Books published by Arne Herløv Petersen

I "Arv og gæld", tredje bind af Pontoppidans erindringer, fortæller han om, hvordan han beslutter sig til at opgive karrieren som polytekniker og i stedet satse på at blive forfatter. Det økonomiske grundlag for denne beslutning er, at han bliver ansat som lærer ved sin brors grundtvigske højskole, hvor han har svært ved at forlige sig med den religiøse stemning. Han har mødt en ung bondepige, som han bliver gift med og får børn med. Da hans første novellesamling udkommer, bliver det muligt for ham at sige sin lærerstilling op og leve af at skrive

"Den gule krønike" fra 1923 er ret enestående i dansk litteratur. Den er en slags Tolkien før Tolkien - Hjortøs alternative skabelsesberetning, der er blandet af Bibelen, nordisk mytologi, skabelsesberetninger fra andre religioner og en kraftigt drys af Hjortøs egen livsanskuelse og filosofi. Den har alle de kvaliteter, der skal til for at blive kult.Da bogen udkom, skrev Social-Demokraten: "Den, der vil høre en klog og skarpsindig skribent udtale sig om tilværelsens dybeste problemer, vil i Hjortøs sidste mærkelige bog se adskillige perspektiver udfolde sig for sit indre syn".Hans Brix skrev i Nationaltidende: "Han er den særeste af de forfattere, vi har, og samtidig en af de bedst begavede... Der er over store dele af hans bog en sælsom ynde, man føler sig ved læsningen til mode som spanierne, da de først af hvide mænd trængte frem på det underfulde amerikanske fastland.. Umiskendelig er den eftertænksomhed og blide grublen, hvori forfatterem er hensunken".

Under det svindende lys" udkom i 1932, året efter forfatterens død, og er en samling af Knud Hjortøs artikler og kronikker. Her er selvbiografiske skitser og omtale af hans egne værker og andre forfattere, og her er en samling artikler om klassisk musik, der vidner om Hjortøs store indsigt i emnet. I "Nattergalens sang" analyserer han fuglesangen på samme musikologiske måde som han analyserer Bach eller Buxtehude.

I sin sidste roman, "Svundne somre og gamle vintre", der udkom fem dage før forfatterens død ved et ulykkestilfælde (25. november 1931) tager han endnu engang sit gamle motiv op til gennemprøvelse: den unge mandens flytten fra landet til byen, fra bonde til lærd. Bogen føles som en afslutning af forfatterskabet, og det blev den jo også., Her skaber han en syntese af de mange stemninger og fornemmelser, de ydre forhold gav ham gennem tilværelsen, og som måske var skyld i, at hans sind svingede så stærkt mellem tvivl og tro... Hans bøger er fulde af visdom, både af psykologisk, pædagogisk og sproglig art.(Cai M. Woel)

"Fru Herta" (1914) er en lovprisning af en gennemsolid, ikke særlig køn eller sansebedårende kvinde. Hun har fået en dårlig opdragelse af en snobbet moder, men selv er hun til at stole på, selv om hun er for nøgtern til at blive rigtig lykkelig. Sin ægteskabelige erfaring sammenfatter hun som 70-årig i den krasse sentens, at manden egentlig skulle have tre koner: en til det legemelige, en til det åndelige og en til det praktiske. Det er det jævne og sunde, uromantiske menneske, Hjortø her slår et slag for.- Otto Gelsted i "Danske digtere i det 20. århundrede", 1. udgave 1951

