Books published by Arne Herløv Petersen

Valdemar Rørdam blev i 1941 betragtet som nationalskjalden, en af vore største digtere, men det år skrev han en hyldest til Tysklands overfald på Sovjetunionen, der med rette fik befolkningen til at vende ryggen til ham. Det foreliggende udvalg af Rørdams tekster viser, hvordan man allerede fra omkring 1905 kunne finde tendenser i hans værker, der kan betragtes som præ-fascstiske - drømmen om den stærke mand, modvilje mod parlamentarisme,militarisme og dyrkelse af kamp, pligt og ære. Udvalget viser, hvordan denne nationalkonservative holdning i Rørdams tilfælde slog over i hyldest til nazismen, og hvordan han efter befrielsen forsøgte at forklare sig uden egentlig at angre. Udvalget viser også, hvordan Rørdam først blev hyldet og senere fordømt. Men det viser også, at de, der fordømte ham, samtidig stadig anerkendte hans uomtvistelige format som lyriker. Med Rørdam står vi over for en mand med Janusagtigt. Den mørke side vises i dette udvalg, den lyse side - hans digte om især kærlighed og natur - der kan fortjene også at blive læst belyses i det samtidig udkomne udvalg af hans bedste digte, "Nu hvisker jeg til dig".

I flere af sine bøger beskæftigede HG Wells sig med gale videnskabsmænd, hvis opdagelser fik frygtelige konsekvensen for menneskeheden. I "Gudernes føde" er det er par videnskabsmænd, der finder frem til et nyt fødemiddel, der virker styrkende og får både planter og dyr og mennesker til at vokse. Problemet er bare, at de bliver ved med at vokse.

Novellesamlingen "Ungdom" er Knud Poulsens eneste helt skønlitterære værk - men tonen er den sammesomi hans essays. II den længste af novellerne, "Vingeskudt", møder vi Erik Graa, hvis liv går i opløsing, da hans kæreste går fra ham. Han rejser til Canada og kommer ti år senere tilbage til Danmark, hvor han ikke længere kender nogen. I samlingens sidste novelle, "Ungkarl", dør Erik Graa som 52-årig. Han har levet ensomt og vemodigt i mindet om den tabte kærlighed og i tankerne om det familieliv, der kunne have været hans.

At læse Valdemar Rørdams digtsamlinger er som at være guldgraver. Der er meget mudder, der skal skylles væk. Der er slagger og mineraler, der skinner som guld, men er uægte. Men graver man videre, finder man det ægte guld - de digte, der stadig holder, der vidner om et både sårbart og følsomt sind, om det skadede barn, om den unge mands kærlighed og glæde over naturen.

Mange af digtene i Rørdams "De sorte nætter" fra 1913 kan i dag næsten kun læses som historiske vidnesbyrd om en svunden tid og en beretning om, hvordan Rørdam, med sine opfordringer til at styrke militæret og støtte godsejerne og de store forretningsfolk, allerede tidligt var slået ind på den bane, der så skæbnesvangert skulle ende med hans hyldestdigt til Hitler under besættelsen. Men inde mellem de bombastiske og militaristiske kvad, lyder endnu den rene tone, der vidner om Rørdams kærlighed til sin kone og sit barn, til naturen og digterkunsten.

I Hulda Lütkens sidste roman "Så er jeg fri" (1945) beretter en mandlig fortæller om sine kvaler med begæret og kvindebilledet.

