Books published by Arne Herløv Petersen

Edgar Allan Poes mesterlige novelle om Huset Usher og dets gruopvækkende hemmeligheder

I femte bind af erindringsromanen Grænseløs begynder tresserne at træde i karakter. Nogle bliver langhårede og hører nye former for musik. Folk klæder sig anderledes end før, og forholdet mellem kønnene ændrer sig. På en lang rejse rundt i hele USA med Greyhound-bus møder vi Mississippi Riders og Vietnam-demonstrationer, og vi kommer indenfor til Goldwaters nomination, samtidig med at vi følger demonstrationerne mod den republikanske kandidat udenfor.Uddrag af bogen:"Al var af italiensk afstamning og katolik. Han var stor og virkede lidt langsom og solid, umiddelbart meget tillidsvækkende. Han var medlem af Socialist Party, hvilket tydede på en høj grad af selvstændighed i en stat, hvor næsten alle var racister og reaktionære. Jeg spurgte ham, hvor mange medlemmer der var. Der var syv i millionbyen New Orleans.- Kan det ikke være lidt ensomt at have den politiske holdning? Kan du ikke somme tider føle, det er temmelig besværligt? sagde jeg.- Jo, sagde han. - Det kan være meget besværligt. Meget ensomt. Nogle gange er det næsten ikke til at holde ud. Når det bliver rigtig slemt, går jeg hjem og sætter Pete Seeger på grammofonen. Det hjælper.Deckey var lille og væver, katteagtig og lidt nervøs. De talte begge to meget om en razzia, der havde været i deres yndlings-kaffehus, The Quorum, aftenen før. De havde været i biografen og gik ned på Quorum bagefter. Var de kommet der tre kvarter før, var de blevet arresteret, og var jeg kommet til New Orleans en dag før, var jeg også blevet arresteret, for så havde de taget mig med derned. Alle deres venner var røget i spjældet.Den eneste grund til, at politiet var ude efter dem, var, at Quorum var et sted, hvor både hvide og sorte kom og endda kunne finde på at danse med hinanden. Alle, der var til stede, var blevet anklaget for "disturbing the peace". Hvis de erklærede sig skyldige, fik de en betinget dom på tre måneders fængsel. Hvis de erklærede sig uskyldige, skulle de betale 100 dollars i kaution for at komme på fri fod, indtil der blev afsagt dom…Om aftenen var vi nede på The Quorum, hvor folk diskuterede, hvordan de skulle forholde sig til anklagerne. De havde fået fat på en advokat fra de sortes organisation, NAACP. Han sagde, at NAACP interesserede sig for sagen, fordi den virkelige grund til deres anholdelse utvivlsomt var, at sorte og hvide havde været til stede i samme lokale. Der var ikke fundet alkohol eller narkotika på stedet, og der var ikke foregået noget ulovligt. Politiet havde ikke haft en ransagningskendelse, så han mente, at de havde en dårlig sag. Al havde sagt til mig, at politiet i New Orleans var en militant afdeling af John Birch Society. Advokaten mente også, at politiet kunne anklages for injurier, fordi politichefen havde udtalt til pressen, at der havde været "homoseksuelle aktiviteter, kommunistisk propaganda og agitation for integration".

Fjerde bind af erindringsromanen "Grænseløs" fortæller om at læse historie, russisk og kinesisk - og egentlig helst ville læse det hele. Om fester og eksperimenter med hash og andre stoffer, om at være redaktør for Studenterbladet, vikar på Aktuelt og om at debutere som forfatter.Uddrag af bogen:"- Spis, sagde Rydi. Han havde skåret et stykke af en svamp. Nu rakte han dolken med den spiddede stump frem mod mig. Jeg tog stykket og spiste det. Det smagte ikke af så meget, nærmest som rå kartoffel, måske lidt jordskokkeagtig. Lugten var sødlig. - Hvad er det for en? sagde jeg. - Jeg tror, det er snehvid fluesvamp, sagde Rydi. Han lo og proppede selv et stykke i munden og spiste det. Jeg så på den svamp, han havde skåret stykkerne af, de hvide lameller, skællene på den hvide hat, ringen der hang om stokken og svøbet nederst. Det kunne godt se ud til, at han havde ret. Det var ikke så gunstigt. Vi var taget ned til Vallø skov for at lede efter psykoaktive planter. Vi var især på udkig efter bulmeurt, pigæble og galnebær. Man skulle kunne finde dem omkring de gamle middelalderklostre. Vallø havde ganske vist aldrig været nonnekloster, men der boede da nogle ugifte stiftsdamer, så måske havde de også dyrket lægeurter. Rydi havde fundet frem til en del interessante recepter fra det 16. århundrede. I tørkeperioder havde man en metode til at få regnen til at falde. Man skulle binde en kvist bulmeurt fast under en nøgen jomfrus højre lilletå og hælde vand over hende; så regnede det. Et andet sted stod der, at taterne brugte bulmeurtefrø, når de var ude og stjæle bøndernes høns. De lagde nogle frø på en lægte og satte ild til dem, røgen fra frøene bedøvede hønsene, så de drattede lydløst ned i hønsetyvenes sæk. Vi talte om, at vi ville prøve at kombinere de to opskrifter. Vi ville afbrænde bulmeurtefrø under afklædte jomfruer, så de skvattede om. Men der var hverken bulmeurt eller pigæble i skoven. Rydis schæferhund Lotte løb henrykt rundt, vi kastede kæppe, som den kom tilbage med. Det var en smuk dag. Så fandt vi en masse hvide svampe og begyndte at plukke dem. Nu så vi på hinanden. Snehvid fluesvamp var dødelig giftig. Så meget vidste vi da. Vi vidste ikke, hvor stor den dødelige dosis var. Det stykke, vi havde spist, var ikke ret stort, omtrent på størrelse med en ært. Var det noget, man kunne dø af? Det ville være lidt dumt. Vi smed svampene under et træ og kørte tilbage. Vi sagde ikke så meget på vejen hjem. Næste dag gik jeg og ventede på, om forgiftingssymptomerne skulle vise sig, men der skete ikke noget. Jeg sagde noget om det til mine forældre, og min far blev splittertosset. Jeg forstod ikke, hvorfor han tog det så nært, det var da ikke ham, der havde ædt svampe. Han råbte og skreg op om, hvor dumme vi var. Da vi sad og drak kaffe om aftenen, rejste han sig pludselig op og blev askegrå i ansigtet. Han lagde sig på sofaen, men klagede over trykken i brystet og sagde, at hans hænder føltes så underligt, næsten følelsesløse."