Om de to lange noveller fra landet i "Ud for skrænten" skriver Otto Gelsted bl.a.: "En mesternovelle er fortællingen om Rokballe-Maren, den frodige men nøgterne bondepige, der arver 2000 kr., så hun kan købe et husmandssted. Hun flytter sammen med den kønne og lade Niels, for hvad skal hun med penge og hus, hvis hun ingen børn har? Men gifte sig med ham vil hun ikke; han skal ikke få lejlighed til at formøble hendes ejendom... Måske endnu værdifuldere er fortællingen om Sidse på sandet.. Datteren Jensine går det rent galt med, fordi hun ikke kan styre sit balstyrige sind... Et ejendommeligt og gribende tvelys falder over hendes vrange skæbne, fordi den gengives, dels som en opfattes af en dreng, og dels som den gamle, rolige og fatalistisk resignerede moder betragter den".Den tredje novelle i samlingen, "Magister Cogitans og hans kone", kalder Cai M. Woel for Hjortøs "reneste tankedigtning.. et køligt fyrværkeri af paradokser og dybsindigheder, ofte af isnende virkning".

"Indensogns og udensogns" fra 1919 er en række fortællinger fra øernes bondeland. Hjortø kender sine lus på travet; han ved. hvordan det gik til på bondeballerne og blandt kræmmere og prangere og han fortæller med indfølelse og lune om en verden, der ikke længere findes. Hjortøs historier fra øerne er et vigtigt supplement til Aakjærs jyske fortællinger. Sindelaget er anderledes; sjællænderne er mere fiffige og forslagne. Knud Hjortø interesserede sig levende for sproget og havde et skarpt øre for dialekter og individuelle ejendommeligheder, og det er spændende at stifte bekendtskab med et midtsjællandsk og falstringsk, der næppe findes mere i renkultur.

"Hans Heilums nat" handler om en moden, bondefødt mand, der stilles over for kvinder af en bestemt intellektuel type, som findes overalt i hans bøger: lidt køligt brænder kærlighedens ild i dem, men den brænder, og under det nervepres, der opstår ved dette sammenstød, hvirvles de i nattens drømme ind i en blandingstilstand mellem drømmens uvirkelighed og erindringens fintmærkende stemning... Hjortø lader i "Hans Heilums nat" helten.. mindes barndommen, da han kunne "gi sig hen i omsorgen for jord og dyr" og der var i hans sjæl "den sunde ro som over en sommerlig mark".Det er denne sunde ro, Hjortø én gang for alle har sat til under sit flytte, ikke blot fra egnen men også i miljøet, fra det primitive til det intellektuelle, og for at bøde på sin uro opsøger han stadig sin tabte verden.(Cai M. Woel)

I Faust er benyttet fablen ommanden, der af døden får lov til at leve sit liv om igen. Et psykologisk grundlag ligger i den fornemmelse, de fleste af os af og til har aft: at de har oplevet en situation tidligere. Men bogens egentlige hensigt er at skildre selviagttagerens tragedie. Han føler sig i grunden altid skuffet. Når han har sukces, når han oplever en stor forelskelse, så har hans tanke allerede været der forud og snuset til den. Og når han så kom til sin lykkes store øjeblik, så var lykken ikke uberørt. Den, der et øjeblik har haft følelsen af at have levet to gange, har i det øjeblik følt gentagelsens rædsel.- Otto Gelsted i "Danske digtere i det 20. århundrede", 1. udgave 1951

En halvvoksen pige og en jævnaldrende dreng tager sammen ud til stranden og går i vandet. Det vækker forargelse i den lille, bornerte by, de to unge kommer væk fra hinanden og finder først sammen igen mange år senere.Ekstrabladet skrev om "Forårsskyer", da den udkom i 1912: "Af iagttagelsens sikkerhed lysende skildringer af et halvvoksent pigebarns sidste skoleår med hendes fornemmelser i overgangen fra barn til kvinde... Der er det gode, det moderne ved hr. Hjortøs skildring af de vanskelige overgangsår, at han påstår, skamfølelsen findes ikke hos børnene, men indpodes dem af de voksne".

