Books published by Arne Herløv Petersen

En glad gut er en fortelling av Bjørnstjerne Bjørnson, utgitt i 1860. Den er en av Bjørnsons bondefortellinger.Bogen begynder:"Øyvind hette han, og gråt da han ble født. Men alt da han satt oppreist på morens fang, lo han, og når de tente lys om kvelden lo han så det sang, men gråt når han ikke fikk komme bort til det. «Av den gutten må der bli noe rart,» sa moren"Hovedpersonen Øyvind Plassen er en husmannsgutt som ad utdanningens vei – utdanning på landbruksskole – omsider vinner et fotfeste i livet, og derigjennom også sin elskede Marit, gårdjenta. Ved siden av de to og deres foreldre er det særlig Øyvinds eldre venn og rådgiver Bård skolemester som trer frem i historien.Edvard Beyer sier, i Norges litteraturhistorie (1976) at «Historien har lyrisk stemning, særlig scenene fra barndommen. Bård skolemester hører til Bjørnsons fineste portretter. Men tegningen av hovedpersonen lodder ikke så dypt som i Arne, […] med sin freidige tone og sitt enkle budskap – «Løft ditt hode, du raske gutt», «Elsk din neste, du kristensjel» er En glad Gut kanskje den mest avholdte av alle Bjørnsons fortellinger»(Wikipedia)

"Udenom loven" (1913) handler om en flok drankere og småforbrydere i et københavnsk slumkvarter før første verdenskrig. De fægter sig igennem som ludere og alfonser, med plat og bondefangeri. En dag får de chancen for et stort kup i en rigmandsvilla, men deres uvidenhed og uforsigtighed fører til, at de bliver anholdt og straffet. Kronstrøm kendte det miljø og de mennesker, han skriver om, og kan få dem til at træde levende frem for læseren.

Thor Faber i Kronstrøms roman "Den mørke by" (1911) er en digterspire, der arbejder i et antikvariat og bor i et københavnsk slumkvarter. I DSU's blad "Fremad" skrev Holger Petersen i sin anmeldelse af bogen: "Kronstrøm er den eneste af vore unge forfattere, der kan skildre vor hovedstads proletariat således, at de forskellige figurer står lyslevende for en. Han er en mester i at tegne alle disse alfonser og faldne piger således, at man får medfølelse med dem... Navnlig er beskrivelsen af et konfirmationsgilde hos familien Feddersen kunstnerisk set udmærket gjort og vidner om, at Kronstrøm har evner, der kan føre ham frem i første række."

"De martrede" af J.I. Kronstrøm, der udkom i 1911, indeholder et digt, tre korte fortællinger og den lange novelle "Graven" om en ung, fattig mand, der engang mødte en gift kvinde, han ikke kan glemme. Deres korte møde fører til, at kvinden, der lever i et kærlighedsløst ægteskab, præget af fattigdom og arbejdsløshed, bliver offer for brutal hustruvold.

Sophus Schandorph var ikke nogen Herman Bang eller Pontoppidan. Han havde ikke dyb psykologisk indsigt, og han var ikke nogen stor stilist.Når der alligevel er grund til at læse hans bøger i dag, er det fordi, de er tidsrejser. Schandorph havde ud over stor social harme og indlevelse havde evnen til at affotografere en situation, til at beskrive et miljø og gengive naturtro replikker, så man føler sig hensat til en tid med sammenstød mellem gamle, romantiske forestillinger og den nye videnskabelige saglighed - som når to pæne borgerfruer ser på aberne ved en markedsforlystelse og siger: "Det er ækelt at tænke sig, at vi Mennesker nedstammer fra saadanne Asener; men Videnskaben har bevist det, saa vi er nødte til at tro paa det."***"Smaafolk (1880) har som hovedperson en tjenestepige, der kommer fra én form for undertrykkelse i provinsen til en anden i storbyen, fra købstadsmiljøets bornerte moralisme til storbyens seksuelle og økonomiske udbytning. Konflikterne i det provinsielle standshierarki er afløst af modsætningen mellem land og by, mellem den lokalt funderede, kristne identitetsoplevelse og identitetsopløsningen i det anonymiserede, indtryksflimrende storbyliv.."(Dansk Litteraturs Historie)

Lyrikeren L.C. Nielsen (1871-1930) er mest kendt for fædrelandssangen "Havet omkring Danmark". Hans debutbog "Tre mænd" fra 1897 giver et ganske andet billede af ham. De tre mænd, der hyldes i denne bog, er tre oprørere: Judas, Kain og Spartacus.Spartacus siger til de andre slaver:Vi er Mænd. Og Mænd er fri!Vi har lært at bruge Vaaben, - vend da Oddens hvasse Tungemod den Fod, som tramper os.Taal ej længer Aagets Tryk.Lyd ej længer Rigmands Luner.

To fortællinger er udgivet efter Adda Ravnkildes selvmord som 21-årig. En Pyrrhussejr handler om de to søstre Astrid og Elisabeth, der stækkes i deres ægteskab - Astrid med August, er et skvat, og Elisabeth med den meget ældre dr. Berg, der udøver sit blide tyranni. "Tantaluskvaler" handler om den unge lærerinde Elisabeth Due, der har forfatterdrømme og møder kærligheden i skikkelse af den erfarne grev Høeg. Hun giver afkald på kærligheden til ham og kan derigennem udvikle sig som kunstner.

