Linjedans

Linjedansen begynder med et Overkill, netop som dagen antager en Afbleget form, og solen kaster sine første strålet på En Sær Robot, der søger forgæves efter Frelse og lader sine Robotbørn se på, Mens Jeg Udøver Hærværk mod Solens Varme Skød. Jeg panorerer henover en Udstilling med mit Kamera, tager et billede af Juletræet, og ser mig selv Genspejlet og forvandlet af Kun Deres Duft. Den fordamper sagte i Den Vilde Sol, og forsvinder netop som Vi Styrter Os Ned I Natten på Flugt Fra En Verden, og går i Kredsløb om jorden. En Dagsfornemmelse, der er på vej er ikke til at tage fejl af. Jeg ser Min Indre Neger og hans Kult danne et Billedtæppe af lutter memosyner, blidt Bestøvet og befrugtet i Et Liderligt Brøl, præcis som i En Tilstand Af Død. Men måske er det kun Søvn, som jeg snyder mig til i De Ubevogtede Øjeblikke af intens Råhed, hvor Jeg Vil Lade Mig Elske og bade i kulørt Blitzlys? Jeg vil forlange Andre Farver Og Stærkere Dufte, mens Jeg Søger Dansen, og Jeg Vil Prøve At Finde Hjem. Jeg forlod det hastigt, da én hviskede at Vi Må Væk Herfra. Lidt efter lader jeg blegheden sive bort, for Jeg Kan Ikke Danse Mere og trænger til Stilhedens Støj, næsten fortabt, næsten Som Et Barn, der kaster blanke øjne til Engle, kort før de og Jeg Smelter Bort.