Fra øst og vest

Korolénkos Fortællinger er en Digters, og hans Poesi har den slaviske Vemod.
I sine Skildringer fra Sibirien lærer man Livet i Tugthusene, Urskovene og Jakuternes øde Egne at kjende.
Ligesom Dostojevsky har Korolénko erhvervet sig et nøje Indblik i det russiske Folks Sjæleliv, og ligesom denne er han de Hjælpeløses, Undertryktes og Udskuddets Digter. Kjærlighed til Næsten slår igjennem hos ham overalt, den går som den røde Tråd igjennem hans Digtning,, og Side om Side med den en Længsel efter Friheden, så stærk og så dyb, at den griber en med uimodståelig Magt.
Stoffet til sine Fortællinger og Noveller henter Korolénko dels fra Volhynien og de store Skove i Guvernementet Minsk (Polesjen), og dels fra Sibirien, som han kjender så nøje fra sine Forvisningsår. Mesterlige ere de Billeder, han giver af Livet i Ruslands sydvestlige Småbyer og i Polesjen, af en Natur og et Folkeliv, som han fra sin Barndom tilbunds er fortrolig med. Så levende er hans Skildring af hans Barndomshjem, den lille jødiske By, at man ser den for sig med dens hældende, faldefærdige Rønner, stillestående, mudrede Damme og hele det Galleri af problematiske Naturer og lovløse Existenser, som han fører frem for en, tegnede med en stor og sanddru Kunst; man hører Birkenes Hvisken på den forfaldne Kirkegård uden for Byen og Vindens Susen hen over Kosakkernes Grave og gjennem det høje, bølgende Enggræs.