Den frigjorte kvindelige seksualitet blev et centralt programpunkt for det moderne gennembrud. Jacobsen havde skitseret dens konturer i Fru Marie Grubbe, og med hovedværket Gertrude Coldbjørnsen (1879) skrev Erik Skram (1847-1923) dens dannelsesroman.Hovedpersonen, den moderløse 16-årige Gertrude, er opdraget af sin ugifte tante til en religiøst begrundet patriarkalsk lydighed. Uden at forstå, hvad det ægteskabelige samliv indebærer, tager hun imod frieriet fra en 20 år ældre advokat. Det er et passende parti for dem begge, men de er ikke forelskede i hinanden. I forlovelsestiden møder hun maleren Fabricius, som hun passer bedre sammen med alders- og følelsesmæssigt. Deres samvær vækker hendes personlige liv, og før hans afrejse til hæren erklærer de hinanden deres kærlighed. Fabricius forventer, at Gertrude slår op med sin forlovede, men hun kan ikke modstå presset fra tanten, som kalder det en dødssynd at ville både bryde løftet til advokaten og gifte sig med en moderne ateist. Få måneder efter Gertrudes bryllup bliver Fabricius hårdt såret i slaget ved Dybbøl. Gertrude besøger ham på lazarettet, men da han hører, at hun er gift, viser han hende bort. Hun aborterer, bliver skilt og lever et par år sammen med sin far og tante, før hun opsøger Fabricius, og de forlover sig.Gertrude beskrives fra begyndelsen som et barn, der ikke har fået lov til at gøre sine egne erfaringer. Hendes far, der er kritisk over for tantens opdragelse, mener, at hun er „spunden ind i et Net af Kærlighed og Katekismus, saa at hun ikke har en Tanke fri“. Advokatens frieri og ægteskabet kaldes af Fabricius og hans meningsfæller for voldtægt. Advokaten er gået „løs paa sin Forelskelse, som man springer paa sit Bytte“ og har på bryllupsnatten taget Gertrude „med Vold“. For Fabricius er der ingen kærlighed undtagen mellem ligestillede parter. Han kontakter ikke Gertrude efter hendes skilsmisse, fordi hun har svigtet ham og må komme til ham af egen drift:Havde han nemlig givet efter for den Længsel efter hende, som han aldrig havde været uden, og paany nærmet sig hende, vilde han have købt deres Forening for dyrt. Han havde jo da sat den Fordring til, at hun skulde, om det end kun var i et Øjeblik, vise, at hun fattede hele Størrelsen af den Uret, hun havde begaaet. Uden det vilde hendes Kærlighed i hans Øjne være mindre end hans, og deres Forbindelse vilde da være som mellem en Giver og en Modtager. Det maatte ikke være saa. Havde han ikke Visheden om deres Følelsers Jevnbyrdighed, var deres Lykke bygget paa Sand.Romanen fik en dårlig modtagelse af både højre- og venstrepressen. Carl Ploug skrev i Fædrelandet, at sandheden var ofret på tendensens alter, når tanten og advokaten så unuanceret skulle udstilles som skurke, og at portrættet af Gertrude var selvmodsigende. På den ene side bebrejdes hendes omgivelser, at hun er fastholdt i barnlig uvidenhed og udleveret til en ældre ægtemands forgodtbefindende. På den anden side forventes det, at hun kan bryde disse bånd, så såre hun og Fabricius har erkendt deres indbyrdes kærlighed.Erik Skram o. 1900. Skønt hans livsanskuelse var „grundet paa Elskov“, som han skrev til Georg Brandes, formåede han ikke at overbevise Amalie om sine følelser. Efter deres separation i 1900 og Amalies død i 1905 giftede han sig igen som 60-årig med en yngre kvinde.© Fred. Riise/Det Kgl. BibliotekErik Skram o. 1900. Skønt hans livsanskuelse var „grundet paa Elskov“, som han skrev til Georg Brandes, formåede han ikke at overbevise Amalie om sin... | Læs mereKritikken forstod ikke, at Erik Skrams naturalistiske menneskesyn ophævede modsætningen ved at gøre den erotiske kærlighed til personlighedens midtpunkt. Det er en kraft, mener Fabricius, der har styrke til at drive alle opdragelsens „Paafund og lavede Fornemmelser“ ud af sindet og lade det „rene Menneske“ blive tilbage. Skønt Fabricius er maler, betragter han kunsten som en andenrangs gengivelse af virkeligheden. Digteren og maleren gengiver kun „den døde Masse“, det er „i selve Livet, at den Virkelighed findes, som menes, eller skulle menes, naar man taler om Kunst“.Gertrude har evnen til at finde sin kvindelige natur bag den kønsrolle, opdragelsen har påtvunget hende. Det beviser hun også i en scene, hvor et større selskab på skovtur ser nogle nøgne bønderkarle bade. Mens de øvrige hurtigt fjerner sig, bliver hun stående sammen med Fabricius og nyder uden skamfølelse det maleriske syn. Når hun alligevel retter sig efter omgivelserne og gifter sig med advokaten, har hun forrådt denne sin egentlige natur. Det tvinger Fabricius hende til at indse. Han presser hende til at frigøre sit driftsliv og befri sig fra den traditionelle kvinderolle og fralægger sig samtidig sin egen kønsrolles patriarkalske magt. Deres ligestilling udtrykkes symbolsk ved, at hun kommer for „paa sine Knæ at bede om hans Tilgivelse“, mens hans ene ben på lazarettet er amputeret over knæet.(Dansk Litteraturs Historie)

