About Din blå bluse og andre kærlighedsdigte
I denne digtsamling kan du følge en kærlighedshistories forløb i digte, som beskriver en passion af uimodståelig styrke og altafgørende betydning, der skifter mellem heftig længsel og lykkelig opfyldelse. Den åbner sig som en strålende blå blomst i verdens midte, men den griber også ind i andre mennesker liv, som den ændrer, så de må finde nye baner, mens den selv udfolder sig i dybe skove, træder frem på natlige mennesketomme strande, hviler over sommerhavet og lyser over landskabets bakker i det tidlige forår.
Uddrag af bogen
BLØDE FJERNE RÅB
Bløde fjerne råb fjedrer
blidt og stadigt
bag lave skove ...
Det er gøgen, der øser
sommerens dybder
ind mod dit ansigt
i skyggen under træet
i den mættede blå skygge under træet
men også bag solens honningmur
ser jeg dig
vinkende fjernt
mens sommerdagen går hen
går gennem skoven
går gennem himlen
eller vandrer hinsides alle
solblanke skove og himle
vandrer ligegyldigt hvor –
Om forfatteren
Flemming Skrydstrup, som er mag.art. i sammenlignende litteratur, debuterede i antologien Det lyse rum i 1960 og har senere skrevet digte i tidsskriftet Perspektiv. I 1971 oversatte han 3. bind af Politikens Verdenslitteraturhistorie fra svensk til dansk. I den forbindelse fordanskede han en række digte fra spansk, fransk og engelsk renæssancelitteratur. I 2014 udgav han en digtsamling, Vejen til havet, og i 2019 digtsamlingen Den kinesiske kejserdukke.
Show more