Books published by Arne Herløv Petersen

I romanen Robert Fulton (1853) når Hauch til en markant afklaring af sin livslange spekulation over natursammenhængen. Det er en historisk roman om den amerikanske ingeniør Robert Fulton, der opfandt og byggede verdens første dampskib. Handlingen udspiller sig i 1790'er-nes Amerika og beskriver Fultons liv og stræben i videnskabens tjeneste og især de forhindringer, han må overvinde, inden han kan krone sin indsats med triumf. Det er en dannelsesroman og dansk litteraturs første ingeniørroman. Litteraturhistorisk set viser den frem til Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904), men der er en verden til forskel, for mens Pontoppidans antihelt ender med at undsige det teknologiske fremskridt, erkender Fulton sit kald i civilisationens store perspektiv. Hauchs kulturoptimisme, hans vision af civilisationsværkets forvandlende kraft er i samklang med den romantiske universalisme og dens begreb om verdensånden som en uendeligt skabende kraft. Et halvt århundrede længere fremme var dette håb overhalet af positivismens tro på empiriens facts, og pessimismen i fin-de-siecle romanerne hos fx Pontoppidan og J.P. Jacobsen var også et opgør med den romantiske idealisme. Dog, Hauchs optimisme er en optimisme på samtidens præmisser og ikke kun naiv. Den er netop reflekteret, og den rummer tillige en revision af hans eget romantiske udgangspunkt.(Dansk Litteraturs Historie)

Peder Syv (1631-1702) var en dansk sprogforsker og folkemindesamler.Hans samling af Almindelige danske Ordsprog (1682 og 1688) overgår ikke alene langt Peder Laales, men udgør hovedstammen i alle senere ordsprogssamlinger. Hans udgave af Danske Viser (1695 og mange senere optryk) består af Anders Sørensen Vedels 100 viser, hvortil Syv føjede 100 andre, som han selv havde samlet; blandt disse findes også viser fra hans egen tid (L. Kocks Dannevirkevise m.m.) og oversættelser af nogle islandske kvad. I håndskrift efterlod han sig flere fuldendte som ufuldendte værker, bl.a. Den danske Boglade, en ræsonnerende fortegnelse over danske bøger, samt forarbejderne til et veterinærmedicinsk skrift Medicina Veterinaria dateret 1700.(Wikipedia)

Vilhelm Zabern (1834) er Hauchs første historiske roman og den mest gennemkomponerede. Intrigen udspiller sig i Norge og Danmark i begyndelsen af 1500-tallet omkring Christian 2.s hof. Der er i ordets dobbelte betydning tale om intrige, for i centrum står kongens forhold til den hollandske maitresse Dyveke og hendes mor, den intrigante Sigbrit, der ved hjælp af datteren har indyndet sig i kongens gunst. Vilhelm Zabern er sekretær hos kongen, han er dygtig og loyal, men hans kærlighed til Dyveke spinder ham ind i Sigbrits rænker med det resultat, at han anklages for statsforræderi. Bogens skurk er skriveren Faaborg, den amoralske opportunist, der findes i ethvert magtmiljø. Han spionerer snart for kongen, snart for Sigbrit, og det er ham, der angiver Zabern og Dyveke på deres flugt, som ender med hendes selvmord.Bogens centrum er Dyveke. Hun er skøn og fristende, men bliver et offer både for moderens manipulationer og for sine egne indre impulser. Hauch tegner her er et karakterportræt af en ny type 'uskyldig' femme fatale, som danner epoke i litteraturen. Hun er det impulsive og lunefulde naturbarn, der er god på bunden, men så styret af sine ubevidste drifter, at hun på den ene side forfører mændene, på den anden side selv bliver en kastebold mellem de stærkeres viljer.(Dansk Litteraturs Historie)

Handlingen i En polsk Familie (1839) er tæt på samtiden, den foregår under den polske opstand i 1830 mod russisk overherredømme, og den lægger sit snit i dynamikken mellem de nære relationer i adelsfamilien Litowski og den brede folkelige oprørsbevægelse. Vi overværer episoder med politiske fængslinger og ideologisk debat, vi er med i de revolutionære klubber og på krigsskuepladsen i slag mellem polske patrioter og russiske kejsertropper. Hauch lader, som en anden Walter Scott, sin fortæller kommentere forholdet mellem fiktion og historie undervejs: „Det er Historieskriverens Pligt at overskue Tidens Hovedstrøm, Digteren derimod dvæler helst ved de mindre Sidestrømme og Hvirvler nær ved Kysterne; dette maa være vor Undskyldning, naar vi her kun i Korthed omtale den egentlige Kamp, som vi ene skulle berøre, saavidt den staaer i Forbindelse med de Personers Levnetsløb, vi her beskrive.“ Der er noget omstændeligt over Hauch som fortæller, han har ikke Scotts hurtige vid eller hans evne til at trække historisk realisme og røverromantik sammen i et spændende plot. Hos Hauch ses det historiske stof gennem idéen, og læserappellen ligger i de følelsesladede personoptrin.(Dansk Litteraturs Historie)

