Books by Knud Hjortø

Knud Hjortøs novellesamling "Kringelveje" kredser om et af forfatterens centrale temaer; menneskets stræben efter den lykke, der gøres umulig af den manglende harmoni mellem en mand og en kvinde, der elsker hinanden."Kringelveje" indeholder novellerne "Ole Vrold", "Jens Skrædders sommer", "Doktor Jord", "Gudrun", "Strå for vinden" og "Kartoffel-Hilma".Den danske forfatter Knud Hjortø (1869-1931) blev født ind i en bondeslægt, men begyndte tidligt at dyrke sin interesse for kultur og litteratur. Han studerede filologi, boede et par år i Paris og blev senere lærer på seminariet i Vordingborg. Han debuterede som forfatter med bogen "Syner" i 1899, som fulgtes op af en lang række romaner og novellesamlinger. Selvom Knud Hjortø ikke opnåede stor berømmelse på sin egen tid, er hans bøger senere blev bredt anerkendt for deres udprægede originalitet og spændende menneskeskildringer.

"Drømmen om kvinden" er en samling af bittersøde fortællinger om sørgmodig kærlighed. Novellerne fortæller på hver sin måde om den flygtige lykke, der aldrig lader sig fange på grund af den manglende harmoni mellem to mennesker, der elsker hinanden for stærkt."Drømmen om kvinden" indeholder novellerne "Luftspejling", "Fjender", "De dødes rige", "Kvindeglimt", "Den hvide sky" og "Drømmen om kvinden".Den danske forfatter Knud Hjortø (1869-1931) blev født ind i en bondeslægt, men begyndte tidligt at dyrke sin interesse for kultur og litteratur. Han studerede filologi, boede et par år i Paris og blev senere lærer på seminariet i Vordingborg. Han debuterede som forfatter med bogen "Syner" i 1899, som fulgtes op af en lang række romaner og novellesamlinger. Selvom Knud Hjortø ikke opnåede stor berømmelse på sin egen tid, er hans bøger senere blev bredt anerkendt for deres udprægede originalitet og spændende menneskeskildringer.

I "Danske digtere i den 20. århundrede" kaldte Paul Nakskov Knud Hjortøs bog "Den gule krønike" for en "mytologisk verdenshistorie". Bogen komponerer alverdens myter og heltesagn til et epos om menneskehedens Utopia. "Den gule krønike" er en kulturmyte, der genopstår af 1. verdenskrigs kaos og den desillusion, der fulgte, og den står som en ener i Knud Hjortøs ellers religionsneutrale forfatterskab.Den danske forfatter Knud Hjortø (1869-1931) blev født ind i en bondeslægt, men begyndte tidligt at dyrke sin interesse for kultur og litteratur. Han studerede filologi, boede et par år i Paris og blev senere lærer på seminariet i Vordingborg. Han debuterede som forfatter med bogen "Syner" i 1899, som fulgtes op af en lang række romaner og novellesamlinger. Selvom Knud Hjortø ikke opnåede stor berømmelse på sin egen tid, er hans bøger senere blev bredt anerkendt for deres udprægede originalitet og spændende menneskeskildringer.

Novellerne i "Spotske jomfruer" kredser om kvinder på godt og ondt. I "Det leende ansigt" fortæller en ung mand, hvordan han helt fra han var lille har kommet i familien Jakobsens kedelige og intetsigende hus, og hvordan han lidt efter lidt forelsker sig i et portræt på væggen af en leende kvinde. Han bliver så besat af kvinden på billedet, at han til sidst stjæler det. Familien Jakobsen kan ikke svare ham på, hvem kvinden er, eller hvor gammelt portrættet er, men den unge mand kan ikke glemme hende, og hans liv former sig efter portrættets ovale ramme og gør mindre og mindre plads til virkeligheden.Den danske forfatter Knud Hjortø (1869-1931) blev født ind i en bondeslægt, men begyndte tidligt at dyrke sin interesse for kultur og litteratur. Han studerede filologi, boede et par år i Paris og blev senere lærer på seminariet i Vordingborg. Han debuterede som forfatter med bogen "Syner" i 1899, som fulgtes op af en lang række romaner og novellesamlinger. Selvom Knud Hjortø ikke opnåede stor berømmelse på sin egen tid, er hans bøger senere blev bredt anerkendt for deres udprægede originalitet og spændende menneskeskildringer.