Gustav Wieds klassiker om Gammelkøbing med Thummelumsen, der så gerne vil tilbage til gården, tolderen Knagsted, Esau kaldet, Overlærer Clausen og foreningen De danske Ædedolke.

Når man har været et år i Amerika, er det hårdt at vende tilbage til skolebænken i København. Men alt får en ende, og tredje g. slutter med studenterfesterne.Uddrag af tredje bind af erindringsromanen "Grænseløs":"Der skulle være kommunevalg, og jeg ville holde valgfest i kæl­deren. Jeg mente, at den helt rigtige udsmykning ville være valgplakater. Jeg sad og læste Oblomov til ud på natten. Så gik jeg ned til Islev station og kravlede op i en lysmast for at få fat på en enorm A-plakat. Den viste sig at være sat fast med jernkroge, jeg fik vristet den ene krog løs, men kunne ikke få den anden fri. Samtidig opdagede jeg, at der blev tændt lys inde på stationen, og en klokke ringede, så jeg smuttede. Jeg prøvede på Ålekistevej, men alle plakaterne var sat fast med ståltråd, og jeg havde kun en saks med, så jeg fik kun en lille, grim konservativ plakat. Desuden var der stadig for meget trafik. Jeg gik hjem og læste Oblomov færdig. Klokken tre kom Mariann hjem fra en fest; hun ville gerne med på et raid. Udstyret med bidetang gik det ud igen, og vi skaffede os plakater fra næsten alle partierne. Oppe på Ålekistevej fik vi en kæmpestor, socialdemokratisk plakat. Den var sat fast med ståltråd til en betonstolpe, som man ikke kunne klatre op i, men jeg klippede ståltråden over forneden og vrikkede den forover mod betonkanten. Det sled ståltråden over, så plakaten faldt ned med et brag. Jeg sendte Mariann hjem med rovet og fortsatte ned ad Slotsherrensvej. Dér hang en kommunistisk plakat i en almindelig lygtepæl, som man kunne klatre op i. Plakaten var omkring en meter og firs høj og hang med underkanten omkring to meter oppe. Jeg blev derfor nødt til at klatre fire meter op til der, hvor lygtepælen var ganske smal. Her måtte jeg holde fast med én hånd og svinge rundt med bidetangen og klippe løs, til plakaten raslede ned med et kolossalt brag. Den atletiske bedrift skulle min gymnastiklærer bare have set. Det var i øvrigt ikke nogen mindre bedrift at få den slæbt hjem. Den var meget tung, og jeg var bange for, at en af de partritro i området skulle se mig. Klokken var allerede fire, og der var aviskoner ude på vejene. Men det lykkedes. Det var meget populært at stjæle skilte og sætte dem op på sit værelse. Christian havde et stort "14" fra en sporvogn. En i kursusklassen, der hed Mette, havde en hel samling. Over sit kyske leje havde hun et porcelænsskilt fra en elevator med "Plads til fire personer" og et med "Ingen betjening på værelserne". En SF'er, der hed Hougaard, havde et fra et missionshotel, hvor der stod: "Hvis De søger åndelig bistand, bedes De henvende Dem til porti­eren."Erik fra min klasse havde plakater med fra de radikale, Retsfor­bundet og De Uafhængige. Så var samlingen komplet. "