Kortromanen "Rasmus" (1909) er en indgående skildring af en, der i vore dage ville få en hel hale af diagnoser på sig, men som dengang bare blev betragtet som en halvtosset særling. Brydningerne i Rasmus' sind fører til, at han bliver mobbet som barn og senere kommer ud i druk, selvmordsforsøg og et kærlighedsløst ægteskab. Han har hele tiden en tendens til at kaste det hele fra sig, hvis ikke alt går, son han ønsker det. Han har betydelige talegaver, og det fører ham frem til en plads som folketingsmand, men også det kaster han fra sig og vender tilbage til det hårde slid som daglejer og skærvehugger. Men til sidst ender han som lykkelig forkynder i Frelsens Hær.Christian Rimestad skrev i sin anmeldelse af "Rasmus" i Politiken 10.5. 1909:"Denne lille bog er et nyt og uafbrudt fængslende bevis på Knud Hjortøs betydelige talent. Og den slår fast, at han i stadig større målestok betvinger sit stof overlegent. Vi har ikke for tiden en prosaist, der ejer en kraftigere koncentrationsevne… I fortællingen om Rasmus Eliassens genvordigheder i sin barndom, sin ungdom og sin manddom er Knud Hjortøs humor medfølende som næppe nogensinde før. Men den er ikke et øjeblik medynkstirrende. Thi et dybere usentimentalt gemyt end Knud Hjortøs eksisterer ikke i vor litteratur...Beretningen om Rasmus’ erotiske og politiske miserer, indtil han ender som lyksaligt forkyndende frelsermand, er et psykologisk portræt af mangesidig værdi.."

Knud Hjortøs "Grøde" (1909) er en novellesamling med to lange og to korte noveller. Christian Rimestad skrev i sin anmeldelse af bogen i Politiken 4.10. 1909: "Man nyder håndelagets behændighed, den træfsikkerhed, der gør personerne lyslevende og som formår at spærre et landskab inde i ti linjer, sådan at man har dets hele atmosfære omkring sig".Om den sidste, korte novelle "Den fremmede hund" skrev Rimestad: "Denne beretning om en flok landsbydrenges sejpineri af en herreløs hund virker så meget voldsommere og uhyggeligere, son barndommen i den samtidige litteratur alt for ofte er blevet idealiseret til en uskyldens, renhedens og godhedens tid". Rimestad sluttede sin anmeldelse således: ”Knud Hjortø er en ubarmhjertig skribent. Hans bøgers hvasse sandhedskærlighed lever i erindringen, længe efter at man har endt læsningen, fordi hans kunstneriske evne har indblæst stoffet sin levende ånde”.

"Den fortabte søn" er en omhyggeligt gennemført studie af en hul og inderligt forløjet person, en repræsentant for alt det i tidens liv, Hjortø foragtede. Psykologisk fremragende er navnlig redegørelsen for drengens opvækst og skildringen af hans kamp med den religiøse moder. der gennemskuer ham".Otto Gelsted i "Danske digtere i det 20. århundrede", 1. udgave 1951

Knud Hjortø har et godt øje til hykleri og fordomme, og han lægger ikke fingrene imellem i "Præster" fra 1907, der skildrer tre forskellige præster. Men Hjortø bliver ikke selv fordømmende, når han skildrer mennesker, hvis holdninger han ikke deler, og som han synes er for fordømmende. Han har forståelse for de missionske, der forsøger at omvende de vantro og sammenligner arbejdet med omvendelsen med at banke en pæl ned i stenet jord.

"Folk" fra 1903 er en skarp og hvas skildring af livet i en lille købstad, der kan minde om Gustav Wieds Gammelkøbing. Byens honoratiores holder middage og konverserer om den nye kunst og litteratur, der ikke må være usædelig og helst blot skal bekræfte læseren i hans fordomme. Her er sladder og intriger, og bag kulisserne foregår voldsomme ting. Men så længe man ikke taler om det, er det nok ikke så slemt.

