Digte

Leif Seidelin er en drengemand, et barn i en voksen mands krop, med et ungdommeligt sind og barnesjæl i behold, og dette faktum er jeg sådan set godt tilfreds med, for børn har det meget sjovere, og mange voksne virker stærkt bekymrede og triste, hvilket også er meget forståeligt, da det jo er en meget barsk og brutal verden som vi lever i! og derfor er der jo sikkert nok hårdt brug for entertainere der kan skabe kunst og musik og litteratur og teater og ballet osv…til at mildne sindene og berolige de flossede nerver, så de forpinte menneskebørn kan få mulighed for at abstrahere lidt fra verdens gru og elendighed.
Mht min føromtalte barnlighed, vil jeg også gerne lige nævne at jeg skam også har en ”voksenside”, som bl.a. giver sig udslag i at jeg med jævne mellemrum skriver lange læserbreve og breve til politikerne og breve til kommunen og breve til boligselskabet osv…så jeg er også blevet ”lidt voksen”, men jeg mener og tror på at det er vigtigt, at vi bevarer barnet i os så længe som muligt, så vi ikke bliver alt for triste og sørgmodige over verdens gang…altså husk: Homo Ludens, det legende menneske…
Jeg begyndte med at skrive de korte tekster da jeg var i mine tredivere…