Novellesamlingen "Ud for skrænten" fortæller blandt andet historien om bondepigen Rokballe-Maren, der arver 2000 kr. og bruger pengene til at købe sig et husmandssted. Stik mod alle normer og sociale spilleregler lader hun den smukke men dovne Niels flytte ind hos sig, uden at hun ønsker at gifte sig med ham. Hun vil gerne have børn, men ikke give afkald på herredømmet over sit eget liv og sit hus. Novellesamlingen indeholder foruden "Rokballe-Maren" novellerne "Sidse på sandet", "Magister Cogitans og hans kone" og "Den gamle historie om alverden".Den danske forfatter Knud Hjortø (1869-1931) blev født ind i en bondeslægt, men begyndte tidligt at dyrke sin interesse for kultur og litteratur. Han studerede filologi, boede et par år i Paris og blev senere lærer på seminariet i Vordingborg. Han debuterede som forfatter med bogen "Syner" i 1899, som fulgtes op af en lang række romaner og novellesamlinger. Selvom Knud Hjortø ikke opnåede stor berømmelse på sin egen tid, er hans bøger senere blev bredt anerkendt for deres udprægede originalitet og spændende menneskeskildringer.

"Maren Pe Svendsen var en skikkelig og pligttro kone af den gode, gamle slags, der ser op til manden og lader ham råde i alle ting. Sådan havde Maren gjort hele sit liv igennem urokkeligt og uden større begreb, først over for den mand, der satte hende i verden, og siden mod den, der tog hende til kone, og nu lå hun og skulde til at dø."Knud Hjortøs realistiske hjemstavnsskildring og portrætter af de mennesketyper, der befolker Danmarks små byer, kommer for alvor til sin ret i novellesamlingen "Indensogns og udensogns". Med naturalisme såvel som satire rammer han igen og igen plet, så det næsten gør ondt i hjertet.Den danske forfatter Knud Hjortø (1869-1931) blev født ind i en bondeslægt, men begyndte tidligt at dyrke sin interesse for kultur og litteratur. Han studerede filologi, boede et par år i Paris og blev senere lærer på seminariet i Vordingborg. Han debuterede som forfatter med bogen "Syner" i 1899, som fulgtes op af en lang række romaner og novellesamlinger. Selvom Knud Hjortø ikke opnåede stor berømmelse på sin egen tid, er hans bøger senere blev bredt anerkendt for deres udprægede originalitet og spændende menneskeskildringer.

Knud Hjortøs "Tvelys" (1917) er en ganske mærkelig bog, et romaneksperiment,der væver drømme og vågen tilstand sammen. Som Joyces "Finnegans Wake" en snes år senere udspiller handlingen sig hovedsagelig gennem én nats drømme. Ved udgivelsen skrev Chr. Gulmann i Berlingske Tidende 22.12. 1917: "Kendere har jo længe regnet denne forfatter mellem vores bedste. En bog som "Tvelys" viser et fortælingens mesterskab, som kun få herhjemme råder over... Der er forfinet billedkunst og sørgmodig verdenserfaring i disse drømmebilleder... Er den skabende digtning ikke netop drøm?"Hans Brix skrev i Nationaltidende 7.11 1917 bl,a,: "Drømmebillederne er fortalt med en beundringsværdig kunst. Hjortø har af Strindberg lært, at drømmens fantastik har fortræffelige digteriske motiver, og han har derpå ved selvstændigt og ypperligt talent udnyttet drømmemotivet i skildringen; her forekommer både den langsomme opskruning af en forestilling og det uformodede spring over på et ganske uvedkommende område: Kort sagt hele drømmenes ulogiske logik... Mindelser fra barndommens og ungdommens poesi slår stadig på ny igennem midt mod den tunge vandring mod undergangen; bestandig synes de dog fjernere fra den vandrende; bestandig tungere føles det at erindre deres glans"

""Kvinden vor medhjælp" er en titel, der nok kunne lyde satirisk, næsten med en biklang af Gustav Wied. Det er for så vidt misvisende.. Hans styrke er netop ikke den satiriske type, men det meget specielle, personlige: Den smilende, sikre iagttagelse, der kan drives op til den rent videnskabelige skarphed - som under et mikroskop - er Hjortøs herskende evne, hans mesterskab.. I alle historierne er det kvinden, der virkelig bliver fortællingens midtpunkt. Det er endda.. lige ved, at historien lider under mandfolkets ubetydelighed.. Knud Hjortø er en kvindetilbeder".(Christian Gulmann i Berlingske Tidende 5.10. 1916)

