About Døden elsker gamle damer
Den gamle baronesse Alvilda skal holde kulturaften og har inviteret gæster. Men før arrangementet kan nå at gå i gang, bliver hun myrdet på sit værelse. Den nærmeste kreds af familie og venner bliver holdt tilbage på ejendommen Fredensbo, og den tilkaldte kriminalkommissær Løvmose må forsøge at løse mysteriet. Flere af gæsterne har et motiv, men de har tilsyneladende også alle sammen et holdbart alibi – og sagen bliver ikke enklere af, at mordet på baronessen ikke er det eneste mord, de må forholde sig til.
Romanen rummer et karikeret og broget persongalleri, som gør Grethe Heltbergs første kriminalroman "Døden elsker gamle damer" til morsom læsning. Sagens opklaring får vi naturligvis først på bogens allersidste sider.
Grethe Heltberg (1911-1996) debuterede i 1942 med digtsamlingen "Portræt af en pige", og skrev siden en lang række romaner, noveller, digte, essays og erindringer. Et tilbagevendende tema i forfatterskabet er splittelsen mellem at være kvinde og kunstner. Grethe Heltberg var medlem af Dansk Forfatterforenings bestyrelse fra 1957-72 og modtog fra 1946 Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Hun er mor til tre børn, deriblandt forfatter og journalist Bettina Heltberg.
Show more