Grundtvigs skolevej

N.F.S. Grundtvig (1783-1872) gik aldrig i skole, selvom der på den tid hvor han levede, ligefrem var skolepligt for alle børn mellem syv og fjorten år. Grundtvig blev, fordi han i lighed med mange andre bedre folks børn dengang fik hjemmeundervisning, fritaget for at gå i den offentlige almueskole – og havde således ingen vej til skole.
Når bogen alligevel hedder Grundtvigs skolevej, er det fordi han efter sin død faktisk fik en vej både til friskolen og til folkeskolen. Hans tanker om undervisning og oplysning fik stor indflydelse på den måde, den danske folkeskole udviklede sig fra omkring år 1900 og frem. Dette skete i forening med den såkaldte reformpædagogik, der kom til Danmark i 1920’erne, og som på flere områder havde fælles træk med grundtvigsk skoletænkning – tilsammen gjorde de den danske folkeskole enestående i international skolesammenhæng. Især blev tiden fra 1930 til 1960 en ’grundtvigsk guldalder’, hvor to folkeskolelove, to skoletilsynslove og to love om læreruddannelse blev gennemført under stærk påvirkning fra Grundtvigs tanker. Bogen behandler disse seks loves vedtagelse og undersøger den skolepolitiske diskurs i såvel folketingets forhandlinger og de centraladministrative love, bekendtgørelser, udvalgsrapporter mv. som blandt de professionelle skolefolk og skoleforskere gennem en analyse af deres udsagn i tidsskrifter, aviser og bøger.
Som baggrund for undersøgelserne og analyserne foretager bogen en udredning af begrebet virkningshistorie – og etablerer og gennemfører en metode til undersøgelse af konkret virkningshistorie. I dette tilfælde med særligt henblik på Grundtvigs forhold til folkeskolen. Resultatet er bl.a., at det i virkeligheden ikke er Grundtvig som person, men en fortolket forståelse af personen og hans tanker – eller påståede (!) tanker – som fik en virkningshistorie i folkeskolen. Hvem denne ’Grundtvig’ er, og hvordan vedkommendes virkning udfolder sig, gør bogen grundigt rede for.