About Set i bakspejlet. Erindringer fra 30’erne, 40’erne og 50’erne
Erling Bjøl har rejst vidt og bredt igennem hele sit lange liv og har prøvet kræfter med mange forskellige brancher. I første del af sine erindringer, "Set i bakspejlet", fortæller han om sit liv før, under og efter Anden Verdenskrig, hvor han både oplever det besatte Danmark, det neutrale Sverige, det krigsførende England og endelig det befriede Frankrig, hvor han som journalist møder general de Gaulle, lederen af de frie franske styrker og mange år senere landets præsident.
Erling Bjøl deler ud af sine spændende oplevelser fra 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne i Sydeuropa, USA og Jugoslavien og fortæller om, hvordan han som udenrigskorrespondent flere gange må rykke sit eget og sin families liv op med rode for at rejse til en ny verdensdel, hvor der var vigtige historier at fortælle.
Erling Bjøl (f. 1918) er dansk forfatter, historiker, politolog og journalist. Under besættelsen flygtede han til London, hvor han blev en del af den illegale presse, for hvilket han efterfølgende modtog Kong Christian X’s Erindringsmedalje. Erling Bjøl var udenrigspolitisk medarbejder ved Information og Politiken indtil 1963, hvor han blev professor i statskundskab ved Aarhus Universitet. I 1966 blev han dr.scient.pol., og i 1974 blev han optaget i Videnskabernes Selskab. Erling Bjøl har skrevet en lang række bøger om politisk historie.
Show more