Andet bind af erindringsromanen "Grænseløs" beskriver et år som udvekslingsstuderende på en amerikansk high school 1960-61. Mødet med de mange sære amerikanske skikke - fra dating til halloween - er overvældende. Men der er også meget, der er kendt hjemmefra, men bare optræder i nye former: forelskelser, politisk engagement og endeløse diskussioner om livets store spørgsmål.Bogen begynder sådan:"Hvorfor skulle jeg ikke stå på vandski? Jeg havde aldrig prøvet det før - det var en udmærket grund til at prøve det nu. Den røde motorbåd lå inde ved molen. - Uanset hvad der sker, skal du bare holde fast, sagde Chuck. Jeg iførte mig for en sikkerheds skyld den orangefarvede vest og korkbælte om maven. Jeg frøs lidt, selv om det var varmt; jeg var så tynd, at jeg fik gåsehud bare jeg kom ud i luften. Hank og Billy var lidt yngre end mig, men helt anderledes polstrede. Maven hang dem ud over badebukserne, navlerne forsvandt helt i fedtval­kerne. Chuck var elleve år og en lille tynd spirrevip. Det var ham, der styrede båden, han var også den bedste i familien til at stå på vandski, han kunne have optrådt med det i Everglades. Jeg sad yderst på molen med vandskiene på og holdt fast i det røde plastichåndtag. En lang hvid line snørklede sig hen over vandet til motorbådens agterstavn. - Så starter vi, sagde Chuck. - Læn dig frem, når du mærker, linen strammer, og så tilbage. Og hold fast. For Guds skyld, hold fast. Båden startede med overdøvende motorlarm. Linen strammedes. Jeg lænede mig frem og gav mig alle vandguder i vold. Ingen kunne benægte, at jeg et øjeblik efter stod på vandski og blev trukket af en motorbåd. Det var indiskutabelt. Der var bare det lille problem ved det, at jeg med vandski på fødderne befandt mig et stykke under vandets overflade og nu nede mellem fisk og søgræs blev trukket ud mod midten af søen. Hold fast, havde Chuck sagt. Jeg holdt fast. Det var meningen, at fremdriften skulle få mig op af vandet, op at flyve. Men der måtte være et eller andet, vi havde fejlberegnet. Den line, jeg så krampagtigt holdt fast i, sank længere og længere ned mod søens bund. Snart ville den gå næsten lige ned, og mine vandski ville pløje to riller gennem mudderet dernede. Det kunne ikke blive ved på den måde. Jeg slap. Jeg kom prustende og baskende op i luften og fik samlet skiene sammen, og så hundesvømmede jeg ind til molen og klavrede op. Chuck kom tilbage med båden. - Er du klar til en tur til? sagde han. Selvfølgelig var jeg det. Jeg var altid klar til en tur til.Vi var i Eagle River i det nordlige Wisconsin, et område med tusinde søer op til Ottawa National Forest og ret syd for Thunder Bay på den canadiske side af Lake Superior. Familien havde lejet et hus den sidste uge af sommerferien; så kunne vi også lære hinanden at kende. Jeg var sammen med de to fremmede mennesker, jeg det næste år skulle kalde mom og dad og de to drenge og to piger, jeg skulle til at kalde mine søskende. "

Første bind af erindringsroman om tresserne. Første bind foregår i foråret og sommeren 1960. Anden g på et københavnsk gymnasium, fester og forelskelser, politik og skolekomedie.Uddrag af Grænseløs 1:Birgitte var begyndt at komme ovre på isbaren efter skoletid, hvor vi altid sad og hang en halv times tid. Jeg sad engang og sugede orangeade op af glasset med sugerør, mens jeg så på hende, og da hun vendte sig halvt om for at tale med Leif, strøg hendes hår let hen over min kind. Det brændte, i lang tid sad jeg med næsen ned i glasset og mærkede, hvor det sved i kinden af hendes hår. Nældestriber, sådan føltes det. Da hun var gået, sagde Leif: - Hver gang, jeg ser den pragtfulde røv, bliver jeg liderlig. - Åh, mind mig ikke om den, sagde Jørgen. Jeg sagde ikke noget. Hvem taler I om? Birgitte? Hvad for en Birgitte? Nåh hende, har hun en røv? Det havde hun formodentlig, men jeg havde ikke lagt mærke til den. Jeg var ikke kommet længere end til håret, læberne og øjnene. Disse blå øjne. Var de violblå, himmelblå, havblå, dueblå, hyacintblå? Eller skulle jeg bare følge mine nye principper og fastslå: Hun har blå øjne, der er blå. Blå. Så blå, at intet er blåttere, blåttere end blåt, blot blå. Jeg havde været oppe i et digt af Pierre de Ronsard i fransktimen i dag "Mignonne, allons voir si la rose..." Det var hundesvært, men netop derfor havde jeg brugt lang tid på det derhjemme og redet alle trådene ud, så jeg klarede det godt nok. Nu sad jeg og tænkte på det. Det handlede om Birgitte: Tandis que votre âge fleuronne en sa plus verte nouveauté, cueillez, cueillez votre jeunesse comme à cette fleur, la veilesse fera ternir votre beauté- Og så er der det ved det, sagde Leif, - at i modsætning til de fleste kønne piger er hun også intelligent. Så man kan også tale med hende uden at det bliver kedeligt eller irriterende.Det var rigtigt, man kunne tale med Birgitte. Hun og Leif og jeg kastede os ud i alle de store diskussioner ovre på isbaren, og når jeg var i gang med det, kunne jeg godt være naturlig over for hende. Jeg håbede bare på, at hun ikke anede, hvad for nogle følelser, der rumsterede rundt i mig. Men selvfølgelig vidste hun det. Det ved de altid, tit før vi selv ved det. Så vidt, så godt, men det var ikke til at komme længere. Strategi kendte jeg ikke noget til. Enten busede jeg alt for hårdt og voldsomt på eller også var jeg stum. Jeg havde ikke lært at spille en lille smule ligeglad for at lokke hende frem.