Chr. Gullmann skrev i Berlingske Tidende 27.11. 1918 om Hjortøs novellesamling "Spotske jomfruer": "Ingen dansk forfatter har som han dyrket det talte ords nuancer... I den største og betydeligste af disse historier. "Det leende ansigt", lader han et livs skæbne udvikle sig igennem flygtige og muntre antydninger. Det lyder som en leg og bliver den bitreste alvor, som kunsten vemodigt mildner... For resten er det en mester-novelle, måske en fineste, Hjortø har skrevet".

"Den gule krønike" fra 1923 er ret enestående i dansk litteratur. Den er en slags Tolkien før Tolkien - Hjortøs alternative skabelsesberetning, der er blandet af Bibelen, nordisk mytologi, skabelsesberetninger fra andre religioner og en kraftigt drys af Hjortøs egen livsanskuelse og filosofi. Den har alle de kvaliteter, der skal til for at blive kult.Da bogen udkom, skrev Social-Demokraten: "Den, der vil høre en klog og skarpsindig skribent udtale sig om tilværelsens dybeste problemer, vil i Hjortøs sidste mærkelige bog se adskillige perspektiver udfolde sig for sit indre syn".Hans Brix skrev i Nationaltidende: "Han er den særeste af de forfattere, vi har, og samtidig en af de bedst begavede... Der er over store dele af hans bog en sælsom ynde, man føler sig ved læsningen til mode som spanierne, da de først af hvide mænd trængte frem på det underfulde amerikanske fastland.. Umiskendelig er den eftertænksomhed og blide grublen, hvori forfatterem er hensunken".

Under det svindende lys" udkom i 1932, året efter forfatterens død, og er en samling af Knud Hjortøs artikler og kronikker. Her er selvbiografiske skitser og omtale af hans egne værker og andre forfattere, og her er en samling artikler om klassisk musik, der vidner om Hjortøs store indsigt i emnet. I "Nattergalens sang" analyserer han fuglesangen på samme musikologiske måde som han analyserer Bach eller Buxtehude.

I sin sidste roman, "Svundne somre og gamle vintre", der udkom fem dage før forfatterens død ved et ulykkestilfælde (25. november 1931) tager han endnu engang sit gamle motiv op til gennemprøvelse: den unge mandens flytten fra landet til byen, fra bonde til lærd. Bogen føles som en afslutning af forfatterskabet, og det blev den jo også., Her skaber han en syntese af de mange stemninger og fornemmelser, de ydre forhold gav ham gennem tilværelsen, og som måske var skyld i, at hans sind svingede så stærkt mellem tvivl og tro... Hans bøger er fulde af visdom, både af psykologisk, pædagogisk og sproglig art.(Cai M. Woel)

"Fru Herta" (1914) er en lovprisning af en gennemsolid, ikke særlig køn eller sansebedårende kvinde. Hun har fået en dårlig opdragelse af en snobbet moder, men selv er hun til at stole på, selv om hun er for nøgtern til at blive rigtig lykkelig. Sin ægteskabelige erfaring sammenfatter hun som 70-årig i den krasse sentens, at manden egentlig skulle have tre koner: en til det legemelige, en til det åndelige og en til det praktiske. Det er det jævne og sunde, uromantiske menneske, Hjortø her slår et slag for.- Otto Gelsted i "Danske digtere i det 20. århundrede", 1. udgave 1951

Om de to lange noveller fra landet i "Ud for skrænten" skriver Otto Gelsted bl.a.: "En mesternovelle er fortællingen om Rokballe-Maren, den frodige men nøgterne bondepige, der arver 2000 kr., så hun kan købe et husmandssted. Hun flytter sammen med den kønne og lade Niels, for hvad skal hun med penge og hus, hvis hun ingen børn har? Men gifte sig med ham vil hun ikke; han skal ikke få lejlighed til at formøble hendes ejendom... Måske endnu værdifuldere er fortællingen om Sidse på sandet.. Datteren Jensine går det rent galt med, fordi hun ikke kan styre sit balstyrige sind... Et ejendommeligt og gribende tvelys falder over hendes vrange skæbne, fordi den gengives, dels som en opfattes af en dreng, og dels som den gamle, rolige og fatalistisk resignerede moder betragter den".Den tredje novelle i samlingen, "Magister Cogitans og hans kone", kalder Cai M. Woel for Hjortøs "reneste tankedigtning.. et køligt fyrværkeri af paradokser og dybsindigheder, ofte af isnende virkning".