Helge Rode (1870-1937) "fik sit gennembrud med digtsamlingen Hvide Blomster (1892). Denne første samling rummer originale symbolistiske digte om ekstreme sjælelige tilstande, gru og henrykkelse, med et stærkt præg af oversanselighed og mystik."(Store Danske Encyklopædi)Helge Rodes digte bygger på "en oplevelse af mystisk art, som han havde i vinteren 1891 i en dal i Valdres nær Lillehammer i Norge. I et essay med titlen „Nat“, optrykt i Gyldendals Julebog i 1954, beskriver Rode, hvad der skete med ham under de lange ensomme vandringer i den store skinnende hvide natur med den rene, klare luft. Mødet med fjeldnaturen forårsager en omvæltning i hans sind, der hidtil havde været låst i en melankoli, som han forgæves havde søgt at gennembryde. Det sker nu i Valdres:Medens jeg tidligere, som jeg har forklaret, ved „at trykke paa en Knap i min Hjerne“ kunde hensætte mig selv i en Tilstand af svimmel og lidende Haabløshed, skete der nu akkurat det modsatte.Jeg kunde nu ved en aldeles lignende Bevægelse blot ved at fæste Tanken ved Jeget, Livet, Døden, hensætte mig selv i en Tilstand af den højeste Henrykkelse. Tid og Rum syntes ophævede (…) Den dybeste Livsfornægtelse førte mig lige i favnen paa den højeste Livsbekræftelse (…)Jeg var i Sjælens Vold. Jeg levede paa Tærskelen til Mystikernes og Yogiernes Paradis og var ofte dybt inde i det(…) Erkendelsen af Samhørighed med kræfter, som var bag Naturen og uafhængige af Døden.Der er tale om en åbenbaring, hvor Rode forbinder sig med altet i en hengivelse, de kristne mystikere kalder for „unio mystica“, og som i Danmark genkendes fra den pietistiske salmedigtning hos eksempelvis Brorson. I sit essay „Det sjælelige Gennembrud“ beskriver Rode åbenbaringen som en slags vågen henrykkelse af særlig bevidsthedsmæssig intensitet og henviser til den engelske digter Alfred Tennyson, der siger, at „Personligheden synes at opløse sig og svinde bort i uendelig Væren“. (Dansk Litteraturs Historie)

Første bind af erindringsroman om tresserne. Første bind foregår i foråret og sommeren 1960. Anden g på et københavnsk gymnasium, fester og forelskelser, politik og skolekomedie.Uddrag af Grænseløs 1:Birgitte var begyndt at komme ovre på isbaren efter skoletid, hvor vi altid sad og hang en halv times tid. Jeg sad engang og sugede orangeade op af glasset med sugerør, mens jeg så på hende, og da hun vendte sig halvt om for at tale med Leif, strøg hendes hår let hen over min kind. Det brændte, i lang tid sad jeg med næsen ned i glasset og mærkede, hvor det sved i kinden af hendes hår. Nældestriber, sådan føltes det. Da hun var gået, sagde Leif: - Hver gang, jeg ser den pragtfulde røv, bliver jeg liderlig. - Åh, mind mig ikke om den, sagde Jørgen. Jeg sagde ikke noget. Hvem taler I om? Birgitte? Hvad for en Birgitte? Nåh hende, har hun en røv? Det havde hun formodentlig, men jeg havde ikke lagt mærke til den. Jeg var ikke kommet længere end til håret, læberne og øjnene. Disse blå øjne. Var de violblå, himmelblå, havblå, dueblå, hyacintblå? Eller skulle jeg bare følge mine nye principper og fastslå: Hun har blå øjne, der er blå. Blå. Så blå, at intet er blåttere, blåttere end blåt, blot blå. Jeg havde været oppe i et digt af Pierre de Ronsard i fransktimen i dag "Mignonne, allons voir si la rose..." Det var hundesvært, men netop derfor havde jeg brugt lang tid på det derhjemme og redet alle trådene ud, så jeg klarede det godt nok. Nu sad jeg og tænkte på det. Det handlede om Birgitte: Tandis que votre âge fleuronne en sa plus verte nouveauté, cueillez, cueillez votre jeunesse comme à cette fleur, la veilesse fera ternir votre beauté- Og så er der det ved det, sagde Leif, - at i modsætning til de fleste kønne piger er hun også intelligent. Så man kan også tale med hende uden at det bliver kedeligt eller irriterende.Det var rigtigt, man kunne tale med Birgitte. Hun og Leif og jeg kastede os ud i alle de store diskussioner ovre på isbaren, og når jeg var i gang med det, kunne jeg godt være naturlig over for hende. Jeg håbede bare på, at hun ikke anede, hvad for nogle følelser, der rumsterede rundt i mig. Men selvfølgelig vidste hun det. Det ved de altid, tit før vi selv ved det. Så vidt, så godt, men det var ikke til at komme længere. Strategi kendte jeg ikke noget til. Enten busede jeg alt for hårdt og voldsomt på eller også var jeg stum. Jeg havde ikke lært at spille en lille smule ligeglad for at lokke hende frem.

