Books published by Batzer & Co

Sne foregår over nogle vinterdøgn i 1718 i en lille by på Sveriges vestkyst. Karl den Tolvte, den store krigerkonge, er død og det vækker stærke følelser hos byens indbyggere. Mange frygter hvad der vil ske når soldaterne kommer hjem fra det mislykkede felttog i de norske fjelde, mens andre øjner en chance for økono­misk vinding. Og snart er de der, soldaterne, de kommer i hundredvis, lemlæstede og for­fros­ne, og frygtelige scener udspiller sig. Jakob Törn, romanens hovedperson, er en robust mand som ville have passet bedre i krig end i det apotek han har arvet efter sin far. Da han fortæller sin kone at kongen er faldet, bliver hun rasende og hugger ham i armen med en kniv. Hvad drev hende til dette gådefulde udbrud? Nu er Jakob på flugt fra sit hjem og bliver udkommanderet til at assistere ved balsameringen af kongen i byens rådhus, den konge hvis vilje har været hans rettesnor. Et andet sted i byen maner en gruppe mennesker til kamp mod enevælden. «Ellen Mattson har skrevet en tæt og stærk roman, hendes femte, om krigens uhyggeligheder og om blind lydighed kontra oprør mod øvrig­heden.» – Litteratur Magazinet

Det gav genlyd da Judith Hermann i 1998 debuterede med novellesamlingen Sommerhus, senere. »Vi har fået en ny forfatter,« skrev kritikerne, »en fremragende forfatter.« Og det var der mange som fandt ud af. Bogen har alene i Tyskland solgt over 500.000 eksemplarer. Bogens ni noveller fortæller nøgternt og smukt om det moderne livs tragikomiske tilfældigheder og ensomhed. Scenen er nattesværmernes Berlin og hendes helte og heltinder er sarte, melankolske figurer med en lakonisk holdning til livet, deres referencer er PJ Harvey og David Bowie og en masse caféer og klubber og LSD og kokain. Fælles for flere af dem er en vægring mod at beslutte sig for noget. Beslutninger udsættes på ubestemt tid. De vil bestemt gerne have et sommerhus, men ikke lige nu, først senere.Hendes debutbog, Sommerhus, senere, foregår i og omkring Berlin i 1990’erne, hvor øst og vest er smeltet sammen. En ny generation vokser frem, en generation som ikke bekymrer sig om politik eller drømmer om en borgerlig tilværelse, men i stedet drømmer om lykken, eller muligvis øjeblikket lige inden lykken. Fælles for Judith Hermanns personer er en følelse af uvirkelighed og ubeslutsomhed og hendes noveller handler om det moderne livs tragikomiske tilfældigheder, ensomhed og melankoli.»Sommerhus, senere er dragende, magisk.« – Jyllands-Posten ★★★★★»Sommerhus, senere var en overordentligt flot debut i 1998, og knap 20 år efter står novellerne stadig rivende skarpt.« – Kristeligt Dagblad ★★★★★»En pragtdebut som giver store forhåbninger.« – Die Zeit»Den 30-årige tyske debutant har forfattet ni foruroligende, smukke noveller, præget af en helt igennem blå og jazzet stemning … Judith Hermann kan med skriften og med sine fortællinger gøre hvad lyset gør i skumringstimen: Alt får et sært selvlysende skær, ting og betydninger man ikke har set og aldrig har skænket en tanke, står overnaturligt og klart frem, afrundede, skælvende, fuldendte.« – Information

Siden sin første store succes med debuten Sommerhus, senere har Judith Hermann været berømt for sin stemme somlettipark-web-2 ikke kan forveksles med nogen andens, og for sit sprogs elegance og skønhed. I sine nye fortællinger finder hun lige så koncentreret som let de ord som eksistensens ufattelige drama udfolder sig imellem. Hvad sker der når vi møder nogen? Hvor tæt kan vi være på de mennesker, vi elsker?Med et blik, en berøring opstår en pludselig nærhed, eller fjerner mennesker sig fra hinanden. Børn, excentrikere, en far som forsvinder fra en psykiatrisk afdeling – mennesker krydser vores livsvej, ledsager os, gør os lykkelige og forbliver ufattelige. En gammel mand tænker på en lang rejse til Nantucket der ligger mange år tilbage, til venner, til et hus der endnu kun eksisterede som et omrids. Walter havde tegnet dette hus til ham med ord i luften. Han mener at mindes en omfavnelse, inden afskeden. Judith Hermanns skikkelser er af og til helt forsvarsløse. Så meget desto mere intensive er deres møder med andre, elskede, fremmede mennesker. Disse øjeblikke opstår tilfældigt, upåfaldende, men har under overfladen en eksistentiel tyngde. I sine fortællinger opsøger Judith Hermann disse altafgørende øjeblikke, vores ensomhed og raseri og længsel.

