About Sne
Sne foregår over nogle vinterdøgn i 1718 i en lille by på Sveriges vestkyst. Karl den Tolvte, den store krigerkonge, er død og det får stærke følelser frem hos byens indbyggere. Mange frygter hvad der vil ske når soldaterne kommer hjem fra det mislykkede felttog i de norske fjelde, mens andre øjner en chance for økonomisk vinding.
Og snart er de der, soldaterne, de kommer i hundredvis, lemlæstede og forfrosne, og frygtelige scener udspiller sig.
Jakob Törn, romanens hovedperson, er en robust mand som ville have passet bedre ude i krig end i det apotek, han har arvet efter sin far. Da han fortæller sin kone, at kongen er faldet, bliver hun rasende og hugger ham i armen med en kniv. Hvad drev hende til dette gådefulde udbrud?
Nu er Jakob på flugt fra sit hjem og bliver udkommanderet til at assistere ved balsameringen af kongen i byens rådhus, den konge hvis vilje har været hans rettesnor. Et andet sted i byen ønsker en gruppe mennesker at mane til kamp mod enevælden.
»Ellen Mattson har skrevet en tæt og stærk roman, hendes femte, om krigens uhyggeligheder og om blind lydighed kontra oprør mod øvrigheden.« – LITTERATUR MAGAZINET
Ellen Mattson, f. 1962, er en svensk forfatter. Hun debuterede i 1992 med romanen Nattvandring. Hun har siden udgivet ni bøger, senest Tornet och fåglarna i 2017. Mattson skriver ofte om svære relationer, ensomhed og fællesskab, ofte i historiske miljøer og med en stor sproglig beherskelse. Mattson har modtaget en række priser, herunder Svenska Dagbladets litteraturpris i 1998 og Selma Lagerlöfs litteraturpris i 2011.
Show more