Sygdommen til Døden er en bog skrevet af den danske filosof Søren Kierkegaard og udgivet i 1849 under pseudonymet Anti-Climacus. Den handler om Kierkegaards begreb om eksistentiel fortvivlelse, som han sætter lig med det kristne begreb om synd.Ifølge Kierkegaard er en person "fortvivlet" hvis han ikke tilslutter sig Gud. På denne måde mister han sit selv , hvilket Kierkegaard definerer som "relationen relaterer sig selv til sig selv i relationen" . Det menneskelige selv er en syntese mellem det begrænsede og det ubegrænsede, det mulige og det faktiske og kan identificeres med den dialektiske, balancerende akt mellem disse modstridende led , relationen. At ikke være fortvivlet er at have forsonet det begrænsede med det ubegrænsede, at eksistere i bevidsthed om ens eget selv og om Gud. Specielt definerer Kierkegaard det modsatte af fortvivlelse som tro, hvilket han beskriver ved det følgende: "I at relatere sig selv til sig selv, og i viljen til at være sig selv, hviler selvet transparent i den magt som grundlagde det."Bogen beskriver et antal måder mennesker vender sig fra selvet og fra Gud, og antyder et sted, at nogle mennesker er stolte af deres fortvivlelse og lader den stå som et eksempel på Guds fejlbarlighed ligesom en fejl i et manuskript som nægter at blive rettet. Denne tekst er en af hovedårsagerne til at Kierkegaard defineres som en eksistentialist, da han illustrerer måder hvorpå ens subjektive selvopfattelse bidrager til ens objektive identitet, som han så som et samarbejde med Gud i den kreative proces.Kierkegaard skrev i Sygdommen til Døden, at sjælen kan deles i 3- kælderen, stuen og første sal.»Dersom man vilde tænke sig et Huus, bestaaende af Kjælder, Stue og første Sal, saaledes beboet, eller saaledes indrettet, at der var eller det var beregnet paa en Stands-Forskjel mellem Beboerne i hver Etage – og dersom man vilde sammenligne det at være Menneske med et saadant Huus: saa er desto være dette Sørgelige og Latterlige de fleste Menneskers Tilfælde, at de i deres eget Huus foretrække at boe i Kjælderen. Ethvert Menneske er den sjelelig-legemlige Synthese anlagt til at være Aand, dette er Bygningen; men han foretrækker at boe i Kjælderen, det er, i det Sandseliges Bestemmelser. Og han foretrækker ikke blot at boe i Kjælderen, nei, han elsker det i den Grad, at han bliver forbittret, naar Nogen vil foreslaae ham at indtage Belle-Etagen, som staaer ledig til hans Disposition – thi det er jo i hans eget Huus han boer«.(Wikipedia)

"Hvad udad tabtes" fortsætter historien om væver Hans Hansen fra "Frihed for Loke". Efter at væveren efter falske anklager om kriminelle forhold er tvunget til at trække sig fra den rigsdagsplads, han er valgt til, fortsætter han sin kamp for demokratiet på det lokale plan. Men det rammer ham hårdt, da formanden for hans parti, Bondevennerne, rotter sig sammen med godsejerne om at udnytte situationen efter den tabte krig i 1864 til at snigløbe grundloven. "Men naar nu det ene svigtede, naar Føreren, som han havde stolet paa og trofast fulgt gennem tykt og tyndt, naar han pludselig svigtede de fælles Idealer, sagde Ja, hvor han før sagde Nej, solgte Folkets Førstefødselsret for en Ret Linser - ja Linserne var han endda blevet snydt for", tænker han. De reaktionære kræfter vinder det, de tabte udadtil ved det militære nederlag, ved atter at overtage magten - hjulpet af overløbere fra det demokratiske parti. I bogens sidste afsnit taler væveren med en håndværker, der har været i England og kan fortælle om den nye socialistiske bevægelse.Det er bitterhed og harme i skildringen af væverens skæbne, men også et gryende håb og en tro på, at demokratiet vil sejre, blot folket hele tiden kæmper for det.

"De sindssyges klode" er skrevet omkring 1933 og dermed Klitgaards første roman, men den udkom først i 1968. Bogen er et politisk kampskrift for socialismen, forklædt som science fiction, med en beskrivelse af den sindssyge klode Nedroj, der er en satire på kapitalismen. Klitgaard havde endnu ikke fundet sin stemme med denne bog, der virker ret bastant, men bogen giver et godt indblik i den unge forfatters glødende socialistiske og antfascistiske engagement.