"Vandene synger" er ikke kun en beskrivelse af en rejse i Surinam og Guyana 1987-88, men et forsøg på at forstå landene ud fra deres historie og kultur.Uddrag af bogen:Nå, så vi sad og ventede på Dwayne fra Dadenawa ranch, sagde Allan. Ja, det var i øvrig hans svoger. Han havde en myresluger, der hed Anita. Fin fyr. Skulle han være i byen i dag? Det havde han da ikke hørt noget om. Men hvad i alverden lavede vi i øvrig her i Lethem. - Guds røvhul, som han kaldte det. Vi fortalte, hvordan vi måtte opgive at flyve fra Paramaribo til Georgetown i Guyana, fordi Air Guyanas fly enten blev helt væk eller omdirigeret til andre destinationer. Derfor var vi kommet kravlende ind ad bagdøren. Vi havde taget med bus ned gennem hele Venezuela og et hjørne af Brasilien og over Takutu-floden ind i Guyana. Nu regnede vi med at flyve op til Georgetown herfra. Der skulle være to ugentlige forbindelser fra Lethem. Det lo Allan meget af. Det var godt nok det morsomste, han havde hørt længe. Alle smuglerne - hucksters - i Georgetown tager ned til Lethem og over grænsen til Brasilien og køber ind. Dels almindelige varer, der er knaphed på, dels narkotika. Den anden vej smugler man guld og diamanter ud fra Guyana. Det betyder, at alle fly er overbooked måneder i forvejen. Og selv om man har reserveret plads, bliver man sat af, hvis en huckster kan betale piloten ekstra for at få ens plads. De betaler tusinder af dollars i bestikkelse for at springe over i køen. Skulle der endelig være nogle ledige pladser mellem smuglerne, sætter politiker­ne sig på dem og fordeler dem til deres venner og forbindelser. Vi kunne såmænd godt komme til Georgetown, fordi vi nu tilfældigvis havde mødt ham. Han havde de rigtige forbindelser, så han kunne få sat nogle andre godtroende fjog med pladsreservering af til fordel for os. Men han kunne ikke garantere os, vi kunne komme ud af Georgetown igen. Det ville endda ikke gøre så meget, hvis det ikke var fordi vi havde en 60 dages billet hjem. Hvis vi ikke nåede det rigtige fly fra Trinidad til London, måtte vi købe ny billet hele vejen hjem. - I må hellere tage tilbage samme vej, I er kommet, sagde Allan. - Det er også sikrere. Guyana Airway har leaset sit jetfly af en privat millionærfamilie i Georgia. Det er af en type, der er forbudt i USA, fordi de har en beklagelig tendens til at falde fra hinanden oppe i luften. Air Guyanas faste pilot er cubaner. Allan havde fløjet med ham engang, og da var piloten så døddrukken, at han ikke kunne stå på benene, men måtte hjælpes ud af cockpittet. I skyndingen havde de glemt at få copilot med. De to stewardesser var ved at falde om af træthed. De og maskinen havde været i gang uafbrudt i atten timer. Piloten landede flyet som en sæk kartofler der falder ned fra et tårn. Små børn fløj gennem luften i kabinen. Det var et under, at ingen var blevet alvorligt kvæstet.

