About Polly
Da 14-årige Polly Milton første gang besøger sin veninde, Fanny Shaw og hendes rige familie i den store by, er hun et lille Guds ord fra landet, der kommer til en verden, hvor piger på hendes egen alder tér sig som små damer, og hvor Fannys veninder undgår hende på grund af hendes "simpelhed". Hun forsøger først at tilpasse sig, men finder dog hurtigt ud af, at hun foretrækker sit eget enkle Jeg, og netop dette gør, at hun sniger sig ind i familiens Shaws hjerter og bliver som et medlem af familien.
Seks år efter flytter Polly til byen og nedsætter sig som musiklærerinde, og den følgende tid går dels med at skaffe sig kunder, dels med at forsøge at hjælpe familien Shaw, hvis formue og sociale stilling går tabt ved faderens fallit, og sidst, men ikke mindst, med at kæmpe med sine følelser for den kønne og gentleman-like Arthur Sidney og Fannys spradebasse af en broder, Tom Shaw.
Polly - som i sin oprindelige amerikanske udgave bærer titlen "En gammeldags pige" er skrevet af to omgange - de første seks kapitler udkom som føljeton i et børneblad i 1869, mens resten af bogen - den del, der handler om Pollys oplevelser som voksen – er skrevet til bogudgivelsen, og denne tilblivelsesproces viser sig ret tydeligt: den første del kan nok forekomme en nutidig læser noget sukkersød, som Alcott ofte er, når hun skriver om børn. Det skal man imidlertid ikke lade sig afskrække af, for som en dansk anmelder skrev så sent som i 2016: "Polly som karakter er kort sagt bedårende i samme grad som Fanny kan være selvoptaget og Tom drilsk. Sproget og handlingen er selvfølgelig gammeldags, men den er bestemt en fornøjelse at læse. Især hvis du er fan af "Pigebørn"-serien, "Anne fra Grønnebakken"-serien eller "Det lille hus på prærien"-serien."
Show more