About Danskerne og det engelske sprog
Debatten om det engelske sprogs indflydelse på dansk har stået på i en årrække, men har i nogen grad hvilet på et forkert grundlag. At dansk påvirkes er uomtvisteligt, men de sociale og psykologiske faktorer, som bestemmer hvordan og hvorfor det engelske sprog sætter sine spor, har ikke tidligere været genstand for en sammenhængende forklaring. I denne bog - som bygger på en omfattende undersøgelse udført i samarbejde med Socialforskningsinstituttet - skelnes imellem en påvirkning ovenfra og nedenfra. Indflydelsen ovenfra bæres af det engelske sprogs status som internationalt kontaktsprog og handler om de sprogfærdigheder - og holdninger - som formidles via uddannelsessystemet og den internationalt orienterede forretningsverden. Den nedenfra kommende påvirkning knytter sig især til det engelske sprogs rolle som kulturel betydningsbærer og livsstilssymbol for (ofte unge) danskere med tilhørsforhold til anglo-amerikanske subkulturer: hiphop, techno, computerkulturen osv. Beskrivelsen munder ud i en teori om sammenfaldet mellem kræfter der fremmer engelsk fra oven og fra neden, et sammenfald som ikke mindst har betydning for skolernes engelsk- og danskundervisning. Udover at bogen tilfører debatten et solidt empirisk grundlag, forholder den sig også til et af dens mest aktuelle spørgsmål, nemlig påstanden om at det danske sprog er truet og at der derfor er behov for en 'beskyttende' sprogpolitik. Det argumenteres, at sprogets påvirkelighed er dets styrke, og at en ovenfra kommende 'beskyttelsespolitik' i alle tilfælde vil være forsinket og nytteløs i forhold til talesproget, der især formes af det engelske sprogs trojanske hest - subkulturerne.
Show more