About Forældrenetværk i praksis
»Forældrenetværk i praksis. Empowerment og socialt gruppearbejde« fortæller historien om, hvordan det lykkedes at skabe et forældrenetværk i Fakse Kommune. Netværket påtog sig den opgave at gribe ind over for en begyndende marginalisering af unge. I stedet for at sætte direkte ind over for de unge selv, fandt den socialpædagogiske indsats sted gennem deres forældre. Men bogen handler om mere end det. Den handler også om nødvendigheden af et samspil mellem lokale politikere, opsøgende medarbejdere, politifolk og det lokale erhvervsliv. Den handler med andre ord om, hvordan man i et lille lokalsamfund kan vende strømmen og genskabe "social kapital", når den offentlige sektor spiller sammen med forældre, arbejdspladser og andre behjertede personer. Bogen er opdelt i tre kapitler: I det første kapitel serveres selve historien. Derefter følger i andet kapitel en række refleksioner og konkrete handlingsanvisninger på, hvordan et empowermentorienteret socialt gruppearbejde kan udvikles. Og endelig runder det tredje kapitel af med at tænke højt: Hvad kan vi lære af denne historie og den måde, successen skabtes på? Bogen har således et budskab til socialpædagoger og socialarbejdere, til forældre og til politikere og administratorer. Bogens forfattere er SSP-medarbejder Ungdomskonsulent Kjeld Pedersen, Fakse Kommune; journalist Eva Tverskov, Århus og lektor Niels Rosendal Jensen, Danmarks Pædagogiske Universitet.
Show more