Hjortøs personlige systemskifte kommer med Kraft et år efter det politiske i 1901. Romanen er et opgør med det moderne sammenbruds dekadence og brandesianismens tolkning af den frie kærlighed. Allerede i Syner blev den sprængfarlige Hjortø'ske legering af krop og sjæl, blod og ånd synlig. I Kraft koncentreres blod og ånd i den indebrændte skikkelse Henrik Stendal, en af tidens mange litterære provinsstudenter, der kommer til den store by og skjuler sit mindreværd bag en aggressiv maske og hårdt tilkæmpet vilje. Stendal vil gøre op med 1880'ernes brandesianisme og fritænkeri og 1890'ernes sværmeriske poesi i en og samme hårdtslående bevægelse, der skal ramme modstanderen som en knytnæve i panden. Modstanderen er inkarneret i studiekammeraten og forføreren Johannes Levison (Johannes Jørgensen og brødrene Brandes i et!), der har tiltaget sig magten på det radikale hoforgan „Århundredet“ (dagbladet Politiken). Som modoffentlighed starter Henrik Stendal kampskriftet „Faldøksen“ (Vagten), der med guillotinens hug skærer dekadencen fra århundredets udlevede krop, patetiske kristendom og lumre sovekamre: „Væk med de stinkende, litterære sengetæger! Ud med kammerpoeterne! De har længe nok stået og lugtet ilde i den danske litteratur!“ Henrik Stendals poesi „sidder i næven“, og den hugger han med stejl hellenistisk kraft ind i tidens bløddyr. Den atletiske mand stemmer sine aggressive energier op ved at vise kvindens forføreriske begær fra sig og i stedet med stålsat vilje og nietzscheansk foragt sikre sig retten til riget. Stendal ender karakteristisk som køllesvingende folketingspolitiker, der med kraften i sig sætter handling over grublen. Romanens vitalisme og handlingsbestemte omvendelsesrite har sine paralleller i Johannes V. Jensens to bøger, novellesamlingen Skovene (1904) og romanen Hjulet (1905), hvor potenseringen ligeledes slår over i påtaget kynisme og straf- og skyldfri udrensninger.(Dansk Litteraturs Historie)Man kan måske også se Johannes Levison som et ondskabsfuldt portræt af Peter Nansen og romanen som først og fremmest en jaloux mands opgør med sin heldigere rival.

"Hjemme fra agnen er en solid og med ubønhørlig realisme gennemført skildring, hvis hovedmotiv er spillet mellem en frodig bondepige og en ulykkeligt forelsket karl, hvem fortvivlelsen til sidst gør til morder. Bogen blev udgangspunkt for de mange hjemstavnsskildrinde fortællinger, der hører til det ypperste i Hjortøs digtning".'(Otto Gelsted i "Danske digtere i et 20. århundrede", 1. udgave 1951)*Knud Hjortø havde et skarpt øre for talesproget. Han var født i Kirke Værløse og gengiver i "Hjemme fra egnen" den sjællandske dialekt, der i hans barndom blev talt på egnen.