Samling af Arne Herløv Petersens indlæg på Facebook i året 2020. Året var præget af corona-pandemien og valget i USA, men der blev også tid til iagttagelser og meninger om politik og natur, litteratur og dagligdagens tildragelser - og meget andet.Et eksempel kunne være:Hvis jeg ser tilbage på de bøger, jeg hare læst de sidste tyve-tredive år, er det et meget broget kludetæppe.Jeg læser en del ældre litteratur. Der er fra disse perioder en overvægt af mandlige forfattere, men jeg har forsøgt at skabe en vis ligevægt i det, jeg læser, og jeg har læst kvindelige forfattere fra Sapfo, Sei Shonagon og Shikibu Murasaki over Jane Austen og søstrene Brontë til moderne klassikere som Virginia Woolf og Nathalie Sarraute.Jeg har i mine udgivelser af e-bøger forsøgt at sætte lys på oversete kvindelige forfattere fra tidligere perioder, og har f.eks udgivet bøger af samtlige de kvindelige forfattere, Pil Dahlerup nævner i sin epokegørende disputats, og prøvet at skabe opmærksomhed om glemte og efter min mening meget betydelige forfattere som Inga Nalbandiàn. De fleste af disse forfattere er for øjeblikket kun umiddelbart tilgængelige gennem mine e-bogudgaver. I den nye litteratur, jeg læser, er der vel omtrent ligevægt mellem kønnene. Jeg vil gerne følge lidt med i, hvad der foregår her og nu - også i den danske litteratur - så jeg læser altid et udvalg af årets bøger. I år har jeg således med stort udbytte læst nye bøger af Solvej Balle, Stine Pilgaaard og Asta Olivia Nordenhof. Jeg har nok læst flere nye danske bøger af kvinder end af mænd, for dem er der flest af.*Jeg har disse hovedsynspunkter:1. Der er ikke grund til konkurrence og brødnid mellem forfattere, for der er plads til alle. Enhver har sin egen, individuelle stemme. Læseren foretrækker naturligvis nogle stemmer frem for andre, men det er ikke muligt at opstille lister, hvor forfattere bliver nummer et, to eller tre. Litteratur er ikke hækkeløb, der er forfattere til enhver læserskare.2. Enhver forfatter kan skrive om hvad som helst. Man skal ikke finde sig i mundkurv - som når nogle vrænger "kulturel appropriation", hvis man skriver om et andet køn eller en anden etnisk gruppe. Man kan skrive om hvad som helst og hvem som helst. Man kan godt skrive om en Quasimodo uden selv at være en pukkelrygget dværg. Man kan skrive om Madame Bovary uden at være kvinde eller om Orlando uden at være transkønnet.2. Monokultur er ikke godt - hverken i naturen eller i litteraturen. Det er bedst, når hundrede blomster blomstrer. Det er bedre med mangfoldighed end med ensretning.3. Som læser synes jeg, det er spændende og givende at læse bøger skrevet af mennesker af forskellige køn og med forskellige seksuelle orienteringer, bøger skrevet om/af mennesker fra forskellige sociale lag, forskellige tider og steder,4. Det er netop det mirakuløse ved litteraturen, at den gør det muligt at gå ind i andre mennesker, se med deres øjne og tænke deres tanker. Til daglig går vi rundt mellem hinanden, lukket ind i vores hylster af hud. Når vi læser, flyder vi over i de andre og de ind i os. 5. Af alt det følger, at jeg ville anse det for en ulykke, hvis der *kun* blev udgivet bøger skrevet af mennesker af ét køn, fra én socialgruppe eller aldersgruppe eller etnisk gruppe. Jeg vil have det hele - broget og mangfoldigt.6. Man skal ikke tilstræbe absolut, matematisk lighed. Det er overflødigt og umuligt og ville skabe kunstige begrænsninger. Men der skal være mulighed for at vælge i et stort og broget udbud.

536 af Arne Herløv Petersen er en samling med seks, store mytiske fortællinger, der både trækker på den gotiske tradition og den fantastiske litteratur. Nobelpristagerens Iziguros seneste roman The Buried Giant befinder sig et lignende sted.Tidsmæssigt er det i året 536, der af en historiker er udnævnt til at være det værste år at leve i i verdenshistorien. Det er den mytiske tid, der forbindes med antikkens endelige kollaps og kirkens magtovertag på alle niveauer, tiden umiddelbart før Islam trådte frem.Arne Herløv Petersen skriver sig ind i forskellige områder af tiden og viser denne, den mørkeste middelalders ukendte og overraskende, kulturelle variation.En af fortællingerne, Tjalve, foregår i Norden. En anden, Procopius, i det Østromerske rige. En tredje, Chunyu, foregår i ”Den første dag i ferskenmåneden i dragens år, i kejser Wus 35. regeringsår,” altså i Kina. Og alle vegne på alle kontinenter slukkes solen midlertidigt og pesten trænger sig frem.

I 1920'erne mødtes en række unge digtere på Universitetets frokoststue. Blandt dem var Tom Kristensen, Rud. Broby-Johansen, Jens August Schade, Johannes Weltzer og Knud Bruun-Rasmussen. Nogle af dem fandt sammen om at udgive lyriktidsskriftet Klinte, der stadig findes hundrede år efter, nu som Hvedekorn. Det var en bevæget tid med kongekup og genforening. Tom Kristensen kom også i den gruppe, der blev kaldt Valby-Parnasset, sammen med bland andre Emil Bønnelycke og Harald H. Lund. Broby-Johansen hentede den jyske digter William Waagner til København. Klinte skildrer hele denne flok brogede digtere, hvis liv på godt og ondt flettede sig sammen i denne tid.

Digte om flyvende katte, katte i sne, katte der forklarer meningen med det hele og katte, der bare sidder på deres hale og ser sig om.

