Den elektriske by

Den elektriske by er en forrygende start på en fantasyserie.
1. bind i serien "Fortælleren".
Been er tretten år, da han beslutter sig for at forlade sin landsby og drage alene ud i verden. Han far er netop blevet slået ihjel, så Beens rejse har to formål: Han vil lede efter sin fars morder, men han vil også lede efter historier, for Been skal være fortæller ligesom sin far og farfar.
Men en nådesløs tørke har ramt landet. Skovbrande hærger og mærkelige, farlige væsner ligger på lur overalt. Der går rygter om, at de kommer fra den bestrålede dal. Et sted man for alt i verden skal undgå.
Beens rejse bliver eventyrlig og farefuld, men undervejs finder han også en ny ven, pigen Gali. De to slår følge, og i jagten på gode historier og en brutal morder rejser de mod øst, hvor der – ifølge rygterne – skulle ligge en helt utrolig by.
Bind 1 i serien Fortælleren
Tekstuddrag:
Been og hans tre storesøstre sad en aften i køkkenet og prøvede at tygge sig igennem nogle hårde, indtørrede brødskiver. Der var stille imellem dem. En dyne af bekymring havde ligget tungt over hele huset de sidste dage og var ved at drive Been til vanvid. Han studerede sine søstre i smug. De havde alle tre mørkeblondt hår, som var flettet i en hestehale. Been var den mest lyshårede af dem. Hans hår var halvlangt og pjusket, men ikke nær så langt som søstrenes.
De led alle under varmen. Gang på gang fik de så meget sol, at huden skallede af, selvom de opholdt sig mest muligt indendørs. Kun Been strejfede om i landsbyen som hed Dunmar og de omkringliggende stepper og skove på jagt efter mus eller andre smådyr med sin slangebøsse.
”Jeg knækker tænderne på det her,” klagede Miina, den ældste af dem.
”Har vi virkelig ikke andet at spise?” vrissede Turi. Hun lod sit brød falde ned på tallerkenen. Det landede med et hårdt klonk.
”Jeg kan godt spise dit,” sagde Been hurtigt og rakte ud efter det.
”Niks,” hvæsede hun og slog ham over fingrene.
Det bankede på hoveddøren. Been sprang op med et begejstret råb, for han var sikker på, at det var hans far, som havde været til den store fortæller-samling. De havde ventet ham hjem for flere dage siden, men nu var han her endelig, og det var først i det sekund, Been tog fat i dørhåndtaget, det gik op for ham, at det alligevel ikke kunne være hans far, for havde det været det, ville han ikke have banket på, men bare være trådt direkte indenfor. Det var jo hans eget hus.
Det bankede igen, og Been åbnede forsigtigt døren på klem.
”Hvem er det?” hviskede Leena, der var et år ældre end Been. Alle tre piger stod bag ham og kiggede over hans skuldre.
”Far,” råbte han overrasket og glad, for det var alligevel hans far, der stod derude i mørket. Men hvem var de to fremmede mænd på hver side af ham, og hvorfor så det ud, som om de holdt ham oppe? Så trådte Been et halvt skridt tilbage og åbnede døren helt. De tre mænd tumlede indenfor, og i det samme gik det op for Been, at noget var galt – frygteligt galt – og opdagelsen var så ufattelig, at han et øjeblik troede, det var hans øjne, der var noget galt med. Han blinkede hårdt et par gange, men intet forandrede sig. Hans far havde stadig ingen ben. Hans søstre måtte have set det i samme øjeblik. Deres skrig overdøvede stilheden.
”Hvor kan vi lægge ham?” stønnede den ene af de fremmede mænd.
Been kunne ikke svare eller røre sig ud af flækken. Forsøgte blot at forstå, hvor benene kunne være blevet af.
”Der,” sagde den anden af mændene og pegede på det store, solide spisebord. De løftede den mangelfulde krop op på bordet, og i det samme kom Beens mor ind ad døren.
”Hvad er der sket?” råbte hun med det samme og tabte den kurv med urter, hun havde været ude at samle.
Been hørte ikke, hvad mændene svarede. Stuen begyndte at snurre rundt. Det susede for ørerne. Han støttede sig til muren og fik sin gispende vejrtrækning nogenlunde under kontrol. Så opdagede han, at den ene af mændene bar på en sæk. Been vidste, uden at have set det, at den indeholdt de manglende ben.
Han greb ud efter sin fars højre hånd, der var knyttet, som om den holdt om noget. Søstrenes skrig var blevet til spage klynk. Moren stod med vidt åben mund. Been så et glimt af metal mellem de stive fingre. I det samme hørte han Leena skrige igen, og da han kiggede op, så han hvorfor. Hans far manglede ikke kun benene, men også sin venstre hånd. Så kunne Been ikke holde sig længere, men bøjede sig ned og kastede op på gulvet, og mens han stod og gylpede, hørte han flere skrig trænge igennem den susende lyd i ørerne. Skrigene kom fra hans søstre, der stod tæt sammenslyngede som et seksarmet, trehovedet væsen.
”Hent lægen,” råbte Beens mor og skubbede ham hen mod døren. Han tumlede udenfor i mørket og løb gennem byen, så hurtigt han kunne. Et lille håb om at faren ikke var død, tændtes i Been undervejs. Hvorfor ville hun ellers have, at han skulle hente lægen? Been fik næsten slået døren ind, før den blev åbnet, og en søvndrukken lille mand med store buskede bakkenbarter, dukkede frem. Tre minutter senere var de på vej tilbage. Lægen forsøgte at proppe sin skjorte ned i bukserne, mens de løb. Been havde hans lægetaske i hånden.
De brasede ind i køkkenet, hvor tiden så ud, som om den havde stået stille. Alle stod, sad eller lå, hvor de havde gjort, da han sidst så dem. Han skubbede lægen hen mod kroppen på bordet. Det tog ham mindre end fem sekunder at fastslå, at historiefortælleren Kaan Kabana var død.