I romanen Guldmageren (1836) er handlingen spundet omkring alkymiens gåde og henlagt til August 2.s tid omkring 1700-tallet i Dresden. Middelalderens alkymi og dens status mellem magi og videnskab udøvede stor tiltrækning på romantikerne, og det er heller ikke sært, at Hauch med sin faglige baggrund måtte spekulere over metallernes uopdagede mysterier. I fiktionen kunne han tillade sig at slippe fagmandens kølige skepsis og udmale scenerier, hvor alkymisten de Geer, doktor Rosenfeld og hans student Theodor tyder naturens „Zifferskrift“ og smelter guld i laboratoriets dunkle belysning. I det hele taget afgav samtidens naturfilosofiske spekulation og de nye opdagelser af elektricitet og magnetisme et stof, som fiktionslitteraturen kunne udnytte i sine gotiske chokhistorier og i skildringer af naturens dunkle natside. Det er også den fascination, Mary Shelley skrev sin siden så berømte roman Frankenstein (1818) på, og som gennemsyrer Ludwig Tiecks novelle „Der Runenberg“ (1802) samt flere af E.T.A. Hoffmanns fantastiske fortællinger. I Hauchs roman har alkymien en tvetydig status. Hovedhistorien er en kærlighedshistorie, og guldmageriet fungerer både som drivhjul for intrigen og som prøvesten på personernes moralske habitus. De overfladiske og selviske personer er, som man kunne forvente, kun interesseret i guldet som kilde til rigdom og magt, mens Theodor, den søgende hovedperson, indvies i alkymien med en dybere indsigt i elementernes ånder og naturens inderste.(Dansk Litteraturs Historie)

Henrik Hertz’ eneste roman. ”Stemninger og tilstande”, udkom i 1839. Det er en meget omfangsrig bog, og dens mange forviklinger og afsluttende række af lykkelige bryllupper vil næppe kunne interessere så mange læsere i dag.Men der er en anden grund til at beskæftige sig med bogen. Den er en nøgleroman. I bogen optræder Søren Kierkegaard, HC Andersen og kritikeren PL Møller, som Hertz så dem på et tidspunkt, hvor de endnu ikke var blevet så berømte, som de senere blev

"De frifarvede" var i Dansk Vestindien de mennesker af blandet europæisk-afrikansk afstamning, der ikke var slaver, men i mange tilfælde selv slaveejere, men som på grund af deres afstamning alligevel var udsat for de hvides fordomme. Henrik Hertz har en fin forståelse for forholdet mellem forskellige folkegrupper og skildrer i "De frifarvede" en ung hvid mand, der elsker en "frifarvet" kvinde, selv om hans mor gør alt, hvad hun kan, for at forhindre forbindelsen.Den lange novelle "De frifarvede" udkom i 1836 som del af "nytårsgaven" "Kærligheds veje". Den er i 1998 genudgivet af Dansk Vestindisk Selskab og præsenteres hermed i forbindelse med 100 års dagen for Danmarks salg af De vestindiske Øer.

Robisonaden "Øen i Sydhavet" er Oehlenschlägers eneste roman. Forfatteren kaldte den "en cyklus af fortællinger i indbyrdes poetisk sammenhæng". Øen er den fiktive Klippeborg i Sydatlanten, syd for St. Helena. Her strandede engang Albert Julius, der bliver stamfader til et talrigt afkom og regerer over øen i trekvart århundrede. Hans grandnevø Eberhard Julius modtager et brev om, at han skal gå om bord på et skib i Amsterdam og derfra sejle til Ostindien, men undervejs viser det sig, at det er Klippeborg, de er på vej til. Bogens forskellige personer fortæller deres historie, og vi kommer vidt omkring i tid og rum. Da det nu er Oehlenschläger, bryder personerne ofte ud i sang. og der er mange smukke indlagte digte i den omfangsrige roman.