I "De salige" møder en mand, der er flygtet fra kærlighedssorg, en ung kvinde, der prøver at leve videre efter i barndommen at have været offer for pædofili og incest. Kidde tager her emner op, som få i hans samtidig vovede at komme i nærheden af.*Ved bogens udgivelse skrev Christian Rimestad:Den mandlige hovedperson i Kiddes sidste roman er i nær slægt med alle hans tidligere unge mænd i ”Aage og Else”, i „De blinde”, ”Loven« og „Den anden”. Fælles for dem alle er det afgørende, at de kun er i stand til at elske én eneste gang, og at denne eneste kærlighed ganske tyrannisk hersker over deres liv. Da Henning Norden her i ”De salige” har måttet opgive sin elskede, fordi hun var gift og havde et barn, så var det egentlige liv forbi for ham. Selv hans arbejdet blev hæmmet. Han stivnede. Og dog kunne han ikke have handlet anderledes, om han skulle bevare sin samvittighed frelst. Den virkelighedens atmosfære, hans sind kun kunne leve i, det var viljens høje luft. For ham var fristelserne at følge sin kærlighed på trods af den indre pligs bud det farlige, det fjendtlige, det uansvarliges forvirrende gøglen. Han når de Saliges Ø, men den bliver aldrig lykkens hjem for ham, kun de skyldløses fred, de ikke levendes ro.Han tilhører på moderens side en slægt, hvis hår er blegt, hvis favn er kold, fordi deres blod er så luftigt. Moderen kunde, efter bruddet med faderen, der havde begået ægteskabsbrud og karsesvig, trække sig tilbage til Salighedens Ø og leve der i lykke, fordi hendes natur var så helt ujordisk. Med stor poetisk kraft har Kidde fremmanet denne kvindeskikkelse, hendes elfenbensansigt, hendes øjnes strålende kulde, hendes legeme som skabt af dis og luft.Bogen handler nu om, hvordan denne mand, der har ment i sin isolation at have gjort sig til livets herre, bliver en livets lærling. Men hvordan lærer han, at Salighedens Ø ikke, som hans forgudede moder havde vist ham, sejler højt over hav og jord, i æterens og solnedgangens ro, men at den stiger af det uvejrspiskede hav, og at man kun når den gennem dets vildeste hvirvler?Det lærer han af en ung pige som fra København er flygtet ud til hans refugium, en ung pige, som kun har set ham én eneste gang i et selskab af literater, men aldrig har glemt hans forfærdelse og vrede, da han blev vidne til en letfærdighedens skændselsdåd mod en purung, uskyldig pige, aldrig har glemt udtrykket i hans blik, da han forlod selskabet.Det bliver i denne brudte pigeskikkelse, i dette hærgede barneansigt, at han ser livet, livets egen hellige skændselsskrift. Det bliver ham som en hemmelighedsfuld vilje, der har sendt hende til ham — som en repræsentant for alle dem, han selv og hans moder og hele hans moders slægt har holdt sig fjernt fra og ikke har villet prøve på at begribe, forstødt som tilhørende det livets smuds, de ikke vilde i berøring med.Livets smuds, det er just i det, at hun er vokset op. Hun giver i sin lange skildring af sit liv frygtelige indtryk af sin barndom. Hun har i en alder, hvor det store flertal af mennesker kun har vage anelser om kønslivet, set det udfolde sig i sine modbydeligste former. Hun var af sin moder, en hæslig skøge, viet til undergang. Hun ender da også selv, som moderen ville, men det er lykkedes Kidde at få os ikke blot til at tro på, men til at føle usvigeligt, instinktivt hendes sjæls usmittede renhed. Mest var hendes liv et helvede, men tre gange, i tre perioder, har hun været i „Paradiset” og om disse tre oaser af lykke beretter hun med en rørende ømhed. Et kvindeligt sidestykke til den store franske digter Verlaine, sådan rejser sig hendes billede: en kysk, en altid renhedstørstende sjæl i et besmittet legeme...Der er som altid i Kiddes bøger en række bipersoner, om hvem man kun får det at vide, som er nødvendigt for at bogens problem kan opløse sig i de størst mulige nuancer.Intet er tilfældigt, alt hænger nøje sammen. Derfor er det også umuligt at girve udtømmende besked om handlingen. Handling, filosoferen og lyrik er sammenknyttede uopløseligt. Det er en kompliceret digtning, men det inderste i den, dens alvorsfulde sjæl, er en dyb ærbødighed for livets betydningsfuldhed, for ansvaret, det fører med sig.(Christian Rimestad i Politikens kronik 26.10. 1910)