"Indensogns og udensogns" fra 1919 er en række fortællinger fra øernes bondeland. Hjortø kender sine lus på travet; han ved. hvordan det gik til på bondeballerne og blandt kræmmere og prangere og han fortæller med indfølelse og lune om en verden, der ikke længere findes. Hjortøs historier fra øerne er et vigtigt supplement til Aakjærs jyske fortællinger. Sindelaget er anderledes; sjællænderne er mere fiffige og forslagne. Knud Hjortø interesserede sig levende for sproget og havde et skarpt øre for dialekter og individuelle ejendommeligheder, og det er spændende at stifte bekendtskab med et midtsjællandsk og falstringsk, der næppe findes mere i renkultur.

"Hans Heilums nat" handler om en moden, bondefødt mand, der stilles over for kvinder af en bestemt intellektuel type, som findes overalt i hans bøger: lidt køligt brænder kærlighedens ild i dem, men den brænder, og under det nervepres, der opstår ved dette sammenstød, hvirvles de i nattens drømme ind i en blandingstilstand mellem drømmens uvirkelighed og erindringens fintmærkende stemning... Hjortø lader i "Hans Heilums nat" helten.. mindes barndommen, da han kunne "gi sig hen i omsorgen for jord og dyr" og der var i hans sjæl "den sunde ro som over en sommerlig mark".Det er denne sunde ro, Hjortø én gang for alle har sat til under sit flytte, ikke blot fra egnen men også i miljøet, fra det primitive til det intellektuelle, og for at bøde på sin uro opsøger han stadig sin tabte verden.(Cai M. Woel)

I Faust er benyttet fablen ommanden, der af døden får lov til at leve sit liv om igen. Et psykologisk grundlag ligger i den fornemmelse, de fleste af os af og til har aft: at de har oplevet en situation tidligere. Men bogens egentlige hensigt er at skildre selviagttagerens tragedie. Han føler sig i grunden altid skuffet. Når han har sukces, når han oplever en stor forelskelse, så har hans tanke allerede været der forud og snuset til den. Og når han så kom til sin lykkes store øjeblik, så var lykken ikke uberørt. Den, der et øjeblik har haft følelsen af at have levet to gange, har i det øjeblik følt gentagelsens rædsel.- Otto Gelsted i "Danske digtere i det 20. århundrede", 1. udgave 1951

En halvvoksen pige og en jævnaldrende dreng tager sammen ud til stranden og går i vandet. Det vækker forargelse i den lille, bornerte by, de to unge kommer væk fra hinanden og finder først sammen igen mange år senere.Ekstrabladet skrev om "Forårsskyer", da den udkom i 1912: "Af iagttagelsens sikkerhed lysende skildringer af et halvvoksent pigebarns sidste skoleår med hendes fornemmelser i overgangen fra barn til kvinde... Der er det gode, det moderne ved hr. Hjortøs skildring af de vanskelige overgangsår, at han påstår, skamfølelsen findes ikke hos børnene, men indpodes dem af de voksne".

Kortromanen "Rasmus" (1909) er en indgående skildring af en, der i vore dage ville få en hel hale af diagnoser på sig, men som dengang bare blev betragtet som en halvtosset særling. Brydningerne i Rasmus' sind fører til, at han bliver mobbet som barn og senere kommer ud i druk, selvmordsforsøg og et kærlighedsløst ægteskab. Han har hele tiden en tendens til at kaste det hele fra sig, hvis ikke alt går, son han ønsker det. Han har betydelige talegaver, og det fører ham frem til en plads som folketingsmand, men også det kaster han fra sig og vender tilbage til det hårde slid som daglejer og skærvehugger. Men til sidst ender han som lykkelig forkynder i Frelsens Hær.Christian Rimestad skrev i sin anmeldelse af "Rasmus" i Politiken 10.5. 1909:"Denne lille bog er et nyt og uafbrudt fængslende bevis på Knud Hjortøs betydelige talent. Og den slår fast, at han i stadig større målestok betvinger sit stof overlegent. Vi har ikke for tiden en prosaist, der ejer en kraftigere koncentrationsevne… I fortællingen om Rasmus Eliassens genvordigheder i sin barndom, sin ungdom og sin manddom er Knud Hjortøs humor medfølende som næppe nogensinde før. Men den er ikke et øjeblik medynkstirrende. Thi et dybere usentimentalt gemyt end Knud Hjortøs eksisterer ikke i vor litteratur...Beretningen om Rasmus’ erotiske og politiske miserer, indtil han ender som lyksaligt forkyndende frelsermand, er et psykologisk portræt af mangesidig værdi.."