Subhash og Udayan Mitra er brødre. De er uadskillelige, men også meget forskellige. Subhash er den forsigtige, stille og pligtopfyldende storebror, som adlyder forældrene og klarer sig godt i skolen. Udayan er den vilde, stædige og charmerende lillebror, som også er modig og exceptionelt intelligent. Vi befinder os i 1960'erne, og Udayan bliver tiltrukket af den revolutionære naxalit-bevægelse. Han er klar til at sætte alt på spil for det han tror på. Subhash deler ikke sin brors politiske lidenskab og han forlader Indien for at forfølge sine akademiske ambitioner i USA. Men da Subhash får at vide at hans bror er blevet dræbt, rejser han tilbage til Indien i et forsøg på at finde ud af hvad der egentlig skete og for at samle stumperne af sin sønderknuste familie. «Betagende ... Fyldt til randen med smerte og kærlighed og al livets skønhed.» – THE OPRAH MAGAZINE «Lahiris bedste bog indtil nu ... På en gang foruroligende og generøs.» – THE NEW YORK TIMES BOOK REVIEW

Kruso er en storslået roman og et hovedværk om DDR's fald. Da Eds kæreste dør i en ulykke, dropper han sit gamle liv i storbyen og flygter til Hiddensee, en sagnomspunden ø i Østersøen som efter sigende ligger uden for tiden og uden for ”nyhedernes rækkevidde”. Og hvor man på en klar dag kan se til Møn, som bliver det håndgribelige symbol på drømmen om frihed. På Hiddensee får Ed arbejde som opvasker og møder Kruso, øens overhoved og læremester, som repræsenterer den tredje vej mellem kommunisme og kapitalisme og har en utopi om at føre alle landets (og livets) skibbrudne tilbage til friheden. Men efteråret 1989 ryster øen i dens grundvold og til sidst er livet på øen en kamp på liv og død. I bogens epilog tager Ed os med til København og Rigspolitiets katakomber for at følge sporene efter de østtyskere som forsvandt under flugten over Østersøen. I København møder han flere navngivne danskere, bl.a. Jesper Clemmensen, som i sin bog Flugtrute Østersøen fortæller at 6.892 østtyskere mellem 1961 og 1989 forsøgte at flygte over Østersøen. 174 af dem mistede livet. 15 af dem ligger i de ukendtes grav på Bispebjerg Kirkegård. En af dem som prøvede at flygte var Sonja, Krusos søster. En anden var Speiche, som Ed afløste i opvasken på Hiddensee. «Kruso er det første værdige modstykke i tysk litteratur til Thomas Manns Trolddomsbjerget.» – Der Spiegel Deutscher Buchpreis 2014

Melancholia I falder i tre dele. De to første skildrer to dage i Lars Hertervigs liv, den tredje en aften i forfatteren Vidmes liv.Første del foregår i 1853 i Düsseldorf, hvor Lars Hertervig er elev ved kunstakademiet. Et af hans malerier skal bedømmes af Hans Gude, og han er bange for at hans læremester ikke kan lide det og i stedet vil råde ham til at rejse hjem til Stavanger og male døre og vægge. Han er forelsket i Helene, som spiller klaver og står der med håret løst og lyser mod ham, men han ender med at blive smidt på porten af hendes onkel. Med en kuffert i hver hånd går Lars ned på Malkasten, værtshuset hvor alle de malere der ikke kan male holder til.Anden del foregår juleaften 1856. Lars er indlagt på Gaustad asyl, og doktor Sandberg har forbudt ham at male. Plaget af jalousi tænker han på hvad Helene og onklen foretager sig og kalder alle kvinder for ludere og ønsker alle talentløse malere udryddet.I tredje del er handlingen rykket frem til 1991. På Nasjonalgalleriet i Oslo har forfatteren Vidme set et maleri af sin slægtning Hertervig, et maleri der har ramt noget i ham – som et glimt af noget guddommeligt, selv om det er et ord han nødig tager i sin mund. Han opsøger den lokale præst for at få svar på om kirken kan rumme hans religiøsitet, men finder ud af at den kvindelige præst er lige så utilpasset som han selv. I Melancholia II møder læseren igen Lars Hertervig som Oline, hans aldrende storesøster, husker ham en efterårsdag i 1902, mens hendes eget liv er ved at rinde ud. For Olines krop er værkbruden. Hun lider af forstoppelse, har svært ved at holde på vandet og tilbringer en stor del af tiden på det lille hus, hvis hun da ikke nøjes med natpotten, som hun for nemheds skyld har anbragt på spisebordet. I glimt mindes hun opvæksten i en kvækerfamilie på den norske vestkyst og husker hvor egenrådig og opfarende Lars kunne være, som den gang han viste Oline sine første trækulstegninger, blandt andet en tegning af hende, for så i vrede at kaste det hele i havet. Og hvordan han ernærede sig som omvandrende brændehugger og til sidst døde på fattiggården. En dag forærede han hende et af sine klatmalerier, som hun kalder det, malet på bagsiden af etiketten fra en tobaksdåse, nu hænger det på det lille hus. Og så mærker hun at det presser på dernede, og ude på det lille hus bliver alt pludselig roligt og som gennemstrømmet af lys.

Morgen og aften er en varm, poetisk og filosofisk roman om livets morgen og aften, om fødsel og død og den sidste rejse. Et barn, som skal hedde Johannes, og være fisker, bliver født. En gammel mand, som hedder Johannes og har været fisker, dør. Vi befinder os et sted på Vestlandet i Norge, i verdens udkant, hvor vi hører om den første og den sidste dag i fiskeren Johannes’ liv, fortalt i Fosses karakteristiske og musikalske stil. Indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.Jon Fosse (f. 1959) er en af de mest produktive forfattere i norsk samtidslitteratur. Fra debuten i 1983 og frem til i dag har han udgivet omkring 35 bøger, romaner, digte, børne- og billedbøger og en række dramaer. Med sin særlige skrivemåde, hvor gentagelsen og musikken spiller en stor rolle, indtager Fosse en særstilling i norsk litteratur. "Man imponeres og bevæges over, at Jon Fosse har kunnet rense det store eksistentielle stof ned i en konkret hverdagsramme, indledt med fødselsøjeblikket, hvor ordene bliver til, og afsluttet med dødsrejsen, hvor sprogets forsvinden betegner det egentlige slutpunkt. Derimellem ligger et menneskeliv, så meget og så lidt. Sådan er romanen også. Den er sin tone, sin langsomhed, sine endeløse, dagligdags optegnelser. De bliver i sine gentagelser til en slags musik, overlejret af en metafysisk dimension. Artistisk gennemført i al sin dagligdags beskedenhed. Men den skal man ikke tage fejl af. Fosse vil skildre det uudsigelige, det vi ikke har ord for. Ingen i Danmark skriver i denne spænding mellem det højstemte og det dagligdags (-) og som med et godt stykke musik, lytter man opslugt efter, mens det varer."May Schack, Politiken"Noget af det smukkeste, der er skrevet om et menneskes ankomst til og farvel med verden."Karin Johansen, Kristeligt Dagblad