Om "Det ideale hjem" (1900) skrev Social-Demokraten 13.12. 1900:""Det ideale Hjem" er Navnet paa et videnskabeligt Værk, som Romanens Hovedperson, Naturforskeren Adam Malling udgiver. I dette Værk udtaler Forfatteren sine revolutionære Anskuelser om Ægteskabet. Det gælder, siger han, om at ophæve Elskovens "Vornedskab" og om at frigøre Driften for at gengive Afkommet "Elskovsbørnenes" Sundhed, Kvinderne deres Renhed og Stolthed, og Mændene den Bejler-Kraft, som de nu højst et Par Gange i deres Liv faar Lejlighed til at udfolde – til Skade for dem selv og Samfundet. Lige som det attende Aarhundredes Filosofer har frigjort Troen, og lige som det nittende Aarhundredes Socialdemokrati har tilkæmpet Masserne Haabets Frihed, saaledes skal det være det kommende Aarhundredes Opgave at løse Kærlighedens beskæmmende Lænker. Som Motto paa Værket har Adam Malling "i naive Trods" sat Ordene: Fri Tro, frit Haab, fri Kærlighed.Adam gifter sig selv med den unge Pige, han elsker. Men han forlader hende efter en kort Tids Samliv, for at deres Kærlighed kan staa "som et helligt Møde, der havde løftet dem op over Døgnets Smaalighed". Og fri drager han ud i Verden.– Som sædvanlig har Henrik Pontoppidan kastet et let ironisk Skær over den Hovedperson, der udtrykker hans egne oprørske Anskuelser. Bogen vil utvivlsomt vække Opsigt og Diskussion."

Om "Højsang" af Henrik Pontoppidan skrev Edvard Brandes i Politiken 25.10. 1896 bl.a.:"Ironien, der flammede i Nattevagt, tindrer ogsaa i Højsang. Titlen er ironisk, og Pontoppidan har valgt til sin Helt, en ung Dumrian, som han stadig ironiserer over, en toogtyveaarig Student, der er dragen til Jylland – bort fra sin lille Kæreste – for at lære de store Passioner at kende. Han finder dem ogsaa ude i Vesterhavsstormen og paa den vilde Hede – men i noget forkommen Tilstand hos en fordrukken Toldassistent og en næsten sindssyg Proprietærfrue. Der er ingen Respekt hos Pontoppidan for de to Lidenskabens Repræsentanter, han opstiller: han staar helt udenfor og ovenover sine Personer, men han skaber dem alligevel i en vis Storladenhed. Mangen Poét vilde en Smule koket identificere sig med den store Hjærteknuser og Æventyrer, den vilde Jæger og sentimentale Drukkenbolt v. Hacke. Intet er Pontoppidan fjærnere; han spotter over den Kadaverlyrik og den Alkoholfortvivlelse, som den arme Klitassistent henfalder til, men alligevel er Hacke, sammenlignet med Egnens tarvelige Smørfjerdingssjæle, en hel Karl, en Vildbasse, der imponerer sine Omgivelser, medens han færdes imellem dem og ved sit Selvmord løskøber megen Daarskab og Elendighed.Ligesaa den Dame, som han elsker, Fru Lindemark. Hvor nemt for Pontoppidan at gøre hende til en Nora, en Messalina, en George Sand – efter Behag. Pontoppidan ser paa hende med Sympati, men uden Beundring. Han gør hende ikke en Smule smukkere end – hun i Virkeligheden var, har man Lyst at sige, saa levende staar hendes Skikkelse for En. Pontoppidan anskueliggør for En den stærke Tiltrækning, som hun øver paa Hacke, men han skjuler ikke for Læseren, at hun i sin Tid ogsaa overfor sin sølle Ægtemand følte en ret kraftig Passion. Under en hæftig Ordstrid kan Lindemark genkalde hende deres Bryllupsrejse saaledes:– Og da vi steg af Toget ved den første Station, vi kom til, og tilbragte hele Dagen sammen i Skovene … og Du kyssede Træernes Blade og kaldte Skoven vort Kærlighedshjem og takkede den. Husker Du det?– Du skal tie! … Du lyver.Men Læserne føler, at han ikke lyver. Saaledes var den stolte Frue en Gang hjærtegreben overfor den Mand, hun nu haaner og foragter paa det dybeste. Hun bliver ringere i Læserens Øjne. Og alligevel – naar hun er saa sammenknuget af sin Passion, saa helt udenfor alle Regler betages af sin Kærlighed til Hacke, naar hun ender sit arme Liv paa en Sindssygeanstalt, saa bliver der – trods Bogens Ironi – en vis Storstilethed over hende ligesom over hendes Elskers bedrøvelige Skikkelse.Højsang er skrevet med Pontoppidans fuldkomne Kunst. Det er en overmaade vittig Bog, især er Ægtemanden Lindemark – Overrisleren – tegnet med kostelig Humor. Højsang rummer en literær Satire af passende Malice, og helt igennem bæres den af Pontoppidans kølige Sindsoverlegenhed."

