Under huden

Jeg har altid undret mig over, hvorfor vi for det
meste betragter kunst og videnskab som hinandens
modsætninger. De behøver ikke være det, og det vidner
nogle af de mere kreative antropologiske tekster
også om. Videnskabelige tekster kan skrives, så de bliver
lige så læseværdige som god litteratur. Og de perspektiver,
som kunsten skaber, er også vidensskabelse.
Men autoetnografer møder ofte den kritik fra andre
forskere, at de er for litterære, for kunstneriske og ikke
videnskabelige, mens, siger litterater, autoetnografer er
for videnskabelige og ikke tilstrækkelig litterære, de er
simpelthen ikke dygtige nok forfattere. Disse røster placerer
fejlagtigt litteratur og videnskab i konflikt med
hinanden, et forhold som den autoetnografiske tilgang
forsøger at korrigere. Den autoetnografiske metode
forsøger at forstyrre de binære positioner mellem videnskab
og kunst.
Det er den ambition, jeg har haft med dette værk; at
skrive en tekst, der fuldt ud er litterær og videnskabelig.
Jeg har arbejdet med brug af metaforer, primært fra
naturen som billeder på levet liv og menneskelig sanselighed.
Således har teksten ofte flere lag og kan tale om
flere ting på én gang. Samtidig med at jeg både skriver
autoetnografi og viser metoden i praksis, undersøger
jeg det at finde hjem og at have hjemme i kærligheden
til en anden, til naturen, til livet.