Tre barndomsvenner – Tarjei, Trygve og Kristian – beslutter at lade sig hverve til de norske styrker i Afghanistan. Under en operation kører bilen på en landmine, og drengene bliver dræbt på stedet. Hvorfor tog de overhovedet af sted? Og hvad med familien og resten af det lille lokalsamfund som får dem hjem i kister? Hvad bestemmer vores valg i livet? «… afslører et stort, litterært talent.» – FÆDRELANDSVENNEN'Bliv hvis du kan, rejs hvis du må' handler om at vokse op i, være omgivet af og bryde med en tryghed – som ikke længere er tryg. Rammen er lokalsamfundet som de tre drenge kommer fra. Bogen giver stemme til to af drengene som tog af sted og til to af dem som stod dem nær. Det er en eksistentiel roman, følsom og varm, med en stille desperation, med tavshed og knugende krav. Helga Flatland (f. 1984) har i alt udgivet tre romaner. Bliv hvis du kan. Rejs hvis du må, som blev belønnet med Tarjei Vesaas’ debutantpris og Ungdommens kritikerpris, er hendes debut og første bind i en trilogi. «En stærk debutroman som på samme tid er politisk og personlig, intens og inderlig.» – VG

Ingvild H. Rishøi er et af de største talenter i norsk litteratur og har fået en række priser for sine novellesamlinger. Rishøi er en mester i at leve sig ind i andre mennesker og med empati favner hun de skæve og skrøbelige eksistenser som vil det så godt og gør deres bedste, men som sjældent lykkes. Det er hjerteskærende uden at være sentimentalt. Det er eventyr for voksne, som en anmelder skriver. ”Per Pettersons realisme møder H.C. Andersens eventyrfortællinger i Ingvild H. Rishøis vinternoveller.” NRK Brageprisen. Kritikerprisen.Anmelderne skrev:”En ung enlig mor har hentet sin datter i børnehaven. Det er vinter og koldt. Datteren har tisset i bukserne. De har tres kroner til resten af weekenden. Spørgsmålet er om de skal bruge pengene på at tage bussen hjem, eller om de skal købe et par tørre trusser. Datteren vil helst give pengene til en tigger, moren siger nej: «Vi kan ikke hjælpe alle.» Citatet er titlen på den første af de tre fortællinger i Ingvild Rishøis tredje novellesamling. «Søskende» handler om pigen på sytten som stikker af med sine to små halvsøskende, så børneværnet ikke skal skille dem ad. «Den rigtige Thomas» handler om en mand som lige er kommet ud af fængslet og skal have besøg af sin lille søn. Thomas har en plan klar, han vil så gerne gøre alt rigtig. Det hele ramler for ham da han skal købe en pude til sønnen. Der er så mange valg man skal tage. Han går i panik.Ingvild Rishøi skriver om de svageste af os. Om dem som falder udenfor, socialklienterne, de udstødte om du vil. Et samlet kritikerkorps har sagt det før. Jeg gentager det. Ingvild Rishøi er en helt suveræn novellist.”- DAGBLADET"Ingvild H. Rishøi skriver noveller i absolut topklasse." - Klassekampen"For er det noget som kendetegner det her forfatterskab, må det være solidariteten og empatien Rishøi har med sine personer. De vil så gerne det gode, hendes snublefotinger. Det formidler disse bøger med en helt særlig varme og litterær følsomhed." - Aftenposten"Med denne samling fortsætter Rishøi med at brillere. Hendes følsomhed for menneskelig magtesløshed og fortvivlelse er imponerende. Hun konverterer tung materie til elegant novellekunst. Hun skriver tæt og utroligt fængslende, og udfolder et stort register af indsigt om mennesket." - Vårt Land"Ingvild H. Rishøis noveller bliver kun bedre. Skæve hverdagsskæbner er formidlet med stor empati." - Bergens Tidende "Det her er novellekunst i international topklasse." - Hamar Arbeiderblad"Forfatterens stilsikre og nøgterne behandling af stoffet kalder på læserens medfølelse og gør Vinternoveller til stor kunst." - Stavanger Aftenblad

Gudmundur Andri Thorsson (f. 1957), forfatter, essayist og klummeskriver, har siden sin debut i 1988 udgivet fem romaner.Valeyri-valsen har undertitlen fortællekreds og består af 16 fortællinger der tilsammen giver et billede af livet i den lille fiskerby Valeyri. Alle historierne foregår den samme dag, i en eftermiddagstime da dirigenten for det lokale kor, den slovakiske kvinde Kata, cykler fra sit hjem til kulturhuset hvor der skal være koncert om aftenen. Allerede i den første fortælling introduceres vi til Kata som blev kidnappet i sit hjemland og udsat for menneskesmugling, og senere købt fri af Kalle, en livsglad vaskemaskine-reparerende midaldrende mand der er kendt for sin gode sangstemme. På vores vej gennem landsbyen møder vi byens indbyggere med deres små problemer, skænderier og hemmeligheder. Fortællingerne griber ind i hinanden på forskellige måder, ikke kun personerne dukker op i flere end én historie, men også temaer, spørgsmål og problemer fra landsbyens nutid og fortid. Det er smukt og indlevende skrevet, og skæbnerne er beskrevet så man næsten føler man kender dem.