Hovedpersonen i den "Hans Kvast og Melusine" (1907) er den holdningsløse og selvhævdende komponist Hugo Martens, der optræder som en Hans Kvast, dvs. en pralhals eller vindbøjtel. I en samtidig anmeldelse hedder det:”Hvad Titlen paa Henrik Pontoppidans nye Bog betyder, turde være mere end gaadefuldt. For vel veed vi, hvad "Hans Kvast" er for En, og den Betegnelse passer ganske udmærket paa Fortællingens Hovedskikkelse; og der er vel ogsaa adskillige, der ud af deres Børnelærdom mindes, at salig Melusine var en stakkels Kvinde, der til Straf for at have ombragt sin utro Fader blev begavet med Snohale, saaledes at hun hver Lørdag Aften var dejlig foroven, men "Orm" forneden.. Naturligvis kan det være mindre vigtigt at forstaa, hvad den Titel betyder, selv om det driller Læseren, naar Bogen ellers duer noget, og det gør den selvfølgelig, da det er Henrik Pontoppidan, som har skrevet den. Hans Bog er Fortætning helt igennem: den er fortættet i sin Stil, fortættet i sin Form og fortættet i sit Indhold. Vær saa god, lige til Sagen, hold Traaden fast, ingen lyriske Svinkeærinder, om jeg tør bede – det er Anti-Lyrikeren Pontoppidan, som har Ordet, Panteisten, men Drømmehaderen Pontoppidan…. Historien (er) i og for sig ikke mærkelig. Den fortæller omet sjattet, dansk Mandfolk, en Mand, derer stopfuld af Løgn og anden Liderlighed, men alligevel en Mand med noget Kunstnerblod i sig. Det viser sig, at denne Musikus, der Aar igennem har nbæret sin egen Selvopholdelsesdrift med nogle Smaasange og saa med det, kan har villet gøre, tilsidst former et Kunstværk, uden at dog naturligvis hans Menneskeværd derved vokser… Det tjener til Bevis for Pontoppidans kunstneriske Oprigtighed og dybe Menneskekundskab, at han ikke her alene nøjes med en ny Udgave af Hjalmar Ekdal, men giver os et ægte Menneskebarn, hvis Bagage er nogle Perler og meget Snavs. I det hele varer Pontoppidan sig altid for Overdrivelser. Hvor er ikke denne Skildring af "Hans Kvasten", af hans lidt indskrænkede og kritikløse lille Borgerkone, af Svigerforældrene helt igennem vederheftig og virkelighedstro.”Julius Clausen i ”Berlingske Tidende” 6.12. 1907

"Fra løvspring til løvfald" fra 1918 er et udvalg af Olaf Hansens første syv digtsamlinger, der udkom fra 1897 til 1917. Olaf Hansen (1870.1932) er ikke så kendt i dag, men han var højt værdsat i samtiden, ikke mindst af andre lyrikere, og han fortjener at blive læst for sin helt særlige tone, der ikke er udpræget dansk, men snarere i familie med de islandske sagaer, han oversatte. Der er noget norrønt, noget groft tilhugget og knapt over disse vers, en egen barsk og uforfærdet tone, som man kan kalde mandig. Men samtidig er der noget drømmende og længselsfuldt over hans digte, og denne spænding skaber et indre, dirrende liv i versene:Og granernes meninger vækst mod det højeog alvorsfuld skueni stjernernes øje.Jeg ved, vi kan visneog økser kan gjalde,jeg ved, at endogsåde stærke kan falde.Men nu er jeg kuet -det stikker i hjertet,så aldrig en smertehar stærkere smertet.

"Aakjærs sidste digtsamling "Under Aftenstjernen" (1927)... er mærket af sygdom og vemod. Foråret 1927 lå Aakjær syg i København, og der skrev han samlingens skønne digt "På klinikken", hvor forårets første solstrejf ramte ham som en smerte og fik ham til at længes efter alt det kære ovre i Hovedlandet, den grønne rug, den duftende viol, den galende hane, heden, lærken. Her er også en dyb ængstelse for døden. Mild er han blevet,og som en rigtig digter taknemmelig for lidt. Han småsnakker med solstrejfet på sit pudevår og siger: "Mødte du min hustru / i sit blomsterbed?/ Så har du vel næsten / fået en hilsen med?"Det er det mest tøvende og ængstende "næsten" i vor moderne litteratur. også det mest virkningsfulde. Kun en stor digter kan skabe en så enorm virkning af så jævnt et ord.Minder og venskab, alt det der har været, sysler Aakjær med i denne samling: her er f.eks. hans kendte oversættelse til jysk af Robert Burns' ude i den store verden ikke mindre skattede "Should auld acquaintance be forgot". Digtet er et af vores mest sungne - "Skuld gammel venskab rejn forgo"."(Cai M. Woel: Dansk litteraturhistorie 1900-1950")

Jeppe Aakjærs digtsamling "Vejr og vind og folkesind" fra 1916 indeholder så kendte digte som "Sneflokke kommer vrimlende" og "Jeg er havren, jeg har bjælder på", men også en lang række digte, der ikke er så kendte, men som nok kan fortjene at blive læst - ikke mindst den smule salme "Tag min sjæl, nåderige Gud" og sange med socialt sigte som "De fattiges jul" og "Landarbejdersang", der viser, hvordan Aakjær altid var parat til at kæmpe for at samfundets udsatte skulle få deres ret.

