Thora van Deken

Om en eneste Skikkelse har Henrik Pontoppidan støbt hele sin Fortælling. Der skabes vel nogle Bifigurer, som ikke mangler Liv og Originalitet, men alt dette forsvinder for Billedet af det Menneske, der en Gang var en lille dejlig Pige med en rød Kyse og som blev en saa gram Hustru og haard Moder. I denne Skikkelse har Forfatteren samlet den Uforsonlighed med Livet, som ogsaa andre af hans Bøger taler om. Det er en Kvinde, hvis ideale Fordringer langt overstiger, hvad hendes Medmennesker formaar at yde, og som derfor udarter til en ond Aand og Skændegæst, der plager sin Mand til Døde og lader sine Tjenestefolk straffe for den mindste Uærlighed. Da hun er skilt fra Manden, møder hun omsider ved hans Dødsleje og stjæler det Dokument, hvorpaa han har opsat sit Testamente. Uforsonligheden, den utilfredsstillede Retfærdighedstrang fører hende saaledes til Forbrydelse, endog til Mened. Og i hele det mørke Billede er kun det eneste Lyspunkt: Mindet om hende selv som en lille Pige, den lille Rødhætte, der en klar Frostdag spaserede hen over Sneen og syntes skabt til at eje alt det straalende, som Verden rummer, og som smaa og store Børn drømmer om.
(Sophus Claussen)