Pressen skrev om "Klode i drift" (1941):""Klode i Drift" er en rig og særpræget Digtsamling. Den er en Gave til Poesiens sande Elskere"Niels Kaas Johansen i "Social-Demokraten""Civilisationen har ikke spoleret Hulda Lütkens uroprindelige lyriske Evne. Hun er som et Vandfald, der endnu ikke er taget i Industriens Tjeneste"Henning Kehler i "Berlingske Tidende""Et Sind fuldt af Stemning, en Fantasi, som af Virkelighedsindtryk skaber Hallucinationer... Der kan fra hendes Indre stige Udbrud, Eksplosioner af Smerte og Gru, af vild, haabløs Længsel mod noget mistet, Udbrud, der pludselig tager Læseren om Hjertet som en krampagtigt knyttet Haand"Christian Rimestad i "Politiken"

"Hjærtevirtuosen" handler om en gift kvinde, der uden at ryste på hånden med alle midler afviser truslerne mod sin ægteskabelige lykke - først fra en ung kvinde og så fra en homoseksuel mand.Pressen skrev om "Hjertevirtuosen" (1905)"I denne Roman er en ung Kvinde, Fru Eja Bang, skildret med stor Finhed.--- Og saa snart hun føler, at der virkelig i hendes Mands Liv er et Forhold, som stjæler noget af hendes Samliv med ham, da gaar hun pludselig ud af sin Passivitet og træder fuldt bevæbnet frem til Kamp. Hun bruger i denne Kamp alle en Kvindes Forsvars- og Angrebsmidler, hun viser sin Skønhed, sin List, sin Ømhed og sin Styrke, og da alt dette intet hjælper, bliver denne lille Kvinde grum som.et Rovdyr og driver ubarmhjærtig og snild sin Modstander i Døden. Det er navnlig dette sidste, der er skildret med betydelig Kraft og Overlegenhed". Poul Levin i "Politiken""Ud af Bogens mange klogt ordnede og tidt meget gribende Optrin løfter Fru Eja sit straalende elskovsfulde Kvindeaasyn. Og i den Kunst at indlede og afslutte de enkelte Optrin betydningsfuldt er han naaet vidt". Valdemar Rørdam i "Samfundet""Man interesseres af denne Bog ligesom af Herr Kohl’s tidligere, fordi de vidner om et ejendommeligt stærkt og originalt Livssyn, fordi deres Forfatter virkelig har haft noget paa Hjærte, han maatte frem med, fordi de gøre Indtryk af at være gennemlevede."J. C. i "Berlingske Tidende"."Forfatterens talang är obestridelig, och han genomfor sitt ämne med både alvar och säkerhet". "Dagens Nyheter*.

"Længes du aldrig hjem?" består af fire ikke tidligre offentliggjorte prosadigte, tre prosastykker og novellen "Pladshunden", der først blev trykt i Gyldendals Julebog 1947 - efter Hulda Lütkens død.

Pressen skrev om "Lænken" (1932):"Hulda Lütken er et Fænomen her i Landet, Hun er en virkelig Lyriker.. Saadanne Elskovsdigte skrev Heinrich Heine"Hans Brix i "Dagens Nyheder""Den lillebitte Digtsamling, hun har udsendt, er mere værd end flere store romaner... Det første Digt er simpelt hen pragtfult i al sin storladne og barske Mystik"Frejlif Olsen i "Ekstrabladet""Jo mere ligefremme hendes Digte er, jo intensere virker de, i Kraft af den Følelse, der fylder dem saa helt, at de er ved at sprænges"Christian Rimestad i "Politiken"

Thomasine Gyllembourgs kortroman "Slægtskab og djævelskab" fra 1830 betegnes af Politikens litteraturhistorie som hovedværket i forfatterens første periode. Den er en analyse af en dysfunktionel familie og de manier, der huserer i bevidsthedens dybder. Den gamle etatsråd Haldorf er besat af skyldfølelse og tror, han har myrdet sin bror, fordi han nægtede ham økonomisk hjælp, hvorefter han begik selvmord. Han tror nu at se broderen vandre rundt som genfærd, selv om der i virkeligheden er tale om husets logerende, den splittergale v. Grünau, der går i søvne. Den afdøde brors enke regerer nu i Haldorfs hus. Hun får hysteriske anfald med kramper og styrer på den måde de andre. Haldorf vil sone sin skyld ved at tvinge sin datter Rosine til at gifte sig med den døde brors søn, et helt igennem dårligt menneske, der heldigvis hurtigt dør. Rosine bliver forelsket i en tredje brors søn, Robert, men han vil ikke have hende. Rosine fortæller om sin ulykkelige barndom og afviser den gængse idealisering af barndommen, samtidig med at hun taler om faderens mørke hemmelighed og rugende tungsind