Knud Hjortøs "Grøde" (1909) er en novellesamling med to lange og to korte noveller. Christian Rimestad skrev i sin anmeldelse af bogen i Politiken 4.10. 1909: "Man nyder håndelagets behændighed, den træfsikkerhed, der gør personerne lyslevende og som formår at spærre et landskab inde i ti linjer, sådan at man har dets hele atmosfære omkring sig".Om den sidste, korte novelle "Den fremmede hund" skrev Rimestad: "Denne beretning om en flok landsbydrenges sejpineri af en herreløs hund virker så meget voldsommere og uhyggeligere, son barndommen i den samtidige litteratur alt for ofte er blevet idealiseret til en uskyldens, renhedens og godhedens tid". Rimestad sluttede sin anmeldelse således: ”Knud Hjortø er en ubarmhjertig skribent. Hans bøgers hvasse sandhedskærlighed lever i erindringen, længe efter at man har endt læsningen, fordi hans kunstneriske evne har indblæst stoffet sin levende ånde”.

"Den fortabte søn" er en omhyggeligt gennemført studie af en hul og inderligt forløjet person, en repræsentant for alt det i tidens liv, Hjortø foragtede. Psykologisk fremragende er navnlig redegørelsen for drengens opvækst og skildringen af hans kamp med den religiøse moder. der gennemskuer ham".Otto Gelsted i "Danske digtere i det 20. århundrede", 1. udgave 1951

Knud Hjortø har et godt øje til hykleri og fordomme, og han lægger ikke fingrene imellem i "Præster" fra 1907, der skildrer tre forskellige præster. Men Hjortø bliver ikke selv fordømmende, når han skildrer mennesker, hvis holdninger han ikke deler, og som han synes er for fordømmende. Han har forståelse for de missionske, der forsøger at omvende de vantro og sammenligner arbejdet med omvendelsen med at banke en pæl ned i stenet jord.

"Folk" fra 1903 er en skarp og hvas skildring af livet i en lille købstad, der kan minde om Gustav Wieds Gammelkøbing. Byens honoratiores holder middage og konverserer om den nye kunst og litteratur, der ikke må være usædelig og helst blot skal bekræfte læseren i hans fordomme. Her er sladder og intriger, og bag kulisserne foregår voldsomme ting. Men så længe man ikke taler om det, er det nok ikke så slemt.

Hjortøs personlige systemskifte kommer med Kraft et år efter det politiske i 1901. Romanen er et opgør med det moderne sammenbruds dekadence og brandesianismens tolkning af den frie kærlighed. Allerede i Syner blev den sprængfarlige Hjortø'ske legering af krop og sjæl, blod og ånd synlig. I Kraft koncentreres blod og ånd i den indebrændte skikkelse Henrik Stendal, en af tidens mange litterære provinsstudenter, der kommer til den store by og skjuler sit mindreværd bag en aggressiv maske og hårdt tilkæmpet vilje. Stendal vil gøre op med 1880'ernes brandesianisme og fritænkeri og 1890'ernes sværmeriske poesi i en og samme hårdtslående bevægelse, der skal ramme modstanderen som en knytnæve i panden. Modstanderen er inkarneret i studiekammeraten og forføreren Johannes Levison (Johannes Jørgensen og brødrene Brandes i et!), der har tiltaget sig magten på det radikale hoforgan „Århundredet“ (dagbladet Politiken). Som modoffentlighed starter Henrik Stendal kampskriftet „Faldøksen“ (Vagten), der med guillotinens hug skærer dekadencen fra århundredets udlevede krop, patetiske kristendom og lumre sovekamre: „Væk med de stinkende, litterære sengetæger! Ud med kammerpoeterne! De har længe nok stået og lugtet ilde i den danske litteratur!“ Henrik Stendals poesi „sidder i næven“, og den hugger han med stejl hellenistisk kraft ind i tidens bløddyr. Den atletiske mand stemmer sine aggressive energier op ved at vise kvindens forføreriske begær fra sig og i stedet med stålsat vilje og nietzscheansk foragt sikre sig retten til riget. Stendal ender karakteristisk som køllesvingende folketingspolitiker, der med kraften i sig sætter handling over grublen. Romanens vitalisme og handlingsbestemte omvendelsesrite har sine paralleller i Johannes V. Jensens to bøger, novellesamlingen Skovene (1904) og romanen Hjulet (1905), hvor potenseringen ligeledes slår over i påtaget kynisme og straf- og skyldfri udrensninger.(Dansk Litteraturs Historie)Man kan måske også se Johannes Levison som et ondskabsfuldt portræt af Peter Nansen og romanen som først og fremmest en jaloux mands opgør med sin heldigere rival.

