Levnet og Meeninger

Hovedværket, den selvbiografiske roman Levnet og Meeninger, skrev han 1774-78 (trykt 1804-08). Den er angiveligt en selvbekendelse; men han underminerer genrens fromhed med skeptisk romanlitteratur. Miguel de Cervantes Saavedras Don Quixote (1605, 1615) og Laurence Sternes Life and Opinions of Tristram Shandy, Gentleman (1759-67) er de to vigtigste inspirationskilder; men også Daniel Defoe, Henry Fielding og François de Voltaire er blandt Ewalds foretrukne forfattere.
Levnet og Meeninger låner træk fra både syndsbekendelse, selvbiografi og roman. Han bruger her — ironisk og parodisk — alle tre genrer uden at lægge sig fast på én model. Manuskriptet skildrer et romanagtigt liv. Det handler om en ung person, der ikke vil affinde sig med en borgerlig tilværelse. Overalt søger han det normbrydende. Ud af ungdommens drømme væver den voksne, indsigtsfulde fortæller værkets forfinede tekst vel vidende, at kun i kunstværket kan de gamle drømme lyse med usvækket glans.
Den berømte kærlighedshistorie mellem ham og Arendse Huulegaard handler derfor ikke om at besidde hende i virkeligheden. "Min Arendse" er først og fremmest et billede i ord, der skal fastholde de første overraskende, sublime indtryk. Ewald søger nemlig overalt det pludselige frem for det tilvante. Derfor er hans stil springende og alogisk. Vi skal via Jens Baggesen frem til Søren Kierkegaard og H.C. Andersen, før vi møder en lige så smidig prosa i dansk litteratur.
(Dansk Litteraturs Historie)