Books published by Arne Herløv Petersen

Sonnets and other rhyming poems in English

Forløbet i Mesalliance, 1833, afdækker en svaghed ved den borgerlige dannelse. For problemet var, at det, Thomasine Gyllembourg her kalder »smaa Vaner og antagne Former«, kunne iføres som en »Kjole« – uden at gå i forbindelse med krop og sjæl. Hvordan skulle så en ung borgerpige kunne se forskel på en sand og en falsk bejler, hvordan skulle hun og hendes medsøstre kunne udpege »Grændseskjellet mellem den saakaldte fornemme Verden og den simple eller borgerlige«? I denne som i andre tekster ligger svaret i ét ord: opdragelse. Igen og igen viser Thomasine Gyllembourg, hvad en ufuldkommen, overfladisk opdragelse fører med sig af fordærv, og hun kritiserer især adelens laden stå til i spørgsmålet om børnenes fremtid.(Nordiske Kvindelitteraturhistorie)

I "Ægtestand" (1835) gennemspiller Gyllembourg sin egen skilsmisse og giver dansk litteraturs første realistiske tematisering af den borgerlige kvindes problemer i en isolerede familiesfære. Sophie lider, ligesom Thomasine dengang, under sin ægtemands kulde og tilsidesættelse af familielivet til fordel for samfundsvendte opgaver. Hun bliver lydhør for den franske gæst Sardes' romantiske kurtiseren, og romanen bygger op til det valg, Sophie må foretage mellem sine varme erotiske følelser for elskeren og tomheden i ægteskabet.(Dansk litteraturhistorie 1984)

Titelpersonen i Thomasine Gyllembourgs "Maria" (1839) får sit liv forkrøblet, da hun som fjortenårig bliver forelsket i en voksen mand, der også bliver forelsket i hende. De går rundt i haven med hinanden i hånden, da de bliver overrasket af Marias far, der opfatter situatiionen som et seksuelt overgreb og bliver rasende. Episoden får ødelæggende konsekvenser for Maria, der aldrig senere bliver i stand til at indgå i et normalt forhold til en mand.

Når man læser Thomasine Gyllembourgs "De lyse nætter" fra 1834, skal man lade være med at spørge om sandsynlighed. Man skal betragte historien som et eventyr, hvor alt kan ske. Historien om Frederiks ægteskab med en pige, han aldrig har set før, om hvordan hun forfølges af en incestuøs storebror og bortføres fra Frederik og til denne store overraskelse har fået et barn, da han under dramatiske omstændigheder genser hende og om fattigdom og uventet arv følger ikke realismens slagne landevej. Men det er en historie med spænding og ramasjang, og hvis man kan følge med i svingene, er den stærkt underholdende. Og så er der en uforglemmelig og levende beretning om Københavns bombardement i 1807.

Thomasine Gyllembourgs "Ekstremerne" fra 1835 skildrer modsætninger mellem gudsfornægtelse og dyb tro, mellem virkelig fornemhed og adelens fordomme og mellem før og nu, som når den unge læge Rudolph Hermes møder Elise, som han var forelsket i og skildrede med ordene: "Denne pragtfulde Figur, de glimrende Farver, forhøjede af de kulsorte Haar, de store, smægtende, blaa Øjne! Hvilken Mand, naar han ikke var af Sten og Træ, kunde danse med en saadan Skønhed og ikke blive til Fyr og Flamme" og så ser hende, da hun efter fem års ægteskab med en rig mand er blevet enke, og Hermes har "erkyndiget sig om Elises Sundhedstilstand og ikke uden Møje formaaet hende til at staa op af Sengen og gaa ud i Luften, en Anmodning, der var saa meget mere nødvendig, da Mangel paa Orden og Renlighed i hendes Værelse og ved hendes Person, samt den Omstændighed, at hendes Yndling, den store Jagthund, delte hendes Seng, i Forbindelse med den daværende Sommers hede Temperatur let kunde have farlige Følger for hendes Sundhed." "Ekstremerne" blev ved udgivelsen anmeldt af Poul Martin Møller, der sammenfattende skrev: "I Extremerne hersker en saadan poetisk Harmonie, da alle de enkelte Partier virke sammen til at frembringe den Tilfredshed, hvormed Læseren forlader Skriftets Læsning".

