Gårdhavehuse i Beijing

Når man som besøgende i Beijing oplever en stor fascination for byen, kan en af grundende utvivlsomt være den klare byplanmæssige struktur men også byens arkitektur. Bygningstraditionen som karakteriserer byen er præget af landets store kulturelle udvikling gennem tiden, af en årtusind lang håndværkstradition nedfældet i bygningsmanualer og kan føres længere tilbage end Handynastiet (år 260 før vor tidsalder). Dette gælder ikke mindst gårdhavehusarkitekturen, på kinesisk siheyuan.
Denne bog fokuserer på siheyuanbebyggelserne, som danner bykernen i Beijing. Denne er beliggende indenfor den yderste gamle bymur og omkring kejserens boligkompleks kaldet ”Den Forbudte by ”eller til tider den ”purpurrøde by”.
Omkring den ældre bykerne med Den Forbudte by og de øvrige siheyuanbebyggelser vokser i disse år med hast nyt byggeri, primært højhuse, som giver byen dens karakteristiske skyline, hvor der alene på grund af højden nemt kan skelnes mellem nyt og gammelt. I de senere år er der fra omverdenens side opstået større og større opmærksomhed på værdien af denne gamle kinesiske boligarkitektur, en kulturarv som langsomt er ved forsvinde, da den dels gradvis bliver revet ned og dels heller ikke brugt som oprindeligt tænkt. Hvor gårdhavehusene f.eks. før 1949 hver især tilhørte en enkelt familie, blev de efterfølgende delt af flere familier og idéen med husene smuldrede. Gårdhavehusene, udgør stadig ca.1/3 af Beijings totale byområde og giver dermed boliger til en meget stor del af befolkningen.
Udover at der i sig selv er en bred arkitekturhistorisk og bygningskunstnerisk relevans i siheyuan bebyggelserne er bygningerne interessante at analysere med en filosofisk vinkel. Derudover er der andre grunde til at siheyuan er interessante. For eksempel det faktum at Kina i disse år igen befinder sig i en vigtig samfundsmæssig overgangsperiode, der kan sammenlignes med fortidens Ming- og Qingperioder, hvor Beijings siheyuan blev bygget. Kina har i dag global boligrelevans, da landet huser over 1/5 af jordens befolkning, og det er derfor relevant at afdække, hvilken boligtradition, der omgiver en stor del af Kinas befolkning.
Netop kinesisk arkitekturhistorie, herunder også siheyuan og deres planlægningsmæssige karakteristika, har gennem tiden givet inspiration til Vesten og for arkitekter, bl.a.på grund af rumlige kvaliteter, klare funktionsopdelinger og bygningskunstneriske værdier. Herhjemme gælder det f.eks.arkitekten Jørn Utzon, som har formået at omsætte og videreudvikle inspiration fra den forbudte by til Operahuset i Sydney eller til moderne gårdhavehusboliger, som Kingo husene eller Fredensborg husene på Sjælland. Senest har arkitektfirmaet Lundgaard &Tranberg været inspireret af kinesisk boligarkitektur i forbindelse med deres vinderprojekt til Tietgenkollegiet i København.