Jeppe Aakjærs "Hjertegræs og ærenpris" fra 1921 er en broget blanding af stort og småt. Her er omkring hundrede småvers, dedikationer og hjertesuk og udfald mod uforstående kritikere, der viser, at Aakjær også kunne være bidsk. Her er de smukke digte til fiskeren, der redder den gamle, der var ved at drukne, og Povl med den tunge skovl, der finder et hittebarn. En del af digtene er skrevet under og omkring første verdenskrig, og her finder man skarpe angreb på militarismen, ønsket om fred og det store digt "Historiens sang" med linjerne: Du Pusling-Land, som hygger dig i Smug, / mens hele Verden brænder om din Vugge.

Jeppe Aakjærs "Jævnt humør" fra 1913 er en samling på fjorten historier, hovedsagelig fra livet på landet, sådan det formede sig dengang, da bonden pløjede med hest, konen spandt og kernede smør og karle og piger fandt hinanden ved ballet eller ved den klukkende å. Historierne er fortalt med lune og kærlighed.

Olaf Hansens hårde og ramme digte er måske ikke meget kendt i dag, men de fortjener at blive læst. I "Sommerdage og mørke måneder" fra 1922 finder man det barske "Den døde skov" om en skovbrand med linjer som disse:Den hugg med klo, den holdt sig rov,den røde ild på bjærget,og efterlod den grønne skovsvedet og flammehærget.I samme samling kan man finde intet mindre end en sonetkrans om kong Arthur, ridderne af det runde bord og den hellige gral. Det er en sonetkrans, der er meget anderledes end Inger Christensens "Sommerfugledalen", og netop derved ser man spændvidden i denne vanskelige digtform, der her er mestret med legende lethed.

""Kvinden vor medhjælp" er en titel, der nok kunne lyde satirisk, næsten med en biklang af Gustav Wied. Det er for så vidt misvisende.. Hans styrke er netop ikke den satiriske type, men det meget specielle, personlige: Den smilende, sikre iagttagelse, der kan drives op til den rent videnskabelige skarphed - som under et mikroskop - er Hjortøs herskende evne, hans mesterskab.. I alle historierne er det kvinden, der virkelig bliver fortællingens midtpunkt. Det er endda.. lige ved, at historien lider under mandfolkets ubetydelighed.. Knud Hjortø er en kvindetilbeder".(Christian Gulmann i Berlingske Tidende 5.10. 1916)

Chr. Gullmann skrev i Berlingske Tidende 27.11. 1918 om Hjortøs novellesamling "Spotske jomfruer": "Ingen dansk forfatter har som han dyrket det talte ords nuancer... I den største og betydeligste af disse historier. "Det leende ansigt", lader han et livs skæbne udvikle sig igennem flygtige og muntre antydninger. Det lyder som en leg og bliver den bitreste alvor, som kunsten vemodigt mildner... For resten er det en mester-novelle, måske en fineste, Hjortø har skrevet".

Olaf Hansen (1870-1932) har sin egen stil. Den er barsk, knapt tilhugget, mere norrøn end dansk i sin tone. Den Store Danske Encyklopædi skriver: "Den bedste af H.s digtsamlinger er utvivlsomt Tværveje. Den viser med hvilken finhed og ømhed han behandler det danske sprog. Han skyede alle arter af retorik og deklamation, hans mål var at levere et sanddru billede af det sarte og uanselige, det hjertegribende i den danske natur og samtidig give et lige så oprigtigt billede af det hemmeligste og mest personlige i hans eget indre væsen. Han forenede det varige, den danske natur, med det flygtige, den enkelte menneskesjæl, men han kunne også i stærkt inspirerede digte hæve sig til en egen mørk og besværgende patos."

"Borgmester Hoeck og hustru" fra 1905 er et ægteskabsdrama om uløselige konflikter. Borgmesteren er sygeligt jaloux og ser ethvert udtryk af livsglæde hos din kone som noget truende, ligesom han er angst for hendes kvindelige seksualitet. Han er påvirket af sin religiøse og livsfjendske mor. Hans hustru, Anne Marie, elsker sin mand og forstår ikke hans kulde, og da han sender deres datter bort, fordi han finder det anstødeligt at hun har fået æbler af en dreng, bliver hun syg. Sygdommen udvikler sig og bliver dødelig, uden at borgmesteren på noget tidspunkt fatter, hvad han egentlig har gjort.