Som indlæg i mellemkrigstidens debat om forholdet mellem individ og samfund valgte Jørgen Nielsen at skrive om en familie i to generationer. Romanen En gård midt i verden kan ses i forlængelse af mellemkrigstidens kendte, danske kollektivromaner. Hans Kirk tog et enkelt udsnit af samfundet, nemlig en gruppe fiskere, som han skildrede i romanen Fiskerne fra 1928. Den viser, hvordan folks tanker hang sammen med deres materielle vilkår. I stedet for en samfundsgruppe fokuserede H.C. Branner i romanen Legetøj fra 1936 på en hel virksomhed fra direktør til lagerarbejder. Romanen tegnede et legetøjsfirma som et billede af et samfund med grobund for den fremvoksende nazisme. Jørgen Nielsen foretrak i sin kollektivroman at beskrive en enkelt familie, fordi han især var optaget af individernes psyke og fællestræk i en familie. (Silkeborg Arkiv)

Romanens ledefigur er den unge dyrelægedatter Ketty, der midt på vinteren har fået job som advokatsekretær i den lille provinsby Lundved. På sit pensionat træffer hun allerede første aften bankassistent Alfred Eriksen, som fører hende sammen med journalisten Lüde. Snart danner de unge et trekløver, der taler og taler om tilværelsen. Bag deres filosofiske diskussioner hører man de tyske filosoffer Arthur Schopenhauer og Friedrich Nietzsche.Ketty iagttager nøgternt, hvordan de to mænd råber op om deres egen intelligens, og hvordan de ser sig selv som frigjorte fra enhver form for konvention og religion. De diskuterer, om mennesker er produkter af tilfældigheder og påvirket af ydre forhold, idet Alfred hævder, at han ikke er en "kludedukke", men uforanderlig. Kort sagt: De opfatter sig selv som overmennesker højt hævet over deres omgivelser.Deres til tider temmelig studentikose og selvhøjtidelige samtaler udvikler sig ikke til et trekantsdrama, selv om den ellers så sympatisk skildrede Ketty svigter den letantændelige Alfred, der er alt andet end fredelig - i diskussioner. Alfreds modspiller Lüde svarer helt til sit navn, idet hans karakterbrist afsløres som kulde og kynisme i det, der kun tilsyneladende er et kærlighedsforhold til Ketty - og andre kvinder.Den stilfærdige og gennemreflekterede Ketty udvikler sine menneskekundskaber i mødet med Lüde. Hun afviser hans holdninger og bryder med ham. Da deres fællesskab forekommer mere filosofisk funderet end erotisk, kommer det som lidt af et chok både for Ketty - og læseren - at hun hen på foråret er blevet gravid. I løbet af kort tid udvikler hun sig og påtager sig ansvaret for sit barn, på trods af at det bl.a. vil få træk fælles med den mand, som hun er kommet til at afsky så stærkt.Hovmod står for fald, siger man, men Lüde bliver ikke straffet for sin selvtilstrækkelighed. Han slipper med en mindre forskrækkelse, mens Ketty kommer til at betale for sin erkendelse. Hun er dog stærk nok til at bevare sin selvrespekt og handlekraft.Bogen er en kritik af mellemkrigstidens forestilling om overmennesker. Jørgen Nielsen, der var stærkt påvirket af Schopenhauers tanker om menneskets vilje til liv, leverer et varmt forsvar for de mennesker, der lever umiddelbart og engageret i deres omverden. Ketty vælger altid at handle med indføling og betænksomhed uden af den grund at fremstå som karakterløs.(Silkeborg arkiv)

"Sølvhjerneskallerne"af den i dag ukendte forfatter Valdemar Hanøl udkom i 1930 i et oplag på 7000. Hanøl var dengang ivrig socialdemokrat, men i løbet af det næste årti gled han længere og længere mod højre, og under besættelsen gik han planken ud, meldte sig til Hipokorpset og blev 30. april 1945 likvideret af modstandsgruppen Holger Danske i Dronningens Tværgade.Set med eftertidens øjne kan man finde en del fascistisk tankegods i romanen fra 1930, men det er mere bemærkelsesværdigt at forestillinger om eugenik og det, man kaldte racehygiejne dengang ikke var fremmede for socialdemokrater eller borgerlige. Når man skal se på, hvordan det kunne gå til, at socialdemokratiske forfattere som Hanøl, Olga Eggers og Harald Bergstedt kunne ende som nazister, ligger en del af forklaringen måske i, at racisme, overmennesketænkning og forestillingen om ensretning ikke lå langt fra overfladen dengang i trediverne. Men det er værd at bemærke, at "Sølvhjerneskallerne" ikke - og i hvert fald ikke entydigt - er et forsvar for disse tanker. Heltens kæreste er ikke lys og blond, men tibetaner, og han følger ikke sin fører ud i vanviddet, men beslutter sig for at bekæmpe ham med alle midler. Hanøl var ikke fascist i 1930, og det er stadig en gåde, hvordan han få år senere kunne slå ind på så skæbnesvanger en vej.