Ekkoland fra 1989 handler om Arvid Jansen som vi mødte i Aske i munden, sand i skoen. Arvid er blevet tolv år og tilbringer sommeren hos bedsteforældrene i Nordjylland. Her bor faren, moren, Gry og Arvid i en lille lejlighed oven over bedstemorens mælkeudsalg. Det er først i tresserne, mælk er på flaske og Arvid hjælper bedstefar med at bringe den ud på budcykel om morgenen. Arvid er en dreng der tager livet alvorligt, og der er meget han spekulerer på. Hvorfor græder bedstemor så ofte inde bag døren til det lille kammer? Hvad skete der mellem hans mor og far før han og søsteren blev født? Hvorfor tænker Arvid så meget på Bruno Angelini, den italienske bagersøn og brobygger som de siger han ligner.Arvid er en gennemgående person i Per Pettersons bøger. I debutbogen Aske i munden, sand i skoene befinder vi os i halvtredserne, og Arvid er omkring 6 år. I Ekkoland, der foregår i tresserne, er Arvid 12 år og tilbringer sommeren hos bedsteforældrene i Nordjylland. I Det er okay med mig er Arvid bedste ven med hovedpersonen Audun, vi befinder os i halvfjerdserne, stedet er Veitvedt, en forstad til Oslo, og Audun drømmer om at blive forfatter. I romanen I kølvandet er jegfortælleren forfatteren Arvid Janson der befinder sig i et eksistentielt tomrum i kølvandet på en katastrofe som trækker dybe spor i hans liv. Både i Aske og i Ekkoland møder vi Arvids danske mor. Hendes historie er fortalt i romanen Til Sibirien, hvor den navnløse jegfortæller er en kvinde som ser tilbage på sin barndom i Nordjylland omkring anden verdenskrig og sit opbrud og sin rejse til København, Stockholm og Oslo.

"Månen over Porten" er en samling litterære og personlige tekster om det at læse litteratur og det at blive forfatter. Med indlevelse og en smittende læseglæde fortæller Per Petterson om inspirationskilder og favoritter: Ernest Hemingway, Karen Blixen, Raymond Carver, Aksel Sandemose, Kjell Askildsen, Grace Paley, John Fante, Louis-Ferdinand Céline, Simone de Beauvoir, Paul Bowles og mange andre. Samtidig får vi historien om hvordan Petterson selv blev forfatter og en nøgle til hans forfatterskab og hans måde at skrive på. Epilogen er en udvidet udgave af den tale forfatteren holdt i Stockholm da han modtog Nordisk Råds Litteraturpris og fortæller historien om moren der er en passioneret læser, og faren som har købt en bogreol fuld af spændende bøger han aldrig læser i, men som bliver sønnens første bibliotek og en kilde til store oplevelser.

I sin tredje og seneste bog, novellesamlingen Alice (2009), portrætterer Judith Hermann (f.1970) en kvinde sidst i trediverne. Den første af de fem noveller foregår i en tysk provinsby, den anden i Italien, de tre sidste i Berlin. I hver af dem oplever, genoplever eller bearbejder den gennemgående hovedfigur Alice en mandlig vens, et mandligt familiemedlems eller en mandlig samlevers død. Dødsfaldene er ikke spektakulære. Vi ser Alice på hospitalsbesøg. Vi hører hende tale. Vi følger hende på hendes vej gennem Berlins gader, mens hun på skift forsøger at huske og glemme. Vejret og årstiden skifter. Imens rydder Alice op i garderober, gennembladrer breve og sorterer gamle grammofonplader. Alt er på samme tid almindeligt og anderledes. Det er som om døden oplyser tingene indefra.Klip fra anmeldelser:"Et lille under af en bog." Politiken 6 hjerter"Judith Hermanns noveller er små, stillestående tableauer - og alligevel måler de mindst 6,5 på Richterskalaen. Det er formidabel skrivekunst, stille jordskælv i verdensklasse." BogMagasinet "Det er noget af det skønneste jeg har læst i lang lang tid! Hvilket sprog, hvilken elegance. En meget stor oplevelse. Og så er den helt vidunderligt oversat." Naja Marie Aidt 5 stjerner Berlingske, Jyllands-Posten, Nordjyske og Fyens Stiftstidende

Gennem det halve år op til at han fylder 69 tager forfatteren Per Petter­son notater fra livet på Porten hvor han bor. Hver dag står han op klokken seks og prøver at læse i to ti­mer, siddende på en pindestol eller stående ved køkkenbordet, inden han går ned til skrivehytten for at arbejde. Han venter på nyt om den røde jeep som han håber kan reddes, men som måske må skrottes. Der er hele tiden arbejde der skal udføres på det lille landbrug, en grund skal ryddes på det sted hvor der måske kan bygges et nyt hus, træer skal fældes, fårene skal klippes, og han slås med den rasende vædder der skal fodres og passes og kløs i pelsen. Af og til kører han til Lillestrøm og mødes med Øivind som han har haft et nært venskab med i snart fyrre år. Han har samtaler med sin storebror Steen om familiens historie, om moren og faren og de to brødre der alle sammen er borte. Min­der trænger sig på, om barndom og opvækst og en dreng som aldrig kunne sidde stille, en nervøs dreng som blev en nervøs voksen og siden en nervøs ældre mand. Om møder med forfattere hjemme i Norge og på rejser rundt om i verden. Og som en rød tråd gennem det hele løber litteraturen, i en slags indre samtale om og med forfattere og deres bøgerMit Abruzzo er både en melankolsk og energisk tekst, skrevet frem med fintsleben sårbarhed og barsk humor, og hele vej­en igennem med Pettersons umiskendelige, lysende ­prosa.

