Borgerens kontraktliggørelse

Socialforvaltninger laver kontrakter med enlige mødre om deres måde at være mor på og om mødrenes seksualliv. Med utilpassede unge laves forældrekontrakter, om hvor tit familien skal spise hovedmåltider sammen, og hvad de skal snakke om, mens de spiser. Folkeskolen forsøger sig med elev- og skole/hjem-kontrakter om elevens forpligtelser på en bestemt personlig udvikling. Unge kriminelle tilbydes ungdomskontrakter som alternativ til straf. Ny lov kræver indvandrerkontrakter, hvori den enkelte indvandrer forpligter sig til en specifik selv-integration.Det handler om borgerens kontraktliggørelse. Klassisk liberalisme forudsatte individets frihed. At indgå en kontrakt betød en frivillig binding af egen frihed. Dagens borgerkontrakter forudsætter ikke, at individet er frit. Tværtimod forventes det, at mange borgere er ufrie forstået på den måde, at de ikke har taget friheden på sig. De mange kontrakter designes til at forme borgernes forståelse af dem selv som frie. Vi får pligt til frihed.Det sker selvfølgelig i frihedens navn. Alle gode kræfter taler om borgerens mægtiggørelse, om empowerment. Men for at mægtiggøre folk må man i første omgang betragte dem som magtesløse. Først da kan de tilbagegives deres frie vilje. Borgerkontrakter er en empowermentteknologi. Den er begrundet i et opgør med formynderiet, men installerer selv et dobbeltformynderi. Vi får offentlig forvaltet frihed.Niels Åkerstrøm Andersen (f. 1964) er forskningsprofessor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, Handelshøjskolen i København, og kendt som en skarp og original samtidsdiagnostiker.  Han har især gjort sig bemærket med en række analyser af, hvordan styring, aftaler og administrative- og forvaltningsmæssige reformer virker ind på centrale områder som frihed, privathed og individualitet.  Han er bl.a. forfatter til Discursive analytical strategies (2003), Kærlighed og omstilling - Italesættelsen af den offentligt ansatte (med Asmund Born, 2001),  Udlicitering - Strategi og historie (1997), Udlicitering - Når det private bliver politisk (1996), Selvskabt forvaltning (1995) og Privat politik (med O.K. Pedersen, John Elberg og Peter Kjær,1992).