"En vinterrejse" handler om en rejse med skib langs Norges kyst op til Hammerfest og udkom i 1920, men selve rejsen ligger et godt stykke længere tilbage i tiden - mens Bjørnson endnu var i live. Pontoppidan fortæller i disse dagbogsblade om fåmælte skibspassagerer, der i dyb tavshed lader sovsekanden gå rundt, som var det en hellig kalk, om samernes kummerlige tilværelse, om bjørn, jærv og elg og om nordlyset.. Han fortæller også historien om en ung dansker, der har slået sig ned som eneboer i Norge og ikke vil hjem igen, om et foredrag af Bjørnson og diskuterer Wergelands forhold til den danske litteatur og danskeres næsegruse beundring for den norske litteratur efter Ibsen og om hvorvidt Norge er verdens smukkeste land, hvad Pontoppidan ikke er utilbøjelig til at mene.

Præstekonen Ingrid lever et fredeligt liv med mand og to børn. Men da hun møder den misantropiske filosof dr. Vadum bliver hun vildt forelsket i ham, forlader mand og børn og rejser med Vadum til Schweiz. Vadum blomstrer op i kærligheden og får et lysere sind, men den religiøse Ingrid er plaget af skyldfølelse. Hun er aldrig blevet lovformeligt skilt, så da hendes mand uventet dør, kan hun få sine børn tilbage. Men skyldfølelsen forlader hende ikke. Hun føler stadig, at Guds vrede kaster en skygge over deres forhold.

"Vildt" fra 1890 handler om en syttenårig dreng fra et beskyttet københavnsk miljø, der en sommer opholder sig en tid på en gammel færgekro. Her oplever han en del. Han efterstræber en ung fiskerkone, bliver ven med en krybskytte og deltager i jagten på en undsluppet mestertyv. Det er ikke lykkelige oplevelser for ham, og da han sidder i toget på vej hjem er han opfyldt af had, afsky og lettelse

Den, der har set nogle af Corots Landskaber, vil mindes denne Maler, medens han læser Henrik Pontoppidans ny Bog. Det er fortrinsvis Morgendæmring eller Aftenskumring, den franske Kunstner fremstiller. En Egn, hvor Himmel og Jord mødes, hvor de faste Konturer opløser sig, og hvor en fin, diset Luft gyder et Taageslør af mystisk, erotisk Art over Naturen. Man føler, at Dagen vil fødes i ny Straaleglans, eller at Natten vil vælde frem i skælvende Uhygge, men endnu er intet fast: alt er uvist, sløret, hemmelighedsfuldt. Og de Skikkelser, man skimter utydeligt, er let svævende Nymfer eller dansende Ellepiger, selv om Corot i Virkeligheden mente at male Bønderpiger fra den nærmeste Landsby. Om det saa er hans Køer, saa strækker de sig i Engen paa en egen mytologisk Maade, parate til naar det skal være at bortføre en Europa.Et sådant Landskab kalder Henrik Pontoppidan for Ung Elskov. Han præsenterer det for os i Morgengys og Aftenskumring; og han anbringer ved den 'hængende Skovkrans' hvorunder Mørket sagte glider frem, 'Søens store dagblinde Øje', der langsomt aabner sig i et stort og uudgrundeligt Blik.Og han fortæller om, hvorledes ved St. Hansdags Tider, naar Fuldmaanen drysser Sølv over Søen, unge, slanke og nøgne Kvinder dukker frem af Skovens Tykning, med St. Hansorme i Haaret, og kaster sig vellystigt ud i det blanktblussende Vand….Den raa Virkelighed er repræsenteret i Form af en Kro, der ligger i hin mystiske Egn. Og til Kroen søger Stedets forvitrede Eksistenser, en Flok halvgodmodige Banditter og enfoldige Drukkenbolte, hvis Gilder præsideres af Krokonen. Nu er hun fed og oppustet, Blikket fordummet'1, Klæderne snavsede og Skoene Slæbere, og hun er ikke fri for at smage stærkt af det Brændevin, som om Natten tømmes af Spritklubben. Men engang var hun anderledes smuk og slank, klar i Blikket og sirlig i Dragten. Hun vartede op i Faderens Værtshus, kydsk og utilgængelig, indtil en Aften den sære Bissekræmmer, Jakob Jøde, med den skarpe Næse og de blanke Øjne tog ind i Kroen og talte og fortalte saalænge til han havde snakket hende baade fra Vid og Sans. Den Nat kastede en ung Kvinde sig ind i Elskovens hede Bad, St. Hansormen lyste hende paa vildene Veje, og den sære Bissekræmmer kom ikke mere til Kroen.Deres Barn er Martha, hvis unge Elskov Novellen handler om.Hun vokser op i Kroen som et noget uciviliseret Væsen – halv Skovnymfe, halv Fattigtøs. Moderen er intet for hende, en død uformelig Klump, hendes Venner er Spritklubben, hvis Omgang umuligt kan virke adlende ind paa hendes Sind, og som dog mærkeligt nok ikke helt fordærver hende. Man skal paa Forfatterens Ord tro, at disse raa Knægte opføre sig honnet og hensynsfuldt overfor den unge Pige, idet blot den yngste af Banden, en Kæmpekarl og en forsoren Slagbroder med alles Samtykke kaares til hendes Brudgom.Det er en frisk og usnærpet Bog. Henrik Pontoppidan gør rent Bord inden han skriver; han fejer bort alle de usle Hensyn til den offentlige Menings Fordomme og hykleriske Moral. Han søger til Naturen og dykker sig ned i den for at vinde Styrke.(Edvard Brandes i Politiken 20.11. 1885)