Der sker mangt og meget i Thomasine Gyllembourgs kortroman eller lange novelle "Jøden" fra 1836. Her er forbyttede børn og en voksen mand, der bliver forelsket i pigen Charlotte, der lige er fyldt tretten år, da han første gang ser hende. Men størst indtryk gør titelpersonen, den jødiske købmand Josef Branco, en mild, lærd og menneskekærlig mand, der skildres således: "Enhver, der har kendt Josef Branco, vil vist erindre sig ham som en ualmindelig Individualitet. Paa en ganske besynderlig Maade forenede han forskellige Nationaliteter og modsatte Egenskaber. Han var paa een Gang en driftig Købmand og en dybsindig Tænker. Hele Dagen var han i Bevægelse og beskæftiget med sine Handelsforretninger, om Aftenen derimod overlod han sig aldeles til sine Studier af alle Slags gamle og nye filosofiske og historiske Bøger. I de orientalske Sprog og de fleste europæiske var han stærkt bevandret og havde meget hyppige Besøg og lærde Sammenkomster med flere Videnskabsmænd og især med den daværende Overrabiner, en for sin Lærdom og Liberalitet almindelig bekendt Mand". Branco fortæller selv om sit syn på racistiske fordomme: "Som Dreng blev jeg mishandlet og foragtet; som Voksen rejste jeg Verden rundt og saa dens Herligheder, hvorfra jeg syntes at være udelukket. Jeg besøgte begge Indier; jeg har set Negerslaver; jeg har set Kulørte; jeg har set den Slægt, man kalder Paria, disse forskudte, hvis blotte Berørelse vanhelliger. Jeg kaldte dem Brødre! og Synet af alt dette forøgede min Sjæls bitre Lidelser".Det er bemærkelsesværdigt, at Gyllembourgs skildring af Branco udkom ret kort tid efter de forfærdelige pogromer i 1819. der blev kaldt "Jødefejden" og før Goldschmidts "En Jøde".

Valdemar Rørdam var en versekunstens mester. Han kunne skabe de mest forføreriske rim og rytmer, han kunne få sine digte til at synge. Når han forsøgte sig med det storladne, det nationale, det episke - så blev det let svulstigt og hult. Men når han digtede om den første forelskelse, om glæden ved at finde sammen og få børn, om den uro og de kurrer på tråden, der følger med, om ængstelse, usikkerhed og lettelse, så kunne han nå store højder. Hans kærlighedsdigte er en gave til alle, der elsker.

"Grå og grønne dårer", der udkom på Funkis forlag i 1933, er en beskrivelse af kunstnerspirer og bohèmer i København i tiden op til første verdenskrig. Deres kusntneriske bestræbelser, deres drukture og deres pigejagt. Bogen emmer af tidsstemning og atmosfære. Rammerne er Strøget og Bernina, men bogen kunne lige så godt have udspillet sig i Minefeltet i 50'erne eller 60'erne. HPE Hansen (1888-1946) udgav allerede i 1929 bogen "Syntesen af Marcel Prosts Værk" og i 1930 "Johannes V. Jensen og hans Tid". Han debuterede som romanforfatter i 1928 med "De forulykkede", som Hans Brix hilste med ordene: "Forfatterens ejendommelighed.. er en kortfattet og klar, kynisk humor, vekslende med filosofiske udblik over menneskeheden... Forfatteren vil efter alt at dømme blive vor litteratur en god mand"

"Thyboer", en samling noveller og fortællinger fra Thy, blev udgivet i 1922 af Klinte, der var forløberen for Hvedekorn Her viser Bertel Budtz Müller mange sider af sit talent. Historien om fiskeren, der troede at de konrinthier var korender, og "42,2" om prangeren, der bereder sig til at dø af sin tårnhøje feber er nærmest det, man kalder humoresker. Men historien "Et barn er født" er ædende skarp samfundsskildring, "Gammelmoer" er usentimentalt ramsaltet og "Den thylandske vår" er en sart og fin beskrivelse af en sky ungdomskærliged, der blev stækket i starten..

