Grænseløs 4. Uni

Fjerde bind af erindringsromanen "Grænseløs" fortæller om at læse historie, russisk og kinesisk - og egentlig helst ville læse det hele. Om fester og eksperimenter med hash og andre stoffer, om at være redaktør for Studenterbladet, vikar på Aktuelt og om at debutere som forfatter.
Uddrag af bogen:
"- Spis, sagde Rydi. Han havde skåret et stykke af en svamp. Nu rakte han dolken med den spiddede stump frem mod mig. Jeg tog stykket og spiste det. Det smagte ikke af så meget, nærmest som rå kartoffel, måske lidt jordskokkeagtig. Lugten var sødlig.
- Hvad er det for en? sagde jeg.
- Jeg tror, det er snehvid fluesvamp, sagde Rydi. Han lo og proppede selv et stykke i munden og spiste det.
Jeg så på den svamp, han havde skåret stykkerne af, de hvide lameller, skællene på den hvide hat, ringen der hang om stokken og svøbet nederst. Det kunne godt se ud til, at han havde ret. Det var ikke så gunstigt.
Vi var taget ned til Vallø skov for at lede efter psykoaktive planter. Vi var især på udkig efter bulmeurt, pigæble og galnebær. Man skulle kunne finde dem omkring de gamle middelalderklostre. Vallø havde ganske vist aldrig været nonnekloster, men der boede da nogle ugifte stiftsdamer, så måske havde de også dyrket lægeurter. Rydi havde fundet frem til en del interessante recepter fra det 16. århundrede. I tørkeperioder havde man en metode til at få regnen til at falde. Man skulle binde en kvist bulmeurt fast under en nøgen jomfrus højre lilletå og hælde vand over hende; så regnede det. Et andet sted stod der, at taterne brugte bulmeurtefrø, når de var ude og stjæle bøndernes høns. De lagde nogle frø på en lægte og satte ild til dem, røgen fra frøene bedøvede hønsene, så de drattede lydløst ned i hønsetyvenes sæk. Vi talte om, at vi ville prøve at kombinere de to opskrifter. Vi ville afbrænde bulmeurtefrø under afklædte jomfruer, så de skvattede om.
Men der var hverken bulmeurt eller pigæble i skoven. Rydis schæferhund Lotte løb henrykt rundt, vi kastede kæppe, som den kom tilbage med. Det var en smuk dag. Så fandt vi en masse hvide svampe og begyndte at plukke dem.
Nu så vi på hinanden. Snehvid fluesvamp var dødelig giftig. Så meget vidste vi da. Vi vidste ikke, hvor stor den dødelige dosis var. Det stykke, vi havde spist, var ikke ret stort, omtrent på størrelse med en ært. Var det noget, man kunne dø af? Det ville være lidt dumt. Vi smed svampene under et træ og kørte tilbage. Vi sagde ikke så meget på vejen hjem.
Næste dag gik jeg og ventede på, om forgiftingssymptomerne skulle vise sig, men der skete ikke noget. Jeg sagde noget om det til mine forældre, og min far blev splittertosset. Jeg forstod ikke, hvorfor han tog det så nært, det var da ikke ham, der havde ædt svampe. Han råbte og skreg op om, hvor dumme vi var. Da vi sad og drak kaffe om aftenen, rejste han sig pludselig op og blev askegrå i ansigtet. Han lagde sig på sofaen, men klagede over trykken i brystet og sagde, at hans hænder føltes så underligt, næsten følelsesløse."