Thomasine Gyllembourg "skildrede den uægteskabelige seksualitet i novellen "Drøm og Virkelighed" (1833), som handler om en ung borgermands dilemma, da han stilles i valget mellem sin "holdte" underklasseelskerinde og den følsomt elskede fra hans egen stand".(Dansk litteraturhistorie 1984)

Thomasine Gyllembourg debuterede først som 53-årig, da hun ville hjælpe sin søn, Johan Ludvig Heiberg, der gerne ville have stof til sit blad Københavns Flyvende Post. Hun opretholdt en streng anonymitet, og hendes noveller og romaner udkom med fællesbetegnelsen "Hverdagshistorier". Disse historier blev umådelig populære, og Gyllembourg udviklede sig mere og mere som forfatter. Hendes skildringer af familieliv og hverdagsproblemer i første halvdel af det nittende århundrede er fortællekunst, der sætter hende ved siden af tidens betydeligste forfattere som Blicher, Hauch og HC Andersen.

HC Andersen spænder over et stort register i sine digte - fra glæden over pludrende ordleg til kærlighedssorg og dyb ængstelse over døden. Han kan være tårevædet og overgiven, ironisk og drillende. Han giver udtryk for sin kristentro og fædrelandskærlighed uden at blive pompøs eller bombastisk. Der er noget barnligt troskyldigt over ham, når han fortæller om sin fortrøstning og sin glæde over det sted, hvor han er født og har rod. Sol og skygge glider gennem hans sind, og han deler naivt og oprigtigt sine følelser med læseren.

Elisabeth kommer til verden på en forladt gård ved havet på Sydfyn. Hendes forældre er omrejsende musikfolk. Ved et tilfælde må fire unge mænd søge ly på den forladte gård under deres rejse fra København til en herregård på Sydfyn. Mændene opdager den medtagne, nybagte mor med sin nyfødte datter, og da moren dør, beslutter de sig for at deles om faderskabet og døber pigen ”Studenternes datter”. Efterfølgende får Elisabeth en af herregårdens unge tjenestepiger som amme.Romanens hovedhandling følger Elisabeth, mens sidehandlingerne følger de fire mænd og den ældre baronesse på nabogodset, Dorothea.De fire mænd er baronerne Holger og Herman, greven Frederik og præsten Moritz, der alle har påtaget sig at varetage Elisabeth i bedste interesse. Herfor overlades Elisabeth til baronessen Dorothea, indtil Elisabeth overtræder en af baronessens regler og må på ny finde sig til rette et andet sted med hjælp fra de fire mænd. Elisabeths liv fortsætter med at være på farten indtil den dag, da baronessens dattersøn tager hende til kone, og de flytter til den ny restaurerede gård, hvor hun kom til verden.Elisabeth er den nye baronesse, som repræsenterer udvikling og en nutid med enevældens afskaffelse og en ny forfatning, mens den ældre baronesse, Dorothea, er symbol på fortidens stavnsbånd og den romantiske tanke på ’ de gode gamle dage’.(Visitandersen.dk)