Aage von Kohls fortælling "Det store skød" fa 1911 blev hans sidste skønlitterære værk. Resten af sit liv beskæftigede han sig mest med de tanker om livet og døden, der også kommer til udtryk i denne bog - og som indbeatter overvejelser om spiritisme og reinkarnation.Cai M. Woel skriver i "Dansk Litteraturhistorie 1900-1950":"Med romanen "Det store skød" (1911) gjorde Aage v. Kohl op med Jorden; hans tanker er optaget af evigheden, af døden. Er døden noget definitivt eller blot en overgangsform, kan man vende tilbage fra den og meddele sig? Sådanne tanker eksperimenterer han med i denne sidste roman, og han kommer til et yderst positivt resultat. Ikke blot kan de døde vise sig for os og meddele sig til os, mener han, men vi har antagelig også levet i tidligere tilværelser og kan erindre elementer deraf".

"Kursus ind og ud" fra 1943 var femte og sidste bind i serien af erindringsdigte fra barndom og ungdom, der påbegyndtes med "Huset ved volden" (1932). Det blev også Rørdams sidste digtsamling. Den beretter om tiden om fattig kursusstuderende i København omkring 1890.

"Den gyldne gift" er en ægteskabsroman, der handler om kunst, og forfatteren rører ved et problem, der eksisterer: Kan en digter digte ordentligt,hvis han lever lykkeligt? Hvis den gamle sætning: Kunst og kval hører sammen, og hvis, hvad der også påstås, digteren digter bedst om det, han ikke har, at kunsten altså er en slags kompensation, må svaret blive nej. Lykkelige ægteskaber og kunst hører ikke sammen"(Cai M. Woel i Dansk Litteraturhistorie 1900-1950")»Det er med en egen Glæde, man læser denne Bog . . . fordi hos Forfatteren alle Evner er tagne i Brug, alle Sjælens Strænge spændte — og spændte til Bristepunktet — fordi der hos ham fornemmes det hurtige Aandedræt, den varme og ivrige Livsappetit, som er den sande Skribents — fordi han vover at bane sig Vej med egne Kræfter, selv om det gaar gennem Tjørnehække og med Øxen i Haand — endelig fordi han har saa meget Talent, fordi Sproget føjer sig saa villigt under hans Hænder, fordi Billeder og Tankeforbindelser saa redebont staar til hans Raadighed . . . Den Nidkærhed, hvormed den er skreven, den Personlighed, der er nedlagt deri, den Heftighed, hvormed dens høje Idealisme forkyndes . . .«(Albert Gnudtzmann i »Dagbladet«)

"Holeby" er tredje bind i Valdemar Rørdams fembinds digtsamling om barndoms- og ungdomstiden. Den kommer efter "Huset ved volden" og "Af et barns verden" og før "Halv-student" og "Kursus ind og ud". Rørdam fortæller i strømmende og smidige vers om tiden fra han var otte til han var fjorten. Familien flyttede fra Stege til et præstekald i Holeby på Lolland. Hans mor døde, og da han fik en stedmor, begyndte hans trængsler for alvor. Han skildrer lussinger og afklapsninger, og hvordan han blev tvunget til at spise bævreflæsk, til han brækkede sig. Men det er ikke elendighed det hele. Rørdam fortæller også om at tumle sig i naturen, om leg og den spirende fornemmelse af kønnets mærkværdigheder, understreget af det uforglemmelige syn af en tyr, der bedækker en ko.