To dage efter murens fald forlader Inge og Walter Bischoff deres tidligere liv, nærmest over hals og hoved og overlader deres lejlighed til sønnen Carl. Men Carl nægter at overtage barndomshjemmet og flygter til Berlin. Her bliver han optaget i en gruppe af unge kvinder og mænd som fører en guerillakamp for at indtage tomme huse, og samtidig driver et kælderværts­hus kaldet Assel, Bænkebideren. I Assel klarer Carl sig gennem kaosset efter murens fald, hele tiden med håbet om at finde sammen med Effi, “den eneste kvinde han nogensinde har været forelsket i”.Efter murens fald opstår der et tomrum hvor et broget univers af farverige eksistenser, lyk­keriddere, hippier og kunstnere besætter tomme huse og danner kreative og autonome ­fællesskaber. Carl er egentlig uddannet murer, noget som han har stor glæde af når Assel skal restaureres. Men egent­lig vil han gerne skrive og drømmer om at få ud­givet en digtsamling. Og en dag møder han helt tilfældigt Effi, som han altid har været betaget af, og de to ind­leder et kærlighedsforhold.

Fortælleren vågner op i en fremmed kirke, et sted i det nordvestlige Island. Han lider af hukommelsestab og forsøger at erindre sit liv med hjælp fra en mystisk mand, som bliver hans ledsager, og som måske er buschauffør, måske præst, eller måske er han Djævelen selv.Fortælleren skriver historien ned samtidig med at vi læser den, og efterhånden som romanen skrider frem folder der sig et mangfoldigt og levende persongalleri ud: Vi hører om en kvinde der forelsker sig i en bonde fordi han har de mest fantastiske blå øjne og hører Bob Dylan, en mor som er tvunget til at forlade sit barn, en præst som skriver breve til en afdød tysk digter, en fisker som er ekspert i Kierkegaard, en deprimeret rockmusiker og en bondekone der skriver en artikel om regnormen, muldens blinde digter.Dit fravær er mørke er historien om en kvindes smil der kan vække guderne og lyse verden op. Det er en historie om glemsel og tilgivelse, drømme og forfængelighed, savn og begær, fejltrin og lykke, og om skæbnens standhaftige beslutsomhed. Akkompagneret af Dødens playliste vokser portrættet af en familie langsomt frem.

En Super Bowl-søndag i nær fremtid skal fem mennesker mødes for at se kampen i en lejlighed på Manhattan. En pensioneret fysikprofessor og hendes mand samt en af hendes tidligere elever er der allerede. De venter på et par der er på vej med fly fra Paris – en flyrejse der viser sig at blive meget dramatisk. Pludselig bliver alle digitale forbindelser afbrudt, der er sort skærm på både TV og mobiltelefoner. Der må være sket en katastrofe, men ingen kender omfanget af den, eller ved hvad der er sket. Mens vennerne venter taler de sammen – om sorte huller og Einsteins relativitetsteori, om mærket på en yndlingswhisky og et observatorium i det nordlige Chile. I virkeligheden taler de om hvad det vil sige at være menneske.Med et nyskrevet essay om verden anno 2021: MANDEN VED VINDUET (dateret april 2021), der bringes som efterord.

Fortælleren genkalder sig nogle vigtige perioder i sit liv og forholdet til en række gådefulde kvinder. En sen aften modtager han en opringning fra en af disse kvinder der beder ham om hjælp. Der er sket “en ulykke” – hun befinder sig alene i en fremmed lejlighed med et lig og revolveren den dræbte er blevet skudt med. Da fortælleren involveres bevæger han sig ind i en tilstand hvor grænsen mellem drøm og virkelighed udviskes.Ungdommens drømme, hukommelsens lunefuldhed og tabets vemodighed beskrives svævende og poetisk i denne fortælling, der væves sammen af erindringer og gamle noter skrevet med blåt blæk.

Omgivelser udspiller sig på en lille ø to sømil fra fastlandet, hvor der kun ligger et fyr, et hus og en hytte. Fyrpasseren Mardon bor i huset med sin kone Maria og deres datter Marion, og hytten er for nylig lejet ud til forfatteren Krafft. Øverst på øen troner fyrtårnet hvor man med en kikkert kan holde øje med alt hvad der foregår på øen.Forfatterens tilstedeværelse skubber til de tre fastboendes hårfine balance og bringer undertrykte lyster og gamle dæmoner op til overfladen. Inden længe udspiller der sig et intenst jalousidrama mellem de fire beboere på øen. Gennem den alvidende fortæller, som umærkeligt skifter mellem de fire personer, bliver læseren til endnu et øje der kan kigge ind overalt.

