mod jerusalem

Højdepunktet for Munch-Petersens surrealisme, ”mod jerusalem” fra 1934, er blevet kaldt ”den mærkeligste digtsamling i dansk litteratur” (Torben Brostrøm: Introduktion. Samlede skrifter. 1967), og grunden er formentlig kombinationen af stærk symbolisme, manifest og graden af eksperiment.
Både omslag og illustrationer er tegnet af Vilhelm Bjerke-Petersen, som Munch-Petersen sideløbende startede det surrealistiske magasin ”linien” med, og begge mente de, at det surrealistiske var en livsretning, og at kunsten derfor var et middel til at ændre samfundet. Samfundskritikken findes bl.a. i digtet ”præsentation”, hvor en gruppe ormes hadefulde relation til Baal repræsenterer forholdet mellem samfundets nederste og dets overhoveder. På samfundets bund findes imidlertid et bror/søster-fællesskab, der samler og giver styrke til en drøm om frigørelse og ændring. Samlingen bærer formentlig inspiration fra Munch-Petersens fire måneders arbejde i Grønlands miner i 1932.
Titlen peger på en overskridende bevægelse mod ’noget andet’; en anden verden, der er mere ideel end den nuværende eller eksisterende. Jerusalem ses som et fremtidigt surrealistisk paradis på jorden, og det motiv, der står klarest gennem samlingen, er ’drømmen’. Drømmen om, at kunsten bliver revolutionens forbundsfælle og drømmen som sandhedsbærer.
Gustaf Munch-Petersen var dybt optaget af professor Vilhelm Grønbechs bog ”Primitiv religion” fra 1919, og bogen var på et tidspunkt nærmest hans håndbog (Ole Sohn: Gustaf Munch-Petersen – og Den spanske Borgerkrig. 2007). I ”mod jerusalem” kommer Gustaf Munch-Petersens fascination af det primitive eller oprindelige til udtryk i de stærkt symbolske billeder, der tegnes i samlingen. Instinkterne leder læseren ind gennem søvnen og hvad, der synes som spontane associationer, og overordnet set svinger ”mod jerusalem” i kraftig pendulfart mellem det stærkt metaforiserede og demetaforiserede sprog.
(Forfatterweb)