"Med kors over døren" fortæller historien om Karl og hans opvækst i en fattig, missionsk familie i Thy i tiden omkring første verdenskrig. Karl ender med at fjerne sig fra religionen. Bogen har selvbiografiske træk. Forfatteren, Martin Jensen, voksede op i et lignende miljø, og han meldte sig som voksen ind i det kommunistiske parti, men han skildrer de troende med en sådan respekt og nænsomhed, at bogen senere er blevet genudgivet af et kristeligt forlag.

I 1899 kommer Folkets Synder, der er et voldsomt angreb på tidens, lægernes og opdragelsens fortielse af konsekvenserne af den herskende dobbeltmoral, der gør mændene syfilitiske og dernæst ødelægger hustruer og børn. Romanen lægger sig i forlængelse af 1880'ernes sædelighedsfejde og naturalismens tradition for demaskering, men den rummer også en stor del af den ideologi, der kommer til at karakterisere Gyrithe Lemches litterære og kvindepolitiske virke. Bruddene på tavsheden kommer i romanen dels fra en mandlig læge, der selv er dødsmærket af tuberkulose, dels fra en kvindelig læge, der får selskab af en anden af romanens heltinder, der giver afkald på et kærlighedsliv, efter at hendes barn er død af syfilis og hun selv muligvis smittet. Deres projekt er oplysning, deres personlige baggrund afkaldet, men deres politiske mål er ægteskabet, hvor kvinders ønske om sunde børn kan indfris. Romanen slutter ikke kun i død og afkald, men i den syge læges anklageskrift mod en kollega, et manifest, hvormed bogen på én gang placerer sig inden for det moderne gennembruds problemlitteratur og ved sit oplysningsprojekt peger frem mod det kvindepolitiske virke, men også mod den høje prioritering af familien og mor-barn-forholdet, der følger hele forfatterskabet.(Dansk Litteraturs Historie)

Sort lys over fåmælte folk - En Kvinde ved Baalet er ikke en, jeg vil anbefale til afslapning foran pejsen, men i en vinteraftens alvorsstund vil den gøre sig endda med en anelse humor i overskud fra forfatteren, der går tæt på sine figurer i landskabet og underkaster dem en anlyse, der går himmelhøjt og skummeldybt hinsides deres egen fatteevne, et fortælletræk, som både er enkelt og særpræget. Gunstigt fremmedegørende, og vi nok kan leve os ind i trekanthistoriens konfliktstof uden impressionistisk charme. Den ellers flegmatiske Daniel huser et ukontrolleret bål i sit indre. Han opdager, at han nærer følelser for nabogårdens datter Lise, en stillestående, viljeløs pige. Så dukker fætter Carl op, en pigeglad fladpande. Da det går op for Daniel, at Lise er blandt hans tilfældige erobringer på egnen, sker eksplosionen. De voldsomme begivenheder, som især er af indre art, finder dog sin lidt stakkels løsning. Men god nok. Lise bliver, trods det at Carl er far til hendes barn, alligevel Daniels kvinde. Jørgen Nielsen.. har et dialektisk syn på de to størrelser, en tro på, at vi er ansvarlige for vores genetiske udstyrs udvikling i kamp med miljøets gerne knugende greb, der ikke undskylder de handlinger, som det dog nok forårsager. Forfatteren knuger sine figurer, folder dem ud, har ingen medfølelse, men en helt frygtindgydende forståelse, et gys i vinterkulden. (Torben Brostrøm i Information)

Jørgen Nielsen (1902-45) skildrer mennesker, der er fattige på det sprog, der ofte betragtes som en forudsætning for at skabe facetterede romanfigurer. Nielsen voksede op i et husmandshjem, hvis strenge indremissionske livssyn han tidligt gjorde op med. Han skrev i sine romaner og noveller om mennesketyper, han kendte fra sin øde hjemegn mellem Herning og Silkeborg: tunge, lidenskabelige naturer, der ikke formår at give udtryk for det, der rumsterer i dem, og ofte reagerer voldeligt, når problemerne vokser dem over hovedet. Nielsen, som allerede fra sit syvende år havde gravet tørv og arbejdet ved landbruget, var en af 1930'ernes mange autodidakter, der havde et erfaringsnært forhold til den virkelighed, de skrev om. I en periode var han journalist og levede efter 1927 som forfatter. I novellesamlingen Lavt Land (1929), hans første offentliggjorte værk, beretter han om almuetyper fra sin hjemegn, mennesker, hvis sproglige armod gør dem uegnede til at håndtere konflikter i deres hverdag.(Dansk Litteraturs Historie)

"Det onde land" er Jørgen Nielsens første roman. Han sendte den i 1928 til et forlag, men fik afslag, og den blev først trykt i 1957. Den er ikke gennemarbejdet, men den viser skrællet og nøgent de temaer, han senere behandlede i sine store romaner og noveller: Den hårde og kærlighedsløse barndom, kampen for at gøre sig fri, opgøret med den knugende form for religion, litteraturens betydning for den videbegærlige dreng, den første kærlighed.