Kun en Spillemand skildrer fortællingen om det musikalske, fattigbarn, Christian, og den jødiske pige, Naomi, som har kendt hinanden siden barndommen. Deres veje skilles og de går hver deres vej i livet.Christian musiske talent opdages, men det bliver ikke understøttet, og han er alene om at føre sin kunstnerdrøm ud i verden. Christian forelskede sig i barndommen i Naomi. Naomi er en smuk pige med en mystisk oprindelse, der bliver optaget i en adelig familie og begår sig i de finere europæiske kredse.Deres veje krydses i romanens slutning og giver et billede på deres fælles tomhedstilstand. Naomi sidder i sin ekvipage, da hendes vogn passerer det, der antages at være Christians begravelsesfølge. Deres skæbner har formet sig forskelligt, dog ender de i den samme tomhedstilstand. Hvor Naomis liv er privilegeret og fyldt med livslede, kompenserer Christian for sine jordiske nederlag med en resigneret himmelvendthed, en slags selvbedrag som medfører skuffelse og ærgrelse. Deres skæbner afkræfter enhver forestilling om, at mennesket ad viljens vej kan forme sit liv, sådan at enhver udfoldes og længsler indfries.Sådan kan det også ses, at Christian går til grunde som mislykket kunstnerisk talent, idet han ikke evner at overskride barndommen og blive voksen, dels på grund af sin binding stadige binding til sin barndomsforelskelse i Naomi(Visitandersen.dk)

'Lykke-Peer' kan anbefales som en fin introduktion til Andersens prosa, fordi den ligger lige på kanten til det eventyrlige, uden at være det, fordi den holder godt fast i det realistiske og har for filosofisk en slutning til at passe ind. 'Lykke-Peer' kan også anbefales som en omgang knap så selvbiografisk Andersen-litteratur, fordi man, når man har nikket behørigt af hovedpersonens trange kår, strålende geni og godvillige mæcen, bliver ført ind på en vej, der handler om livs- og kunstsyn, og om at lykkes som menneske.Den forholdsvis korte roman beskriver hovedpersonen Peers liv fra fødsel til død - fra udgangspunkt og udfordring til slutpunkt og succes. Som man aner er Peer en heldig kartoffel. Og det er faktisk noget af det mest fascinerende ved romanen - at Peer faktisk ikke møder reel modgang. Kun i en enkelt periode (i skolen!) tvivler han på sin lykke, men også der finder han så lykken i et kort romantisk forhold til apotekerens Romeo & Julie-skønne datter. Derudover går hans liv og lykke slag i slag. Det kan simpelthen ikke gå galt for ham. Hvad man (og han) tilmed forsikres om fra start!Det - skulle man tro - ville give een kedelig roman. Men nej. Det er som om lykken bliver et billede på skæbnen, og - tør man bruge kierkegaardsk tænkning her? - endnu dybere; den fordring ethvert menneske er stillet overfor, hvis det skal siges at opfylde sit liv. Vise sin taknemmelighed overfor Vorherre, ved at fuldbyrde livets mirakel.Peers lykke skal så findes i kunsten, hvilket er romanens andet fascinerende greb. Man bliver simpelthen klogere på, hvad kunsten er, og hvad kunsten er for den fødte (bogstaveligt talt) kunstner. Peer kan ikke være andet, hvis han skal bryde den sociale arv han er udstyret med. Der er ret klare forbindelser til Andersens roman 'Improvisatoren'.. Kunstsynet er dog rent og purt som vi kender det hos Andersen, og man trættes aldrig af det.(Klaus Rød Frederiksen på Litteratursiden)

Da den 30-årige H.C. Andersen med Italiensromanen Improvisatoren havde fået sit gennembrud både herhjemme og i udlandet, blev han grebet af angst: for ikke at kunne stå mål med sig selv, og for at skyggerne fra hans fortid skulle melde sig – måske helt bogstaveligt i skikkelse af sin halvsøster, hvis skæbne var ukendt, og som når som helst kunne dukke op og kompromittere ham.Han besluttede da direkte at bearbejde sit sociale traume. Hovedpersonen i hans næste roman har fået indbrændt sine initialer O.T. på skulderen, men de betegner tillige det vanærende sted for hans fødsel og opvækst. Kampen for at overvinde de dystre erindringer er vævet ind i en spændende handlingsgang, som fører gennem hele det danske rige: fra hovedstaden til Fyn og Jylland. Andersen har bestræbt sig for at give en realistisk kulturskildring af sin samtid – »et tro Billede af vore Dage,« skriver han i et brev – og som rundvisning i 1830'ernes Danmark er romanen uden sidestykke. (Det danske Sprog og LItteratur Selskab)