Fortælleren kommer efter mange Aars Fraværelse paa Besøg i sin Fødeby Randers; det første Syn af den i Dagens Lys med dens mange nye Huse og fremmede Ansigter er ham en Skuffelse, men da han ved Nattetid vandrer ud paa dens Gader, stille og mennesketomme som de er, forekommer den ham som forvandlet. Ud af Skyggerne vokser den gamle By, hans Barndomsminders By .... og pludselig standser han foran et bedaget Hus, der stirrer paa ham gennem sin Række af smaa Vinduer med et uslippeligt, hemmelighedsfuldt Genkendelsesblik, der bringer ham til at studse.Hvordan var det nu? Jo, nu husker han det! Deroppe paa første Sal var det, hun boede … hende … hvad var det nu, hun hed? Eleonora, Anna Eleonora! … den gyldenblonde Skønjomfru, der første Gang tændte Elskovens Alterlue i hans unge Hjærte. Og her – netop paa denne Flisesten– var det, han som trettenaars Dreng stod de lange Nætter og stirrede op paa hendes Sovekammervinduers blomsterbemalede Rullegardiner, der i hans lyksalige Drømme forvandledes til en maanebelyst Urskov, mellem hvis Palmer og Lianer han tyst vandrede med den Elskede.Og mens han i Nattens Stilhed stirrer paa det gamle, skumle Hus, er det ham, som om Forgangenhedens Genfærdsverden aabner sig for ham; Lyden af et Navn drager ham aandeagtigt forbi. Eleonora! At han saa ubarmhjærtigt har kunnet glemme hende! Hvad var det nu, der blev af hende? Blev hun ikke ulykkelig – eller hvordan? – Virkeligheden eksisterer ikke længer for ham; han lever som bjærgtagen i en Erindringsverden; han er som hypnotiseret af Attraa efter at genkalde sig Eleonoras Skæbne.Fortællingen er nu mesterligt komponeret saaledes, at medens Fortælleren vandrer om paa det moderne Randers’ Gader, medens han færdes i Omegnens Skove eller ved Nattetid i en Sejlbaad glider ned ad Gudenaaen – træder Minderne umærkeligt frem af Virkeligheden, blander sig i den, smælter sammen med den, fortrænger den og viger atter langsomt tilbage i taaget Dunkelhed, som i et Heine’sk Digt. Og for hver Gang de kommer til Syne, lokket frem af de tilsvarende Omgivelser, af tilfældige Forbindelser, af Spørgsmaal og Svar, føjer de en ny Akt til hint gamle Drama om den smukke og enfoldige Købmandsdatter, som al Tid havde et Kobbel af Byens Mandfolk efter sig, som lod sig overrumple til en Forlovelse med den lystne og latterlige gamle Adjunkt, og som tilsidst af Skam og Fortvivlelse over en flot Ritmesters frække Tilnærmelser druknede sig i Gudenaaen.Saa ubetydelige Personerne end er i hint forlængst udspillede, borgerlige Købstads Sørgespil, saa fængslende véd Pontoppidan at gøre dem for Læseren ved det Skær af Vid og Sværmeri, som kastes over Fremstillingen. Ikke for intet falder Heines Navn En i Pennen; idet man skriver et Par Linjer om den lille Bog. Hos ingen anden dansk Skribent for Øjeblikket er Lyrik og Satire parret saa gratiøst og naturligt sammen som hos Pontoppidan.Man føler ved at læse "Minder" den samme smærtelig-søde Nydelse som ved at lytte til Violoncel-Virtuosens Fantaseren; en Række skønne Billeder glider i fjærn Utydelighed En forbi: Billeder af maanelyse Nætter i den gamle Købstads Gader, med spøgelseagtige Skygger, med Vægterens regelmæssige Raab fra Lugen i Kirketaarnet; Billeder af larmende Markedsliv, af Bønder og Købmænd, gamle Tiders solide Velstand med sølvbeslagne Merskumspiber og brede Himmelsenge; af militær Parade paa Kongens Fødselsdag, af Skovture med leende, mousselinsklædte unge Piger; – Billeder af pragtfulde Solnedgange og af natlig Sejlads paa Gudenaaens drømmende Vande ....Og igennem Alt en Tone af Længsel efter det, som svandt, en bitter Klang af Melankoli ved at føle Alderdommen nærme sig, ved Tanken om de graanende Haar, de begyndende Rynker om Øjnene – og saa en Riven-sig-løs fra Skyggerne, et Pust af Morgen, som spreder Mindernes Nat(CE Jensens anmeldelse i Social-Demokraten 15.11. 1893)

