About Fanget
Miljøet i denne roman er en ganske almindelig dansk provinsby og Johannes Halmose er en ganske almindelig dreng, hvis udvikling vi følger fra han er 12 til 16 år.
Da bogen begynder, er han et barn. Hans verden er barber Gülckes have, skolen og killingen Mads, der vokser op til en krigersk hankat, der får revet skind under kampe med rivalerne om natten. Johannes døber den om til Porthos. Katten dør, og med denne begivenhed er det, som om barnet dør i Johannes.
Der går et par år. Han fanges af hverdagens kedsommelige realiteter og driftslivet vågner. Han forelsker sig gang på gang, famlende, forvirret, forelskelserne omsættes, bliver til forskellige former for drengeærgerrighed, og ligesom katten får han revet skind.
Han bliver til sidst klar over, at lillebyens hverdag og drifterne spinder ham i et ubrydeligt net. Han er ikke dreng mere, han er fanget.
Forløbet i bogens handling er en skildring af pubertetens skiftende spil i et drengesind. Det ene øjeblik ser vi en poetisk, famlende Johannes, det næste en pågående lømmel.
Hans Bjerregaard er født i 1907 og død i 1987. Han var i henved 60 år sognepræst i Hjermind. Udover Fanget har han blandt andet skrevet romanerne De afmægtige (1942) og Sorte Nordlys (1947).
Show more