About Den gudløse verden
Med Den gudløse verden. Ateisme og antireligion i en postkristen æra foreligger der nu for første gang på dansk en grundig og kritisk undersøgelse af den moderne ateisme. I et levende og engageret sprog diskuterer Lars Sandbeck indholdet i den ateistiske verdensanskuelse og tilbageviser en række af de beskyldninger, der rettes mod kirken og kristendommen fra ateistisk hold. Han viser, at ateismen er et unikt vestligt fænomen, der opstod som et utilsigtet produkt af teologien i senmiddelalderen og renæssancen, og at sekulariseringen i dag er så fremherskende, at det ikke længere giver mening at opfatte Danmark som et kristent land.
Den gudløse verden er en debatterende fagbog, der går i rette med de fordomme om kristendommen, der er i omløb i den postkristne kultur og danner grundlag for en ofte forvredet og misforstået kristendomskritik. Sandbeck kritiserer den antireligiøse tendens i ateistiske miljøer og viser, hvordan ateismen i dag er præget af en åndløs naturalisme, en utopisk fremskridtstro, et fundamentalistisk bibelsyn og en række myter om fortidens kristne civilisation. Endelig demonstrerer Sandbeck også, at ateisterne ikke har forstået kristendommens gudsbegreb, og at de i stedet går til angreb på en barnlig karikatur.
Den gudløse verden henvender sig til alle med interesse for religionskritik, ateisme og kirkens og kristendommens udfordringer i en kultur, der er ophørt med at være kristen.
Show more