About Succes med SMV
Med fokus på succesfulde millionvirksomheder, som ikke i forvejen er de mest kendte og velbeskrevne i den bredere offentlighed, har Gert Rune talt med ejere og nøglemedarbejdere hos virksomheder, der har vækstet de sidste ti år, og forsøgt at finde frem til formlen for deres succes.
I vidt forskellige brancher drejer det sig om iværksættere med en helt særlig passion for deres produkt. De elsker konkurrence, kæmper for at vinde og nægter at give op. Det er ledere og medarbejdere som er risikovillige, omstillingsparate og har fokus på innovation, kundebehov og medarbejderpleje. De får implementeret og eksekveret deres handleplaner med kreative løsninger, tænkt anderledes længere end de fleste, og de giver deres kunder mere, end de forventer.
Ledere og ejerledere i SMV’er har brug for rollemodeller, for daglig ledelse i en SMV er langt fra de bonede gulve i de store virksomheder, og Gert Runes vision med bogen er at levere indsigt og inspiration, der kan skabe vækst, velfærd og arbejdspladser i SMV-Danmark.
Bogen er skrevet af Gert Rune i samarbejde med forfatter Dennis Drejer, der blandt mange titler har lagt pen til Jæger – i krig med eliten om Thomas Rathsack og Jeg dør kun en gang om Dennis Knudsen.
Gert Rune er iværksætter, konsulent og foredragsholder og har en passion for at motivere sine medmennesker til at nå deres mål. Med sin baggrund som bankmand, Mærsk-ansat og virksomhedsejer har han draget landet rundt og været på besøg hos diverse branchevindere blandt virksomheder (SMV), som har formået at vækste.
Gert Rune har de seneste 12 år holdt mere end 700 foredrag og workshops i over 200 virksomheder. Han er den første etbenede dansker, der gennemførte en ironman – den fortælling er udgivet i selvbiografien Fra knoglekræft til ironman.
Show more