Ukrudt

Marta får diagnosticeret cancer, Jane rejser til den anden side af jorden for at finde sig selv, og Liva får friheden til at vælge imellem liv eller død. På forskellige steder i deres liv, der udspiller sig imellem hverdagslivets relationer, tvinges de hver især til at træffe eksistentielle valg.
At leve er at vælge, og uanset hvilke valg vi træffer, vil de være behæftet med tvivl: gjorde vi det rette, det vi kunne, det vi burde? Tvivlen er et grundvilkår i en tilværelse, der som Søren Kierkegaard udtrykte det, forstås baglæns, men må leves forlæns.
”Liva nikkede, hendes barn var rejst, og en anden var vendt tilbage i hendes sted. Hvis hun havde været en god mor, ville hun have fundet det foruroligende, men hun foretrak sandt at sige den nye Jane. Sådan ville Marta naturligvis aldrig tænke, hun ville elske sine børn nøjagtig lige meget og dele sol og vind lige, hun ville være uselvisk og glemme sig selv. Det er sådan, det er, havde Gert proklameret. Man glemmer sig selv, når man får børn. Men hun havde ikke glemt sig selv, hun havde ikke glemt smerten, sorgen, drømmene … Alt det, hun så gerne ville, og som hun nu dårligt huskede … Dance me to the end of love, dét huskede hun; drømmen om at blive elsket og begæret, drømmen om en mand, der ville opfylde hendes drømme frem for sine egne, en mand der … så hende! Hun følte sig tåbelig, nej latterlig, at hun havde været indbildsk nok til at tro, at det ville være en mulighed for hende, som at tro, man havde vundet frit valg på lykkehjulet og så blev henvist til den nederste hylde med hoppebolde og nøgleringe. Hun havde været så naiv, og det var svært for hende at tilgive.”