Det er blevet lillejuleaften. Asle har sovet på køkkenbænken med alt tøjet på, der er koldt i huset, han orker knap nok at tænde op. Han har mistet lysten til at male, og nu pakker han malergrejerne væk og sorterer sine malerier så kun et portræt af hans afdøde kone Ales bliver tilbage. Resten skal udgøre hans sidste udstillinger.Han kører endnu en gang til Bjørgvin og afleverer en ekstra stabel malerier til Beyer på galleriet, og imens han er i byen viser det sig at der er sket dramatiske ting med to af hans bekendte.Vi hører om Asles studietid, hvor udlejeren Herdis Åsen vil have Asle for sig selv, og hun betaler ham for at male sit portræt, ligesom hun som ung er blevet malet af en kendt maler.Ales er utryg ved Herdis Åsen og kræver at Asle flytter ud, og kæresteparret flytter snart sammen selv om de næsten lige har mødt hinanden. Ales er glødende katolik, og Asle der ellers ikke er meget for religion drages af kirken og ritualerne, der giver ham ro.Asle har for første gang sagt ja til at fejre jul med Åsleik og hans søster Guro. Juleaften sejler Åsleik, Asle og hunden Brage med Sjarken ind i Sygnefjorden til den ø hvor Guro bor. De har strømmen med sig, det fine tøj er pakket ned og de skiftes til at stå ved roret. Med sig har de to malerier som skal være Guros julegaver. Hjemme hos Guro dufter der af røget pindekød, og hun virker bekendt, selv om hun og Asle aldrig har mødt hinanden.

Det er dagen før lillejuleaften. Asle har afleveret malerierne til juleudstillingen på Galleri Beyer og har mistet lysten til at male. I dag skal han forberede en middag med ludefisk til Åsleik og sig selv, det er en juletradition, men i år orker han det ikke rigtig, faktisk orker han ikke noget som helst.Han tænker tilbage på studietiden på Kunstskolen, og på dengang han mødte Ales på Buscaféen og de blev kærester i samme øjeblik de så hinanden. Ales følger med ham hen til den lettere alkoholiserede og ensomme Herdis Åsen hvor han skal se på et værelse. Herdis Åsen og Ales kan ikke udstå hinanden, og Asle får at vide at han ikke må have piger på værelset.Mens Asle venter på at få lov at besøge sin indlagte navnebror får vi brudstykker af den anden Asles liv med druk, utroskab og konens selvmordsforsøg. Asle sidder og ser ud mod sit pejlemærke på Sygnefjorden og tænker over livet, og når han vågner om natten er det som om Ales ligger ved siden af ham, for selv om legemet dør, lever sjælen videre, og Ales er himlen over alt som findes.

Der bor en familie på et øde sted dybt inde i skoven. Urd er den tredjeyngste i en søskendeflok på otte. Hun har et skarpt blik for alle slags dyr og insekter, døde og levende: ravne, ræve, krager og fluer, dyreskeletter og kranier; og er optaget af mørke og afsides steder: drømme, grotter, huller i jorden og skjulte rum i huset. Faren er skovhugger og ofte væk i uger og måneder i træk. Når han kommer hjem, sover han i en ombygget bus der står tæt ved huset. Moren drikker kaffe og ryger i køkkenet, og hun tager lange bade på alle tider af døgnet. Der er knaphed på mad og ømhed.En skyggeagtig skikkelse dukker op i skoven. En rævesaks mellem træerne bliver hele tiden spændt op igen. Huset går langsomt i opløsning; ting forsvinder fra alle rum, og rotterne er på vej fra byen, de snuser sig frem til familien.Skabelon er skrevet i et knapt og usentimentalt sprog, samtidig med at fortællingen har en sværmerisk, gotisk og mørkt romantisk kvalitet, hvor virkeligheden og det sandsynlige med ét kan sættes til side.

Den ældste søn David, som familien troede var død, vender til alles overraskelse tilbage til det lukkede småborgerlige barndomshjem. Mødet med David åbner en verden for den yngre bror Frans, der får en ven som betror sig til ham om livet, som dengang han blev drevet ud i floden af politiet under en demonstration og alle troede han var druknet. David er alvorligt syg og Frans oplever brorens sidste tid og hans oprør mod forældrenes religiøsitet og strenge opdragelse. Davids bror er en roman om et ungt menneskes modning og spirende seksualitet.“Den har en ægte poetisk grundstemning … han er kunstner … Uhyre varsomt skriver Askildsen et ungt menneskes forventninger frem.” – VG“Forfatteren viser et indgående kendskab til pubertetspsykologien, og som digter har han en sjælden evne til at gøre stemninger og indtryk levende for os. Også rent teknisk er bogen ypperligt skrevet. Askildsen er en original digter … En vedkommende og væsentlig bog.” – DAGENKjell Askildsen (f. 1929) er en af de største prosaforfattere i nyere norsk litteratur. Han debuterede i 1953 og har udgivet fem romaner og seks novellesamlinger. Han har fået Kritikerprisen to gange og blev i 2009 tildelt Svenska Akademiens nordiske pris, også kaldt den lille nobelpris. Hans bøger er oversat til mere end 20 sprog.

Den kvindelige fortæller i romanen har trukket sig tilbage til sit arbejdsværelse i Yew Tree Cottage, en lille engelsk landsby. En ung fyr kommer for at bygge en voliere, om aftenen kører hun ham hen til en grund hvor han siger at han bor, men der er ikke noget hus. Imens fyren bygger volieren, skaber fortælleren en forbindelse via den tekst hun skriver. Hun trækker en tråd der ligner vejene gennem det engelske landskab, en sammenføjning af fortid og nutid. Når hun ser sig i spejlet, ser hun ofte sin mor, andre gange er det sine døtre hun ser. En hændelse i hendes egen barndom i Norge i tresserne bliver et udgangspunkt for at forstå.Fuglenes anatomi er skrevet i et lysende og vibrerende sprog, som hakker, flygter og svæver over et mørkegrønt landskab.Merethe Lindstrøm blev født i Bergen i 1963 og er i dagbosat i England. Hun er en af Norges mest anerkendte forfattere og har fået en række priser, bl.a. Dobloug-prisenog Amalie Skram-prisen. I 2012 fik hun Kritikerprisen og Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Dage i stilhedens historie.“I Fuglenes anatomi er Merethe Lindstrøm mere forførende end nogensinde … genkendelig i sin insisterende, metodiske afdækning af vores indre, skrøbelige landskaber … en bevægende roman om tre kvindeskæbner, pakket ind i Merethe Lindstrøms sobre, poetiske sprog, af og til med så overraskende og rammende billedbrug at det gibber i læseren” — Dagsavisen“Efter endt læsning sidder jeg tilbage med en af årets mest interessante læseoplevelser. Fuglenes anatomi er en roman som kræver læserens tålmodighed, men som også giver tilbage i rigt mål til den som er villig til at komme den i møde”— Vårt Land“Merethe Lindstrøm – en af vores mest elegante stilister – flyver højt og lander sikkert … Det er mørkt, efterår og vinter, men det åbner sig i et lys. Jeg-fortælleren skriver sig ud af smerten. Samme lysende effekt har Merethe Lindstrøms nuancerige, finslebne sprog”— Dagbladet

