En stridsmand

Skjoldborg måtte selv skyde penge i udgivelsen af sin første roman, En Stridsmand (1896), for ingen forlægger turde binde an med noget så underligt som en roman, der havde en husmand som hovedperson. Det var simpelthen aldrig set før. Den lille roman indledes med digtet „Du Husmand“, der her i romanen dedikeres „Til den danske Husmand!“
Handlingens absolutte hovedperson er Søren Brander, der lever en sorgløs og lystig ungdomstilværelse, men som i mødet med Ane forstår, at han har en gerning at udføre i tilværelsen, nemlig at udfolde husmandens lod her på jord. Men først føres læseren ind i det landskab, der er en meget væsentlig med- og modspiller for menneskene i Skjoldborgs fortællinger:
Landet, som vi i dag ville kalde marginaljorder, beskrives metaforisk som på en gang jomfrueligt og herreløst, så husmandens forpligtelse er både af erotisk og hellig karakter. I forhold til „Slid“ skildres Søren Brander i en En Stridsmand som en mere hel person, der nok har bandet og sviret og moret sig som ung, men som nu forstår sit kald som en dobbelthed af fysisk arbejde og åndelig stræben. På den måde er En Stridsmand forløbsmæssigt opbygget som en dannelsesroman. Søren Brander indtager sin plads i en slægtskæde, der forvalter gaverne fra 'det urgamle, udyrkede land', hvorved han altså ses som en traditionsforvalter og -fornyer.
Stridsmanden sætter sin dagsorden i forholdet til de bønder, der lever på fed jord længere inde i landet, og i forholdet til dem, der repræsenterer den mulige opløsning af de vigtige arbejds- og påholdenhedsdyder, for „Sørens Vilje var ligesaa sej som de Rødder, hvoraf han flettede sine Kurve“. Husmanden Søren er ikke bare halsstarrig, som Ole i „Slid“, men et menneske, der samtidig med, at han kultiverer den ydre natur, lader sin egen indre natur forme og udvikle sig.
Skjoldborg lader således sin helt, sin stridsmand, udfolde en utopi, der både er visionær og konkret historisk bundet til en egn og en virkelighed, der var let genkendelig.
Skjoldborg kan da lade sin Søren Brander forme dette testamente:
For sidste Gang lod den gamle Stridsmand saa i Tankerne Blikket glide over sine Agre, der bølgede bag grønne Hegn, det lille Kongerige, han havde erobret fra den raa Klit. Og saa sagde han til Sønnen: „Lad mig se, min Dreng, at du aldrig giver dig fortabt! Jeg skal fornemmelig sige dig, hvad du gerne kunde tænke ved imellem Stunder: den, der vil noget, han kan ogsaa noget!“
Han døde en let og rolig død.
Dette råd, denne formaning til sønnen, rummer kernen i det, Skjoldborg gerne ville med sin roman, nemlig vise samtidens husmænd en vej frem mod den selvrespekt, som de hverken politisk eller økonomisk havde let ved at få, men det ligger også i opfordringen til dem, at de selv må handle for at gøre sig uafhængige af de magtens, traditionens og identitetens bånd, som binder dem.