Når vi døde vågner

I Når vi døde vågner gør Ibsen direkte en kunstner til hovedperson. En billedhugger giver afkald på kærlighed og menneskelighed for at nå berømmelse. Dramaet behandler samtidig kunstens dobbelthed som udtryk for en utopisk og kritisk impuls.
Henrik Ibsens dramaer har konflikten mellem individet og det omgivende samfunds institutioner som tematisk centrum. De udtrykker en oplevelse, som tilsyneladende indebærer, at individet søger forandringer, som baner vej ud af et snævert, gammelt samfund. Fremskridtet foregøgler både individuel og social frihed, men det viser sig, at længslen efter en eksistens, som tænkes at forsone det frie individ med samfundet, kun er en illusion. Idealerne knuses af realiteterne. Den sociale udvikling, som skulle frigøre individet fra det traditionelle samfunds lænker, afskærer enkeltmennesket fra en social helhed. Moderniteten indebærer fremkomsten af det løsrevne, isolerede individ.
Denne ambivalens i forhold til moderniseringsprocesserne er en stadig tilbagevendende følelsesstruktur i Henrik Ibsens værker, og den kom til at blive bærende i 1900-t.s litteratur. På den måde kan Ibsen betragtes som den første moderne store internationale dramatiker.
Han skrev på sin samtids dansk-norske skriftsprog, men var ikke primært nogen national forfatter. Hans værker påvirkede og provokerede intellektuelle, forfattere og dramatikere i samtid og eftertid.
(Store Danske Encyklopædi)