About Merlin
"Jeg vender min mor ryggen og jeg ser så lidt og råber så højt, at en storm begynder at rase. Her midt i stuen i vores røde hus, tager vinden fat og hvirvler aviser og kaffekopper og puder og planter og lænestolen med min mor i, rundt og rundt og rundt, hulter til bulter oppe under loftet. Det suser og hyler og piber og min mor skriger og jeg må dukke mig for ikke at blive ramt af en kop og min mor er skrækslagen og jeg får en avis i hovedet og min mor er rædselsslagen og jeg krøller mig sammen op mod væggen og min mor skriger og skriger og skriger og så ... Pludselig ... Puderne, kopperne, aviserne, dunk, klir, klask, det hele rammer gulvet. Og så et kæmpe brag ..."
Merlin har aldrig troet, han var noget særligt. Det er der i hvert fald aldrig nogen, der har forsøgt at bilde ham ind. En dag, da livet er allermest surt, opdager han, at han har en særlig evne til at få ting til at ske. Magiske ting, som ikke burde være mulige.
At blive venner med Vivian virker i hvert fald helt umuligt. De to har ingenting til fælles. Overhovedet. Alligevel begynder et venskab at spire imellem dem. Er det også magi, eller er det virkelighed?
Skuespillet "Merlin" udkom første gang i 2014.
Lærke Sanderhoff (f. 1976) er en dansk dramatiker, der står bag en lang række anmelderroste skuespil og filmmanuskripter. Hun er uddannet ved dramatikeruddannelsen ved Århus Teater, og hendes skuespil er blevet opført på teatre landet over. Lærke Sanderhoff har blandt andet vundet prisen for bedste manuskript ved Tribeca Film Festival og været nomineret til en Reumert som årets dramatiker.
Show more