Den lille dreng er syv år gammel og har netop mistet sin mor. En morgen kommer en fremmed dame ud fra farens soveværelse og indtager morens plads. Mens drengens far kaster sig over arbejdet på byggepladsen, flygter drengen med sine tinsoldater ind i en eventyrlig parallelverden. Tryghed finder han kun hos sin bedstemor, som fortæller ham spændende og farverige anekdoter om sine egne forældre og på den måde befrier drengen fra hverdagenes ensomme mørke.Jón Kalman Stefánsson er en af Islands store nulevende forfattere. Stjernernes knitren var romanen som for alvor gav ham en plads som en ny og vigtig stemme i islandsk litteratur med et særlig poe­tisk sprog: overfloden af fortællinger, sprogets skønhed, omsorgen for karaktererne, kombineret med den burleske humor og en overrumplende ironi. Men ingen andre af Kalmans bøger rummer en barndomsskildring som i Stjernernes knitren: empatisk, smuk, melankolsk, skarp og fuld af indsigt. »Denne sommer fortjener gode bøger, og den lysende kraft i Jón Kalman Stefánssons smukt oversatte og dejlige roman om fire generationers kærlighed og tab anbefales på det varmeste.« – Politiken ♥♥♥♥♥»Lille islandsk roman åbner sig som en kæmpe vulkan i udbrud.« – Berlingske ♦♦♦♦♦»Bogen gør vejrtrækningen lidt hurtigere og klumpen i halsen til noget næsten permanent. (–) Der er hæsblæsende kærlighedshistorier og hårrivende håbløsheder. Der er tyk tavshed og magi i næsten hver berøring.« – Litteratursiden»Jón Kalman Stefánssons roman om en drengs sorg er en af forfatterens allerbedste.« – Information»… en umådelig fin lille roman om kærlighed, sorg og slægtskab.« – Jyllands-Posten

Vårnat foregår i løbet af en enkelt nat. Hallstein og Sissel er søskende og bor i et afsidesliggende hus, og denne lyse forårsnat skal de være alene hjemme. Men pludselig banker det på døren og udenfor står en familie og beder om husly, da deres bil er gået i stå. Blandt dem er der en kvinde som skal føde. Og en kvinde som er stum og ikke kan gå. Den fremmede familie bærer på store konflikter, og de kommer efterhånden op til overfladen så de unge mennesker konfronteres med de voksnes problemfyldte verden, som afspejler det moderne menneskes ensomhed. Men midt i kaosset møder begge også den første spirende kærlighed og får en fornemmelse af hvad den byder på af fryd og fare. Vårnat er et drama, et lille kammerspil om fødsel og død, had og kærlighed. Tarjei Vesaas (1897-1970) er en af det tyvende århundredes største norske digtere, og den som oftest er blevet nævnt i forbindelse med Nobelprisen. Vesaas er en eksistentiel modernist som balancerer mellem det konkrete og mystiske, det hverdagslige og metafysiske.

Da Asle skal aflevere malerierne til den årlige udstilling i Galleri Beyer, kommer han i tanke om den første udstilling han holdt i Barmen Ungdomshus, hvor ingen af de lokale forstod hans malerier og ingen af dem købte noget. Så kom der en mand fra Bjørgvin forbi som forstod sig på kunst. Og han hed Beyer. Da han har afleveret malerierne til galleriet kan han mærke at han for første gang i sit liv ikke føler trang til at male. Så kan han jo bare nyde freden i sit gode gamle hus sammen med hunden Brage, fordybet i lange samtaler med sin afdøde hustru Ales, som han savner så inderligt.Da Asle har afleveret malerierne til galleriet, kan han mærke at han for første gang i sit liv ikke føler trang til at male. Så kan han bare nyde freden i sit gode gamle hus, sammen med hunden Brage, fordybet i lange samtaler med sin afdøde hustru Ales, som han savner. Asle er maler, enkemand og bor i Dylgja. Hans eneste venner er hans nabo Åsleik og Beyer, en galleriejer der bor i Bjørgvin. I første bind fandt Asle sin fordrukne navnebror liggende i sneen og bragte ham på sygehuset. I andet bind hører vi om Asles barndom og den forbudte tur ned til Fjorden og mødet med Skaldepanden, ham som børn skal tage sig i agt for. I tredje bind hører vi om Asles ungdom og dengang han spillede i et band. I fjerde bind får vi at vide at Asle var håbløs til regning, og at hans regnehæfter var fyldt med tegninger. På den måde fik Skolemesteren øje på Asles talent og det førte til hans første udstilling i Barmen Ungdomshus, hvor han møder Beyer fra Bjørgvin. Jon Fosse, f. 1959, har siden sin debut i 1983 udgivet henved 50 bøger: romaner, digte, børne- og billedbøger og skrevet omkring 40 dramaer. Han er oversat til 40 sprog, modtog i 2007 Svenska Akademiens nordiske pris, også kaldet den lille nobelpris, og i 2010 modtog han Ibsen-prisen. I 2015 fik Fosse Nordisk Råds Litteraturpris for trilogien Andvake, Olavs drømme og Kveldsvævd. Syvbindsværket Septologien er en storslået fortælling om hvad kunst er, om Gud, alkoholisme, venskab og tiden som går. Det handler om døden, men også om hvad det vil sige at være i livet. »Jon Fosse er en af de store europæiske forfattere.« – Karl Ove Knausgård