I "To Tidsaldre" (1845) sættes revolutionære frihedsidealer overfor guldalderens borgerlige dannelsesidealer. Her tegnes et portræt af endnu en af forfatterskabets madonnafigurer – nemlig Claudine, som trods sin status som forført og forladt enlig mor (set fra et borgerligt perspektiv) forbliver tro mod sine følelser og sin rolle som mor. Claudines revolutionære seksuelle frigjorthed modstilles den nye tids blide og tilbageholdne heltinde, hvis identitet ligger i omsorgen for hjemmet. En identitet, som kvinden desuden ifølge Thomasine Gyllembourg har stor indflydelse på at udvikle. (Litteratursiden)

Improvisatoren er en klassisk dannelsesroman efter det mønster, som Goethe grundlagde med sit romanværk om Wilhelm Meister. Dannelsesromanens emne er individualismens kerneproblem: balancen mellem individets søgen efter sit eget og samfundets modsatte krav om de mange individuelle viljers indordning i fællesskabet. ... I Improvisatorens indledning kan jegfortælleren, den modne, afklarede Antonio, således fremlægge romanens program og definere dens konflikt…Det tidligt forældreløse, romerske underklassebarn Antonio optages i den fornemme borghesiske familie og bliver sat i Jesuiterskolen i Rom. Antonio er en talentfuld improvisator (dvs. en kunstner, der improviserer både tekst og melodi til de sange, han fremfører, ofte med emner foreslået af publikum). Som 16-årig forelsker han sig i den unge tiljublede sangerinde Annunziata, men han må flygte, da han ved et uheld sårer sin skinsyge medbejler, officeren Bernardo. Fejlagtigt tror Antonio, at Annunziata elsker rivalen. På sin flugt ender den kyske Antonio i Napoli, hvor han med nød og næppe undgår at få taget sin dyd af den gifte og svulmende fru Santa, og hvor han overser en notits i avisen om, at Annunziata er i byen, fordi han kun er optaget af avisens rosende omtale af hans egen optræden som improvisator. Nogle dage senere forulykker han i en båd ud for Capri og vågner op i en klippegrotte, hvor alt indbefattet hans eget legeme er lysende blåt. I en båd roet af en gammel mand og med en underskøn, purung blind pige, Lara, som passager, bringes han frelst ud af grotten, men uden at kunne forstå betydningen af det, han har oplevet.Resten af romanen handler om Antonios opklaring af grottegåden. Efter seks lange, bitre år i Rom, hvor opdragerne gennemtrumfer hans uddannelse og dannelse, får han lov at rejse frit og søger nordpå til Venedig, som synes ham at være dødens by. Efter års pause optræder Antonio atter som improvisator. Emnet er imidlertid ikke som tidligere ham selv, men nogle omkomne fiskere og deres nødlidende efterladte. Og idet han hyldes for sin nye, omverdensvendte kunst, forvandler Venedig sig for ham til en feverden, ligesom han selv bliver en anden. Det viser sig på to ledder. For det første genser han den fordums elskede, nu døende Annunziata og indser sin fejltagelse. For det andet forelsker han sig i venetianerinden Maria, der ligner den blinde Lara til forveksling. Efter en tur nordpå til det forfaldne Verona og det kolde Milano, hvor han genser og forsones med Bernardo, haster Antonio tilbage til Maria, som han tror død og frier til i febervildelse. Men da han vågner op, erkender han, at Maria er Lara, der er helbredt for sin fysiske blindhed, sådan som han nu selv er blevet det for sin åndelige. Et par år senere kan den lykkelige ægtemand da med barn og hustru gense grotten og omsider erklære dens gåde for løst: „Nu var hvert overnaturligt Syn opløst i Virkelighed, eller Virkeligheden gaaet over i Aandeverdenen, som altid her i Jordelivet, hvor Alt fra Blomstens Frø til vor udødelige Sjæl er et Under, og dog vil Mennesket ikke troe derpaa.“(Store Danske Encyklopædi)

