Højsang

Om "Højsang" af Henrik Pontoppidan skrev Edvard Brandes i Politiken 25.10. 1896 bl.a.:
"Ironien, der flammede i Nattevagt, tindrer ogsaa i Højsang. Titlen er ironisk, og Pontoppidan har valgt til sin Helt, en ung Dumrian, som han stadig ironiserer over, en toogtyveaarig Student, der er dragen til Jylland – bort fra sin lille Kæreste – for at lære de store Passioner at kende. Han finder dem ogsaa ude i Vesterhavsstormen og paa den vilde Hede – men i noget forkommen Tilstand hos en fordrukken Toldassistent og en næsten sindssyg Proprietærfrue. Der er ingen Respekt hos Pontoppidan for de to Lidenskabens Repræsentanter, han opstiller: han staar helt udenfor og ovenover sine Personer, men han skaber dem alligevel i en vis Storladenhed. Mangen Poét vilde en Smule koket identificere sig med den store Hjærteknuser og Æventyrer, den vilde Jæger og sentimentale Drukkenbolt v. Hacke. Intet er Pontoppidan fjærnere; han spotter over den Kadaverlyrik og den Alkoholfortvivlelse, som den arme Klitassistent henfalder til, men alligevel er Hacke, sammenlignet med Egnens tarvelige Smørfjerdingssjæle, en hel Karl, en Vildbasse, der imponerer sine Omgivelser, medens han færdes imellem dem og ved sit Selvmord løskøber megen Daarskab og Elendighed.Ligesaa den Dame, som han elsker, Fru Lindemark. Hvor nemt for Pontoppidan at gøre hende til en Nora, en Messalina, en George Sand – efter Behag. Pontoppidan ser paa hende med Sympati, men uden Beundring. Han gør hende ikke en Smule smukkere end – hun i Virkeligheden var, har man Lyst at sige, saa levende staar hendes Skikkelse for En. Pontoppidan anskueliggør for En den stærke Tiltrækning, som hun øver paa Hacke, men han skjuler ikke for Læseren, at hun i sin Tid ogsaa overfor sin sølle Ægtemand følte en ret kraftig Passion. Under en hæftig Ordstrid kan Lindemark genkalde hende deres Bryllupsrejse saaledes:– Og da vi steg af Toget ved den første Station, vi kom til, og tilbragte hele Dagen sammen i Skovene … og Du kyssede Træernes Blade og kaldte Skoven vort Kærlighedshjem og takkede den. Husker Du det?– Du skal tie! … Du lyver.Men Læserne føler, at han ikke lyver. Saaledes var den stolte Frue en Gang hjærtegreben overfor den Mand, hun nu haaner og foragter paa det dybeste. Hun bliver ringere i Læserens Øjne. Og alligevel – naar hun er saa sammenknuget af sin Passion, saa helt udenfor alle Regler betages af sin Kærlighed til Hacke, naar hun ender sit arme Liv paa en Sindssygeanstalt, saa bliver der – trods Bogens Ironi – en vis Storstilethed over hende ligesom over hendes Elskers bedrøvelige Skikkelse.
Højsang er skrevet med Pontoppidans fuldkomne Kunst. Det er en overmaade vittig Bog, især er Ægtemanden Lindemark – Overrisleren – tegnet med kostelig Humor. Højsang rummer en literær Satire af passende Malice, og helt igennem bæres den af Pontoppidans kølige Sindsoverlegenhed."