Mimoser (1886), der var Pontoppidans bidrag til sædelighedsfejden, blev karakteristisk nok taget til indtægt i begge lejre. Romanen handler om to apotekerdøtre, som efter kort tids ægteskab griber ægtemændene i utroskab, hvorefter de straks forlader dem. Da den yngste datter Bettys ægteskab med Anton Drehling beskrives som helt igennem harmonisk, mente den konservative presse, at romanen var en advarsel til utro ægtemænd om, hvor meget et enkelt sidespring kan ødelægge. Den fortolkning passer dog dårligt til titlen, som omvendt foranledigede Edv. Brandes til at mene, at romanen var en advarsel til kvinderne om ikke at være for sarte.Mimoser tager imidlertid hverken parti for friere eller strammere seksualmoral. Dens angreb gælder, som undertitlen „Et Familjeliv“ siger, intimsfæren med dens tætte sammenkædning af romantisk forelskelse og sociale forpligtelser. Betty og Anton danner „en selvstændig lille Lyksaligheds-Klode“ på deres gods og bliver som børn igen i ægtesengen, der kaldes en „mægtig Vugge“. Han mister interessen for alt uden for hjemmet, og hun er sart og svag efter fødslen af deres søn. Da Drehling som landstingsmand må være borte fra hjemmet nogle måneder, overmandes han af lidenskab for en ulykkelig gift dame. Skønt han angrer dybt, forlader Betty ham med sønnen.(Dansk Litteraturs Historie)

"Drengeår" er første bind af Henrik Pontoppidans små erindringsbøger og handler om barndommen i Randers fra han var seks til han var seksten og flyttede til København for at læse til polytekniker. Han voksede op i en præstegård og havde femten søskende, hvoraf nogle døde som små. Han fortæller om en søster, der døde som lille, at hun så ud som om hun sov, men da han tog hendes hånd, var en iskold. Nogle af Pontoppidans første erindringer er knyttet til krigen i 1864, da han var syv år. Senere oplevede han den bevægede tid, da bondestanden rejste sig til kamp mod Højres regering. Han legede, tog ud på lange vandreture i Jylland og fortæller om ballerne og de piger, han svingede i en fejende mazurka,

"Hamskifte" er andet bind af Henrik Pontoppidans erindringer og handler om tiden fra han kom til København for at læse til polytekniker og til han efter at ophold i Schweiz begyndte at mærke de digteriske evner røre på sig. Det blev i første omgang til "Syndebukken", en skæbnefortælling på vers, som han senere brændte. Bogen myldrer med brogede indtryk fra København i denne kamptid, hvor bønder og arbejdere begyndte at rejse sig mod godsejernes og embedsmændenes Højreregering, Pontoppidan lærer mange mennesker at kende i København, om en jødisk familie siger han, at dens livfulde og dygtige unge mennesker bekræftede forestillingen om, at jøderne er "det mousserende element i borgerlighedens tunge og træge masse"

Fjerde og sidste bind af Pontoppidans erindringer, "Familjeliv", handler om tiden fra 1890'erne og frem til første verdenskrigs udbrud. Med forbløffende sindsro fortæller Pontoppidan om, hvordan hans ældste datter døde af hjernebetændelse og hvordan han besluttede sig til at forlade sin kone og de to overlevende børn for at flytte sammen med en meget yngre kvinde, han har spillet tennis med i Blokhus, hvorefter han får børn med hende. Henrik Pontoppidan er i denne periode en kendt og feteret forf atter, og man møder alle tidens store litterære navne som Drachmann, Stuckenberg, Strindberg og mange andre. Ikke så få af dem betragter han som storpralende, skabagtige og selvforherligende.