"Nye strandingshistorier" fra 1905 slutter sig til samlingen "Strandingshistorier" fra 1901 og beretter flere historier om strandinger på den jyske Vestkyst, om farefuld redning, de gange hvor man ikke kunne stille op og ligene drev i land, og om folk, der ikke undser sig for at plyndre vragene. Kostelig er historien om dengang et skib med kinesisk besætning drev i land, og de måbende vestjyder så på de fremmede: "Mange Slags Sprog har vi hørt herude, Jøsses ja, mange fler end som baade Præst og Herredsfoged kan magte, men aldrig saadan noget Pludder som Kinesisk: de snadrede ligesom Ænder. Naar en ser kinesisk Skrift paa en Tedaase, kan en da sige sig selv, at den Slags Krimskrams kan ikke blive til et rigtigt Sprog. Der er det grimme Øjesyn ved en Kineser, en véd aldrig, hvor en har hans Øjne henne, han maa jo kunde se udad til begge Sider ligesom et Kreatur."

Samtidens anmeldelser af Niels Møllers "Efterår" (1888):»Man maa anerkende i »Efteraar« ikke at træffe noget Digt, der ikke fængsler ved sit Indhold og ved sin malende Kraft. Digtsamlingen er en ganske særlig lovende, ja næsten fuldendt Debut.« - Jyllands-Posten"De, der har Sans for anden Poesi end romantisk Klingklang, vil læse Niels Møllers smukke og følte Vers.« - Politiken"Disse Digte er i Virkeligheden en Debut saa lovende, som der vel i adskillige Aar ikke er set.« - Dagbladet"Siden Drachmanns første lille Bind Digte er der næppe herhjemme udkommet nogen mere lovende Første-Samling.« - Morgenbladet"Det er længe siden, der udkom en betydeligere Digtsamling end Niels Møllers »Efteraar«. Fuldendt Form, Følelse og Tanker." - Verdens Gang

Polarforskeren og forfatteren Ludvig Mylius-Erichsen, der omkom i Nordøstgrønland 1907, voksede op i Ringkøbing og elskede sin vestjyske hjemstavn. Han skrev flere bind fortællinger om fiskere og stranding, om købstæderne og om den vidtstrakte, uopdyrkede hede. Hans noveller er præget af hans indsigt og kærlighed til de mennesker, han skriver om. Tiden taget i betragtning er det bemærkelsesværdigt, at han også har forståelse for tatere og romaer. Hans fortællinger fra havet er fuldt på højde med Drachmanns, og hans fortællinger fra heden kan godt sidestilles med Aakjærs. Meget af det, han fortæller om, forekommer ubegribelig fjernt, men det er ikke mere end hundrede år siden, at folk boede under de fattige forhold, han beskriver - i en verden, hvor en dreng på heden aldrig i sit liv havde set havet eller et træ.

Om Niels Møllers digte skrev litteraturkritikeren CE Jensen: "Der var i disse digte en stærkere og stoltere personlighed, en renere og strengere stil end i den samtidige unge lyrik. Stemningen var tungsindig, men det var ingen veg og selvopgivende tungsindighed, det var en mandig melankoli, en sund bitterhed, det var tankevægtige, viljefaste, trodsige vers, prægede af hellensk ånd og iklædt klassiske former".

Niels Møllers novellesamling "Hændelser" (1890) "indeholder sømandsfortællinger af en krassere realisme end Holger Drachmanns og psykologiske analyser af stor skarpsindighed" (Store Danske Encyklopædi)Niels Møller søger i sine noveller "at forlænge sjælestudiets banede stier ind i de dunkle dybder, der ligger bag om de hemmelighedsfulde magter, som forvirrer fornuften, de ubevidste indskydelser,som kogler for viljen og brygger sejd for sanserne". (CE Jensen i "Vore dages digtere" 1898)