Den unge Edmond Dantès er lykkelig. Han skal forloves med den skønne Mercédès, han er ung og på vej frem som skibsofficer. Men han bliver offer for et grænseløst forræderi, mister alt og bliver kastet i et fangehul på en fæstning ude i havet, hvor ingen kan slippe ud. Alligevel lykkes det ham at flygte, og da han finder den skat, en medfange har fortalt ham om, bliver han ufattelig rig. Og så beslutter han sig til a hævne sig.Bogen foreligger her i uforkortet oversættelse.

Iliaden er et græsk episk heksameterdigt i 24 sange. Iliaden tilskrives traditionelt Homer, som også skal have digtet storværket Odysseen, som er en efterfølger af Iliaden.Digtet skildrer den trojanske krig mellem Troja og mange af de græske bystater. Blandt de mest navnkundige på de allieredes side findes: Odysseus (Ithaka), Ajax og Aias (Salamis), Achilleus og Patroklos (Myrmidoner), Nestor (Pylos), Agamemnon (Mykene), Filoktetes (Meliboea) og Menelaos (Sparta). På den trojanske side finder vi Hektor, prins Paris, Helena, Kassandra og Kong Priamos.Iliaden omhandler ikke hele den trojanske krig, men kun nogle uger i det tiende år af krigen, hvor Achilleus vælger at trække sig tilbage fra krigen. Den slutter efter begravelsen af den trojanske kronprins Hektor.Illiaden tager sin begyndelse, da Apollonpræsten Chryses kommer til Agamemnon for at løskøbe sin datter Chryseis. Agamemnon afviser ham, og Apollon nedkalder derfor pest over grækerne. Kalchas forudser, at pesten kun kan afværges ved at give Chryseis tilbage og Achilleus støtter ham. Agamemnon gør det, men tager til gengæld Briseis fra Achilleus. Som hævn strejker Achilleus og får endda Thetis til at påvirke Zeus til trojanernes fordel: Da trojanerne er ved at vinde, beder Patroklos Achilleus om lov til at kæmpe. Achilleus accepterer det, og Patrokles slår trojanerne tilbage, men dræbes af Hektor. For at hævne ham går Achilleus igen ind på Agamemnons side og slår Hektor ihjel og slæber hans lig tilbage til grækernes lejr. Kong Priamos kommer til Achilleus og kysser hans hånd for at få sin søns lig tilbage. Achilleus forbarmer sig og giver ham liget.IIiaden er her i Christian Wilsters klassiskeoversættelse

Gyrithe Lemche debuterede i 1898 med "Soedtmanns Jomfruer", der er en række portrætter fra en stiftelse for gamle frøkener. Trods sygdom og svækkelse trives intriger og stridigheder, og hvis nutiden er grå og farveløs, kan frøkenerne synke hen i minderne om deres ungdom med forelskelser og stærke drifter.

Et hus splidagtigt med sig selv fra 1945 er en fortsættelse af Dybet, og handler om den jyske dreng Thomas og hans familie. De to bøger blev i 1956 udgivet under titlen Dybet 1-2. Desværre nåede Jørgen Nielsen ikke selv at fuldende bogen, men efter hans ønske skrev vennen og kollegaen Paul la Cour de to sidste afsnit, så historien blev afsluttet og kunne udgives. Der var to mulige afslutninger, og han valgte den, der lå tættest op ad Jørgen Nielsens eget liv. Synsvinklen skifter mellem Thomas og hans far Graves. I første del ligger den mest hos Thomas, i sidste mest hos Graves.. I Jørgen Nielsens hovedværk Dybet fra 1940 står der et sted om et hjem, at "Huset stod skævt", fordi mandens "overmaskulinitet fik lov til at raade - holdtes ikke i Balance af en tilsvarende kvindelig Styrke". Det er den problemstilling, der bliver uddybet i Et hus splidagtigt med sig selv. Titlen, der er et bibelcitat, hentyder dels til hjemmet, dels til Graves’ sind. Sluttede Dybet med, at Thomas følte overskud og styrke, begynder fortsættelsen med dyb sorg over morens død. Barnets sorg sættes i relief af en jævn og godhjertet fasters julebesøg i det lille hjem. Med fasteren kommer der liv og glæde, flere gæster og munter juleleg. Besøget og fasteren er skildret med megen humor og menneskekundskab. Thomas bliver godt tilpas med sin stedmor Dagmar, mens Graves fortryder sit nye ægteskab, fordi han ikke kan acceptere, at hans hustru fungerer som ligeværdig med ham. De småskændes, og Thomas finder det yderst pinligt at overvære, mens han iagttager sin fars hadske sindsstemning. Altid er Graves utilfreds med verden… Han rammes af en depression, og den ellers så selvbevidste og fnysende mand føler sig ringere end alle andre. Samtidig får Dagmar magten i hjemmet. Romanen behandler modsætningen mellem den unge Thomas’ åbne og følsomme sind og den voksne Graves’ indædte utilfredshed med verden og til sidst sig selv. Mens Thomas iagttager, at faren er slidt op, løsriver han sig fra ham. Graves opgiver sin halsstarrige kamp for tilværelsen og samtidig alle sine værdier. Selv om romanen Et hus splidagtigt med sig selv ender med Graves på et nulpunkt, er der megen humor. Ikke mindst i fremstillingen af de folk, som passerer husmandsstedet. Hvad enten det er familie, en kunstner eller stedets indremissionske sognefoged. .(Silkeborg Bibliotek)

