VÆRGELØS

Badet i sollys ligner dagene en helt almindelig sommerferie. Børn der hopper i bølgerne og cykler om kap på de små grusveje. Men i sommerhuset er der ingen ro. Om natten blander lugten af brændt toastbrød sig med børnenes febervildelse. Fortidens spøgelser smyger sig om benene på den fortabte far, Asger, der snart ikke kan skelne virkelighed fra fantasi.
Det eneste han ville var at give børnene en uges ferie, men det her er ikke en ferie, det er en flugt. Grænsen mellem fornuft og vanvid viskes langsomt ud, imens Asger gemmer sig med sine børn. Han er ikke sikker på, hvem de gemmer sig for. Værre er det, at han efterhånden kun sjældent er sikker på, hvor børnene befinder sig. Hvor der skulle have været kærlighed og nærvær, er der nu kun paranoia og forsvindinger.
Værgeløs er en fortælling om, hvordan børn bliver en kampplads, når forældrene er i konflikt. En fortælling om børn, der sidder og venter på en kantsten i regnen når de forvandles til symboler på magt frem for at få lov til at være de mennesker, de er. En fortælling om hverdagens sammenbrud, mørket i vores eget hjem, dem vi elsker, som vender os ryggen. Om solskin efterfulgt af ugelangt, mørkt, slimet regnvejr. Om den sikre hjemmebane, der pludselig myldrer med usynlige fjender, der voldsomt banker på ruden, hvorefter alt er mørkt og stille. Om nødråb, der kaster ekko mellem byens huse. Om telefoner, der ringer midt om natten og varsler evig forandring. Om vores mørke, vores sårbarhed.
Værgeløs er en udstilling af menneskets egoisme og fortabte jagt på meningen med livet. Således er det, ud over at være en hjerteskærende fortælling om brudte relationer mellem forældre og børn, også er en historie, der sætter spot på de fejl ’Systemdanmark’ begår igen og igen i fejlslagne forsøg på at hjælpe familier i opbrud.
Netop i forlængelse af denne spejling befinder Værgeløs sig i spændingsfeltet mellem socialrealisme og magisk realisme. Det resulterer i en tekst, der driver sig selv frem i en blanding af rå virkelighed og uvirkelige hændelser, der fungerer som fremkaldervæske over den dybe sorg, som er forbundet med helt eller delvist at miste kontakten til sine børn.
Med sin på én gang poetiske og sanselige tilgang til sproget og kompromisløse behandling af temaer som tab, ensomhed, svigt og undergang har Mette Jensen Hayles med præcision tidligere blotlagt misbrugets natur og misbrugerens nedtur. Her er turen kommet til den dysfunktionelle kernefamilie.
En ublufærdig blottelse og skamløs selvudlevering løber som en rød tråd gennem Mette Jensen Hayles' forfatterskab. Hun er en eminent analytiker af den ynkelige offerrolle, antihelten og skurken, der brænder sine relationer ned på et bål af egoisme.
Værgeløs adskiller sig fra de to tidligere romaner, da den gør børnene til omdrejningspunkt for en hverdagsdystopi, hvor de voksne kæmper blindt mod hinanden i en formålsløs kamp.
Som queerperson med en atypisk familieform har forfatteren selv måtte kæmpe for at få anerkendt sin position i verden som forældre. Det har udstyret hende med en sjælden evne til at identificere sig med alle dem, som både skubbes ud i yderkanterne af deres eget liv og i yderkanterne af samfundet. Således fremstår Hayles aldrig som en objektiv fortæller af tilfældige historier, men som et vidne til livet, som det folder sig ud – også når det primært foregår i skyggen.