About Lyden af vand
Lyden af vand er en musikers fortællinger fra hendes verden bag kulisserne. Det er en fortælling om, hvordan musikkens historier kan vække genklang i musikerens eget liv, hvorved to parallelle universer mødes og forenes gennem en kunstnerisk proces.
Bogen er skrevet over repertoiret på Maria Bundgårds cd, Sound of Water, hvor alle værkerne på hver deres måde forholder sig til vandets mystiske kræfter. Her præsenteres hvert værk med et indblik i komponistens liv og samtid samt værkets egen historie, form og karakter. Skønlitteraturens fortællinger om vand inddrages på lige fod med fakta, og derudover udspiller en personlig historie om musikerens liv sig hen over hele repertoiret – en personlig historie, som er uløseligt forbundet med musikkens fortællinger og arbejdet med disse.
Uddrag af bogen
”Havfruen har ingen udødelig Sjæl, kan aldrig faae den, uden hun vinder et Menneskes Kjærlighed! Af en fremmed Magt afhænger hendes evige Tilværelse.” Sådan beskrev H.C. Andersen sit eventyrs smukke karakters forbandelse. Den lille havfrue ville til evig tid længes efter et menneskes kærlighed. Hun forelskede sig stormende i den mand, der skulle vise hende verden med alle dens sorger og glæder – og den dag, kærligheden bristede, sank hendes verden i grus under hende.
Den lille havfrue er ikke alene. Hun er blot et billede på de mennesker, der lever og ånder for kærligheden, koste hvad det koste vil. ’Den evige tilværelse’ handler ikke om et egentligt evigt liv, men er et symbol på noget, der er større end det, man begriber. Større end én selv; større end det liv, man kommer til at leve – større end alle mennesker og deres liv tilsammen. Og hvad er det?
Kærlighed.
Om forfatteren
Maria Bundgård er født i 1991 i Varde og opvokset i Vestjylland. Hun er uddannet klassisk pianist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, Fryderyk Chopin University of Music i Warszawa og Schola Cantorum de Paris. Draget af den gode historie skriver hun tekster om musikken, og hun spiller og fletter litterære, musikalske og personlige fortællinger sammen til ét.
Show more