Harald Kidde ”har nu lært at koncentrere sig i en sådan grad, at denne bog ikke rummer én unødvendig episode, ja næppe én overflødig sætning. dette par hundrede sider hører til de tungest mættede, vor tids skønliteratur har frembragt.Han har af bipersonernes indre kun villet se det, der var nødvendigt for så fyldigt som muligt at belyse grundidéen…. alle de mennesker, der optræder i romanen, skal tjene til at klargøre denne hans opfattelse: At leve er at være to. At de glade blandt menneskene er dem, der har formået at flette deres selv i den anden. At livet overhovedet ikke lever i en, før man finder sin fred i den anden, hvad enten denne anden er fjern eller nær… Hovedpersonerne er et ungt ægtepar, der i det yderste efterår er rejst over til et lille hus i Østjylland. Det ligger lige på grænsen af den uhyre og blodrøde skov. Man oplever nu i den måned, bogen varer, hvordan disse to mennesker møjsommeligt når til at tilpasse sig efter hinanden, at det nye. tredje,hemmelighedsfulde væsen - vi - kan fødes... det er en vægtig bog, som langtfra udtømmes ved første læsning. Den ar fuld af mystik, naturens, menneskelivets og dødens. Dens ord fortoner sig stundom ud i meget fjernt ekkoer. Ud fra hver af dens sider flammer og dufter, blændende og bedøvende, den blodige efterårsskov, og selve dens sjæl er den gamle og vanskeligt udtrykkelige drøm om to menneskesinds fuldkomne sammensmelten.”(Christian Rimestad i Politiken. 6,11. 1909)

"Loven" (1908) er en mørk og tung skæbnetragedie, hvor personerne er lænket til slægtens brøde og bukker under, skønt de hver for sig stiller høje krav til sig selv. Nogle få udvalgte er født med *loven* i deres sind, med "kravet om værdighed ved loven, ordholdenhed hos menneskene, fortsættelse i skæbnen", men netop derfor rammes de så hårdt af det lovløse og brutale, der møder dem. Handlingen er henlagt til egnen omkring Hallandsåsen, og til det skovkransede Broby ved Helgeåen, og naturscenerne er ligesom i de tidligere bøger på en subtil måde stemt sammen med de intime sjæleskildringer"(Danske digtere i det 20. århundrede, 1. udgave 1951)

"De blinde" (1906) er anlagt efter et samme psykologiske grundskema som "Aage og Else". Her oplever en unge Bent Havlykke kærligheden til legekammeraten Helene Kønig med en så voldsom kraft, at den bliver hele hans tilværelses mening. Da hun svigter ham, vælger han et asketisk eneboerliv i en schweizisk bjergdal i ubrydelig trofasthed mod deres første kærligheds fryd og smerte. Der er en vældig tragisk linieføring i denne roman, der har adskillige, af Kidde selv vedgåede, berøringspunkter med "Når vi døde vågner". Bent og Helene har krænket den samme moralsk-religiøse lov som det ibsenske kunstnerpar og går tilgrunde i snefjeldenes lavineskred. Men et øjeblik før døden har de set ind i det store ansigt bag bjergtoppene og følt den isnende retfærdighed i den dom, der venter dem. Bogen er konstrueret med en interessant brug af ledemotiver, hvorved en række bifigurer gennem deres heroiske skæbner belyser og forbereder de elskendes undergang.(Danske digtere i det 20. århundrede, 1. udgave 1951)

"Luftslotte" fra 1904 er Harald Kiddes tredje bog. Det er en samling af korte legender, parabler eller lignelser, taget fra Bibelen, fra den græske mytologi og fra dagligdagen. Kendte religiøse og filosofiske motiver vendes om eller tolkes i et nyt lys, som i denne korte tekst, der hedder "Hjælpen":”Herre, Herre, jeg har råbt til dig i År og Dage, og du hjælper mig ikke!"„Gå til Menneskene, Menneske."„Menneskene, Herre - de svarer alle, at ene du kan hjælpe."„Det er fordi, de ikke forstår mig."„Herre, hjælp mig! hjælp!"„Jeg kan ikke hjælpe dig - jeg er ikke mere på Jorden."„Herre - ikke hjælpe - du ikke hjælpe--?“„På Jorden lærte jeg Mennesket at hjælpe Mennesket. Således hjalp jeg Menneskene. Mennesker, hjælp nu hverandre."