Knud Poulsen er en af de fineste ssayister i dansk litteratur. Han rejste som ung til Australien, hvor han boede i en årrække. Hans skildringer af Australien i tiden før første verdenskrig giver en levende beskrivelse af landet, dets indbyggere og især naturen. Knud Poulsen delte naturligvis mange af sin tids meninger og fordomme, men man behøver ikke at være enig med ham i alle henseender for at glæde sig over hans sublime sprogkunst. Cai M. Woel skriver i "Dansk Litteraturhistorie 1900-1950" om ham: "Sprogligt har han lært af både Hamsun og Johannes V. Jensen; som hans øvrige åndelige forudsætninger har man nævnt Boganis, hvem han også har meget fælles med, bl.a. melankolien, men de er alligevel meget forskellige.. hans bøger er virkelig mærkeligt dragende på sindet".**Pressen skrev om "Breve fra det fjærne":En overraskende Indtryksmodtagelighed og en Evne til sprogligt at fæstne disse Indtryk med Smidighed og Prægnans. Knud Poulsen ejer dette sjældne, som aldeles ikke kan erhverves selv med den taalmodigste Flid, men som er Naturens Gave.(Chr. Rimestad i »København«.)Man leder efter Adjektiver for at karakterisere denne Bog, og man standser ved saa gamle og forslidte Gloser som henrivende og fortryllende - Ord en Anmelder ellers nødig tager i sin Pen. Men det er faktisk dem, der passer bedst. Der er en Friskhed og Umiddelbarhed over den, et ungdommeligt Humør og samtidig en Finsans og Ynde. der er ligesaa sjælden som indtagende.En af de danskeste, en af de mest ægte nationale Bøger, der er kommet i lang Tid. Disse Breve fra det Fjærne er nemlig mere end noget andet en Hymne til Danmark.(Carl Gad i ”Illustreret Tidende”)Hvor er det udsøgt! En hel lille Landvinding for dansk Literatur.(Kai Friis-Møller i »Politiken”.)Yndefuld og sikker Kunst.(Hans.Brix i "Berl. Tid.”)- et Mønster paa Naturiagttagelse - - baaret af et ganske fortryllende Lune og øm Beundring. Fresnfor alt et Sind, der modtager for at gøre andre delagtige i Glæden og Vemoden.(Dr. Poul Levin i » Tilskueren”.

"Mikrobernes Palads" af Aage von Kohl handler om den store russiske armada, der under den russisk-japanske krig 1904 sejlede ud fra Østersøen, ned syd om Afrika og op til Tsushimastrædet mellem Korea og Japan, hvor russerne led et knusende nederlag. Russerne mistede 5000 mand, otte slagskibe og mange mindre skibe, mens japanernes tab beløb sig til 116 mand.Der er måske ikke så mange, der husker den russisk-japanske krig, men den kom til at kaste lange skygger ind over de næste hundrede års historie. Russernes nederlag var med til at fremkalde den uro, der førte til revolutionen i 1905. og nedkæmpningen af revolutionen var med til at opflamme til revolutionen i 1917. Japanernes sejr førte til, at Korea blev indlemmet i Japan (før krigen havde russerne foreslået Japan at dele Korea i nord og syd) og senere til de japanske angreb på Manchuriet og derefter selve Kina og til sidst til Pearl Harbor og atombomben.Men "Mikrobernes Palads" er ikke en bog, der kun handler om en bestemt krig. Den handler om krigens væsen og hvad krigen gør ved menneskene. Aage von Kohl havde selv deltaget i kampene i Manchuriet og vidste, hvad han talte om."Mikrobernes Palads" er et storværk i dansk litteratur. I sit strømmende sprog, der forebygger senere forfatteres bevidsthedsstrøm, og i sit vældige vingefang kan den minde om "Jærnet" af Harald Kidde. Bogen blev anmeldt 28.11. 1908 af Christian Rimestad i en kronik i Politiken. Rimestad skriver bl.a. at man kunne skrive ikke én men en række anmeldelser af bogen, en om det historiske stof, en om de hovedpersoner der foldes ud, en om kompositionen "der synes mig overlegent intelligent". en om stilen, "der er i høj grad broget, sammensat af de mest forskellige ingredienser.. Denne stil kan hæve sig til en storladen episk lyrisme... den kan, overbebyrdet nervøs, stønne under en trang til at skildre det, der måske slet ikke *kan* skildres... Denne stil skyr intet middel for at levendegøre. "At bogen i dag stort set er gået i glemme er uforståeligt. Det er på tide at gengive den den plads i den danske litteratur, den fortjener.

