About Et specielt problem
Sten Søndergård har haft en lidt speciel opvækst. Som 18-årig flytter han ned til sin fars nyindkøbte ejendom i Italien. Faderen er tidligere jægersoldat og arbejder nu som major i oberst Emers lejebrigade.
Mens faderen udkæmper sine krige rundt om i verden, læser Sten jura på universitetet i Rom, men efter den afsluttende eksamen føler han dog ikke rigtigt for arbejdet i det nålestribede, så han beslutter sig for at fortsætte sin fars fritidsbeskæftigelse som problemløser. I Italien findes der mange med specielle problemer, som de ikke ønsker myndighederne involveret i.
Da datteren til sundhedsministeren i Berlusconis regering bliver kidnappet, sættes Sten på sagen, men der er mange skeletter i skabene, og kidnapningen bliver kun begyndelsen til langt farligere opgaver.
Uddrag af bogen
Manden foran mig overlod sin pistol til en af sine medhjælpere, som hastigt rettede den imod mig, og derefter iførte han sig et par groft udseende knojern.
Uden forudgående varsel hamrede han den højre næve ind i mit mellemgulv, og på trods af al forberedelse er et sæt knojern i mellemgulvet en grim oplevelse. Specielt når de bliver leveret af en muskelsvulmende, tyrenakket voldsmand. Jeg bukkede sammen og stønnede af smerte.
Knojernene kom igen og igen, og for hver gang blev det værre. Musklerne havde for længst vægret sig ved at tage imod slagene, og jeg følte, jeg skulle kaste op, men det kom ikke, og så begyndte knojernene at hamre mod ribbenene.
Jeg måtte have fået omkring tyve slag, da han stoppede, og jeg ville meget gerne have været bevidstløs en hel del før.
Om forfatteren
Thorvald Lygum er født i Skads 1944. Han begyndte at arbejde som 14-årig og kom i hæren i en alder af 17. Fem år senere gik han i beriderlære. I 1981 flyttede han til Italien, hvor han, sideløbende med arbejdet som berider, begyndte at skriv fiktion. Et specielt problem er hans tredje udgivelse.
Show more