden og vælgerne på.

"Mimoser" er en roman der handler om Betty Bybergs ægteskab med Anton Drehling, og de intriger der kan foregå i sådan et. Romanen blev udgivet i 1886 og falder med sin tematik således lige ind i den daværende skandinaviske sædelighedsfejde i samfundet og i litteraturen.

En roman om en egoistisk kunstner og hans urimelige krav til sine omgivelser."Måtte Danmark aldrig savne sin Henrik Pontoppidan." – Aksel Sandemose

Pontoppidans roman om en hård og ensom kvinde, der strider forgæves med mennesker og deres love, udkom første gang i 1900.

Undervejs til mig selv fra 1943 blev Henrik Pontoppidans sidste bog. Den er en sammenskrevet og revideret udgave af de tidligere udgivne erindringer Drengeår, Hamskifte, Arv og Gæld samt Familjeliv.

Godsejer Engelstoft ligger for døden. Han har lige mistet sin anden hustru. I anledning af sin tilstand har han sendt bud efter sin første hustru og sin datter. Det viser sig, at godsejeren har oprettet et testamente som ikke er til fordel for datteren, og ny begynder en strid. Hans første hustru er hovedpersonen i denne portæt-fortælling, og det er virkelig en yderst interessant kvinde hvis inderste herved blotlægges.

»... det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden.« Den omvendte grimme ælling-historie »Ørneflugt«, hvorfra denne berømte morale stammer, er en af de 11 såkaldte krøniker, som denne bog rummer. Samlingen, der er den første af tre, som forfatteren selv redigerede i 1920'erne, består herudover af fire "små romaner" samt novellesamlingerne Fra Hytterne og Skyer.

Sidste bind af Pontoppidans korte romaner rummer Det ideale Hjem (1900), Højsang (1896), Hans Kvast og Melusine (1907), En Vinterrejse (1920), Et Kærlighedseventyr (1918) og Rejsen gennem Livet (1928). Samlingen har efterskrift af Tage Skou-Hansen.

Momolydbog skuespiller Morten Hauch-Fausbøll læser Mands himmerig,som er magten, arbejdet og karrieren.Men uden kærligheden bliver himmeriget til helvede.Romanen er på dette niveau en advarsel til os der arbejder hele tiden og som derfor ikke har overskuddet og modet til vælge kærligheden.På et overordnet niveau fortæller romanen også om et samfund,hvor medier og penge er afgørende,samspillet mellem journalister,erhvervsliv og politikere er tæt og der er ingen,der,som Thorsen,bogens hovedperson,skal sætte sig op mod majoriteten.Romanen er dermed også aktuel i dag,hvor spindoktorer og kommentatorer sætter en dagsorden,hvor indhold og holdninger forvanskes til gavn for magthaverne.Medierne bliver talerør for hver deres ideologi og efterlader borgerne som magtesløse individer som udelukkende skal forlystes.

Agnete er en ung forældreløs pige der, ved skæbnens ironi, bliver selskabsdame hos grevinden på Nørrekær - netop det gods som hendes netop afdøde fader hadede af et godt hjerte. Utallige er de forfærdelige historier hun har hørt om Nørrekær - bl. a. at grevindens eneste tilbageblevne søn er sindsyg og spærret inde på et afsides værelse i slottet. Noget rigtigt er der i det altsammen - men virkeligheden viser sig dog noget anderledes.

Lille historie om hvordan øjne der ser og ører der hører, under den rette stemning, kan skabe sande mirakler.

Henrik Pontoppidan fortæller her om sit modne voksenliv på en utrolig underholdende og interessant måde.

Mands Himmerig (1927) er Pontoppidans sidste roman. Romanen giver et tidsbillede af årene op til og under starten af Første Verdenskrig. Den skildrer den kompromisløse og idealistiske redaktør Niels Thorsen, der gennem sine hudflettende artikler forsøger at bekæmpe den udbredte egoisme og materialisme, der hersker såvel i pressen som i det politiske liv. Forgæves opfordrer han til at bryde den magelige danske neutralitet og gå ind i krigen i kamp for idealerne frihed og lighed. Man fornemmer Pontoppidans sympati for den idealistiske og viljestærke Thorsen, men han skildrer også konsekvensen, når arbejde og idealer sættes over alt andet. I en indfølende skildring af forholdet mellem Thorsen og hans unge hustru viser han, hvorledes Thorsen sætter ægteskabet og kærligheden over styr, og hans ubøjelighed får fatale følger for både hans hustru og ham selv, og noget Mands Himmerig kommer der i dette tilfælde ikke ud af Mands Vilje."Henrik Pontoppidan rammer ud efter andre Forhold end Pressens, men hans Pisk har samme Retning, hvad enten det gælder litterære, politiske, selskabelige eller personlige Egenskaber – hans Snert svirrer svidende, æggende, hånende omkring alt, der er vegt, modløst, overfladisk, flæbende, beregnende, umandigt. Det er en ypperlig skrevet, højst underholdende og interessant Bog …" – Axel Broe, København, 1927