I "Vore Dages Digtere" (1898) skriver CE Jensen om Niels Møllers novellesamling "Koglerier": "I novellerne studerer han disse hverdagsmennesker, afdækker deres sjæle lag for lag og skal for skal. Han viser, hvordan der bag det tilsyneladende hverdags er skæbnesvangre kræfter i virksomhed, drifter og instinkter. som stiger op fra det ubevidstes bund og viljeløst opkaster sig til herre over viljerne,og han udfolder den yderste skarpsindighed og finhed i studiet af sådanne halvmystiske fænomener, idet han forklarer dem gennem en strengt lovbunden årsagsrække på lignende vis, som Edgar Poe i sine uhyggelige historier... Niels Møller forstår i sin fremstilling af sjælelige tilstande at lade den ene stemning ligesom ubevidst gennemskine og afskygge den næste, at lade halvskjulte anelser foregribe den færdige tanke og dunkle drifter tage styret over viljen."

Knud Hjortøs "Tvelys" (1917) er en ganske mærkelig bog, et romaneksperiment,der væver drømme og vågen tilstand sammen. Som Joyces "Finnegans Wake" en snes år senere udspiller handlingen sig hovedsagelig gennem én nats drømme. Ved udgivelsen skrev Chr. Gulmann i Berlingske Tidende 22.12. 1917: "Kendere har jo længe regnet denne forfatter mellem vores bedste. En bog som "Tvelys" viser et fortælingens mesterskab, som kun få herhjemme råder over... Der er forfinet billedkunst og sørgmodig verdenserfaring i disse drømmebilleder... Er den skabende digtning ikke netop drøm?"Hans Brix skrev i Nationaltidende 7.11 1917 bl,a,: "Drømmebillederne er fortalt med en beundringsværdig kunst. Hjortø har af Strindberg lært, at drømmens fantastik har fortræffelige digteriske motiver, og han har derpå ved selvstændigt og ypperligt talent udnyttet drømmemotivet i skildringen; her forekommer både den langsomme opskruning af en forestilling og det uformodede spring over på et ganske uvedkommende område: Kort sagt hele drømmenes ulogiske logik... Mindelser fra barndommens og ungdommens poesi slår stadig på ny igennem midt mod den tunge vandring mod undergangen; bestandig synes de dog fjernere fra den vandrende; bestandig tungere føles det at erindre deres glans"

