About Tal!
Samtaler skaber og ødelægger liv. Samtaler åbner for verden ved at lukke for den. For at kunne samtale er vi nødt til at dyrke tavsheden. Vi kan kun sikre ytringsfriheden ved at begrænse den.
Tal! – sammen handler om sådanne paradokser i samtaler, som vi ikke kan løse, men som vi alligevel må forsøge at løsne op for. Ved at forstå, hvordan vi kan begrunde vores talehandlinger og talefrihed, kan vi se, hvilken magt talen har, og hvordan vi kan blive bedre til at tale på en måde, der åbner for rummelige fællesskaber, hvor flest muligt har indflydelse, og hvor vi gennem vores forskellighed udfordrer hinanden til en bred, nysgerrig og nuanceret forståelse af forhold i verden.
Bogen kan læses af alle, der har et ønske om at stoppe op i samtalen og vende blikket mod selve samtalens betingelser. Det være sig den almindeligt nysgerrige lægperson, der går og undrer sig over de kræfter, der er på spil i samtalen; det være sig kommunikationsprofessionelle (for eksempel indenfor journalist-og kommunikationsfagene), der ønsker at få en større refleksiv forståelse for, hvad der er på spil i deres faglige praksis; eller politikere, humanister, bloggere og så videre.
Bogserien ’Skolen for livet’ handler om alt det, du ikke lærte i skolen. Om at leve dit liv i en kultur i konstant forandring. At mærke efter, analysere, relatere, tale, vide, handle, lytte, dømme, se – leve. For nu blot at nævne nogle af de mange færdigheder, som vi måske tager for givet, men som vi alle har brug for skoling i for virkelig at mestre.
Serien tager fat på nogle af de mest grundlæggende spørgsmål om de færdigheder, vi bruger til at finde os til rette med det moderne livs udfordringer. På den måde er serien også et bud på et moderne dannelsesrepertoire. Ikke for at give endegyldige svar, men for at blive ved med at stille gode spørgsmål.
Show more