Theresesgate er en bygade som ligner mange andre gader i hovedstaden. Her er udlejningsejendomme fra tiden omkring forrige århundredeskifte, her bumler sporvognen forbi på vej ned mod centrum eller op mod Adamstuen, og der sprøjter regnvand fra hjulene på bilerne som kører forbi. Her er lejligheder med alle mulige slags beboere. I en af dem bor en forfatter og hans kone. Hun er syg, alvorlig syg, og forfatteren er på vej til sushibiksen for at købe aftensmad til dem. Men vejen er fyldt af indfald og forstyrrelser: Han møder Oslokyklopen som forsøger at standse ham. Nogen råber lokkende fra en balkon, bekendte og kollegaer er ude og gå eller jogge. Mens forfatteren stadig tænker på sin kone og hendes tilstand, overvældes han af indtryk og associationerne får frit løb og koncentrationen svigter. Og det som skulle være en kort spadseretur med et enkelt mål, bliver en tilsyneladende evigvarende odyssé op og ned ad Thereses gate, mens Penelope er syg og venter derhjemme.»… en fortvivlet, meget klog og smuk roman.« – NRK»… en sjælden kombination af sprogligt overskud, desperation og sorg.« – DAGSAVISEN»Hans bidende humor og halsbrækkende associationsrækker er herlig læsning. Men det er i mødet med rædslen, døden som står og venter i gangen, at romanen gør dybt indtryk.« – VÅRT LAND

Hovedpersonen og fortælleren, Asle, er maler, enkemand og bor i et hus i Dylgja, hvor han tidligere boede sammen med sin kone Ales. Nu bor han alene og hans eneste venner er naboen Åsleik, en ungkarl og fiskerbonde, og Beyer, en galleriejer der bor i Bjørgvin et par timers kørsel syd for Dylgja. I andet bind står Asle igen og ser på billedet med de to streger som krydser hinanden og tænker over at de gode billeder lyser i mørket. Og han tænker på barndommen. På dengang han og Søsteren gik den forbudte tur ned til Fjorden. På nabodrengen som faldt i vandet og druknede og på Skaldepanden som børn skal tage sig i agt for. Jon Fosse, f. 1959, har siden debuten i 1983 udgivet henved 50 bøger: romaner, digte, børne- og billedbøger og skrevet omkring 40 dramaer. Han er oversat til 40 sprog, modtog i 2007 Svenska Akademiens Nordiske Pris, også kaldet den lille nobelpris, og i 2010 fik han Ibsen-prisen. I 2015 fik Fosse Nordisk Råds Litteraturpris for trilogien Andvake, Olavs drømme og Kveldsvævd.

"Breve fra en barndom" giver et brutalt, men også smukt, rørende, humoristisk og eventyrligt indblik i den afdøde colombianske kunstner Emma Reyes' barndom og opvækst under meget trange kår i Bogotá, Colombia. I bogen gengives dele af en brevudveksling som Reyes havde med sin tætte og betroede ven Germán Arciniegas over en længere årrække (1969-1997). I mange år forblev Reyes' treogtyve breve til Arciniegas private. Arciniegas besluttede sig dog for på et tidspunkt at vise dem til vennen Gabriel García Márquez. Márquez blev meget begejstret og så en særlig litterær kvalitet i dem, men havde ikke held med at overbevise Reyes om at fortsætte med at skrive. Brevene forblev derfor privateje indtil 2012, hvor de posthumt blev udgivet under titlen "Memoria por correspondencia" (da. "Breve fra en barndom") på det colombianske forlag Laguna Libros i samarbejde med Arciniegas' familie og Fundación Arte Vivo Otero. I kølvandet på udgivelsen blev bogen hurtigt udråbt til en klassiker i colombiansk og latinamerikansk litteratur. Emma Reyes (1919-2003) var en colombiansk kunstner, født i Bogotá, boede i Buenos Aires, Montevideo, Jerusalem, Washington og Rom før hun slog sig ned i Paris. Ven med mange af de store europæiske og sydamerikanske kunstnere som Frida Kahlo, Diego Rivera, Alberto Moravia, Jean-Paul Sartre og Pier Paolo Pasolini. ”Breve fra en barndom er et mirakuløst dokument fra det stort set ukendte geni Emma Reyes’ hånd. Mirakuløst, fordi afsenderen kommer fra den dybeste fattigdom (og analfabetisme), og stoffet stammer fra den allertidligste barndom, som plejer at skjule sig for erindringen. Og fordi brevene det til trods er strålende klare, den slags litteratur der lykkeligt læser sig selv. Brevene er selvbiografiske erindringer, de er ikke fiktion, men kan måske kaldes latinamerikanske fakta: Reyes fremtryller ubesværet en fortælling om en opvækst i Bogotás slum og i det katolske nonnekloster, som hun siden flygter fra, så scener og personer både bliver groteske og eventyrlige." – Weekendavisen