Ingen steder kommer Hauchs livsbetragtning så rent til orde som i hans lyrik. Prosa og lyrik er to adskilte scener i forfatterskabet: Der er romanernes store scene, hvor de skiftende verdensbilleder udfoldes med bred rollebesætning, og der er lyrikkens intime scene, hvor jeget optræder i sin egen kompromisløse rolle.Et karakteristisk mønster tegner sig allerede i ungdomsdigtet „De stridige Veie“ (1814), hvor konflikten mellem videnskabens og poesiens sandhed males i voldsomme naturbilleder. Det er ren Sturm und Drang. Erfaringens alvor træder stærkere frem i „Bekjendelse“ (1842), der er en status over kunstnerkaldet…Digtet „Bekjendelse“ står centralt i forfatterskabet, og Hauch nævner det selv i erindringerne som et memento over sit liv. Baggrunden er den svære personlige krise under sygdommen i Italien, som førte ham tilbage til et livshåb i digtningen. Digtet er så et tilbageblik og en meditation over dette håb. Hauch taler selvblottende og til dels overdrivende om sin manglende succes hos publikum: „Thi sielden har et Haandtryk, / Et venligt Blik, / End sieldnere en smeltet Menneskesiæl / Betalt mig for min Sang.“ Men den halvkvalt sørgmodige røst hæver sig gennem digtet til en tone og et håb, der bærer langt ud over miskendelse og det, som han afvisende kalder „Verdens Glimmer“. For i digtets højere sfære tolkes tilværelsen efter en anden monumental skala, så at digteren føler:den høie Giengieldelses Ret,Hvis hellige Finger,I det den fælder sit Offer,Over dets GravHenpeger mod Evigheden.Digtet handler om forfængelighed og forgængelighed, og gengældelsen er den højere retfærdighed, der udligner og godtgør de jordiske tab. Under evighedens synsvinkel er „Verdens Glimmer“ intet. Digtet udkaster i sin sidste gestus et mægtigt visionært rum, hvor den jordiske størrelsesorden er formindsket, og hvor det er den poetiske vision, der har bærekraft ud over timeligheden:I den mørke Høstnat;Da aned jeg, at der gives Tanker, der,Stiernerne liig,Ikke lyse for Jorden, men over den.Brandes kalder i sit essay med rette denne sidste linje for „ubegribelig stolt“, men man kan tilføje, at det lyser ud af digtets øvrige tale om offer, grav og gengældelse, hvordan afkaldets stolte etos er resultatet af en kraftanstrengelse.Det, der ofres og begraves, er også sanseligheden. Og ikke mindst tiltrækningen mellem mand og kvinde, der aldrig er rigtig overbevisende i romanerne, selv om det sædvanlige mønster er, at heltene elsker en kvinde, der tabes og genvindes til sidst. Men i ungdomslyrikken findes den friske erotiske sansning side om side med Sturm und Drang-attituden. Fx i „Sang af Hamadryaden“ (fra eventyrspillet af samme navn), hvor længslen efter kvindens krop på raffineret vis er spejlet i naturens former:Naar Vinden gynger paa de smekkre Grene,Jeg Smekkertbøielige, mindes dig.Naar mørke Taageslør paa Bierget skride,Du Mørktbeslørede, jeg mindes dig,Naar fierne Stierner over Himlen glide,Du fiernt Fortryllende, jeg mindes dig.Forelskelsen fremmanes i de suggestive gentagelser „jeg mindes dig“: hun er i alt, hvad jeget ser, og følelsernes sug går i ét med naturens bevægelse: hun er ét med grenens gyngen, tågeslørets skriden og så videre. – Erotisk betagelse er også grundoplevelsen i digtet „Sang af Bajazet“ (fra skuespillet Bajazet, 1828), hvor jeget hengiver sig til erindringen:Du kastede dit Blik paa mig, og jeg forfærdedes,Thi tvende Flammer brændte deri,De brændte mig i min Siæl.Naar jeg lægger mig, da staaer du for mig,Og jeg seer dig i din Herlighed, som jeg saae dig første Gang.Jeg husker det vel, dit Klædebon var sort,Men din Hals mere hvid, end en Melkopal.De tilbedte kvinder i begge disse digte er i orientalsk kostume og følger dermed en særlig romantisk faible for at potensere det erotiske med det eksotiske. Linjen var udkastet hos Oehlenschläger med hans besyngelse af Gulnares yndigheder i Aladdin. Hauchs „Sang af Bajazet“ tager linjen op, blot er 'forfærdelsen' hos Hauch tegn på, at vi er tættere på en mere kompliceret erotik end den sanselige charme hos Oehlenschläger.(Dansk Litteraturs Historie)

Palle Rosenkrantz skrev nogle af de første danske kriminalromaner, hvoraf den bedst kendte er "Hvad skovsøen gemte" fra 1903. I 1907 udkom "Barberkniven", hvor birkedommer Skram bliver rodet ind i en mystisk sag om knivmord i adelige kredse. Eller var det selvmord, da kammerjunker Viffert blev fundet død i sin seng. med overskåret hals? Eller kunne det måske være noget helt tredje?

Børnebogen "Glade barndomsdage i Vestindien" (1903) af Ingeborg Vollquartz viser tydeligt, hvordan forholdene i Dansk Vestindien blev fremstillet herhjemme. Det var den rene idyl alt sammen, de sorte tjenestefolk elskede herskabet, små danske drenge blev forkælet over alle grænser, og guvernøren tronede som en mild fader over det hele. Der var ingen problemer, ingen fattigdom, ingen racefordomme, ingen oprørstrang, ingen der gik fallit. Det var fred og lykke det hele.