Opdateringer fra Facebook 2019

Arne Herløv Petersen er én af dansk litteraturs søjler. Han debuterede på sin 15 års fødselsdag den 14. marts 1958 i antologien Unge meninger om Vi Mennesker der udkom på forlaget Arena. Siden har han skrevet et tocifret antal romaner og digtsamlinger foruden sin omfattende produktion af oversættelser og sit vældige bidrag til bevarelsen af dansk litteratur med ebogsproduktion og udgivelse af kendte og ukendte perler skrevet frem til 1947 (senere forfattere er omfattet af copyright).Nu udgiver Det Poetiske Bureaus Forlag hans Udvalgte digte med uddrag fra 34 bøger, deriblandt hans bedste oversættelser, samt hidtil utrykte digte. Arne Herløv Petersen springer endvidere ud som ophavsmand til et par pseudonymer, hvoraf ét er blevet prisbelønnet og anmelderrost efter årtusindeskiftet.Sådan lyder samlingens første digt: SAS-hotellet Juniaften; tågegrøn. Selv skyerne tar fejl og går tværs gennem bygningen.En ung Arne Herløv Petersen fanger det, vi andre i årevis har prøvet at sætte ord på. Sommerskyernes spejling i Arne Jacobsens monumentale bygning overfor Hovedbanegården.Et afsnit i den store udgivelse rummer eksperimenterende poesi, hvor digtet aftegner indholdet grafisk. Det afspejler konkret poesi og den tid, det blev til i, men går helt tilbage til begyndelsen af 1900-tallet og Apollinaire.Det er måske mest sigende for samlingen, at dens mere end fem hundrede sider vækker mindelser om det Ivan Malinowski kaldte ”Glemmebogen”, en antologi, der rummer det, vi ikke bør glemme fra de seneste 50-60 år, hvor Arne Herløv Petersen har sanset, iagttaget og skrevet.Bogens femte del er et udvalg af de digtoversættelser forfatteren har foretaget, og her indgår nogle af hans favoritter, modernismens første store forfatter, James Joyce, haikuets klassiske mester Basho og en forløber for surrealismen, den engelske nonsensdigtnings kendteste navn, Lewis Carroll. For ikke at tale om Arne Herløv Petersens imponerende fordanskning af Edgar Allan Poes Ravnen: I en midnat mørk og øde, da med øjne matte, røde træt jeg gransked folianter om en fortids karakter, mens jeg blunded, træt i tanken, lød der pludselig en banken på min dør, et slag mod planken, som en gæst der ankom her. Det er blot en gæst, der banker. Det er bare det, der sker. Dette kun, og intet mer. Intet mit erindring dæmper, det var i en mørk december, hvor hver glød på arnen kæmper mod det mulm, en vinter ser. Ivrigt længtes jeg mod morgen, og jeg søgte glemme sorgen gennem bøger glemme sorgen, at Lenore er ej mer. Ak, hin skønne sjældne pige, som kun himlens engle ser, og som nu er navnløs her.Og så videre. Og meget mer.

Lyset, replikkerne og fortællingen fra besættelsestidens København, som Arne Herløv Petersen genskaber med overbevisninger, sender læseren direkte ind i et spændende og levende tidsbillede og en fortælling om en følsom, ærlig og søgende ung digter, der døde alt for tidligt, og den kreds af venner, digtere og modstandsfolk han bevægede sig i. Store dele af fortællingen er således dedikeret til personligheder som Tove Ditlevsen, Halfdan Rasmussen, Ester Nagel og Sonja Hauberg. Bogen er desuden forsynet med en fyldig litteraturliste med kilder til Morten Nielsen og de øvrige digteres liv og værker samt besættelsestiden som sådan.*Arne Herløv Petersen har udgivet digtsamlinger og romaner. Senest er kommet: Zephyr. (Fortælling 2017), Fugle kan ikke flyve. (Digte 2018) og Udvalgte digte (2018), alle på Det Poetiske Bureaus Forlag.

Med sin nye digtsamling på Det Poetiske Bureaus Forlag, Fugle kan ikke flyve, når Arne Herløv Petersen ind i et sted, hvor ikke alle forfattere får lov at komme. Der, hvor det komplekse i livet fremstår enkelt, og endda ind i mellem smukt: LÆRKE Det var de farveløse dage hvor den eneste sol var ukuelig følfod, og de skrabede nætter hvor de eneste stjerner var sovende sneprydEn række af digtene tager fat i det ældgamle, men stadig aktuelle filosofiske og eksistentielle problem, somprægede f. eks. den tidlige Svend-Aage Madsens forfatterskab – hvad er virkeligheden: RØDKLØVER Man kan forestille sig rødkløver Se farven for sig Indsnuse duften Og derfor ved jeg ikke om du er der når du holder om mig(Det Poetiske Bureaus forlag)

"April" "repræsenterer et nybrud i fyrrernes danske roman, men kunne ikke få betydning for dens udvikling, da bogen først blev udgivet i 1961. Bogen er et indgående og dybdepsykologisk perspektiveret portræt af den unge kvinde Jane, med vægten på hendes bearbejdning af dødsangsten... Selve romanfiktionen er bygget op i en meget kompleks struktur, der tillige ændrer sig under forløbet, således at fremstillingsformerne forskydes fra det stærkt sprængte til det mere helhedsprægede."Finn Hauberg Mortensen i "Danske digtere i det 20. århundrede" 1981