Valdemar Rørdams tidlige digtsamlinger "åbenbarede i ham en sproglig begavelse og en versformende evne, så frisk og letsprudlende, som ikke var set siden Holger Drachmann, og også i friluftspræget, friluftshumøret og de fulde brysttoner var der noget Drachmann’sk: det var sang med fuldt vejr, som den ikke længe havde lydt fra de unge. Samtidig vågnede også den episke skildre- og fortællelyst i ham, og det store publikum vandt han i "Gudrun Dyre" fra 1902 ved foreningen af den episke fortælling og den lyriske versestil. I denne nutidsfortælling på vers blev læseren som dykket ned i et hav af sproglig vellyd, bares op som i en lystig bølgedans af verserytmer; de nøjagtigste naturmalerier, de trivielleste hverdagsskildringer optrådte i skønt lyrisk gevandt, og i mens forkyndte fortællingen en moderne programmæssig opfattelse af kvinden og kærligheden, som satte mange sind og snart også mange penne i bevægelse... Der var en versevirtuositet, en rytmemusik og en ordrigdom i Rørdams digte, et åndedrag i ham og en sproglig fylde, der kunne nå orkestrale virkninger som hos Victor Hugo eller Edgar Allan Poe eller Swinburne. Der var en frisk følelsekraft i hans vers — jægerens natur- og sportsfølelser, slægts- og stammefølelser dernæst, nationale og heroisk-tragiske stemninger, som nu og da kunne smage af "litteratur" og retorik, men hans urolige blod kunne nå en lidenskabelig patos, hans energiske mandsvilje en dyb og høj etos, som var sjælden i samtidens danske lyrik, og der var en frisk og solid selvtænkning i ham; han kunne ræsonnere på vers, agitere og polemisere på vers som ingen af samtidens danske digtere... Valdemar Rørdam blev indstillet til Nobelprisen i litteratur i 1937 og 1938."(Wikipedia)

"Engelske kærlighedsdigte" er udvalgt og oversat af Valdemar Rørdam. Digte fra det 16. til det 19. århundrede af forfattere som Shakespeare, Burns, Blake, Wordsworth, Byron, Shelley, Keats, Browning, Tennyson og Swinburne er fordansket med stor versekunst og respekt for de oprindelige digtes tone. Det er en smuk og bevægende gengivelse af mange af den britiske litteraturs perler.

"Breve fra ensomheden" fra 1936 er Knud Poulsens sidste essaysamling. Her møder vi igen hans uforlignelige sprogkunst og hans store og varige kærlighed til naturen. På mange måder fremtræder han moderne, nærmest økologisk orienteret. Kriseårene i trediverne får ham til tydeligere at tage politisk stilling end før, og han vender sig skarpt mod nazismen og kalder Landbrugernes Sammenslutning "den desperate, nazistisk farvede og med sjofel Antisemitisme befængte L.S.-Bevægelse". I andre henseender er hans holdninger præget af den tid, han levede i - f.eks. er hans holdninger til kvindekamp, børneopdragelse og andre folkeslag svære at kapere i dag. Men bag tidspræget mærker man et humanistisk sindelag, en stille og vemodig humor og en inderlig følelse af samhørighed med naturen.