"Stækkede Vinger" var Henrik Pontoppidans debutsamling, der udkom i 1881. Om den store novelle "Kirkeskuden" skriver Dansk Litteraturs Historie:Pontoppidan nøjedes ikke med at iagttage og beskrive natur og folkeliv. Han var samtidig en skarp kritiker af de hårde livsvilkår, som samfundet bød jævne mennesker. Da han i 1880 sendte sin første større fortælling, „Kirkeskuden“, til Ude og Hjemme, forkastede redaktøren Otto Borchsenius den som for udæskende.„Kirkeskuden“ skildrer et landsogn fra top til bund med præst, sognerådsformand, herredsfuldmægtig og degn foroven og husmænd, fiskere, tyende og smuglere forneden. Præsten er en sagtmodig mand, som hilser på alle med et „sygelig-sødligt“ smil, „ængstelig for at støde Nogen ved at overse dem“. Hans bibelske sprog og fromme livssyn virker som et skønmaleri ved siden af fortællerens krast realistiske beskrivelse af landsbyen, hvor drengenes morskab består i at fiske en død kat op af gadekæret, og husene i udkanten ligger så tæt, at der mellem dem kun er plads til den „stinkende Rendesten“.

Om en eneste Skikkelse har Henrik Pontoppidan støbt hele sin Fortælling. Der skabes vel nogle Bifigurer, som ikke mangler Liv og Originalitet, men alt dette forsvinder for Billedet af det Menneske, der en Gang var en lille dejlig Pige med en rød Kyse og som blev en saa gram Hustru og haard Moder. I denne Skikkelse har Forfatteren samlet den Uforsonlighed med Livet, som ogsaa andre af hans Bøger taler om. Det er en Kvinde, hvis ideale Fordringer langt overstiger, hvad hendes Medmennesker formaar at yde, og som derfor udarter til en ond Aand og Skændegæst, der plager sin Mand til Døde og lader sine Tjenestefolk straffe for den mindste Uærlighed. Da hun er skilt fra Manden, møder hun omsider ved hans Dødsleje og stjæler det Dokument, hvorpaa han har opsat sit Testamente. Uforsonligheden, den utilfredsstillede Retfærdighedstrang fører hende saaledes til Forbrydelse, endog til Mened. Og i hele det mørke Billede er kun det eneste Lyspunkt: Mindet om hende selv som en lille Pige, den lille Rødhætte, der en klar Frostdag spaserede hen over Sneen og syntes skabt til at eje alt det straalende, som Verden rummer, og som smaa og store Børn drømmer om.(Sophus Claussen)

En ung, københavnsk Læge og hans Hustru har, for hurtig at kunne skabe sig et Hjem og en rolig, betrygget Tilværelse, slaaet sig ned paa den jydske Hede. De finder sig hurtigt tilrette i de snævre Forhold, og det er dem nærmest ukært, naar der melder sig Besøgende fra Hovedstaden, hvis Luft de tidligere troede var den eneste, de kunde aande og leve i. Hjemmet, hvori tre Smaabørn springer omkring, bliver dem et jordisk Eden, og de er fuldkommen tilfredse med den hyggelige Ensformighed, der gør Dagene, Ugerne, Aarene korte.Men saa viser Slangen sig i deres Paradis.En Aften i Fastelavnstiden banker det paa Husets Dør og en ældre, fed Herre træder ind; han præsenterer sig ikke, men beder frækt, om han maa være Familiens navnløse Gæst, og da Lægen modvilligt gaar ind paa det og siger, at noget maa de da kalde ham, foreslaar den Fremmede, at de skal kalde ham Prins Karneval.Om sine Slægtsforhold oplyser han, at Uglspil var hans Bedstefader, Hans Kvast hans Fader, Harlekin hans Fætter, og Slaraffenland hans Hjemstavn; af Livsstilling er han Rejsende i de renommerede stegte Duer, der af sig selv flyver ind i Munden paa enhver, som bare vil gabe tilstrækkelig højt.Den kongelige Gæst gør, trods al sin Fastelavnsskvalder ikke noget forrykt Indtryk, og da han er elskværdig og baade har Lune og selskabeligt Talent, lykkes det ham i Aftenens Løb at sætte det rolige Hus paa den anden Ende. Han faar sin Vært og Værtinde til at klæde sig i Festdragt, tænde Lysekronen, byde paa en flot Anretning osv; men midt under Festligheden overfaldes Lægen af en hæslig Mistanke til sin Hustru. Han mener at have set et forelsket Glimt i det Blik, hvormed hun betragter den halvkomiske Figur, Prins Karneval, og det er ikke langt fra, at han viser sin Gæst Døren. Hun har i Tankerne været sin Mand utro, og det gør hende i hans Øjne til en foragtelig Skabning. Det Idealbillede, han havde dannet sig af sin Kone, er sønderflænget, og han er kommen til den Erkendelse, at der paa Bunden af selv den uskyldigste Kvindes Hjerte ligger en Giftøgle i Dvale.Det kommer, siger Forfatteren, kun an paa Tilfældet, om Giftøglen skal faa Lov at blunde eller vækkes til Live og bringe Fordærv.(Haagen Falkenfleth)

