Ekstremerne

Thomasine Gyllembourgs "Ekstremerne" fra 1835 skildrer modsætninger mellem gudsfornægtelse og dyb tro, mellem virkelig fornemhed og adelens fordomme og mellem før og nu, som når den unge læge Rudolph Hermes møder Elise, som han var forelsket i og skildrede med ordene: "Denne pragtfulde Figur, de glimrende Farver, forhøjede af de kulsorte Haar, de store, smægtende, blaa Øjne! Hvilken Mand, naar han ikke var af Sten og Træ, kunde danse med en saadan Skønhed og ikke blive til Fyr og Flamme" og så ser hende, da hun efter fem års ægteskab med en rig mand er blevet enke, og Hermes har "erkyndiget sig om Elises Sundhedstilstand og ikke uden Møje formaaet hende til at staa op af Sengen og gaa ud i Luften, en Anmodning, der var saa meget mere nødvendig, da Mangel paa Orden og Renlighed i hendes Værelse og ved hendes Person, samt den Omstændighed, at hendes Yndling, den store Jagthund, delte hendes Seng, i Forbindelse med den daværende Sommers hede Temperatur let kunde have farlige Følger for hendes Sundhed."

"Ekstremerne" blev ved udgivelsen anmeldt af Poul Martin Møller, der sammenfattende skrev: "I Extremerne hersker en saadan poetisk Harmonie, da alle de enkelte Partier virke sammen til at frembringe den Tilfredshed, hvormed Læseren forlader Skriftets Læsning".