"De røde navne" handler ligesom hovedværket "Mikrobernes palads" om den russisk-japanske krig 1904, som Aage von Kohl fulgte på nærmeste hold som korrespondent. De fire noveller i "De røde navne" skildrer krigen fra en japansk synsvinkel. Bogen er tilegnet "dem, der endnu ikke har lært at hade Krigen". Den er illusionsløs i sin beskrivelse af krigens gru og barbari. Køligt iagttagende og med stor præcision i formuleringerne. Novellerne kan minde om Ambrose Bierces "Fortællinger om soldater og civile". Cai M. Woel skriver i Dansk Litteraturhistorie 1900-1950 om "De røde navne": "Ganske vist indbød emnet ikke til romantik og hyggestemning, men de blodige og grufyldte beretninger er usædvanlig koldt set og gengivet, ren naturalisme! De følelser, der mere anes end egentlig er tilstede, er sådanne som stolthed, pligt over for fædrelandet... Men novellerne er gode. Kohl beretter nøgternt og anskueligt, han har evne for spænding, de er fyldt af angst, og den smitter af på læseren".Dansk Biografisk Leksikon skriver om Aage von Kohl: "I sit forsøg på at udforske menneskets underbevidsthed har v. K. lært meget af Fjodor Dostojevskij. Med forkærlighed beskæftiger han sig med driftslivets natside, den instinktive ondskab og grusomhed, men hævder til stadighed muligheden for de positive kræfters sejr gennem selvovervindelse og opofrelse".

"Degnens hus" (1929) er Hulda Lütkens første roman. Hun bygger på sin egen baggrundshistorie i skildringen af lærerparret Peter og Lina på den jyske hede. Peter lider af stemningssvingninger, han er snart rastløs og snart apatisk. Lina står urokkeligt fast og er hjemmets faste forankring. Linas mor er hendes modstykke, kuet og trykket, men holdt oppe af sin religiøse tro.

Titlen "Lykkelige barndom" skal opfattes ironisk, for historien om den intelligente, men lidt vege og ubeslutsomme Svends barndom er ikke lykkelig.Alt, hvad er er forbundet med spirende seksualitet, er knyttet til skyld og skam. Hans mor dør tidligt, og hans far, der er birkedommer, forstår ham ikke. Han bliver mobbet af de andre drenge. Som elleveårig bliver han opdaget midt i en seksuel leg med en pige på otte år og bliver bortvist fra hjemmet. Han kommer i pleje hos en præstefamilie, der skal opdrage ham kristeligt. I en ferie bliver han forelsket i en sytteårig pige, som hans far, den 43-årige enkemand, også er interesseret i, og en åben strid mellem far og søn undgås kun ved, at pigen pludselig får en blodstyrtning og dør. Senere er Svend så plaget af, at han giver sig af med det, han kalder selvbesmittelse, at han fortvivlet skøjter ud over den frosne sø, går gennem isen og er ved at drukne. Bogen giver et levende tidsbillede med leg og lektier, læsning og stridigheder - og den strenge seksualmoral, der kaster sin mørke skygge over livet.

"Doktor Moreaus Ø" - HG Wells gyser fra 1896 - handler om en gal videnskabsmand, der gennemfører eksperimenter på dyrene på en fjern stillehavsø, så de bliver en slags menneskelige væsener. Bogen er mere aktuel end nogensinde, nu hvor vi ved genmanipulationer kan gå ind og ændre på arveanlæggene. I HG Wells' bog går forsøgene frygtelig galt. Hvor galt, det kan gå, hvis vi forvandler os selv og andre til nye arter, ved ingen, men Wells' gamle bog advarer os om konsekvenserne af uigennemtænkte handlinger.

Hulda Lütken debuterede i 1927 med digtsamlingen "Lys og skygge". Dansk Litteraturs Historie skriver: "Digtenes rum befinder sig gerne i grænsefeltet imellem drøm og virkelighed og kredser omkring stærke sindsstemninger, typisk udløst i forbindelse med sorg eller længsel efter kærlighed, som spejler sig i natlige, melankolske landskaber. Men naturen kan kun gengive stemningen, den kan ikke svare igen eller bringe trøst".