Dybet er en ekstremt klaustrofobisk historie om en fattig, disharmonisk og kriseramt familie. Den 11-årige dreng Thomas vokser op i et hjem, hvor moderen ligger afkræftet og venter på døden. Faderen, den tungsindige Graves, lader sin forbitrelse og afmagt gå ud over sønnen: „Naar Faderen viste sig, var det som omlejredes alle Celler i ham med et Smæld. Fuglestemmerne i ham tav.“ I dette værk drager Nielsen en formel konsekvens af sin overbevisning om, at mennesker er ene om deres erfaringer, ude af stand til at hjælpe eller forstå hinanden, idet han følger far og søn i separate afsnit ved hjælp af en slags tankereferat-teknik(Dansk litteraturs historie)

I Jørgen Nielsens roman Offerbål, fra 1929.. indgår ordet bål i titlen. Her refererer ordet til romanens kvindelige hovedperson, den unge pige Else, der brændes op under Indre Missions krav om erkendelse af synd og omvendelse, fordi hun ikke ved, hvem hun selv er, og under omgivelsernes hårde pres fortrænger hun helt sit behov for glæde... Ingen bestyrker hende i en tro på, at hun som omvendt og rettroende kan vide sig sikker på frelse. Tværtimod gør en sadistisk og hyklerisk missionær sit til, at hendes pine kan øges. Da Else møder den udadvendte og festlige Rudolf spændes hendes sarte sind mellem på den ene side den strenge religions krav om syndsbevidsthed og på den anden side hendes behov for glæde og udfoldelse… Menneskers handlinger og reaktioner er et resultat af deres personlighed og livsopfattelse. På den ene side står Guds børn, der som Elses mor er mest optaget af, hvad der skal ske efter døden, på den anden verdensmenneskene, som omfatter tilværelsen og andre mennesker med varme, ægte følelser. Romanen afslører Indre Missions hykleri og sado-masochistiske træk. Offerbål inviterer os ind i en fattig verden, som umiddelbart ligger langt fra nutidens forbrugerisme, men hvis konflikter dog stadig er centrale for moderne mennesker, selv om det ikke er religionen, der i dag lægger en dæmper på folks glæde, men nok i højere grad neurotiske træk.(Silkeborg Arkiv)

Ingen samtidig forfatter har skildret dagliglivet under besættelsen så levende som Mogens Klitgaard. I novellen "Brunkul" skildres den hjerteskærende afsked mellem manden, der arbejder i brunkulslejet i Jylland, og hans kone, der ikke kan få økonmien til at løbe rundt derhjemme. I andre noveller møder vi blandt andre en smugler og en ung kvinde, der flygter fra borgerkrigens Spanien.

Jakob Hansens første novellesamling, "Menneskenes døtre" fra 1900, kommer vidt omkring:"En romersk reminiscens er novellen ”Venus”, der også fortsætter Nietzsche-inspirationen. Dette gælder tillige ”Katalogets Nr. 23”, der leder tankerne mod Nietzsches ”»Du går til kvinder? Så glem ikke pisken!«” – jeg’et glemmer i hvert fald ikke pisken! ...Noveller som ”Frøken Kuhlau” og ”Stranding”, til dels også ”Lock-out”, giver så småt forsmag på senere fantastisk inspiration hos Hansen, men den kommer endnu ikke helt til udtryk. Derimod giver flere af tematikkerne antydninger af en mere socialproblematisk skildrende forfatter, hvor f.eks. novellen ”Ethelka” griber om en debat af tidens kvinderoller....”Et Kald” griber mange af disse strømninger og beskæftiger sig med menneskets individuation og dets ønske om at gå egne veje som modsætning til dydig selvfornægtelse. Det samme gør ”Tikroner”, måske en smule indirekte, mens den samtidig slår en mere satirisk accent an. Derimod skiller den sidste, ”Siwa”, sig ud som en mere symbolsk lignelse, en tilnærmet skabelsesberetning."(Kulturkapellet)

Man bliver "chokeret over den verden af gru", Anna Erslevs fiktion viser, skriver dr. phil. Pil Dahlerup i sin skelsættende disputats "Det moderne gennembruds kvinder".I "Knud Persen og hans hus" stiler faderen mod en karriere som rigsdagsmand og planlægger i den anledning et stort gilde. Natten før festen dør hans svagelige søn, som han altid har foragtet. "Faderen låser da hustruen og den døde søn inde, mens han holder sin valgtale om at gøre noget for de små i samfundet... Det verdensbillede, Anna Erslev i sin fiktion ruller op, er en tilværelse, hvor barnet, den unge pige og den unge kvinde er konstante ofre for vold og forførelse".(Pil Dahlerup i "Det moderne gennembruds kvinder")