"Syv år for Lea" (1944) beskriver først en piges barndom på landet og derefter gymnasietiden i en københavnsk forstad. Den fik Politikens kunstnerpris 1944, blev meget diskuteret og læst af generationer af gymnasieelever."Syv år for Lea" "rummer det hele: Barndommens ordløse angst og momenter af svimlende lykke, møder med de voksnes løgne og hykleri, forsøgene på at komme overens med seksualiteten og de krampagtige forsøg på at finde den der *mening* med tilværelsen. Og de vidunderlige fascinationer fra en tid, jeg altid har følt en skamløs fascination af... Sonja Hauberg er langt fra den eneste, der har beskrevet tabet af en barndoms landlige paradis, mødet med den sorte skole og gymnasiets terperi, men få har gjort det med samme stilsikre lethed"(David Jascobsen, Turner, Weekendavisen 22.7.11)

Sonja Haubergs debutroman "Hvad vil du mig" fra 1942 handler om den unge pige Lise, der har et meget anstrengt forhold til sin mor og efter et problematisk forhold til komponisten Finn finder tryghed hos barndomsvennen Niels ude på landet."Romanen er skrevet i et lyrisk sprog, der i sine tæt sansede og symbolladede naturbilleder minder om J.P, Jacobsens.. Det er som Marie Grubbe snarere symbolisme end naturalisme, også i sit menneskebillede. Lise frigøres som Marie til at leve sit eget liv, til at acceptere og få accept af sine drømme og anfægtelser uden at underlægge sig dem" ("Danske digtere i det 20. århundrede", 1981)

Loulou Lasssen (1876-1947) er mest kendt som oversætter af Maupassant og som journalist. Hun var i mange år knyttet til Politiken, og hun var den første kvindelige journalist, der ikke var henvist til mad- og modestof. Hun skrev reportager, artikler om medicin og sundhed og stod under første verdenskrig for redaktionen af krigsnyhederne. "Det evigt kvindelige" er hendes eneste roman. Den udkom under hendes fødenavn Loulou Marcussen og fortæller om en kvindelig forfatter, der vil leve alene og have samme ret som mændene til at dyrke elskov med de mænd, hun vælger. Men den mand, hun først har valgt, er blød og hæmmet af sin stærke moderbinding og hun må opgive ham igen. Politiken skrev i sin anmeldelse bl.a. " [Hun] lader aldrig sin Heltinde i Ro, udspejder og belurer hende og aflokker hende den inderligste Tilstaaelse… Og man hører gennem Bogen et triumferende Udbrud over, hvor godt der er sigtet, og hvor rigtig der er ramt.”

Sonja Haubergs skuespil "Ebbe Skammelsøn" fortæller i et klart og enkelt sprog den gamle historie om soldaten, der drog ud i krig og efterlod sin kæreste, og om den træske bror, der over for kæresten lyver soldaten død for selv at få hende. Historien er flyttet frem til anden verdenskrig, men myten er tidløs.

Sonja Hauberg (1918-1947) er mest kendt for romanen "Syv år for Lea", der blev slugt af generationer af gymnasieelever, men hun debuterede allerede som attenårig i 1936 med to digte i tidsskriftet "Vild Hvede", hvor hun også fik trykt en del noveller. Hun var politisk aktiv i Danmarks Kommunistiske Parti og skrev kronikker i bl.a. Politiken og Social-Demokraten om pædagogik og litteratur."Den inderste søjle" samler for første gang denne side af Sonja Haubergs litterære virksomhed i bogform

Opdateringer på Facebook i året 2017 - meninger, vurderinger og små essays om især litteratur og samfund.

Horla er en gyser fra sindssygens grænseland - om en mand, der oplever et ondsindet, usynligt væsens tilstedeværelse og vil gå over lig for at få dette væsen ryddet af vejen, Da Maupassant skrev historien, var han ramt af syfilis, der få år efter satte sig på hjernen, så han blev anbragt på en sindssygeanstalt.

