About En skarns præst og andre syndere: Kulturbilleder fra hjemstavnen
Jeppe Aakjær er i "En skarns præst og andre syndere" dykket ned i de lokalhistoriske arkiver, og præsenterer en række virkelige historier fra den jyske hede. Disse historier udspiller sig omkring det 17. og 18. århundrede og tæller blandet andet én om en præst, der nok ikke var helt rigtig i hovedet, én om forhøret af en mulig heks og én om en gruppe landsbyboere, der tyer til selvtægt med tragiske følger.
Jeppe Aakjær (1866-1930) er manden bag flere af højskolesangbogens mest populære sange – "Jens Vejmand", "Jeg er havren" og "Ole sad på en knold og sang" er blot nogle af dem. Han er i dag bedst kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede, men han var også i høj grad en politisk forfatter, og arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår. Disse temaer gjorde ham til en del af det, der litteraturhistorisk kaldes det folkelige gennembrud – en bevægelse, der også tæller forfattere som Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø. Jeppe Aakjærs forfatterskab spænder vidt indenfor genrer som digte, romaner, noveller, skuespil, artikler, taler og diverse udgivelser om lokalhistorie, og han er kendt for sit letforståelige sprog og for undertiden at skrive på dialekt.
Show more