"Hjemme fra agnen er en solid og med ubønhørlig realisme gennemført skildring, hvis hovedmotiv er spillet mellem en frodig bondepige og en ulykkeligt forelsket karl, hvem fortvivlelsen til sidst gør til morder. Bogen blev udgangspunkt for de mange hjemstavnsskildrinde fortællinger, der hører til det ypperste i Hjortøs digtning".'(Otto Gelsted i "Danske digtere i et 20. århundrede", 1. udgave 1951)*Knud Hjortø havde et skarpt øre for talesproget. Han var født i Kirke Værløse og gengiver i "Hjemme fra egnen" den sjællandske dialekt, der i hans barndom blev talt på egnen.

Knud Hjortøs roman "Dengang man var ung" (1908) skildrer en ung mand fra seminarietiden i 1880'erne og frem. Bogen handler især om fortællerens forhold til Eugenia, der er en af hans studiekammeraters kæreste. Han bliver skiftevis tiltrukket og frastødt af hende og kan ikke blive klog på hende. Senere møder han hende igen, da han er blevet færdig med sin uddannelse og ansat som skolelærer i en provinsby. Hun bliver gift med en velhavende manufakturhander, men det forhindrer ikke, at forholdet mellem fortælleren og hende hele tiden ligger og ulmer i baggrunden og til sidst blusser op.*Dansk Litteraturs Historie skriver om Hjortøs stil:På tværs, i opposition og uforløst drives han igennem sin prosa med en egen nådesløs konsekvens, der bedst kan lignes med Harald Kiddes, Albert Dams og Vagn Lundbyes senere i 1900-tallet

"Drømmen om kvinden" er en samling noveller, der alle kredser om forholdet mellem kønnene, om respekt og ligestilling og om kamp.Hjortøs noveller beskrives således af Cai M. Woel: "Her nåede han ofte et mesterskab, der også bragte ham publikum i tale. I Berlingske Tidendes søndagsnummer gav man plads til de alt andet end folkelige noveller, hvis stod har tiltalt, ikke blot redaktionen.. men også det intellektuelle publkum, som dengang havde endnu både tid og nerver til at skænke sjælelige og åndelige problemer en tanke nu og da, og som i litteratur søgte andre værdier end underholdning og adspredelse"