"Sindbilleder" (1900) er Harald Kiddes debutbog. Den består af en række korte parabler eller lignelser, ofte parafraser over mytologiske eller bibelske motiver, der i en rigt ornamenteret symbolistisk stil vender mange af vore tilvante forestillinger på hovedet og lader os se overleverede sandheder i et nyt lys.

Knud Hjortøs roman "Dengang man var ung" (1908) skildrer en ung mand fra seminarietiden i 1880'erne og frem. Bogen handler især om fortællerens forhold til Eugenia, der er en af hans studiekammeraters kæreste. Han bliver skiftevis tiltrukket og frastødt af hende og kan ikke blive klog på hende. Senere møder han hende igen, da han er blevet færdig med sin uddannelse og ansat som skolelærer i en provinsby. Hun bliver gift med en velhavende manufakturhander, men det forhindrer ikke, at forholdet mellem fortælleren og hende hele tiden ligger og ulmer i baggrunden og til sidst blusser op.*Dansk Litteraturs Historie skriver om Hjortøs stil:På tværs, i opposition og uforløst drives han igennem sin prosa med en egen nådesløs konsekvens, der bedst kan lignes med Harald Kiddes, Albert Dams og Vagn Lundbyes senere i 1900-tallet

"Vadmelsfolk" fra 1900 er Jeppe Aakjærs første fortællinger fra den jyske hede. Senere brugte han titlen som samlebegreb for alle sine jyske fortællinger, men her er den oprindelige udgave med seks fortællinger, fra den overdådigt morsomme skildring af et slagtegilde i "Mens pølsen koger" til dystre skæbnefortællinger om det barske liv langt ude på den forblæste hede.

"Drømmen om kvinden" er en samling noveller, der alle kredser om forholdet mellem kønnene, om respekt og ligestilling og om kamp.Hjortøs noveller beskrives således af Cai M. Woel: "Her nåede han ofte et mesterskab, der også bragte ham publikum i tale. I Berlingske Tidendes søndagsnummer gav man plads til de alt andet end folkelige noveller, hvis stod har tiltalt, ikke blot redaktionen.. men også det intellektuelle publkum, som dengang havde endnu både tid og nerver til at skænke sjælelige og åndelige problemer en tanke nu og da, og som i litteratur søgte andre værdier end underholdning og adspredelse"

Olaf Hansen er den store, glemte digter. I sin samtid blev han højt værdsat af andre digtere, men nåede aldrig ud til et større publkum, og nu er der nok ikke mange, der læser ham. Men han fortjener at blive læst igen. Der er ikke noget indsmigrende over hans digte, ingen blomsterkranse og vuggende vande. Han oversatte islandske sagaer og skrev om norsk litteratur, og det kan mærkes i hans stil, der ofte er stejl, knapt tilhugget, kortfattet. Hvis man kan tale om en udpræget mandig røst, så er det det, han har. "Stemmer fra stilheden" er hans sidste digtsamling, og i den ser han døden lige i øjnene. Uden tøven, uden glæde, men med fatning. Men han kunne også lyde blidere, især i sine mindedigte som i den smukke sonetkrans, han digtede til minde om sin ungdomsven Blicherkenderen Hans Hansen.

