About Jes Høgh - Comeback til livet
I profil ligner Jes Høgh sig selv. Eller som man nu ser ud, når man kigger helt ind i kraniet på et scanningsbillede. Men fra en anden vinkel tog scanningen den skæbnesvangre dag 12. januar 2007 sig helt anderledes ud. En tydelig hvid plamage lod ingen tvivl tilbage om den blodprop i hjernen, der for altid skulle ændre den tidligere professionelle fodboldspillers tilværelse. Ramt af lynet, ud af ingenting, mens han lå mutters alene i en hotelseng i København.
Ved noget nær et mirakel reddede hans kone Kamilla, Jes Høghs liv. Fortællingen om en rask 40-årig mand, der bliver paralyseret, lammet og invalideret hen over natten er også historien om en fightervilje, der gav en professionel sportsmand sin førlighed tilbage. Med de omkostninger, der fulgte med. Alt har sin pris. Jes Høgh havde råd til at betale den økonomiske, måtte give slip på den følelsesmæssige.
Comeback til livet er beretningen om en fascinerende fodboldtilværelse i fanatiske omgivelser. Om at genfinde smilet og glæden i et enkelt golfslag. Om at vende tilbage til livet efter en tur helt ned på den mørkeste bund.
"Det er en både bevægende og barsk biografisk fortælling, der dog heldigvis varmer med sin skildring af en nødvendig stor fighter-vilje, som i sygdomsforløbet er mere påkrævet end nogensinde." - Carsten Güllich-Nørby, lektør.
Show more