Romanen er en typisk Pontoppidan-roman. I lighed med "Minder" og "Højsang" kommer en mandsperson udefra som en fremmed og opsøger et miljø. Herefter er alting, som ingenting nogensinde har været. Miljøskildringen og egnsskildringen, landskabet, er vigtige ingredienser ikke blot som baggrund for handlingen, men som en betydningsbærende bestanddel af samme handling. 'Stedet' og 'tiden' er aktive størrelser, der medformende griber ind i de pågældende menneskers liv og skæbne. Typisk er den endvidere ved sin udprægede form som 'indre monolog'. Romanen er i virkeligheden et forum for diskussion af en række værdiladede begreber, der griber ind i hinanden, og som igennem samtaler mellem forskellige personer belyses flersidigt. Ofte med det resultat, at to modsatte synspunkter overfor læseren fastholdes med lige stor ret - pro et contra. Således er romanerne op til læserens afgørelse. Det drejer sig først og fremmest om 'lidenskabens ret', om frihed og moral, om ansvar og lykke, adspredelse og fordybelse, handling og fred. (Silkeborg Bibliotek)

"Nattevagt", der, som næsten alt fra Pontoppidans Haand, er særdeles velskrevet og letlæst, handler om en ung, radikal Maler, Jørgen Hallager, eller den røde Hallager, kaldet saaledes paa Grund af sin Haar- og Skjægfarve, dels formedelst sin Førerstilling i "Klumpen", en Kreds af unge Kunstnere, hvis ramme Virkelighedsbilleder har gjort Front mod saavel gammel Renæssance som ny Symbolisme. Jørgen har i Rom, hvor Hovedparten af Fortællingen foregaar, ægtet en ung Pige af det højere Bourgeoisi, en Datter af en rig Etatsraad og forhenværende Departementschef. Det unge Ægtepar tilhører ikke blot to forskellige Samfundslag, men deres Naturanlæg og Gemytsbund er saa ulige som tænkes kan. Ursula er en lille, fin Kvinde, der med Hengivenhed slutter sig til sin Mand og efter yderste Evne stræber at tilegne sig hans Syn paa Livet. Men den lige saa raa og brutale som kyniske Jørgen støder hende uafbrudt tilbage, og til sidst knækker Ursula over i en Kamp, hvor hendes Evner ikke strækker til. Fra deres første Samlivsdag har Jørgen ikke andet end Haan og Foragt for hendes Fader og hele den Verden, hvori hun er voxet op. Han selv er Søn af en fattig Landsbyskolelærer, der er faldet som Offer for sit Venstresind og sin Sandhedsdrift og efter uskyldig at være mistænkt for Bedrageri har slaaet sig paa Flasken. Jørgen vil være hans Hævner, og hele det besiddende Samfund skal undgjælde for Faderens Skæbne. I hans Øjne er Svigerfaderen og hele hans Omgangskreds "Ærkekjæltringer, Tyveknægte, infame Hyklere, der under Paaskud af at værge Lov og Orden holder Folket i Søvn for at kunne bestjæle det des grundigere"1. Den for Øjeblikket samlede skandinaviske Koloni i Rom bliver lutter Typer Kjæltringer i Hjemmet. Men Jørgens Radikalisme gaar endnu videre. De hjemlige Strejker er kun "Lapperier" for ham, skjønt han altid med Glæde hilser "en knyttet Næve" og "et Spark i Bagen paa Avtoriteterne".(Otto Borschenius)

Bogen er den første af Henrik Pontoppidans ‘små romaner’. Det er en genre, hvor et aktuelt problem - åndeligt, politisk, kunstnerisk - tages op til debat. Eller snarere for denne forfatters vedkommende: til anskueliggørelse af de pågældende problemstillinger, idet de fremstilles igennem individuelle menneskeliv og miljøer. Det er Henrik Pontoppidans metode. I Sandinge Menighed belyses det kontrastrige forhold mellem bondesind og -kultur overfor Folkehøjskolens ivrige og optimistiske oplysningsvirksomhed. Pontoppidan kender begge miljøer indefra, og er derfor istand til med sit dobbeltblik at skelne imellem velment teori og virkelighedshård praksis. I denne roman er forfatterens sympati hos bondebefolkningen, hvor folkesindets dybde og alvor skildres med respekt i forhold til højskolens overfladiske livsjubel. Som tidligere højskolelærer havde Pontoppidan på dette felt en pålidelig baggrund. Højskoleverdenen brød han sig ikke om. Grundtvigianismen vedbliver at være skydeskive for hans ironi og kritik. (Silkeborg bibliotekerne, Epoke)

Det er de færreste der har læst Pontoppidans lille roman "Spøgelser" fra 1888, for forfatteren strøg den senere af sin produktion.Men mange litteraturforskere mener, at romanen udgør et vigtigt vendepunkt i forfatterens produktion - fra det socialt indignerede til det indtrængende psykologiske.

Henrik Pontoppidan skrev ikke mange digte, men nogle af dem er blevet almindeligt kendt, især genforeningsdigtet "Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage" og Brandes-digtet "Den 4de Februar."