Polar Bears on the Edge

Klimaet forandres, hav-isen smelter, isbjørnene har det svært. Og alligevel tillader man at omkring 1.000 isbjørne jages hvert år. Gennemsnitligt skydes der en isbjørn ca. hver 9. time, eller knapt 3 om dagen. Isbjørnen jages hensynsløst hen imod udryddelse.
Denne bog (på Engelsk) dokumenterer hvordan mangel på politisk mod, kombineret med videnskabens og forvaltningens korrumpering af kommercielle interesser, forårsager at jagt i dag er en lige så stor trussel for isbjørnene som den globale opvarmning er det. ”Polar Bears on the Edge” er en skånselsløs beretning om en forvaltningsfiasko og et modigt forsøg på at få påbegyndt egentlig isbjørnebeskyttelse før det er for sent.
Overjagt vil udrydde isbjørnene allerede før global opvarmning kan nå at gøre det!
Isbjørnen er blevet et af de stærkeste symboler på udfordringerne ved klimaforandringerne, og disse er tilsvarende blevet ophøjet til at være den eneste store trussel mod isbjørnens overlevelse. De, der har med isbjørne at gøre, lader således ændringerne i bjørnenes levesteder være skalkeskjul for at undlade at gøre noget ved overjagten.
Kommercialiserede isbjørne korrumperer Arktisk politik, videnskab og forvaltning!
Hvorfor skaber overjagt på isbjørne ikke overskrifter? Hvorfor tillades de at dette scenarie fortsætter? Morten Jørgensen, erfaren Arktis rejseleder, har flere forslag på hvorfor. Han dokumenterer yderligere at der fifles med bestands tal, så ”virkeligheden” kommer til at afspejle den opportunistiske politik. Det fremgår, at der intet armslængde princip er mellem beslutningstagere, videnskabsfolk, forvalterne og forbrugerne, og at forsigtighedsprincippet ikke anvendes til at beskytte isbjørnen. Forkærligheden for at lade penge og geværer tale fører til, at isbjørnen reelt står foran udryddelse.
Er det nu også så slemt?
Det er egentlig ganske enkelt: Tallene stemmer ikke. Der er sandsynligvis ikke flere end 20.000 isbjørne tilbage i dag (en nedgang på 20-40% på 40 år). Videnskaben antager at en maksimal årlig bestandstilgang på mindre end 4% er realistisk, og alligevel tillader vi at 5% bortskydes hvert år. Et sammenfald af interesser fører til denne overjagt, og dette godkendes af særligt Canada og Grønland/Danmark, men også af USA og Norge. Førende isbjørneforskere udfordrer ikke denne virkelighed, og heller ikke en ”grøn” organisation som WWF synes, der er noget at komme efter.
Ny kurs i forvaltningen – eller udryddelse før midten af dette århundrede!
I meget klart sprog beskriver forfatteren, hvorledes det nuværende jagttryk i sig selv vil føre til isbjørnens uddøen i løbet af få årtier. Men bogen argumenterer også for, at der er en mulighed for isbjørnens overlevelse – hvis forvaltningspraksis ændres radikalt og med det samme: Idéen om maksimal udnyttelse skal erstattes af et moratorium på al isbjørne jagt, de berørte lokalsamfund skal kompenseres, al international handel med isbjørneskind og andre produkter skal forbydes, og nye refugier og reservater skal etableres i Arktis. På den måde vil der måske stadig findes vilde isbjørne i år 2050.