Det egentlige transcenderende gennembrud til det religiøse sker i Hans Råskov, der er den mest interessante af Hjortøs karakterer og den bedste af Hjortøs romaner. Hans Råskov er ædende og angstfyldt i sit væsen, skærmet af fra verden bag en skal af hårdhed. Et lukket jeg, der lever i kraft af had og vrede mod verden, stålsat, forbitret – og fortvivlet. Hans „tavse afsind“ gør ham fjern, og han kan, som sine åndsfæller hos Hjortø, ikke hengive sig til kvinden. Hvor det lykkes Niels Grandlev i To Verdener at omforme sin lidenskab til viden, trænger Hans Råskov sit begær tilbage og låser det i ufrugtbar vrede. Han er ikke modtagelig for kvindens varme eller hengivenhed og vender sin afmagt til had. Således hjemfalden til straf i eksistentiel forstand glider han ud i destruktive syner af ild og ødelæggelse – han er kemiingeniør med et karakteristisk hjortøsk og nietzscheansk speciale i dynamit og sprængstoffer. Den stærke mand holder sit afsind i ave med jernhård vilje og indædt arbejde, hvormed han hårdnakket fortrænger kvindens fristelser og vanviddets udbrud. Men som i Syner vender sjælelivets farligt illuminerede, blodrige, røde mareridt tilbage med perverse hallucinationer: „Hans bevidsthed havde nået de sumpede, farlige dybder, som vort sjæleliv synes at hvile på“. Men den stålsatte Hans Råskov kan til stadighed hævde sin fornuft overfor synernes rå, skinnende billeder og bringe sig ind i tilværelsen igen. Forløses kan han ikke, før ilden i hans sjæl ved romanens slutning bliver til is og en anden varme – barmhjertighedens – flyder over i hans væsen og lader ham gå under. Det sker i romanens smukke frostklare epilog, hvor Hans Råskov redder en dreng fra druknedøden i isen. Han omkommer selv derved, men dette sidste uselviske offer forklarer hans verden og løsner hans væsen: „Han så op, himlen havde ligesom løftet sig, stjærnerne stod højere over hans hoved end ellers“. Der er ikke som hos Kierkegaard tale om et spring ind i det religiøse, men om en elevation, hvor himlens porte åbner sig for manden med jernmasken, da han endelig lader sit liv ytre sig intuitivt.(Dansk Litteraturs Historie)"Hans Råskov" er tredje bind i en trilogi, der begynder med "Støv og stjærner" og "To verdener"."Den første er fantasiens roman, den anden er romanen om den rene intelligens for den mandlige hovedpersons vedkommende, og den tredje er lidenskabens, viljens roman“. Således spalter Hjortø inden for den psykologiske romans skæbnebestemte ramme åndslivets bærer – i Hjortøs tilfælde notorisk manden – op i tre rendyrkede figurer: fantasiens, forstandens og lidenskabens. Eksistensfilosofisk har de også lighed med Søren Kierkegaards tre stadier fra Enten-Eller: det æstetiske, det etiske og det religiøse."(Dansk Litteraturs Historie)

""Hejmdals vandringer" fortæller om guden Hejmdals besøg i Danmark, specielt i Jylland. Det er skrevet i strygende vers med fygende rim, i et versemål som digteren selv har opfundet, og det svigter aldrig. Digtet er først og fremmest en vældig og ømtfølt naturskildring af Jylland"(Cai M. Woel)

Fjandboer. Fortællinger fra Heden" fra 1901 indeholder fire jyske historier fra Fjand Herred: "Dødsfjender", "Eros og bierne", "Da lampen tændtes" og En omløber". "Da lampen tændtes" er nok den mest kendte af dem. Den handler om en bondefamilie på heden, der engang i 1880'erne beslutter sig til at anskaffe en petroleumslampe i stedet for at nøjes med tællelys, som de lavede af tælle fra deres egne får. Aftægtsmanden Gamle Anders mener, at det er helt unødvendigt med den slags tant og fjas, og bonden Søren synes nu også, det kan vente lidt - men hans kone Trine vil have en moderne petroleumslampe, og så bliver det sådan. Men det skal vise sig ikke at være så enkelt endda. Blandt andet skal der jo hældes petroleum på den, før den virker.