Huset, der ville leve

Livet er som en kort, snavset barneskjorte. Er det ikke sådan, det hedder? I denne bog ruller der sig en fortælling ud om nogle menneskers veje og vildveje og deres forunderlige involvering i overlevelsen af et hensygnende forsamlingshus i en landsby på Vestegnen. To mindreårige børn mødes i deres søgen efter et rimeligt liv, mens deres respektive familier kæmper mod skæbnens overmagt. Deres flugt fra virkelighedens hårdeste fakta afløses langsomt af mulighedernes forunderlige verden. De to familiers spegede tråde i livet redes langsomt ud, da de på djævlevis involveres i opblomstringen af et landsbymiljø, hvor mange menneskers gode vilje koncentreres om forsamlingshuset, der ville leve. Baseret på tolerance og en god portion alternativ tænkning er det lille landsbysamfund direkte årsag til videreudviklingen af en utraditionel samlivsorden, som fortjener læserens største opmærksomhed. Alt skidt kan vendes til noget godt, og med hundredvis af gode viljer i aktion vil alle hindringer kunne nedlægges.

Uddrag af bogen
Hun vil gerne have fred til at tænke og flytter hjem til Prebens mor og søstre, når hun bliver udskrevet.” Ellerten rykkede sin stol hen til Patricias kørestol og hviskede: ”Hun skal også have en baby.” Der bredte sig en dæmpet snak omkring bordet. ”Måske gør hun det, måske gør hun det ikke,” blev Finn med at gentage og hentydede til muligheden af en abort. Cathrine så over til sin mor og spurgte: ”Hvordan i alverden skal vi få plads til en baby?” Svaret kom prompte: ”Cathrine, husker du, da vi fik lille Palle? Vi havde ham liggende alle vegne og stod på ryggen af hinanden for at passe ham, og han fik hele vores liv til at stå på hovedet, men vi ville altså ikke af med ham.

Om forfatteren
Når det i ungdommens år kunne synes, at forfatteren gik fra det ene til det næste blå øje, kan man spørge: Hvordan udviklede hun tro og tillid til, at livet havde så meget at give hende? Svaret er enkelt. Hun blev mødt med tro og tillid til sine bedste sider.