Det egentlige transcenderende gennembrud til det religiøse sker i Hans Råskov, der er den mest interessante af Hjortøs karakterer og den bedste af Hjortøs romaner. Hans Råskov er ædende og angstfyldt i sit væsen, skærmet af fra verden bag en skal af hårdhed. Et lukket jeg, der lever i kraft af had og vrede mod verden, stålsat, forbitret – og fortvivlet. Hans „tavse afsind“ gør ham fjern, og han kan, som sine åndsfæller hos Hjortø, ikke hengive sig til kvinden. Hvor det lykkes Niels Grandlev i To Verdener at omforme sin lidenskab til viden, trænger Hans Råskov sit begær tilbage og låser det i ufrugtbar vrede. Han er ikke modtagelig for kvindens varme eller hengivenhed og vender sin afmagt til had. Således hjemfalden til straf i eksistentiel forstand glider han ud i destruktive syner af ild og ødelæggelse – han er kemiingeniør med et karakteristisk hjortøsk og nietzscheansk speciale i dynamit og sprængstoffer. Den stærke mand holder sit afsind i ave med jernhård vilje og indædt arbejde, hvormed han hårdnakket fortrænger kvindens fristelser og vanviddets udbrud. Men som i Syner vender sjælelivets farligt illuminerede, blodrige, røde mareridt tilbage med perverse hallucinationer: „Hans bevidsthed havde nået de sumpede, farlige dybder, som vort sjæleliv synes at hvile på“. Men den stålsatte Hans Råskov kan til stadighed hævde sin fornuft overfor synernes rå, skinnende billeder og bringe sig ind i tilværelsen igen. Forløses kan han ikke, før ilden i hans sjæl ved romanens slutning bliver til is og en anden varme – barmhjertighedens – flyder over i hans væsen og lader ham gå under. Det sker i romanens smukke frostklare epilog, hvor Hans Råskov redder en dreng fra druknedøden i isen. Han omkommer selv derved, men dette sidste uselviske offer forklarer hans verden og løsner hans væsen: „Han så op, himlen havde ligesom løftet sig, stjærnerne stod højere over hans hoved end ellers“. Der er ikke som hos Kierkegaard tale om et spring ind i det religiøse, men om en elevation, hvor himlens porte åbner sig for manden med jernmasken, da han endelig lader sit liv ytre sig intuitivt.(Dansk Litteraturs Historie)"Hans Råskov" er tredje bind i en trilogi, der begynder med "Støv og stjærner" og "To verdener"."Den første er fantasiens roman, den anden er romanen om den rene intelligens for den mandlige hovedpersons vedkommende, og den tredje er lidenskabens, viljens roman“. Således spalter Hjortø inden for den psykologiske romans skæbnebestemte ramme åndslivets bærer – i Hjortøs tilfælde notorisk manden – op i tre rendyrkede figurer: fantasiens, forstandens og lidenskabens. Eksistensfilosofisk har de også lighed med Søren Kierkegaards tre stadier fra Enten-Eller: det æstetiske, det etiske og det religiøse."(Dansk Litteraturs Historie)

"Grøn ungdom og grå sjæle" er en selvbiografisk roman om Knud Hjortøs ungdom i 1880'erne og 1890'erne. Cai M. Woel kalder den en "munter, filologisk spøgeberetning med stort sprogligt humøær og ild" og siger, at Hjortø her "har fundet sin form og sin personlige egenart". Det er typisk for jegpersonens levende interesse for sprog, at om så en pige slår op med ham, hæfter han sig mere ved de vendinger, hun bruger, og hvordan hun får sagt, hvad hun vil, end ved selve det, hun siger.

Skal man karakterisere Hjortøs debutbog og hans åndesbeslægtede Johannes Holbeks kunst, er det mest dækkende ord måske "psykedelisk" - 70 år for sin tid.***"Som debutværk er Syner en åndelig trykkoger. En eksplosion. Blodet koger i kroppen på fortællingens digterjeg, hans hjerte er en granat og hans hjerne et splintrende Golgata. Det er hovedskalsstedet, der sprænges: „Nu stormer blodet op gennem halsen, mit hoved er fuldt af blod, ha, ha! Vil ingen se det syn? Min hjærneskal sprænges af, splintres til alle sider, og det røde, skummende blod står op af hullet med en jublende hvæsen“. Ligner Syner Ernesto Dalgas samtidige Dommedags Bog, er den imidlertid vildere skrevet med en kraftspænding i sig, der truer med at tage magten fra forfatteren. I et selvbiografisk erindringsstykke „Lidt selvbiografi“, posthumt udgivet af vennen Johannes V. Jensen i samlingen Under det svindende Lys (1933), skriver Hjortø om tilblivelsen af Syner: „Jeg kan godt sige, at den blev mig dikteret, jeg overvejede ikke, hvad jeg skrev. Mine senere bøger har jeg selv haft magt over, denne blev mig paatvunget“. Om det er Gud eller Satan, der indgiver Hjortø inspirationen, er et åbent spørgsmål ikke alene i Syner, men i den mængde af bøger, der blev genereret ud fra dette powerhouse i forfatterskabet."(Dansk Litteraturs Historie)