Den første roman med emne hentet fra Grønland blev mærkeligt nok skrevet af en mand, som ikke kendte landet af selvsyn, B. S. Ingemann. Det drejer sig om fortællingen „Kunnuk og Naja eller Grønlænderne“ fra 1842…Den væsentligste indvending mod bogen må være den, der sædvanligvis rettes mod størstedelen af Ingemanns produktion, nemlig at alt er fremstillet i et lidt for romantisk skær. Det gælder ikke bare de poetiske talemåder, som de optrædende benytter sig af, men også skildringen af det grønlandske dagligliv. Her er ikke megen tale om sult og kulde eller om mændenes anstrengende og farefulde fangstture og kvindernes trættende arbejde med at tilberede de mange skind. Om grønlændernes livsbekræftende holdning skriver Ingemann i sin efterskrift med et udtryk, der i vore dage kan lyde lidt pudsigt: „Den hedenske Grønlænder føler sig således i Verden under Verdensaandens lunefulde Herredømme, som han dog modig udholder under Sang og livlig Færdse.“ Det er åbenbart blevet det hovedindtryk, han har fået ved gennemlæsning af litteraturen om Grønland, og han gentager den konklusion, som præsten Funch nåede frem til efter syv års ophold i Nordgrønland: „Grønlænderne ere et lykkeligt Folk.“Ingemanns menneskeskildring fortjener imidlertid at fremhæves, fordi han ikke bare fremstiller grønlænderne som etnografiske mærkværdigheder, men først og fremmest som mennesker, omend som typer. Han får læserne til at føle sig sympatisk indstillet overfor grønlænderne, og i efterskriften benytter han lejligheden til at fremhæve, at de „ere et ikke ringe aandeligt begavet Folk er indlysende af mangfoldige Træk i Egedernes, Hans Egede Saabyes og Fleres Beretninger.“(Inge Kleivan)

Ingemann var ikke kun salmedigter, men skrev også medrivende noveller, der undertiden hører til i fantasy- eller gys og gru-genren. Af de fire noveller i hans samling "Eventyr og fortællinger" fra 1820, der her foreligger med titlen "Sfinxen", er titelnovellem måske den mest interessante foren nutidslæser. Arkiv for Dansk Litteratur skriver i sin præsentation af Ingemann:Inspirationen til "Sphinxen" er litterær, nemlig E.T.A. Hoffmanns "Der goldene Topf" (1814-15). Her er splittelsen, identitetsforvirringen og derealiseringen vidt fremskreden: Hovedpersonen Arnold oplever, at han former sin skæbne ved at skrive den - hvis det da er ham og ikke hovedpersonen i Hoffmanns fortælling, der er på færde. Ikke kun han selv, men også hans omgivelser og medmennesker rummer så mange lag, at han er nær ved at blive afsindig. Først da han opgiver at forstå den mangetydige virkelighed, reddes han fra det truende vanvid. Tilmed vinder han sin elskede Cordula, der formulerer betingelsen for deres forening: "mig skal Ingen see, uden den, som troer paa mig og elsker mig, uden at forstaae mig". Men prisen er høj: Han må afvise det borgerlige samfund, overvinde sine ønsker om magt eller ære og bekæmpe den fysiske erotik..Det centrale tema i Eventyr og Fortællinger er individets splittelse mellem den sanselige og den åndelige verden. I barndommens umiddelbare lykke er dobbeltheden uproblematisk, men vi udrives af denne harmoni ved forstanden, seksualdriften og den sociale ambition. For den voksne er det livsopgaven at forædle disse tre typer begær til hengivelse, i form af troen, kærligheden og den kunstneriske fantasi. Derved genvindes barndommens tabte paradis, tilmed på et højere plan, fordi først erfaringerne fra kampen mod fristelserne giver harmonien dybde. Skønt teksterne postulerer en sådan afsluttende harmoni, er deres hovedemne dissonansen og splittelsen.

"De elendige" er en drøm af en bog. Den har det hele - spænding og romantik, social harme, oprør og trods, flugt og jagt, en uskyldigt dømt og en djævelsk snedig forfølger. Det er en bog, man læser med hamrende puls og tårer i øjnene. Et af verdens litteraturens hovedværker, kendt og elsket som bog, film og musical. Her u Frederik Winkel Horns slidstærke og magtfulde oversættelse.

"Vejen til Swann" er første bind af Marcel Prousts vældige romanværk "På sporet efter den tabte tid", her i Christian Rimestads stilsikre oversættelse til den oprindelige, danske udgave,. Smagen af en madeleinekage, dyppet i lindete, fremkalder pludselig en hel verden af fortid for Proust, og han beskriver i alle detaljer denne verden og selskabslivet i de fornemme kredse i Paris fra slutningen af det nittende århundrede og frem til omkring første verdenskrig med alle detaljer og i et lyrisk og sansemættet sprog, der er uden sidestykke i verdenslitteraturen.

I en fremtidsverden er menneskene opdelt i tre klasser, garkerne, der sidder på magten, plebberne, der tager sig af alt forefaldende arbejde, og toflerne, der ikke kan få arbejde, men bliver betalt for at være forbrugere, så økonomien kan køre rundt. Uden for disse grupper står robotterne og de utilpassede, der har fundet et fristed i de store skove.

Bogen "Aktindsigt" følger op på "Skueprocessen", der udkom i 2009, og beretter om spionagesagen mod Arne Herløv Petersen og hvad senere fulgte. Denne bog fortæller om indholdet af de aflytningsrapporter, AHP fik adgang til, om korrespondancen med PET og justitsministeriet for at få aktindsigt, om det, der siden 2009 er skrevet om sagen og om PET's ønske om at udlevere AHP's private dagbøger til Statens Arkiver. Bogen afsluttes med et essay, der sammenfatter hele sagen under titlen "Var det det værd?