I "Over det Indiske Hav" fra 1920 beskriver Rørdam en rejse til Java. Det tog sin tid at komme frem, for man sejlede naturligvis. Digtsamlingen giver et levende indtryk af rejsen, og Rørdam sugede til sig af de mange indtryk, men det virker ikke som om han bevægede sig meget ned under overfladen. På hjemvejen bliver han rørstrømsk og lovpriser Danmark, som han synes er langt bedre end alle andre lande. Selv om Rørdams noget chauvinistiske holdning til fædrelandet kan virke frastødende, er der næppe tvivl om, at de fleste af dem, der foretog den slags rejser, der dengang var forbeholdt de få, havde samme holdning, og det er trods alt godt at se, at Rørdam forsøger at sætte sig lidt ind i forholdene i de lande, han besøger, og ikke hengiver sig helt til de racistiske stereotype forestillinger, der var så almindelige på den tid. Under alle omstændigheder kommer den nutidige læser til at foretage både en rejse mellem kontinenter og en rejse i tid.

Mange af digtene i "Under åben Himmel" handler om jagtens glæder - glæden over naturen og glæden ved at dræbe dyr. Det sammensatte i denne holdning kaster lys over dobbeltheden i Rørdams sind. På den ene side den sårbare, skadede dreng, der blev mobbet og anbragt i pleje. Det lyriske, nærheden ved naturen. Den spirende forelskelse, den voksne mand kærlighed til kone og børn. Og på den anden side det, han så gerne ville være, og som runger så hult: Nationens skjald, forsvarer af kongemagt og adel og storkapital, den der besynger slægt, æt, nation og stamme. Kantater og klingklang En forførende versekunst, et indblik i et splittet sind. .

Pressen skrev om "Elskovs rose" (1934):Hun er den nordjyske Sapfo... Man føres ved denne Digterpiges Haand henreven til det gamle, poetiske Land, mens hun fortæller alting om sin forgæves Længsel og sin SmerteHans Brix i "Dagens Nyheder"Hun har et Tonefald, der er hendes eget, selve hendes Temperaments. Det overbeviser os, og det bider vor Sjæl endnu langt mere end vore Sanser.Christian Rimestad i "Politiken"Ti Verslinjer fra hendes Pen vejer op mod hele Bøger pakfulde af Rimerier.Frejlif Olsen i "Ekstrabladet""Elskovs Rose" er ikke blot ægte Kunst, men noget af en Oplevelse; det er sjældent at møde et saa voldsomt og oprindeligt Sind.Ejnar Thomsen i "Aarhus Stifstidende"

Hulda Lütken er nok mest kendt for sine kærlighedsdigte, der ofte er besværgende, længselsfulde og fulde af sorg over tabt eller ugengældt kærlighed. Et stort udvalg af hendes bedste kærlighedsdigte er samlet i "Kommer du til mig"."Hulda Lütkens lyrik, som er påvirket af Edith Södergran, søger at bryde tidens traditioner og i en tidlig modernisme gennem intensitet og subjektivisme at finde nye erkendelser" (Den store danske Encyklopædi)

Eugen Onegin (1832) er et hovedværk i russisk litteratur, skrevet af Aleksandr Pusjkin (1799-1839). Det er en versroman, der handler om ugengældt kærlighed, om jalousi og duel, om anger og sorg og ensomhed. Det er et storladent epos, fortalt i 389 fejende flotte fjortenlinjers vers i jambisk tetrameter, smukt gengivet i Valdemar Rørdams oversættelse.I 1878 skrev Tjajkovskij operaen Eugen Onegin, og bogen er flere gange blevet filmatiseret, blandt andet i den engelsk-amerikanske "Onegin" (1999). Eigen Onegin er en af de store verdensklassikere, der fortæller os om store og evige følelser.

"Skærsilden" fra 1945 er Hulda Lütkens sidste digtsamling og den mest omfangsrige. Den adskiller sig fra de foregående ved ikke at være koncentreret om kærlighed og ensomhed, men vende sig udad mod samfundet. Krigen og dens væsen tages op til behandling , og Hulda Lütken nærmer sig en politisk bevidsthed: "Men der vil komme en Tid / da det lunkne Legeme / Massen / vil blive bevidst / og da vil Brødet blive taget fra de Rige / og givet til de sultne Børn".Det store afsluttende prosadigt "Skærsild" er en bekendelse til humanismen, der kan sammenlignes med Chaplins store tale i sidste scene af "Diktatoren".